Leder

Det Kongelige Teater smadrer sig selv

12. januar 2017

Det Kongelige Teater er i gang med en selvdestruktion uden sidestykke. En kunstnerisk selvdestruktion, hvor kunstnerne bliver fyret, mens administrationen går fri.

Det Kongelige Teater er pålagt de samme besparelser på to procent som alle andre statsinstitutioner. Sidste år lukkede teatret Scenografisk Værksted og indkrævede brugerbetaling fra børnene på balletskolen, og i år planlægger teatret tilsyneladende at spare på tilsvarende vitale områder.

Forestillingerne bliver både beskåret i antal og udstyr, og operachef Sven Müller har netop sagt op – tydeligvis som reaktion på kannibaliseringen, hvor Det Kongelige Kapel har fået fjernet 25 musikerårsværk de seneste fem år.

Seneste nyt er, at balletmester Nikolaj Hübbe har fyret sine karakterdansere. Umiddelbart lyder fyringen måske ikke særlig dramatisk. Der er kun seks karakterdansere ved Den Kongelige Ballet, der samlet består af 80 dansere.

Men karakterdanserne er nøglen til Bournonville-traditionen, og det er takket være Bournonvilles balletter – ikke mindst Sylfiden, Napoli og Et Folkesagn – at Den Kongelige Ballet har en unik ballettradition, som intet andet kompagni i verden. Hvis man fjerner mimen fra Bournonville-balletterne, kan trinene ikke stå alene.

Her er ikke bare tale om personer, der står og ser nydelige ud i baggrunden. Her er tale om kropskunstnere, som har hovedroller – og som kan udtrykke alt gennem et blik eller en optrukken skulder på en ganske særlig måde.

Disse karakterdansere kan noget, som deres kolleger fra de store russiske, franske eller engelske kompagnier ikke kan. Deres underdrevne mimestil er afgørende. Uden karakterdanserne smadrer man Bournonville.

Nikolaj Hübbe er tilsyneladende ligeglad. Han har nu fyret karakterdanserne og i stedet tilbudt dem at blive ansat pr. forestilling. Hidtil har de principielt stået til rådighed på fuld tid med skiftende arbejdstider – ligesom de øvrige dansere. Men der vil formodentlig kun gå en sæson eller to, så vil disse karakterdansere beskæftige sig med andre ting – eller opgive forbindelsen til Kgs. Nytorv.

Hvis særligt mimisk begavede dansere ikke længere kan overgå til at være karakterdansere, når de bliver pensionerede, vil de jo bare forlade teatret. Og dermed går den dramatiske ballettradition i stykker.

Det vides ikke, om balletmesteren i stedet vil lade rollerne spille af unge dansere, eller om han vil hyre skuespillere eller statister. Men en ballet som Sylfiden er helt afhængig af, at rollen som heltens mor, Anna, spilles troværdigt – det duer ikke bare at tegne rynkestreger på en ung danserinde og give hende grå paryk på og klæde hende ud som ’mor’.

Og fyringen er kun første skridt. Balletmesteren vil helt fjerne mimikerne. Han har allerede varslet, at de mimiske roller i Nøddeknækkeren ikke længere vil blive danset af karakterdansere. I stedet skal unge dansere illudere bedsteforældre og gamle tanter.

Dermed vil Den Kongelige Ballet præcis komme til at ligne de småpinlige, amerikanske B-kompagnier, som danskerne ellers elsker at gøre grin med.

I 1980’erne forsøgte Det Kongelige Teaters ledelse også at fyre karakterdanserne. Også dengang vakte det ramaskrig – og skandalen blev afværget. Men nu hvor Det Kongelige Teater i spareøjemed har afleveret sit historiske arkiv til Det Kongelige Bibliotek, har det åbenbart også fortrængt sin historiske erfaring.

Teaterdirektør Morten Hesseldahl og hans bestyrelse må jo vide, at der er en undergrænse for, hvor få operaer, der kan være på repertoiret, og hvor få musikere, der kan spille i graven, for at teatret kan præsentere et internationalt interessant repertoire. Det samme gælder for forestillingerne hos balletten – og til dels også hos skuespillet, hvis chef Morten Kirkskov ellers netop har fået udvidet sit ensemble til 20 skuespillere, men som beskæres i alt andet.

Men hvorfor har ledelsen valgt en destruktionsstrategi, der kan få politikerne og offentligheden til at tro, at besparelserne kan lade sig gøre, uden at det går ud over Det Kongelige Teaters forestillinger?

Situationen er dybt bekymrende. Hvis karakterdanserne fyres, vil Bournonville-traditionen i hvert fald risikere at forsvinde på ganske få år. Så spørgsmålet er: Hvem har givet Det Kongelige Teater lov til at ødelægge sig selv indefra?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Meyer
  • Steffen Gliese
  • Hans Larsen
  • Niels Duus Nielsen
Ole Meyer, Steffen Gliese, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mht. skuespillet:
20 skuespillere for fremtiden er trods alt en god nyhed: det er cirka minimum for at kunne spille de større Shakespeare- & Strindberg-stykker med fuld besætning (plus minus evt. statister og musikere). Hvilket vel må være et krav til et nationalteater, der skal kunne spille mere end Holberg, Ibsen og nyere kammerspil - og det så det indtil nu ud til at man ikke ville kunne.

Mht. balletten:
det er jo ikke kun Bournonville der kræver karakterdansere/mimer - det gælder også for et 'udenlandsk' hovedværk som efterhånden er blevet vores 'eget' på Kgs. Nytorv, nemlig Neumeiers (og Prokofjevs) Romeo & Julie. Flere eksempler kunne nævnes - også mht. brug af dansere/mimer i det øvrige repertoire inden for skuespillet og operaen.

Mht. operaen:
Koret på 60 skal nu endnu mere reduceres. Det var i forvejen beskåret fra vistnok 80, for ca. 2 år siden. Der er/var dermed allerede for få sangere til at besætte de større Verdi- & Wagner-operaer: atter et selvfølgeligt krav til et nationalteater.

Noget af det er sket under den forrige regering, resten under den nuværende.