Leder

Magt over mennesker

Historien om debatten om Ole Wivels fortid er vigtig, fordi den viser, hvordan kulturens magtpositioner kan bruges lige så brutalt som alle andre magtpositioner i det danske samfund
»Debatten om forfatter, forlægger og kulturpolitisk afgørende personlighed Ole Wivels flirt med fascismen i slutningen af 1930’erne og de første besættelsesår er en af de vigtigste i nyere dansk kulturhistorie. Men ikke af de grunde, som man måske skulle tro. Det er debatten, ikke flirten, der gør os klogere.« skriver Anita Brask. 

»Debatten om forfatter, forlægger og kulturpolitisk afgørende personlighed Ole Wivels flirt med fascismen i slutningen af 1930’erne og de første besættelsesår er en af de vigtigste i nyere dansk kulturhistorie. Men ikke af de grunde, som man måske skulle tro. Det er debatten, ikke flirten, der gør os klogere.« skriver Anita Brask. 

Per Pejstrup

Kultur
29. maj 2018

Debatten om forfatter, forlægger og kulturpolitisk afgørende personlighed Ole Wivels flirt med fascismen i slutningen af 1930’erne og de første besættelsesår er en af de vigtigste i nyere dansk kulturhistorie. Men ikke af de grunde, som man måske skulle tro. Det er debatten, ikke flirten, der gør os klogere.

Historien blev afsløret i 2000-2001, og siden er debatten om Ole Wivels fortid blusset op med jævne mellemrum. Således også i forgangne uge efter udgivelsen af Per Øhrgaards kommenterede samling af breve udvekslet mellem maleren Sven Havsteen-Mikkelsen og Ole Wivel Det ville være borgerkrig, om vi to blev sat op mod hinanden. Men Per Øhrgaard har nok ret, når han med Hans Hertels ord konkluderer om Ole Wivels fortid, at »værre var den jo ikke«.

Ole Wivels kulturpessimisme og fascination af tysk litteratur blev delt af mange, og at denne dyrkelse af det germanske åndsliv blev suppleret af en tro på, at dens europæiske herredømme var en mulig vej ud af kulturkrisen, var bestemt ikke usædvanligt. Wivel vidste godt selv bagefter, det var forkert. Det skrev han selv om i sine erindringer.

Det, der den dag i dag må mane til eftertanke, er Ole Wivels position i kulturlivet, den omgang, han havde med sit eget eftermæle, og de midler, han og hans venner anvendte for at forsvare det. Ser man nøjere på den, bliver Ole Wivel til meget mere end et eksempel på, at også intellektuelle blev forført af førerkulten og drømmen om et nyt Europa. Så kommer det i stedet til at handle om den magt, der måske nok er mere usynlig og uerkendt i kulturlivet, men hurtigt bliver meget virkelig og omsiggribende for den, der måtte lægge sig ud med den.

Det er den pointe, Per Øhrgaard ikke har fået med fra sin eksklusive adgang til arkivet, som han samvittighedsfuldt har brugt på at finde en interessant brevveksling frem fra omkring den tid, hvor Ole Wivel skrev en række krigsforherligende breve og digte. Men også han fortaber sig i en diskussion om omfanget af Ole Wivels brøde. Han afviser andres interesse i sagen som moralske domme med sit eget forsvar af Wivel. Og så kender vi debatten igen.

Ole Wivel tilhørte det absolutte magtcentrum i dansk kulturliv, fra han stiftede det uomgængelige tidsskrift Heretica i 1948, og i øvrigt allerede længe inden da var blevet venner med sin generations vigtigste forfattere, til sin død i 2004. Det har dansk kulturliv nydt stor glæde af. Der findes næsten ikke den kulturinstitution, -debat eller -politik fra efterkrigstiden, som Ole Wivel ikke har været afgørende katalysator for.

Hans indflydelse på mennesker omkring ham var enorm. Og dermed blev hans magt over dem det også. Selvom han var ung, var det heller ikke i 1942 en hvem som helst, der skrev til den jævnaldrende mislykkede maler og søn af en værtshusejer Erik Johansen, »min foragt for dig er stor, og jeg er utrøstelig«, da denne måtte opgive planerne om at gå i krig som medlem af Waffen SS.

