Leder

Nielsens hvirkelighed

12. marts 2001

I sidste uge har man i Information kunnet følge historien om ’Claus Nielsen’, skrevet af forfatteren, dramatikeren og skuespilleren Claus Beck-Nielsen. Artikelserien kunne ikke umiddelbart indplaceres i vante avisgenrer, såsom journalistik, fiktion, reportage eller interview. Alle genrer har været anvendt i serien, uden dog at artiklerne har kunnet leve op til de forventninger og klassiske dyder, som hersker omkring genrerne hver for sig. I modsætning til disse i aviserne dagligt forekommende, skarpt adskilte genrer har ’historien om Claus Nielsen’ valgt iscenesættelsen som udgangspunkt.

Hver dag har fremgangsmåden været beskrevet: At reducere sig selv til ’Claus Nielsen’, manden uden personnummer, og i fireogtyve timer ad gangen slippe denne ’Claus Nielsen’ løs i Københavns gader, for at se: Hvad kunne hænde en sådan mand, hvem kunne finde på at hjælpe ham, hvilke omstændigheder ville en sådan skæbne kunne havne i? Vi har fulgt ham på gadeplan blandt hjemløse, misbrugere, i indvandrermiljøer og i kontakt med de sociale myndigheder. Samtidig har vi via interviewformen kunne læse udtalelser fra de myndigheder ’Claus Nielsen’ har været i kontakt med, idet nok en karakter, Claes Bech, har ringet rundt og hørt, hvordan de ville udlægge forløbet. Således har Informations læsere nøje kunnet følge den interaktive historie, sådan som den udviklede sig i samspil mellem ’Claus Nielsen’ og de mennesker han mødte.

Udgangspunktet for serien var et ønske om at få fat i andre dele af virkeligheden, end vi er vant til i avisen. Mennesker, som er unplugged, i mange betydninger af ordet, mennesker hvis livsforhold ikke passer ind i rationelle forestillinger om et godt liv. Henlevende i skyggen med deres lyssky forretninger og skrøbelige livskontakter, byrdefulde for enhver regering med velfærd på principprogrammet. Deres livsforhold omtales normalt i aviserne i problematiserende formuleringer, set fra Samfundets synsvinkel. I artikelserien fik vi andre vinkler på disse mennesker.

Foruden at ’Claus Nielsen’ mødte mange professionelt hjælpende hænder på sin færd, oplevede han faktisk også en accept og fortrolighed i det miljø, der ellers kan forekomme skræmmende og umenneskeligt. Eksperimentet med at slippe en figur løs med hukommelsestab og et ønske om at ville klare sig selv, er ikke skudsikkert over for kritik. Forstanderen for Mændenes hjem, Robert Olsen, beklagede i et læserbrev de mange journalister, der ville være hjemløse for en dag.

Og er serien virkelig virkelig kunne man fortsætte, når ’Claus Nielsen’ værgrede sig mod at lade sig indlægge på Kommunehospitalet med udsigten til B-vitaminindsprøjtninger, hjernescanning og en ende på historien? Hvad er sandhed, spørger Jan Kjærstad i sin romantrilogi om Jonas Wergeland, og viser et kalejdoskopisk billede af den komplekse størrelse. I dag er forestillingen om ’det sande’ kompliceret af indsigten i, at sandhed altid er noget man konstruerer, således også i en journalistisk reportage. En konstruktion som blandt andet Lars Engells dokumentarserie om Station 1 med rette har været fremhævet som eksempel på.

At medierne selv sætter fokus på iscenesættelsen er nødvendigt. Netop denne iscenesættelse er lagt åbent frem og sat på spidsen i serien om ’Claus Nielsen’. Her er ingen skurke, her er i stedet udlagt en ’hvirkelighed’ bestående af situationer og dialoger indsamlet i dagens København og bagefter komponeret til en historie, hvor vi møder virkeligheden i mange udgaver. Men hvis der ikke er nogen jomfruelig sandhed at afsløre, hvad skal artiklerne så nytte? Umiddelbart ligger de i forlængelse af, hvad man i disse år kan iagttage på kunst- og litteraturscenen, hvor der eksperimenteres med biografisme, dokumentarisme og cross-over-fænomener. En tendens der prøver at problematisere den virkelighedskonstruktion, vi hele tiden møder ikke mindst i medierne.

Når Claus Beck-Nielsen vælger at bruge virkeligheden som materiale i en avis-serie, berøres nogle andre grænser end blot avisgenrenes grænser. Eksperimentet udfordrer – trods skribentens forsigtighed – nogen etiske grænser i forhold til de mennesker, som medvirkede uden at vide det. Det har været en stor risiko at løbe, men forhåbentlig vil de pågældende efter at have set helheden have forståelse for projektet. I hvert fald har historien vist andre virkeligheder, end dem vi ellers har mere traditionel mediemæssig adgang til. Vi fik indblik i en omgangskreds, hvor ordene »jeg troede, du var død« ikke er en usædvanlig indledning på en samtale, så langt fra fitness og selvudvikling og karrierebekymringernes anden verden. Som historie var serien virkelig, lige så virkelig og uplacérbar som de mennesker, man møder på gaden, og som i virkeligheden kun selv kan tale for sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu