Leder

Skak er skønhed og retfærdighed på 64 felter

Verdenshistorien kan reflekteres på skakbrættet og dramatiseres af mødet mellem verdensordenens repræsentanter. Men der er i politik ingen gode træk, som ikke også tager højde for, hvordan mennesker handler, tænker og reagerer i fællesskab
I 1986 stødte verdenshistoriens fronter sammen på de 64 sorte og hvide felter skakfelter. Anatolij Karpov, som var regimets mand, mødte den unge udfordrer Garri Kasparov (på billedet) fra Sovjetrepublikken Aserbajdsjan.

I 1986 stødte verdenshistoriens fronter sammen på de 64 sorte og hvide felter skakfelter. Anatolij Karpov, som var regimets mand, mødte den unge udfordrer Garri Kasparov (på billedet) fra Sovjetrepublikken Aserbajdsjan.

Goran Kovacic/PIXSELL

21. marts 2018

Det var sort mod hvid, kapitalisme mod kommunisme og Vesten mod Østen, da det amerikanske geni Bobby Fischer i 1972 udfordrede Sovjetunionens verdensmester Boris Spasskij i det, der er blevet kaldt århundredets kamp. Den Kolde Krig var på sit højeste, og her mødte den sovjetiske skakskole den amerikanske individualist. De to spillede skak om verdensmesterskabet.

Hele verden fulgte matchen, som også blev vist på storskærm på Times Square i New York.

Sovjetunionen havde investeret massivt i offentlige skakskoler; at lære befolkningen at spille skak var god folkeopdragelse og at blive verdens bedste til skak var en måde at være civilisatorisk overlegen på. Amerikanerne havde ikke satset på skak gennem offentlige institutioner, men Bobby Fischer levede op til kapitalismens fortælling om vidunderbarnet, det naturlige talent, som klarer sig alene til toppen. 

Fischer vandt matchen, men tabte sig selv. Han blev vanvittig og vandrede som vagabond gennem Amerika. Indimellem viste han sig i offentligheden som en særling, og pludselig efter 11. september 2001 dukkede han op i et radiointerview fra Filippinerne, hvor han hyldede terrorhandlingerne i New York og Washington og sagde, at nu kunne USA lære, at det, man gør ved andre, vil de gøre ved én selv.

Spasskij tabte efterfølgende kandidatturneringen til den unge stjerne Anatolij Karpov, kendt som ’Tolja’. Han var et disciplineret og kontrolleret produkt af den sovjetiske skakskole. Peter Dürrfeld beskriver ham i dagens Information i serien om Det Skønne Rusland som »alle tiders mest vindende turneringsspiller«.

Karpov skulle have mødt Bobby Fischer, men amerikaneren stillede så umulige krav til matchen, at den aldrig blev spillet. Man kan sige, at Fischer levede op til skræmmebilledet af den depraverede individualisme i et kapitalistisk samfund. Han blev så bange for at tabe, at han ikke stillede op – og kommunismens repræsentant vandt verdensmesterskabet uden kamp.

Sovjetunionens opløsning

Karpov satte i 1986 sit verdensmesterskab på spil i endnu en match, hvor verdenshistoriens fronter stødte sammen på de 64 sorte og hvide felter. Karpov, som var regimets mand, mødte den unge udfordrer Garri Kasparov fra Sovjetrepublikken Aserbajdsjan.

Kasparov var en inspirerende og intuitiv angrebsspiller, som udfordrede verdensmesteren og det kommunistiske system. Han var amerikansk i sin selvbevidste stil, han var liberal i sin kritik af Sovjetunionen, og han støttede åbent reformprocesserne i Sovjetunionen.

Det var således det gamle Sovjetunionen mod sin unge kritiker, der spillede om det strategiske verdensherredømme i skak. Karpov vandt hurtigt de første partier, men Kasparov skiftede taktik undervejs. Han begyndte at spille på remis – uafgjort –, og Karpov var bedre til at forsvare end angribe, så de spillede adskillige uafgjorte partier.

Karpov førte 5-0 og ville havde vundet verdensmesterskabet ved endnu en gevinst. Men Kasparov sled ham langsomt op og fik reduceret til 5-3, inden matchen blev aflyst, fordi Karpov var fysisk udmattet. Kasparov vandt efter en fantastisk dyst i Sevilla rematchen og blev verdensmester. Den nye verden vandt, og den gamle skole tabte, Sovjetunionen blev opløst, og Aserbajdsjan blev en selvstændig stat.

