Leder

Kunstneren har et privilegium, der forpligter

Det er kunstens privilegium at være unuanceret. Den kan repræsentere det ufortyndede ideal, som ikke kan relativeres, så vi kommer til at stå ansigt til ansigt med vores egen selvmodsigelse
’I Am Queen Mary’-skulpturen repræsenterer den kunst, hvor vi i fællesskab kommer til at stå ansigt til ansigt med vores egen selvmodsigelse. Her demonstreres ved åbningen af skulpturen.

’I Am Queen Mary’-skulpturen repræsenterer den kunst, hvor vi i fællesskab kommer til at stå ansigt til ansigt med vores egen selvmodsigelse. Her demonstreres ved åbningen af skulpturen.

Nils Meilvang

11. april 2018

I sin anmeldelse af La Vaughn Belles og Jeannette Ehlers’ skulptur til påmindelse om Danmarks kolonifortid, I Am Queen Mary, skrev Trine Ross i Politiken, at problemet med den politiske kunst er, at »man let forivrer sig i en god sags tjeneste og derved kommer til at sætte selve kunsten over styr«.

Det er værd at overveje, om der findes en sådan nulsumsmodsætning mellem kunsten og det politiske, som jo ikke ligefrem er en uhørt påstand. Lad os tage et konkret eksempel. Se på flygtningekrisen.

»Der er en ’familie’-metafor, som spreder sig: ideen om, at hele menneskeheden er vores familie. Den idé var med til at knuse Romerriget, og nu er vi i fare for, at metaforen løber løbsk igen. Folk er ikke klar til at føle det fulde pres fra sameksistens med milliarder af mennesker,« blev den tyske filosof Peter Sloterdijk for nylig citeret for at sige i The New Yorker.

Replikken udstiller et dilemma. På det politiske niveau giver det sig til udtryk i konflikten mellem ideen om, at alle menneskeliv grundlæggende er lige meget værd, og så de konsekvenser, det ville have, hvis man efterlevede det princip i praksis. Velfærdsstatens overlevelse er betinget af, at vi ikke bare åbner grænserne og byder alle og enhver velkommen. »Antallet betyder noget,« som det hedder. Vores velstand og samfundets opretholdelse er kun mulig, netop fordi vi undsiger universalismen. Det er en ubehagelig kendsgerning.

Vi kender også kattepinen fra hverdagens individniveau. Vi støtter måske Dansk Flygtningehjælp og slukker for vandet, når vi børster tænder, men ingen bilder sig vel ind, at vi gør en tiendedel af, hvad vi kunne (burde) gøre. Alligevel er det svært – hvis ikke umuligt – at anskue sin egen opførsel som forbryderisk. Hvor slemt kan det være bare at leve sit liv, som man er vant til?

Universalismen er ubehagelig at frasige sig som princip, men samtidig umulig at efterleve i praksis. I den forstand har Sloterdijk ret i, at vi ikke er »klar« til at solidarisere med alle på planeten.

Ufortyndet ideal

Tilværelsen er fyldt med eksempler på, at vores grundlæggende livsanskuelse ikke korresponderer med måden, vi lever vores liv på. Ud fra ét perspektiv kunne man kalde det hykleri, når vi gemmer os bag vaner, halve undskyldninger og opløser alting i nuancer, for at undgå den selvkonfrontation, der gør ondt. Men at individualisere ansvaret på en måde, hvor konklusionen bliver, at du er et frygtelig menneske, er et ligegyldigt og ufrugtbart sted at stille sig.

Derfor må konfrontationen med det uforløste ske i fællesskab, og når kunsten er bedst, er det præcis det, den foranlediger. Det er kunstens privilegium at være unuanceret. Den kan repræsentere det ufortyndede ideal, som ikke kan relativeres, så vi kommer til at stå ansigt til ansigt med vores egen selvmodsigelse.

I Am Queen Mary-skulpturen repræsenterer den kunst.

Et andet eksempel er, når orkestret GP & PLS ufortrødent kalder Danmarks og EU’s tilgang til flygtninge for »fascisme«. Det fungerer i kraft af, at bandet selv har taget konsekvensen af deres kompromisløshed, rejst til Serbien og givet alt, de har, til folk på flugt. Det er ikke et moralfilosofisk argument, der kan bo uforstyrret i et abstrakt rum, afkoblet konkret handling. Tværtimod er det en insisteren på at etablere et bånd mellem ideal og praksis. En praktisk kunst, der overskrider elfenbenstårnets tryghed og gør op med den uforpligtende tanke: »Aktivkunst,« kalder bandet det selv. Her bliver kunsten og »den gode sags tjeneste« hinandens forudsætninger.

Den enkelte skal ikke slå sig selv i hovedet over at være rædselsfuld, men kunstneren derimod har et ansvar for at konfrontere fællesskabet med vanens grimhed. Kunstneren skal mønstre at bære det pres, som individet ikke er »klar« til.

Det at have et publikum, en platform eller en talerstol er en magt, man som kunstner ikke kan frasige sig. Kunstens begunstigelse er, at den taler fra en særligt fri position. Men det er en frihed, der forpligter kunstneren til så også at gøre brug af den, for i kunstnerens tilfælde er også ansvarsfrasigelsen en magtudøvelse.

Men at kunsten skal være aktiv, betyder ikke, at den skal være politisk i snæver forstand. Det handler ikke om, at være forkyndende eller at »blande sig i debatten.« Det betyder ’bare’, at kunsten skal række ud over både det rent beskrivende og det helt abstrakte. Kunsten er den rigtige replik i en bestemt situation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • Ejvind Larsen
Henrik Brøndum og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Det er vel korrekt, at den politiske kunst i nogle sammenhænge let forivrer sig i en god sags tjeneste og derved kommer til at sætte selve kunsten over styr. Det er f.eks. tilfældet ved kunst på et højt niveau, der samtidig ønsker eksplicit at være politisk.

Men det er her vigtigt at have for øje, hvilke former for kunst, der er tale om, og i hvilke sammenhænge. Her kunne man f.eks. sætte Adorno og Brecht op over for hinanden, hvor Adorno gik ind for modernistisk finkultur og ikke satte pris på de former for scenekunst, som Brecht fik produceret, og som var mere folkelige og politiske.

Der er jo mange former for kunst i dag, der ikke kun vurderes ud fra kunstneriske kriterier, der drejer sig om ”kunsten i sig selv”, men hvor man også bliver nødt til at se på, om den pågældende kunst lever op til nogle bestemte formål i bestemte sammenhænge. Kort sagt, om kunsten fungerer i de sammenhænge, den er beregnet til at fungere i.

Der må kunst i det offentlige rum, der først og fremmest må siges at have monumental karakter, som f.eks. I Am Queen Mary, siges overvejende at høre til denne kategori. Der kan kunstens funktionalitet let være i modstrid med kriterier, man anvender, når det drejer sig om vurdering af ”kunsten i sig selv”.

Eks. På et museum for samtidskunst er man godt tilfredse, hvis de finkulturelle anmeldere på dagbladene giver gode anmeldelser af en udstilling af konceptkunst (hvor man i Slots – og Kulturstyrelsen også vil påpege vigtigheden af høje besøgstal af differentierede grupper af besøgende). Men hvis en serie med TV – dramatik på DR får gode anmeldelser af de finkulturelle anmeldere på dagbladene og har meget lave seertal, så er man på DR næppe særligt tilfredse. Der er det med seertallene i hvert fald mere væsentligt.

Det er rigtigt, at det at have et publikum, en platform eller en talerstol er en magt, som en kunstner ikke kan frasige sig. Der er det f.eks. også prisværdigt, at Lone Aburas bruger sin position som kunstner til at få udgivet et værk som Det er et jeg der taler (Regnskabets time), selv om værket på nogle områder vil have problemer i forhold til at leve op til kunstneriske kriterier.

Det er ikke korrekt, at kunsten er begunstiget i forhold til, at den taler fra en særligt fri position (bortset fra kunstens såkaldte ”autonomi”). I hvert fald ikke økonomisk. Statens kunstfond smider ikke en pose penge efter hvad som helst. På det punkt er frihed, for store grupper af kunstnere, mere noget kunstnerne tager sig, end noget de bliver bevilget.

Når det drejer sig om digtning på højt niveau, er det vigtigt at få slået fast, at kunsten er nødt til at fremstille det unuancerede på en nuanceret måde (også hvis en hovedperson f.eks. træffer nogle drastiske beslutninger).