At give årets nobelpris i litteratur til den peruvianske forfatter Mario Vargas Llosa er helt i tråd med de senere års tendens til at tildele prisen til en forfatter, der agerer politisk. De seneste fire år med Herta Müller, Jean-Marie Le Clèzio, Doris Lessing og Orhan Pamuk, som alle er forfattere, der med deres litteratur har villet påvirke et bestemt virkelighedsbillede.
Det betyder ikke nødvendigvis, at Llosa er en politisk forfatter i gængs forstand, selv om han i 1990 stillede op som præsidentkandidat. Det betyder, at han tager individet i forsvar mod de magter, der griber begrænsende ind over for det. Som det også hedder i Det svenske Akademis begrundelse for at tildele Llosa prisen: »For hans kortlægning af magtens strukturer og knivskarpe billede af individets modstand, oprør og nederlag.«
Llosa er en stor storyteller og umiddelbart et populært valg. Eller var det. I slutningen af 1980'erne og 90'erne var han rigtig stor, og der findes af gode grunde en del titler af ham på dansk, især i antikvariater.
Der har de senere år været en række eksempler på, at nobelprisen gives til et forfatterskab der mere eller mindre er gået i glemmebogen. Prisen gives for lang tro tjeneste og især for fortidens præstationer.
Det er ikke ufortjent, at Llosa får nobelprisen, men det er altid lidt kedeligt, når prisen gives til en forfatter, der ikke lige taler ind midt i tiden og har sin storhedstid bag sig. Medmindre man er en dedikeret fan, virker forfatterskabet ret dødt.
Hele nobelinstitutionen er på godt og ondt en meget konservativ institution. Af mange gode grunde vil man ikke risikere at give verdens mest prestigefyldte pris til en, der om få år viser sig at være en døgnflue. Det gør så på den anden side, at prisen ofte kommer for sent og virker ude at trit med tiden. Man har lyst til at glæde sig over prisen til Llosa, men samtidig kan man ikke helt undertrykke et stille gab.
Er det pga. samme kedsomhed at man skal lede forgæves efter en anmeldelse af Llosas sidst oversatte roman på dansk "Bukkens fest" i Informations arkiv?
Det var om den Niels Brunse skrev så rigtig og smukt i Politiken at den indenfor den latinamerikanske diktatorroman er et genrens hovedværker, og "Den tilsyneladende løse komposition går op til sidst, og den brede strøm af ord bliver en rivende og medrivende flod.
Hvis ellers bogmarkedet var styret af retfærdighed, burde romanen blive en bestseller også i Danmark. "
Alle forfattere påvirker med deres litteratur et bestemt virkelighedsbillede. De agerer politisk, som Peter Nielsen skriver. Men de forfattere, som Peter Nielsen åbenbart ikke gaber over, altså de, der taler lige ind midt i tiden ("moderne tider?"), de agerer ved at behage det bestående og modvirke kritik, de bekræfte læserne i, at deres liv er rigtigt, deres drømme, deres materielle overflod osv. Der er ikke noget udenfor, der er ikke noget at komme efter, heller ikke i litteraturen.
Litteratur, der er skrevet for et par dage siden, er til at gabe over. Nej det ved gud det ikke er, der er (desværre) der, man skal hen, for at finde krummerne. Dem finder man ikke i dagens døgnfluer, der cirkler om egen navle og promoveres som om salgstal er det eneste, der findes i denne verden.