Leder

Den rene krig

Danmark er i krig. På niende år sender regeringen, Folketinget og dermed den danske befolkning unge mænd og kvinder ud for at slå ihjel i statens tjeneste
27. april 2010

DANMARK ER I KRIG. På niende år sender regeringen, Folketinget og dermed den danske befolkning unge mænd og kvinder ud for at slå ihjel i statens tjeneste. Men hvad ved vi egentlig om den krig, som Martin, Henrik, Søren, Mette og Peter kæmper i Helmands majsmarker. Hvad ved vi om krigens bagside? Hvad ved vi om, hvad krigen gør ved afghanerne og ved os selv?

Trods ni års krig, heraf syv i Afghanistan, har de fleste danskere stadig kun en svag forestilling om, hvad krig egentlig er. Heldigvis, vil de fleste nok mene. For danskernes egen krigserfaring fra Anden Verdenskrig er hastigt ved at gå i glemmebogen.

Det er imidlertid farligt ikke at gøre sig klart, hvad krig handler om, advarer dansk forsvars provocateur nummer ét, oberst Lars Møller, hvis nye bog Vi slår ihjel og lever med det udkommer i dag.

Ikke overraskende har forsvarsledelsen forsøgt at stoppe bogen, der bygger på flere hundrede danske soldaters beretninger om, hvordan det har været at slå ihjel på Danmarks vegne i Irak og Afghanistan.

NÅR ET DEMOKRATI går i krig, er befolkningens opbakning det svageste led. Det er forsvarsledelsen naturligvis bevidst om. Og Lars Møllers bog er netop af den slags, som generalerne regner med kan påvirke opinionen i negativ retning.

Trods syv år i Afghanistan, mere end 30 dræbte soldater og i hundredvis af sårede, bakker over halvdelen af danskerne fortsat op om den militære indsats i Afghanistan. Og det samme gør samtlige partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten. SF ønsker ganske vist en exitdato, men mener alligevel ikke, at soldaterne skal hjem før om nogle år.

Det er en situation, som resten af NATO-landene misunder den danske regering, for ingen andre koalitionslande har kunnet bibeholde en sådan folkelig opbakning. Tværtimod.

Og hvad er så forklaringen på, at mellem 50 og 55 procent af danskerne stadig mener, at soldaterne skal blive og bekæmpe Taleban?

Det er der helt givet flere grunde til. Dels har regeringen været forholdsvis god til at forklare danskerne, hvorfor vi skal deltage i krigen, dels har Søren Gade (V) været en eminent ambassadør for sagen, men den vigtigste forklaring er, at det indtil nu er lykkedes forsvaret at præsentere danskerne for en krig stort set uden blod, uden skrig, angst og afrevne lemmer, en krig stort set uden fejltagelser, uden lig og uden sårede.

NÅR DET trods ni års krig stadig er muligt at tænde fjernsynet og åbne avisen uden at få hverken aftenkaffen eller morgenkrydderen galt i halsen, er det imidlertid ikke bare forsvaret, der har haft held med en meget restriktiv informationspolitik, det er også medierne, der villigt har ladet sig blænde af det friserede billede af venligt smilende soldater, som går rundt og taler med lokalbefolkningen om behovet for en brønd hér og en bro dér, som de præsenteres for på de stramt koreo-graferede medieture, som forsvaret arrangerer til Helmand.

Her er hverken mulighed for at tale med afghanerne eller få svar på kritiske spørgsmål, om hvor mange talebanere, danskerne har slået ihjel, om hvilke områder de reelt har kontrol over, om samarbejdet med lokale afghanske militser, om elitestyrkernes indsats, om de landsbyer, danskerne har overladt til Talebans hærgen, om samarbejdet med lokale narkobaroner, omfanget af de civile tab, specialstyrkernes indsats, udleveringen af fanger osv. osv.

For de spørgsmål passer ikke ind i det billede, som forsvaret (og regeringen) gerne vil have hjem til danskerne - og ikke mindst de pårørende, der gerne fortsat skulle have mod på at sende deres mænd, sønner og døtre af sted.

DET ER PRÆCIS det glansbillede, oberst Møller ikke kan holde ud, og som han mener vil give bagslag, hvis tusindvis af soldater vender hjem uden politisk og folkelig accept af, at de har været i krig, ydet ofre og slået ihjel på Danmarks vegne.

Oberst Møllers ærinde er at beskytte soldaterne, og han mener sagtens, at danskerne kan tåle at høre, hvorfor det er lettere at slå en bevæbnet talebaner ihjel end en forsvarsløs hund. Og hvorfor de fleste, der har været i kamp, har det udmærket med det bagefter.

Det er imidlertid ikke kun soldaterne, der har gavn af, at pænhedens slør, som omgiver den danske krigsdeltagelse, rives af.

Heldigvis er antallet af kritiske og problematiserende historier i de danske medier og antallet af kritiske spørgsmål i Folketinget støt voksende, men det er ikke tilstrækkeligt. Hvis det danske folketing fortsat skal sende tusindvis af danske unge ud for at slå ihjel på Danmarks vegne - og det tyder alt på, vil ske - er det afgørende, at der indføres en helt anden form for indsigt og kontrol med det, der foregår i missionsområderne.

Det er på tide, politikerne finder ud af, hvordan de kan gøre det i respekt for den operative sikkerhed - og demokratiet. caa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad kan politikere finde ud af?

Alle de store dagblade har dagens udgaver sat retten i Svendborg stævne i en retssag, der tydeligvis demonstrerer, at krigen 1939/45 ikke er slut, en avis kalder sagen "Da jerntæppet blev sænket i Svendborg", en anden taler om "iskold luft", en tredje om "dolkestød".
Retsopgøret fra 1945 fortsætter. I mellemtiden er krigens allierede, Sovjet, skiftet ud med samarbejdspolitikensTyskland som den ideologiske modstander, og i forlængelse af vægelsindet byttede vi i en håndevending om på landsforræderibegrebet. Sådan kunne Bent Jensen og andre fortsætte krigen i fredens tjeneste, hjulpet af de skiftende regeringer og PET.
Anders Fogh Rasmussen indlemmede befolkningen i en ny krig og samtidig sig selv og partiet i den gamle krigs modstandsbevægelse. Siden har den nye generations venstreløver så kunnet spinde videre på denne førertrøje og slå på tromme for den nationale heroisme.
Disse løver vil gerne have dansk demokrati op i verdensklasse, nu med en krig, så Møllers dybbelmølle maler "so schön Soldat zu sein".

Thorsten Lind

...de danske medier har spillet fallit igennem mange år. Journalisterne har valgt side, til fordel for
Christiansborg´sk pseudovirkelighed...Drømmer de i virkeligheden, om karierrer i magtens korridorer
- som højtbetalte spindoktorer?
Krigen er brutal......Det kan man ikke ´spinde´sig fra!