Mandag aften løb andet og sidste afsnit af DR2-programmet Helvedes homo over skærmen, hvor vært Abdel Aziz Mahmoud fortæller om sine personlige problemer med at springe ud som homoseksuel muslim. Hidtil har Aziz Mahmoud ellers kun lavet »de gode historier« om danske muslimer, som han forklarer i programmets indledning – der er masser af muslimer-bashing, så han vil helst tale muslimer op.
»Men der er bare et problem her,« som han siger.
Der er ikke ’en god’ vinkel på historien om homofobi i muslimske miljøer.
I 2009 svarede 55 pct. af danske muslimer i en undersøgelse fra Capacent, at homoseksualitet var »helt« eller »overvejende« uacceptabel – blandt de 18-34-årige var tallet 45 pct. Og i 2015 viste en undersøgelse af Als Research for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, at hver tredje LGBT-person med minoritetsbaggrund havde overvejet selvmord inden for det seneste år. Hver tredje! Antallet af imamer i Danmark, der offentligt siger, at homoseksualitet og islam er foreneligt, kan tælles på én finger, og efter Copenhagen Pride i efteråret blev en 21-årig mand med somalisk baggrund trampet i hovedet af en gruppe mænd ved Nørreport Station – »Er du bøsse eller hvad?« råbte én af dem.
Behovet for et opgør med den religiøse og kulturelle homofobi i de muslimske miljøer er enormt.
De homoseksuelles historie i Danmark viser heldigvis, at sociale forandringer kan komme overrumplende hurtigt: I 1962 mente selv De Radikale, at bøsser skulle holde sig fra at være skolelærere, men kun 27 år senere trådte det første homoseksuelle ægtepar ud af Københavns Rådhus.
Normer kan ændre sig, men det kræver, at en række komponenter er til sted: en avantgarde af modige rollemodeller som Abdel Aziz Mahmoud, en fordomsfri debat, bred politisk opbakning, at de moderate muslimer tager bladet fra munden og en institutionel infrastruktur af organisationer, der kan støtte de homoseksuelle, der vælger at springe ud – f.eks. foreningen Sabaah, der hjælper LGBT-personer med anden etnisk baggrund.
Håbet er, at Helvedes Homo har startet en ærlig samtale, der ikke kan stoppes. I sidste uge sprang den muslimske debattør, Ahmad Mahmoud, ud som homoseksuel under et interview med DR2’s Deadline. Siden er flere kommet til.
»Der er momentum nu,« skrev Abdel Aziz Mahmoud mandag aften på Facebook. Lad os håbe, han har ret.
De to programmer giver det indtryk, at Mahmouds problem mere er forholdet til hans egne forældre end religionen. De tætte bånd, man har til sine forældre skulle gerne afløses af et godt venskab som voksen, ellers risikerer man at forblive følelsesmæssigt umoden hele livet. Men Mahmoud er 35, og virker i udsendelserne stadig dybt opslugt af, hvad far og mor synes om hans strategier og valg. Han skulle måske tage sine egne nære forhold op til revision i stedet for at rejse rundt og angle efter sympati fra nogle præster og fundamentalister, som tydeligvis har deres egen systemiske dagsorden.
Det har altid slået mig, at jo mere homofob, et menneske er, des mere usikker forekommer vedkommende at være på sin egen seksualitet og personlighed. Vi har brugt 100 år på ligestilling mellem kønnene (og det er vel lidt den samme historie: jo mere mandschauvinistisk , des mere usikker mand), så lad os tage hinanden i hænderne og sige fra over for de mennesker, der har så store problemer med sig selv, at de er nødt til at lade det gå ud over andre - og være åbne for at tilbyde dem hjælp til at komme til hvile lidt mere i sig selv.
Jeg kommer til at tænke på et program, jeg så, om et afrikansk land. Jeg husker ikke hvilket lige nu, men det er også irrelevant i forhold til fortællingen. I det land var sex, seksualitet, følelser, kærlighed etc. ikke opdelt. Der havde folk bare sex med hinanden, hvis de havde lyst. Man kan næsten sige, at landet var queer, inden det udtryk blev opfundet. Så kom der så nogen kristne missionærer, som så ofte før, og begyndte at dæmonisere visse typer af seksualitet, tiltrækning etc. og vupti, så var den "rigtige" og den "forkerte" måde at være på installeret i flere og flere mennesker, indtil dæmoniseringen var på plads.
Homoseksualitet er noget af det mest naturlige i verden. Det forekommer overalt i naturen. Homofobi findes til gengæld, så vidt vides i hvert fald, kun hos en art: homo sapiens. At det stadig er til "debat" i visse grupper, om homoseksualitet er okay eller ej er dybt latterligt, idiotisk og åndssvagt.
Endnu engang viser naturen, hvor ret "den" har, og hvor unaturlige nogen mennesker er. Og det er selvfølgelig altid komisk, når en eller anden homofobisk, hadprædikende type bliver taget i at praktisere lige præcis det, han fordømmer i offentligheden. Man kan spørge sig selv, hvor mange af dem, der i virkeligheden er i skabet, som det med et lidt pudsigt udtryk hedder.
Seksualitet skal fejres. Kærlighed har ingen grænser.
Jeg undrer mig ofte over, hvordan det kan være at muslimer har så svært ved at afskrive sig troen.
Når man ser hvorledes mange opvokset i kristne miljøer alligevel afskriver religionen og eller bliver kulturkristne er det mig en gåde at det for mennesker opvokset i muslimske hjem fastholder troen.
Især jehovas vidner betaler også en høj pris, for at fraskrive sig religionen. Du ultraortodokse jøder bliver også udstødt, hvis de f.eks gifter sig med en ikke jøde. Det kan man læse om i bogen af Jacques Blum, dansk og eller jøde. Her tales der om Ole suhrsgade jøder.
For et par år siden i et p.1 program blev 2 bandemedlemmer fra Aarhus interviewet. De erkendte at de udøvede kriminalitet herunder trusler og vold. Alligevel opfatter de sig selv som muslimer, for som den ene sagde: Når ens mor fra tidlig alder hver gang siger,når man plager om slik, hvis Allah vil, så ligger det så dybt at man er muslim.
Noget helt andet er, at jeg savner de homosexuelles muslimer og visse jøders holdning til omskærelse af drengebørn. Hvor er i henne? I jødiske kredse er det stort set kun rabbinere, der kommer til orde.
Vigtigt alt sammen, men den der Capacent-undersøgelse fra 2009, hvordan bliver 'danske muslimer' udspurgt?
Er homoseksualitet uacceptabel? "helt" eller "overvejende"? Sæt kryds eller hak af. Sådan fungerer det jo ikke, så smalsporet. Og sådan rykker det jo slet ikke.
Man kan høre samtale om homofobi i Radio24syv's udsendelse Ghetto Fitness fra i går, 17. april 2018.
Christian Christensen -
det Abdel især bekymrer sig om, er hvilke reaktioner hans forældre vil blive udsat for. Det er vel ikke så mærkeligt -især da det jo viser sig, hans forældre bliver kritiserede og af nogle endda opfordret til at tage afstand fra deres søn.
Hvad med heterofobi? Nå nej, det findes vist ikke. Fobi er et meget pænt udtryk, synes jeg.
"I hate the word homophobia. It's not a phobia. You are not scared. You are an asshole." (Jeg kan ikke finde kilden til citatet)
Jeg har ikke behov for at høre forvildede fjolser skændes, så har ikke set udsendelsen. Det der er bemærket er at der er en konservativt anlagt person, der vil 'være muslim' og samtidig homoseksuel, og som med denne kombi partout vil accepteres af konservative, der faktisk er muslimer i.e. antidemokratiske tilhængere af profetens planlogikker baseret på instrumentering af det religiøse instinkt. Et meget dansk 'alt-right'-problem .... Men han virker også meget modstræbende med at runde sagens kerne : hvorfor vil han 'være muslim' ? For at glæde sine forældre. Med en løgn ? Ikke helt, vel ? Der er mere.....
Lad os bare sige at han er tvunget til at være homoseksuel. Der er også mere i det men bogstavkombinationsmiljøerne vil ikke kunne håndtere det Ganske kort : homosekusalitet er enten genetisk betinget (behandlingsmuligt handicap i teorien) - eller socialt ('dårligt selskab' i de unge år). Det er hele forklaringsspektret, men det er en anden gang ikke ?
Derimod 'muslim' ... dets attraktion er overvejende at være en nationalitetserstatning. - lægger man dette i praksis temmelig højreradikale engagement på hylden står man nationalitetsløs. Nej ... det ville jeg egentlig heller ikke bryde mig om at gøre i et land langt fra mine kulturelle rødder. men det har INTET med religion at gøre. Ligesom islam ikke har i hovedlinjens forstand, hvor 'religions'-begrebet er tæt forbundet med 'sandheds-søgning'.
Alt i alt er det meget meget mere interessant hvorfor Abdel her vil 'være muslim' end at han er homoseksuel. Han selv prioriterer tilsyneladende omvendt.
Er det her i virkeligheden ikke et kulturelt problem fremfor et religiøst?
Som det er fremhævet tidligere, var vi bestemt ikke meget bedre selv i Danmark eller for den sags skyld, internationalt, da WHO var meget lang tid om at fjerne homoseksualitet fra sygdomslisten.
I mange afrikanske lande har fundamentalistiske kristne evangelister fra især USA spredt deres gift og galde overfor homoseksuelle, så de nu er dæmoniserede på linje med hekse og anden overtro. Det gælder i bl.a. Nigeria og Uganda.
I "Guds eget land" USA, hersker den kristne fundamentalisme stærkt. Hvert år bliver teenagere hjemløse, fordi deres familie smider dem ud, eller fordi de flygter fra 'genopdragelses-anstalter' der søger at fratage dem deres sexualitet ved bøn og tvang - sågar ved operationer.
Det er faktisk kun et par år siden, at Højesteret i USA medgav, at homoseksuelle kunne blive gift.
I Rusland og Østeuropa er fordømmelsen omend tifold stærk, ligesom i Tyrkiet og Mellemøsten.
Religionen er den officielle forklaring, men den underliggende årsag er hykleriske fordomme, bigotteri og snæversyn.
Igen bruges homoseksuelle i politik som de altid generøse syndebukke, der leverer stemmer og slører magthavernes egentlige ambitioner.
Det er godt at flere muslimer siger fra overfor de forstokkede kræfter, der forsøger at fastholde dem i fordommenes lænker.
Vi skal bare huske på, at vores egen kultur/religion kan være ligeså intolerant som en anden.
Jeg elsker Abdel.
@ Frede
Det gør jeg også, jihaaah
LOL
"Behovet for et opgør med religiøs og kulturel homofobi i muslimske miljøer er enormt. "
Hvorfor? Det må folk da selv om. At man vil tro på nisser og engle i en eller anden religion må man da også selv om. Vi forbyder ikke noget at være fjolser. Så hvorfor dette behov. "De kan ikke lide homo'er! = Så gå dog et andet sted hen"
Jeg er lidt både og i denne sammenhæng. For jeg forstår på den ene side ikke hvorfor det kan være tilladt at lægge hans forældre, samt andre der deler hans holdning fo had. Er det bedre? Er det mere åbensindet? Hans forældre er imod hans seksualitet, jamen er det så ikke også bare noget han må acceptere? Ved at køre denne her hetz som der i øleblikket er på mode, imod alt og alle der ikke lige bryder sig om noget, så bliver mobning og shaming jo netop accepteret, men det er okay bare man mobber/hetzer de rigtige? Ved at køre de her smædekampagner, bliver der så ændret noget?
Jeg ændrer ikke holdning ved at der står 10 mennesker og skriger mig ind i ansigtet at jeg tager fejl, tværtimod, så smutter man, finder ligesindede og så bliver holdningerne aldrig ændret. Man ændrer holdning ved at indse at man tager fejl, ikke bare ved at få at vide man tager fejl, så er det man tror man er en fejl og så er det problemet med hadgrupper opstår.
Skal vi acceptere homofober? NEJ, men at smide dem i en TV-serie, lade en person skabe en karriere på en seksualitet og på så at udstøde homofoberne, det virker ærlig talt bare ikke som en bedre løsning.
Vi er efterhånden der hvor der bare kun er ét valg og herefter fordømmelse eller accept