Opslag om russisk skakskole

I dag bliver Kasparov af mange regnet for den bedste skakspiller nogensinde. Han forlod i 2005 skakken for at skrive politisk verdenshistorie. Men som Dürrfeld også skriver i dagens avis, er Putin politisk set en langt bedre skakspiller. Kasparov, som i det tyvende århundrede stod for håbet om et nyt liberalt Rusland, er blevet en stemme fra gamle dage, der taber til det nye Ruslands autoritære leder. 

 »Jeg tror ikke på psykologi,« sagde Bobby Fischer engang, »jeg tror på gode træk.« 

Men man kan ikke vinde i politik, hvis man abstraherer menneskenes psykologi fra det strategiske spil. Verdenshistorien kan reflekteres på skakbrættet og dramatiseres af mødet mellem verdensordenens repræsentanter. Men der er i politik ingen gode træk, som ikke også tager højde for, hvordan mennesker handler, tænker og reagerer i fællesskab.

Det er den abstrakte skønhed ved skak, at spillet er koncentreret rationalitet uden terninger, kort eller konjunkturer på 64 sorte og hvide felter. Og det er den, vi hylder i dag med Dürrfelds opslag om den russiske skakskole.

Verdenshistorien … den afgøres andre steder. 

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Kåre Wagener
  • ulrik mortensen
  • Poul Erik Riis
  • Ejvind Larsen
Toke Kåre Wagener, ulrik mortensen, Poul Erik Riis og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Riis

Skak er et middelalderligt krigsspil. Der er en konge og en dronning, biskopper (løbere, jævnfør Absalon med stridsøksen på Højbro Plads), riddere (springere), fæstningstårne og bønder af lav værdi. Dronningens høje værdi afspejler måske den store betydning af alliancer gennem ægteskaber, og kongen er sårbar som Valdemar Sejr og Christian 2., der begge blev sat ud af spil, da de blev taget til fange.

Det er logisk nok, at en god skakspiller ikke er den rigtige til at tale demokratiets sag. Krig er det modsatte af demokrati. Oldtidens Athen ville udbrede sin demokratiske kultur med krigeriske midler og gik død i en opslidende krig med Sparta og dets allierede. Sovjetunionen gjorde den kommunistiske idé til grin ved at oprette en spartansk krigerstat. Sovjetunionen vandt den store krig, men politikken fejlede.

Krig er politikkens forsættelse med elendige midler.

jan henrik wegener

At politik og skak, selvfølgelig, er vidt forskellige kan vi godt blive enige om. Men modstilles politik og krig, i betydningen "kamp", eller konflikt står jeg af. Her mener jeg ikke bare jeg kan henvise til det fortidige eller "historien", men bekræftes næsten konstant. bortset fra at det gamle citat om krig som "politik med andre midler" kan tænkes vendt rundt: politkken virker tit som en slags "civiliseret" eller tæmmet krig, hvor alle kneb gælder."Reglerne" er måske fuldstændigt forskellige fra dem i et spil som skak, men det betyder ikke at det ikke drejer sig om konfliktspil. Hvis det så blot drejede sig om sort spiller mod hvid spiller eller hip som hap (i forhold til andres ve og vel) behøvede man ikke at tage det politiske spil særlig tungt. Men hvis man nu ikke mener det er sådan, så bør måske alle være interesserede i "vinderstrategierne" i det "politiske spil"-og om de "rigtige" vinder - eller hvad?

Poul Erik Riis

Man kunne selvfølgelig også sige, at politik er krigens fortsættelse med fredelige midler. At skak er en fredelig måde at føre krig på. At jo mere civiliserede vi bliver, des mere fører vi politik med fredelige midler. Der vil altid være kamp mellem forskellige interesser. Samfundet uden klasser er en drøm.

Men der er også et ræsonnerende element i demokratiet. Politik handler ikke kun om at vinde. Det handler både om fælles interesser og om interessekonflikter.

Idealet må være en fredelig, ræsonnerende politik, der tjener fælles interesser og løser interessekonflikter. Selv om det egentlig også er en drøm, skal vi prøve at arbejde os frem mod det. Eller hvad?

"Skak er et middelalderligt krigsspil"

Ja, men i middelalderen var det kongen og ikke dronningen, der gik i krig. Godt nok falder riget med kongen i både middelalderkrig og skak, men dronningen er stadig aktiv og langt stærkere end kongen. Set i det lys kunne man næsten kalde skakspillet for "feministisk". ;-)