Leder

Mavepine

19. maj 2009

Børnene overlades i alt for høj grad til sig selv i daginstitutionerne. Min vurdering er, at det kommer til at gå ud over deres koncentration, deres sproglige udvikling og deres evne til at indgå i sociale relationer. Det er dybt bekymrende

Grethe Kragh-Müller, lektor i udviklingspsykologi ved DPU

Har man børn, er det svært at undgå at få ondt i maven, når man i fredagens avis kan læse landets førende børnepsykologer beskrive de danske daginstitutioner. De kan ikke anbefale dem, for forholdene er ikke egnede for små mennesker, som har brug for voksenkontakt, nærhed og en samlet pædagogisk indsats, hvis de skal udvikle til harmoniske individer, som kan koncentrere sig, lære nyt og have velfungerende sociale relationer.

At pædagogerne er enige i konklusionen, viser sociologen Rasmus Willigs studie af de århusianske pædagoger, som vi omtalte i sidste weekend. I hvert fald var de århusianske pædagogiske så fortvivlede over deres arbejdsvilkår, at de skreg deres frustration ud på vej til arbejde eller fyldte sig med slik i pauserne, for at komme igennem en lang arbejdsdag, hvor der ikke var tid til at løfte den pædagogiske opgave, som de vidste var så vigtig. Og som forælder kan man koble forskernes udtalelser med den ganske almindelige hverdagserfaring, som det er blevet, at man afleverer sit barn i en kaotisk vuggestue, hvor pædagogerne igen har måtte aflyse dagens aktiviteter, fordi kollegerne har meldt sig syge, og vikarerne ikke er til at få fat på.

Men på trods af mavepinen cykler de danske forældre videre på arbejde, for sådan har vi indrettet os i Danmark. Kvinderne hører til på arbejdsmarkedet og børnene i institutionen. Den hjemmegående husmor er en minoritet, både fordi skattetrykket gør det næsten umuligt at leve for en enkelt indtægt, men også fordi kvinderne sætter stor pris på økonomisk selvstændighed og professionel identitet, som følger med et lønarbejde. Det er en holdning, som politikere og økonomer bakker op om, endda i en sådan grad, at den sidste skattereform var rettet mod at få både mænd og kvinder til arbejde mere og længere. At konsekvensen af en sådan økonomisk politik er, at børnene tilbringer længere tid i daginstitution var ikke til debat.

I sådan et politisk klima bliver det svært at diskutere, at udviklingspsykologien faktisk påpeger, at de helt små børn har brug for meget nærhed og omsorg fra de primære voksne, og man måske skulle overveje, at den etårige barselsorlov burde efterfølges af arbejdstidsnedsættelse, så børn under tre maksimalt tilbragte 6 timer om dagen i vuggestuen. Eller at familiekommissionens forslag om at forældre burde have mulighed for at spare op, så de går ned i tid, mens børnene er små, og så arbejder længere senere i arbejdslivet, netop derfor ikke var så dårlig en idé endda. Eller tage den helt store diskussion om, at det er en fattig form for feminisme, som udliciterer de kvindelige omsorgsopgaver til lavtlønnede kvindelige offentlige ansatte, i stedet for at insistere på at både kvinde- og mandeliv bør indeholde selvrealisering, lønarbejde og praktisk omsorgsarbejde i familien, og samfundet bør indrettes så manden og kvinden deles om alle tre ting. Den type diskussioner er der øjensynligt ikke plads til i dag, men så længe vi ikke er villige til give køb på småbørnsforældrenes arbejdskraft og skattekroner, må vi til gengæld insistere på, at politikerne tager konsekvensen af, at vores samfundsmodel har gjort børneopdragelsen til et samfundsansvar. Dobbeltsocialisationen, som udviklingspsykologen Dion Sommer har kaldt den danske model, betyder, at barnets liv i dagsinstitutionen er lige så vigtig, som livet i hjemmet. Netop derfor er det afgørende, at daginstitutionerne ikke bare leverer tilfældig pasning, men som - med 'Lov om dagtilbud's smukke ord - skal "fremme børns udvikling, trivsel og læring".

At gøre det, kræver andet end politisk kontrol og styring. Det kræver ressourcer og en normering, som gør det muligt for børnene at få den nødvendige voksenkontakt. Der må maksimalt være tre børn til en fuldtidsbeskæftiget pædagog ellers kan opholdet i institutionen skade den toårige, har den amerikanske sammenslutning af børnelæger konkluderet efter omfattende empiriske studier. En anbefaling, som selv velnormerede vuggestuer i Danmark har svært ved at leve op, når pædagogerne også skal lægge vasketøj på plads, tømme blespand og få styr på den næste læreplan.

Konsekvenserne er allerede begyndt at vise sig, påpegede udviklingspsykologerne. Når folkeskolelærerne rapporterer om stigende uro og koncentrationsbesvær, er det ikke bare et produkt af for meget PlayStation og Disneysjov. Det er også en konsekvens af en børnehave, som ikke har ordentlige betingelser for at lære børnene at tage hensyn, give plads og arbejde koncentreret.

Vores samfundsmodel har udliciteret store dele af børneopdragelsen til det offentlige, og lige nu er det en så ressourcesvag mor, at resultatet er en flok umulige unger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer