Leder

Den russiske ørn er landet

Kultur
28. april 2010

Han er en ørn,den russiske præsident Dmitrij Medvedev, der i går landede i København. Det første egentligt officielle russiske statsbesøg nogensinde og den første statsleder på besøg siden Nikita Khrustjovs arbejdsbesøg i 1964.

Han er en ørn til at sige de rigtige ting, ham Medvedev med det milde intellektuelle udtryk og stil, de pæne manerer og det venlige smil. Han siger for eksempel, at han ønsker, at Ruslands ansigt udadtil skal være smilende, så Verden smiler tilbage. Han lover samarbejde på snart sagt alle kanter og niveauer. Han vil modernisere Rusland, så landet ikke længere er afhængig af eksport af olie, gas og andre råvarer, men et land med et udviklet, moderne, teknologisk produktionsapparat og politisk system. Rusland som en integreret del af det internationale samfund. Han vil reformere det brutale, korrupte og tilbagestående russiske politi, retsvæsen, fængselssystem og hæren, så menneskerettighederne kan blive overholdt. Og meget mere af det rigtige - bedre adgang til medierne for oppositionen, et valgsystem, der gør det nemmere for mindre partier at komme i Dumaen.

Hans ambassadør i Danmark siger også de rigtige ting - Den Kolde Krig er forbi, det nedfrosne forhold mellem Danmark og Rusland er heldigvis fortid, fra nu af ser vi fremad og satser på pragmatisk samarbejde, økonomisk, politisk og kulturelt, som Medevedevs ambassadør Teymuraz Ramishvili forleden sagde til Information.

Medvedev er en ørntil at repræsentere den side af Rusland, som vi så brændende ønsker at se udvikle sig og bide sig fast med ørnens næb og kløer. Nogen har endda sammenlignet ham med USA's præsident, Barack Obama, fordi de begge har givet fornyet håb. Der er imidlertid den hage ved sagen, at det russiske nationalsymbol, Ørnen, har to hoveder. Og ingen kan vist være i tvivl om, at hoved nummer to tilhører en vis premierminister Vladimir Putin. Mange hævder, at det i virkeligheden er Putin, der bestemmer, og at Medvedev blot er hans nikkedukke, som skal sidde og nikke venligt, indtil Putin, Ruslands egentlige og autoritære magthaver, vender tilbage til præsidentposten ved valget i 2012.

Det er imidlertid en grov simplificering af situationen i Rusland. Det samme gælder den opfattelse, som Barack Obama ved en lejlighed har givet udtryk for, nemlig at Putin var en mand af fortiden med rødder i Den Kolde Krig, mens Medvedev var et udtryk for fremtiden og håbet for demokrati og velstand.

Rusland og magtspilleti Moskva er langt mere kompliceret, end det ser ud til på overfladen. Putin blev selv i sin tid betegnet som Boris Jeltsins nikkedukke, men fik hurtigt skaffet sig den egentlige magt, som han på den ene side brugte til på brutal vis at stoppe oprøret i Tjetjenien og undertrykke oppositionen, og på den anden side til at konsolidere statsmagten og stabilisere økonomien.

Putin har været autoritær på mange måder, men han har også skabt nogenlunde ro i kaosset efter Sovjetunionens sammenbrud og fremkaldt tiltro til fremtiden, hvilket hans folkelige popularitet er et tydeligt tegn på.

Medvedev blev ganske rigtig håndplukket af Putin og valgt i kraft af dennes popularitet og greb om statsmagten og de såkaldte »administrative ressourcer«. Igen kom betegnelsen 'nikkedukke' på alles læber. Med god ret i begyndelsen. Ingen væsentlige beslutninger blev tilsyneladende truffet i Medvedevs Kreml, uden at Putin var involveret. Heller ikke beslutningerne om at indlede en omfattende moderniseringsproces efter Medvedevs plan Fremad Rusland, selv om dokumentet indeholder en bidende kritik af hele det 'korporative system' eller statskapitalismen, som er blevet opbygget under Putin.

Der er imidlertid flere og flere tegn på, at Medvedev er ved at udvikle sig til en selvstændig politiker, hvis popularitet er ved at nærme sig Putins. Præsident Medvedev optræder mere og mere selvsikkert, hans rådgivere har gentagne gange, bl.a. her i bladet, opfordret Putin til at træde tilbage og undlade at stille op ved det kommende valg. Noget der var utænkeligt for blot et år siden.

Medvedev og Putinbruger næsten samme ordvalg, når de bliver spurgt, om de stiller op ved næste valg: »Det kan ikke udelukkes«, »vi aftaler indbyrdes, hvad der er bedst for landet og for hinanden«.

Men på det seneste er Medvedev begyndt at udelade den sidste sætning. Et andet tegn på Medvedevs mulige selvstændige beslutning om at stille op, også selv om Putin også gør det, er hans mere og mere hektiske politiske aktivitet i både ind- og udland. En aktivitet, som har tvunget Putin ud i hæsblæsende bestræbelser på selv at holde luft under vingerne. De to hoveder på den russiske ørn, som er afbildet på Medvedevs fly, kan meget vel blive revet fra hinanden, om ikke når det letter fra Kastrup i dag, så inden næste valg, hvor de meget vel kan komme til at næbbes efter hinanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her