Leder

Kære politikere, lyt til Det Danske Filminstitut, hvis dansk film skal reddes

Den kommende fireårige filmaftale er umådelig vigtig for en dansk filmbranche, der skranter økonomisk, men sprudler kreativt. Tirsdag præsenterede Filminstituttet et ambitiøst oplæg til en aftale, der kan redde dansk film – hvis ellers politikerne lytter
9. februar 2018

Der er ingen tvivl om, at dansk film befinder sig i en vanskelig situation for tiden, og at noget radikalt må ske, hvis det, der engang var en kommerciel og kunstnerisk succes, skal reddes. Heldigvis ligger der en gylden mulighed og venter lige om hjørnet.

Snart begynder nemlig forhandlingerne om en ny, fireårig filmaftale, der skal sætte rammerne for, hvordan en formatforvirret og økonomisk skrantende, men på mange områder kreativt sprudlende filmbranche kan udfolde sig. Vanen tro er branchens forskellige parter begyndt at gøre sig til over for de politikere, der skal forhandle om aftalen. Og tirsdag præsenterede Det Danske Filminstitut (DFI), der forvalter den statslige filmstøtte, således Medie- og Filmpolitisk Oplæg 2019-22.

Der er tale om et omfattende og ambitiøst forslag til en ny filmaftale, hvori DFI både forsøger at overbevise politikerne om vigtigheden af en levende og mangfoldig filmkultur, beder om flere penge til at sikre denne kultur og forholder sig til en medievirkelighed, der har vendt filmbranchen på hovedet i løbet af blot få år. 

Man kan argumentere for, at den danske filmbranche med DFI i spidsen har været for langsom til at reagere på den udvikling. Filminstituttet og den nyslåede direktør, Claus Ladegaard, synes dog at have forstået, hvor grelt det står til, når det kommer til at udvikle og fastholde talenter og lave film, som publikum overhovedet gider se, mens man bygger bro mellem de traditionelle måder at producere, distribuere og se film på. 

DFI har erkendt, at de traditionelle barrierer mellem film og tv-serier opløses, i takt med at publikum hjemmevant flytter sig rundt mellem de forskellige platforme: biograf, tv, computer, tablet og telefon.

I det hele taget er omstillingsvillighed og fleksibilitet et gennemgående tema i oplægget, ikke mindst i forhold til støttesystemet, hvor der lægges op til øget samarbejde på tværs af ordninger og puljer og mulighed for at støtte stort og småt med kort varsel, både fiktion og dokumentar.

Manglende manøvredygtighed er et af støttesystemets store problemer og en af grundene til, at især de mindste film, ofte lavet i udkanten af eller helt uden for de etablerede kanaler, er blevet ladt i stikken. Men det er her, fornyelsen i dansk film skal komme fra – det har det seneste par års danske fiktionsproduktion og billige film som Forældre, Team Hurricane, Mens vi lever, Danmark og Vinterbrødre – alle skabt af unge, kunstnerisk kompromisløse instruktører – bevist.

Alle DFI’s ideer, der også handler om øget fleksibilitet i distribution og flere midler til public service-puljen – og som lyder godt på papiret – kommer selvfølgelig til at koste penge. DFI vil derfor gerne have 250 millioner kroner mere om året at gøre godt med. Det beløb vil lukke det hul i finansieringen af dansk film, der er opstået gennem de seneste 10 år – blandt andet på grund af kraftigt faldende hjemmevideoindtægter – og det vil forhåbentlig give producenterne modet og lysten tilbage til at tage kunstneriske risici i stedet for som nu at satse på det sikre.

Pengene skal blandt andet hentes fra en omfordeling af licensmidlerne – DR og TV 2 skal stadig hoste op, men i højere grad blande sig uden om, hvilke film der støttes – og mere kontroversielt, fra streaming- og VoD-tjenester, der skal pålægges en form for kulturskat i størrelsesordenen 70-100 mio. kroner om året.

Det er mange penge og måske et risikabelt krav på et tidspunkt, hvor Netflix, HBO og Viaplay allerede er begyndt at investere i danske tv-serier. Så stort og vigtigt et marked er Danmark vel heller ikke! Omvendt er andre lande i Europa i gang med lignende tiltag, og DFI håber på, at EU vil tvinge det igennem med lovgivning.

Men lytter politikerne til Det Danske Filminstitut, og får Ladegaard & Co. mulighed for at gennemføre deres planer, er der en reel chance for, at dansk film også i de kommende år vil være en kulturel og kunstnerisk kraft, der fortæller essentielle historier om, hvem vi er som land og folk.

Som DFI skriver i sit oplæg: »Dansk film har de seneste mange år været det måske vigtigste kulturelle fortolkningsrum for forskellige forståelser og oplevelser af vores liv og virkelighed. Det er i filmene, at vi har spejlet os selv. Det er igennem filmene, at vi har set på verden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Christian Monggaard

Punktskatterne på streaming- og VoD-tjenester - såkaldt kulturskat - er uantagelig.

Staten kan opkræve indkomstskat, moms og ejendomsskat i nødvendigt omfang -
no problemo.

Derimod er det uacceptabelt, at vi pålægges smagsdommeragtige punktbeskatninger.
Den eneste acceptable argumentation for en punktbeskatning er adfærdsregulerende afgifter - og også på dette område bliver der argumenteret falskt fra Folketingets side.