ALLE DE mange skatteborgere, der år efter år trofast og af et godt hjerte betaler deres skærv til opretholdelsen af scenekunstens lokale Mekka, Det kgl. Teater, får nu deres hedeste ønsker opfyldt.
I går offentliggjorde Danmarks Radio og teatret på et pressemøde, hvad de selv betegnede som en "banebrydende kulturaftale". Om den bryder bane for noget som helst andet end sig selv, er dog tvivlsomt, men en helt almindelig aftale er det ikke. Den går nemlig ud på, at op til 24 af Det kgl. Teaters skuespil i løbet af de næste tre år vil blive transmitteret til tv-seerne på DR2 på fredag aftener med genudsendelse på DR1 søndag eftermiddage.
Dermed imødegår man den kritik, der ofte er rejst, fordi folk i provinsen ikke har samme mulighed som københavnerne for at komme i Det kgl. Teater, fordi der ikke går S-tog fra Hvide Sande til Kgs. Nytorv.
Ligesom folk i Vanløse ikke kan komme i teatret, når der er udsolgt.
Nu har de ingen undskyldning for at lade være. De kan bare åbne for deres tv, og på den måde får de valuta for skattepengene. En demokratisk løsning, der forekommer umiddelbart indlysende.
Lige så indlysende, som når kulturministeren proklamerer alle danske statsborgeres ret til at se de store, hellige, nationalhistoriske fodboldlandskampe på det landsdækkende tv uden ekstra dekoderbetaling.
Der findes faktisk mennesker i dag, der omtaler førsteakten i et teaterstykke som første halvleg. Men så holder sammenligningsgrundlaget vist også op.
Nåh nej, forresten. Ligesom landsholdet har en hovedsponsor, får de kommende tv-udsendelser også en sponsor, nemlig forsikringsselskabet Alm. Brand.
Så længe dette selskab ikke forlanger, at Bjørnstjerne Bjørnssons skuespil, Brand, fremover skal hedde Almindelig Brand, når det vises på tv, behøver dette imidlertid ikke være noget problem. Det er i hvert fald den lektie, vi efterhånden har lært.
Alligevel er det en underlig discountløsning. En underlig aftale hele vejen igennem.
TEATRETS FORHOLD til tv har haft en omtumlet tilværelse. Engang havde teatret et fast magasinprogram i DRs tv, hvor der var præsentationer af nye teaterstykker og små interviews med instruktører og skuespillere - ligesom filmen behandles i Ole Michelsens Bogart.
Det er man gået væk fra for mange år siden - mange år førend man endeligt slap bogprogrammerne.
I 50'erne, da fjernsynets sendte sine første udsendelser, oprettede man TV-Teatret, hvor teaterstykker ganske vist blev optaget i tv-studiet, men dog som "filmet teater". Man havde endnu ikke tænkt, at "tv-teater" burde have sin egen æstetik. Det opdagede man hen ad vejen, og trinvist kom der forsøgsteater for det helt smalle publikum, men for øvrigt vandt det filmiske med tiden over det teatralske på tv.
Omkring 1970-71 var der stor basseralle, fordi politikerne dengang ønskede valuta for teaterpengene, hvorfor Det kgl. Teater blev tvunget med i tv-udsendelser mod skuespillernes vilje. OB-vognene stillede op og affilmede de færdige teaterstykker til udsendelse.
Skuespillerne blev nervøse for deres prestige, fordi de kunne risikere at blive snigfotograferet fra overraskende vinkler. De kunne blive grebet i at se helt forkerte ud, når de troede, de vendte mod højre og i virkeligheden vendte mod venstre.
Et godt stykke kunne tage sig dårligt ud på skærmen. Kritikken forstummede dog i nogen grad, da Soldat Svejk blev sendt - og blev en kæmpesucces hos seerne.
MØDOMMEN er nu taget i en grad, så teatret nu selv byder sig til, ligesom film i bredt format vises på tv, selvom film bør ses i biografen, som Ole Michelsen altid hævder.
Teatret får noget (et stort publikum i tale), Alm. Brand får noget (reklamen) og tv-seerne får noget (en masse teater). I aftalen indgår desuden, at DR-TV også sender en række baggrundsudsendelser om forestillingerne, så "moderne, dansk dramatik gøres til genstand for bred debat". Debatten kan imidlertid hurtigt komme til at handle om forestillingernes kvalitet, med mindre teatret under den nye skuespilchef opper sig gevaldigt.
Set i bakspejlet har teatret ikke produceret tilnærmelsesvis 24 stykker på tre år, som stod sig og var egnet til viderebringelse i tv.
Bedre, set fra seernes synspunkt, ville det have været, om DR havde mulighed for at vælge 24 af de mest vellykkede stykker i de danske teatrets samlede repertoire, når de var udspillet på de respektive teatre.
Det vil have vist et langt bredere spektrum af det, dansk teater kan, når det er mest interessant. Og skatteborgerne støtter jo også stort set alle de andre teatre.
Altså Dr. Dante den ene fredag, Gasbeholderen den anden, Café-Teatret den tredie og Det kgl. den fjerde, osv.
Således ville den demokratisk og kvalitetsmæssigt optimale løsning se ud. Og - undskyld udtrykket - den journalistisk rigtige løsning.
MED DEN "banebrydende kulturaftale" risikerer DR-TV at hænge på en ørkenvandring af kontraktbundet, kedeligt teater, oven i købet med tilhørende baggrundsudsendelser, hvis det går rigtig galt.
Omvendt vil man, hvis det ikke går galt, kunne kritisere, at Det kgl. Teater via aftalen forsynes med monopollignende, konkurrenceforvridende og dermed en noget uetisk status på public service-stationens sendeflade. Hvorfor skal dette ene teater have et så enormt lift, reklamemæssigt, på DR? De andre teatre vil med rette kunne blive sure over denne gigantiske eksponering, når teatrene i øvrigt behandles så stedmoderligt på tv. De vil da have et udmærket grundlag for at sætte mere end almindelig brand i teater-tv-debatten.
