KULTURMINISTER Ebbe Lundgaard fremlagde i forgangne uge sin kulturpolitik. I form af en kulturredegørelse. Sådan en svend er en sjældenhed, idet der ifølge andre dele af dagspressen kun er skrevet fem af slagsen i ministeriets ca. 35-årige eksistens. Den mest berømte blev redigeret af Kristen Helveg Petersen sidst i 60'erne, hvor den spillede op til den bog, som han senere - sammen med Niels I. Meyer og Villy Sørensen udgav, en stor samfundsvision med titlen Oprør fra midten. Den forrige var Ole Vig Jensens, der fremkom for otte år siden. Dog: Jytte Hilden lod udgive et mangebindsværk, skrevet af forskellige forfattere, om kulturens forskellige genrer, som hun også kaldte en kulturudredning. Det er nok et spørgsmål om definition. Hvad man forventer af en sådan udredning, er, at den rummer nogle store visioner om fremtidens kultur og kulturpolitik efter indsamlet erfaringsmateriale - samt en konkret udmøntning.
Fra Jytte Hildens mange bind til Ebbe Lundgaards kun 11 siders udredning er der unægteligt et spring fra megalomani til minimalisme. I hvert fald et spørgsmål om forskellig ministeriel stil. Fra store armbevægelser til nøjsomhed.
NOGEN SÆRLIG markant eller sammenhængende kulturpolitik kan man ikke beskylde Ebbe Lundgaard for at diske op med. Det virker snarere, som om han har hentet en halv snes emner ned fra snoreloftet eller et sted der i nærheden, for dog at komme i gang med nogle ændringer af det bestående.
De væsentligste punkter er som følger:
*Færre statslige kulturpenge til kommunerne.
*Statslige minimumskrav til de samme kommuner.
*Færre statsanerkendte museer.
*Mere kvalitetsvurdering i teaterstøtten.
*Fordobling af Statens Kunstfond.
*Udviklingsfond i stedet for kulturfond.
*Moderne teknologi og evt. brugerbetaling på bibliotekerne.
*Bedre folkebiblioteker.
*Styrkelse af den nationale identitet og kulturarven.
*Kvalitet frem for kvantitet.
MED DISSE punktnedslag trådte kulturministeren så rigtig alvorligt ind på den politiske arena. Pressen gav dem en blandet modtagelse fra tommelfingeren ned til venlig afventning. Under overskriften "Mangel på visioner" skrev Aktuelts kulturredaktør, Niels Fried-Nielsen, således: "Intentionerne i den kulturpolitiske redegørelse er gode nok, men som vejviser til det 21. århundrede virker den defensiv - næsten bange for verden omkring os". Berlingske Tidendes Ivar Carstensen mente, at det er "gode, omend luftige begreber, der er nøgletemaer for Ebbe Lundgaard". Ekstra Bladet ålede tvangsmæssigt en ny minister under overskriften "Kultur-Ebbes præk" og mente, at han i stedet for retorik hellere skulle have beskæftiget sig med problemet med de mange arbejdsløse i Danmark. En overraskende synsvinkel sandt at sige.
På torsdag den 13. november skal kulturudredningen til almindelig debat i Folketinget. Man har en forhåndsfornemmelse af, at en del af punkterne risikerer at blive enten skudt ganske gevaldigt ned eller ud af kulturministerens samarbejdspartnere i Socialdemokratiet. Til gengæld kan han vel forvente støtte fra en del til højre i salen - og får sig således anbragt (u)bekvemt i midten.
MEST UDTALTE sammenhængende tendens i udredningen er ministerens ide om at skubbe opgaver og finansiering tilbage fra staten til regionalområderne. Tidligere i kulturårtierne har andre ministre, specielt de socialdemokratiske, lagt vægt på, at staten fik hånd i hanke med kunsten, fordi decentralisering traditionelt er ensbetydende med risiko for nedskæringer, kvalitetsforringelser og kulturel forskelsbehandling. Populært sagt at Venstrekommuner i Vestjylland vil give en god dag i kunststøtten, mens progressiviteten vil stige jo tættere, man kommer på København og de større byer. Det behøver dog ikke nødvendigvis at være sådan mere, nu, hvor kulturen er på dagsordenen i hidtil uset grad, men risikoen foreligger.
Pudsigt nok synes ministerens tanker om fra statens side at stille større krav til lokale folkebibliotekers bogbestand at gå i modsat retning. Men det er vel et eksamen på, at staten sætter standarden, kommunerne betaler.
Man kan tolke den radikale ministers oplæg som et let opgør med tidligere socialdemokratisk politik, hvor formidling af de ædle kunstværdier til folket var en af de vigtigste krumtapper. Lundgaard siger til Weekendavisen, at han er tilfreds med, at 75 pct. af befolkningen interesserer sig for den statsstøttede kunst.
Så lad resten fare - og i stedet bruge kræfterne på at højne kvaliteten.
Kulturfonden, som hidtil var en cigarkasse for ad hoc-aktiviteter skal medvirke hertil. På lignende vis skal teaterstøtten gøres kvalitativ - ligesom bibliotekskravet skal højnes.
MEST UVENTET er forslaget om at fordoble Statens Kunstfonds budget over fire år fra 56 til 104 mio. kr. Det vil vinde genklang i de plagede kunstneres rækker, hvis det går igennem. Både Venstres og de konservatives ordførere har udtalt sig positivt, men det er som bekendt gratis. Nuvel, er kulturredegørelsen end mager på visioner, så rummer den dog således noget rugbrød, man kan spise til. Mens man afventer de større visioner samt torsdagens kamphandlinger i Tinget.