Og da slet ikke i 2001, da Ole Wivel skrev den tordnende kommentar En ondskabsfuld klodsmajor om den ukendte litterat Jørgen Hunosøe, der var kommet frem til en analyse af Ole Wivels meget tidlige digte, som ellers ikke lå fjernt fra den livsanskuelse, som Wivel selv havde lagt frem i sine erindringer.

Mange, der har ytret sig i debatten eller blot været budbringere, vil nikke genkendende til den frygt for karrieremæssige konsekvenser som Jørgen Hunosøe og sikkert også Jyllands-Postens Marianne Juhl nærede, da de som de første afslørede Wivels fortid i en form, han ikke selv havde iscenesat. Slaget for Ole Wivels eftermæle blev kæmpet fra snart sagt alle fronter i dansk kulturliv. Klaus Rifbjerg, Svend Auken, Jens-Martin Eriksen, Søren Ulrik Thomsen og Ib Michael er bare nogle af dem, der blandede sig.

Debatten om Ole Wivels fortid var et af de første eksempler, der i Danmark klarlagde, at klasse ikke kun defineres af finanser, og blotlagde den manglende erkendelse af egen magtposition, som prægede mange af forrige århundredes toneangivende kulturpersonligheder.

Deres insisteren på at definere, hvad der er vigtigt, og hvad der er underlødigt at beskæftige sig med, understreger, at magtudøvelse kan komme til udtryk på mange måder. Historien om denne debat er vigtig, fordi den viser, hvordan kulturens magtpositioner kan bruges lige så brutalt som alle andre magtpositioner i det danske samfund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Anita Brask Rasmussen

Mit største problem med Ole Wivel er hans moralisering på andre menneskers vegne - og hans efterfølgende fordømmelse af de samme mennesker som eksemplificeret af hans brev til Erik Johansen, alt imens han selv ikke nærede planer om en indsats på Østfronten.

Det er al fornemt at være storslået heltemodig og moralsk korrekt på andres vegne;

https://www.information.dk/kultur/2008/08/fejltrin-fjern-fortid

Grethe Preisler

Romance for Valdhorn og piccolofløjter

Ole Wivel var utvivlsomt ligesom alle andre danske og udenlandske 'kulturkoryfæer' (ingen nævnt og ingen glemt) et produkt af både sin historiske tid og sit eget private borgerlige opvækstmiljø.

Så lad de døde begrave de døde (og ta' kiste og vin på kredit) - som digteren, kulturkoryfæen og samfundsdebattøren Otto Gelsted skrev om arbejder- og studenteroprørerne i nittenhundredtredvernes København)

flemming sølberg

Blev Ole Wivels ungdommelige vildfarelser og dermed meget frastødende udtalelser en underliggende del af hans senere liv og virksomhed? Nej, det blev de helt klart slet ikke. Tværtimod blev han blandt andet af dem tilsyneladende en hel del klogere end mange andre mennesker. De, som i dag kritiserer Ole Wivel for hans ungdommelige vildfarelser, har vist selv ikke "helt rent mel i posen" i netop den slags forbindelser. Bemærk bl.a. i hvilke aviser de personer fremsætter deres tanker. Venlig hilsen Flemming Sølberg.

Søren Rehhoff

På en eller anden måde var Ole Wivel jo i fint selskab. Simon Spies, Ingmar Bergman og IKEAs Ingvar Kamprad havde også nazi-sympatier i deres ungdom. De kom sikkert allesammen siden på bedre tanker. Men det bliver selvfølgelig lidt pinligt, når børnene begynder at stille dumme spørgsmål som: "Far, hvad lavede du egentlig under krigen?".

Espen Bøgh

Kulturkoryfæerne blev behandlet med følsom hånd kaldt "vildledte unge", i en tid hvor mandschauvinismen havde det godt og trygt, - tyskertøserne derimod fik folkets vrede at føle ganske så eftertrykkeligt.

"Frihedshelten" Kaj Munk, der tidligere havde skrevet et jødisk pamplet imod jøderne, slap også ganske let fra sin tidlige begejstring for Nazismen.

- Ak ja, hvor er verden dog retfærdig og lige for alle.