INFORMATION BLEV for nyligt nægtet adgang til at lave nogle reportager fra Danmarks Radios nye by i Ørestaden. Pressemedarbejderen forklarede det med, at lige nu handler alting om underskuddet på 600 millioner kroner, så derfor er man ikke interesseret i p.t. at lukke journalister ind. Bum og basta!
Nuvel, det må de jo selv derude (eller må de? De er trods alt en officiøs virksomhed). Selvbeskyttelsen giver mindelser om det gamle Sovjet, hvor der også var kontrol med, hvad medierne måtte skrive, men det fortæller nok mere om den lettere betændte nervøsitet, der hersker på arbejdspladsen i denne tid, hvor alting skal bevises. Dels at milliarderne til den nye by er givet godt ud, dels at ansættelsen af generaldirektør Kenneth Plummer var rigtig, dels at underskuddet ikke betyder noget for programmerne, og endelig at DR kan modstå angrebet fra TV 2, der snart vil køre nyheder hele døgnet. DR vil i stedet satse på en ny børnekanal. Plummer fremhæver programmerne 'Lille nørd og Store nørd' som strålende eksempler, der kan vise vejen frem. Hvilket lyder så omtrentligt som et moderniseret eventyr af H.C. Andersen.
PLUMMER VAR FOR nylig uhørt ærlig, da han meldte ud, at han alvorligt havde overvejet, om han selv eller økonomichefen burde gå, da underskuddet kom for en dag. Det blev - surprise! - økonomichefen. Samtidig var han lige ved selv at lande i fedtefadet, thi der står jo i enhver moderne virksomhedsleders grønspættebog paragraf 1, at man aldrig skal give udtryk for sin tvivl om en beslutning - det er tegn på svaghed.
Nu har han åbenbart læst videre i bogen, for han rystede tilsyneladende ikke et øjeblik på hånden, da han forleden degraderede radiodirektør Leif Lønsmann ('Løns' blandt kolleger) og nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen, kaldet 'Muren' for sin vilje til at beskytte sine journalister mod kritik udefra. (Viljen fik et beskedent knæk, da indenrigsminister Lars Løkke for nylig kritiserede et indslag, hvilket dog næppe har haft betydning for fyringsbeslutningen). Reelt blev de fyret fra deres plads i direktionen. Lisbeth Knudsen valgte at gå og at smække med døren.
NU GÆTTES der på, hvorfor netop de to røg, især Lisbeth Knudsen, fordi det altid må og bør påkalde sig interesse, hvem der styrer tv-nyhedsformidlingen (radiodelen har ikke en tilsvarende indflydelse på opinionsdannelsen), men også fordi hun har været skoleeksempel på en stærk kvinde, der røg til tops takket være sin faglige dygtighed.
En politisk fyring af den førhen erklærede socialdemokrat? Imod taler, at Venstres Stig Hartvig var den eneste i bestyrelsen, der var modstander af fyringerne. Til gengæld er han ikke 'rigtig' Venstre-mand, mener somme, idet han ikke tænker i værdikamp, men blot synes, at Lønsmann & Knudsen har gjort det rigtig godt, og at degraderingen savnede ethvert fagligt og sagligt grundlag.
Har Lisbeth Knudsen leveret varen sine efter otte år på posten? Hendes morgen-tv-nyheder er ikke blevet nogen succes hos seerene - til gengæld fik hun styret en omfattende omlægning og samordning af tv- og radio-nyhedsredaktionerne på plads.
IFØLGE PARAGRAF 2 i grønspættebogen markerer den moderne virksomhedsleder sig ved relativt hurtigt efter sin tiltrædelse at fyre en af de største chefer, men ligesom Bush ofrede Rumsfeld, så havde Plummer jo allerede bragt et blodoffer, økonomidirektøren. Selv siger Kenneth Plummer 'strukturændring' (det gør man altid), og i hvert fald spares der et par cheflønninger. Et indlysende motiv kan også være ønsket om et generationsskifte (læs: de gamle runkedorer står i vejen for udsigten til fremtiden). Men for pokker... det fik man jo, da den tidligere generaldirektør Christian Sandø Nissen fyrede livligt løs ved sin tiltrædelse midt i 1990'erne. Er der virkelig så kort mellem generationerne? Nissen havde den 'fordel', sagde den endnu tidligere generaldirektør Hans Jørgen Jensen for nylig i TV 2-Lorry, at Nissen ikke havde fået sat ansigt på de fyrede. I modsætning til Jensen selv, der kendte mange af medarbejderne personligt og derfor ikke bare fyrede løs. Det betød så til gengæld, at hovedparten af medarbejderne var over deres 'middagshøjde', hvilket så heller ikke er holdbart.
NUVEL, VI LEVER I de ansigtsløse fyringers tid. I tilfældet Knudsen-Lønsmann var der ansigter på, men kan man roligt spørge, om ikke fyringer efterhånden har udviklet sig til en grimasse, der blot skal signalere handlekraft - med eller uden indhold - over for en bestyrelse. At der med andre ord er gået inflation i at fyre. Den menige seer er formentlig skråt op ligeglad med navnene i DR-toppen, og man skal heller ikke foregøgle sig, at der findes højere retfærdighed i den ende af mediebranchen. Det handler mere om, hvem der til enhver tid sidder i bestyrelsen.
Men for fyring som metode bør kun gives en tilgivelse: At de nye ledere er klart bedre end de tidligere. Ellers ligger øksen ved træets fod.
