Leder

Vi leder efter antiautoritet i ’Gurli Gris’ for at opretholde orden

Kan man overanalysere animationsserien ’Gurli Gris’? Ikke i et land med tradition for at heppe efter antiautoriteter, der kan understøtte vores egen autoritet
Intet gør rigtigt ondt i Gurli Gris,alle er gode, ingen indre dæmoner er så store, at de ikke kan fikses med en formildende replik. Alt skal nok gå. Og gå godt. Derfor er Gurli Grisogså en tilforladelig gæst i børnehjemmet.

Intet gør rigtigt ondt i Gurli Gris,alle er gode, ingen indre dæmoner er så store, at de ikke kan fikses med en formildende replik. Alt skal nok gå. Og gå godt. Derfor er Gurli Grisogså en tilforladelig gæst i børnehjemmet.

Fra DR

27. juni 2018

Man kan synes, at det virker fjollet, når Informations skribenter udsætter små femminutters afsnit af animationsserien for børn, Gurli Gris, for (over) analyser som det skete i fredagens kulturtillæg.

Gurli Gris er en lyserød grisepige af britisk oprindelse, hvis dejlige dagligdag kan følges af små børn og forældre i 180 lande på streaming og tv – herhjemme bl.a. på DR’s hyldede børnekanal Ramasjang. Gurli bor med sin gryntende kernefamilie i et hyggeligt lokalsamfund bestående af et væld af glade og lattermilde dyrearter. Universet er behageligt farvelagt, seriens situationer kommenteres og forklares af en blød speakerstemme.

I et typisk afsnit lærer Gurli at fløjte, eller hvad elektricitet skal bruges til, da strømmen går. Hun lærer at forsone sig med en veninde eller at lege med efterårsblade og vinden. Og i mange afsnit er hendes far også godt gammeldags selvindbildsk. Så kalder han sig »ekspert« i dette og hint, mens hans faktiske uduelighed snart afsløres, hvorefter hele familien – inklusive far selv – må kaste sig om på griseryggen og le hjerteligt af den fjollede situation.

Intet gør rigtigt ondt i Gurli Gris, alle er gode, ingen indre dæmoner er så store, at de ikke kan fikses med en formildende replik. Alt skal nok gå. Og gå godt. Derfor er Gurli Gris også en tilforladelig gæst i børnehjemmet. Og så er serien altså noget af det børne-tv, som mange forældre – og fredagens kulturtillægs eksperter og forskere i børnekultur – kan udholde at se.

Med grisen ned i kaninhullet

Og derfra kan man så som voksen lade sig glide ned i det kaninhul, der hedder Gurli Gris-fortolkninger. Er hun feminist? Anarkist? Normativ? 

I avisens fortolkninger af fire afsnit er den genkommende figur Fru Kanin repræsentant for arbejderklassens prekariat med hendes væld af løsansættelser. Et andet afsnit udstiller voksne mænds maskulinitetsbøvl, og Gurli Gris’ nysgerrige klassekammerat Pedro Pony ses som repræsentant for blikket for det uproduktivt interessante. Et fjerde afsnit viser, hvordan serien, læst med Hegel, ikke er antiautoritær på trods af latterliggørelsen af Far Gris. Derimod hylder Gurli Gris den bedste version af autoritet ved at gøre magthaveren til en klovn, de andre kan grine af, mens de samtidigt opretholder ordenen i samfundet.

Er det overanalyser? Ikke når man tænker på, at det danske voksenblik på børne-tv i årtier har været grundigt granskende, analyserende – og ivrig efter at få øje på potentialet for oprør. Danmarks Radio åbnede sin B & U-afdeling for 50 år siden og indførte 68’ernes antiautoritære varemærke. Nu har få lande, hvis nogen, en stoltere tradition for public service-tv til de yngste end Danmark. 

Hvis man skal forklare, hvorfor en lille nyhedshistorie om, at Gurli Gris er blevet censureret i Kina, kan gå viralt i Danmark, sådan som det skete i maj, så er det nok, fordi vi lægger stolthed i at omgive os med kultur, som bliver frygtet af et land, hvis demokrati vi meget gerne ser os i modsætning til.

På samme måde blev det en flittigt delt nyhed i Danmark, at Ramasjangs antiautoritære Onkel Reje, som avisen portrætterede i lørdags, blev rost til skyerne i den britiske avis The Economist som eksempel på en tradition for dansk antiautoritært børnefjernsyn.

Vores idé om dansk opbyggelighed er nemlig knyttet til antiautoritet – ikke som et dogme, men som en slags sideløbende og hyggelig boksekamp med vores autoritetstro. 

Og mens den britiske globalvare Gurli Gris både lærer os, at man skal sortere affald, og at hverken voksne eller børn altid har ret, så virker hendes danske og nok sværere eksporterbare slægtning, Onkel Reje, med dennes latrinære provoprojekt på samme måde. Mellem prutter og fjollede fyord som ’fjeldabe’ (om nordmænd) vil han med sin ligefremme grovhed blandt andet forvisse børn om, at døden er en del af livet. Midt i numseleg og tandbørstnings-fornægtelse er Onkel Reje altså også en autoritet og bruger det antiautoritære som middel.

På den måde er han faktisk ligesom Far Gris. Han er den klovn af en magthaver, vi skal kunne grine af, for at ordenen til syvende og sidst opretholdes af alle os andre. Måske derfor leder vi efter autoritetskritik på skærmen foran vores børn. Vi tjekker om vores egen autoritet bliver udfordret – og dermed opretholdt.

»Gurli er en helt, for fanden. Hun er på mange måder en fredsommelig, kærlig rebel, som har masser af svagheder.« mener Jakob Stegelmann, der er indkøber for DR’s børnekanaler, Ramasjang og Ultra.
Læs også
Bedstefar Hund har taget det på sig at lave pirattema og skattejagt og overgør fuldstændig sin rolle som Kaptajn Langskæg og taler piratsprog, som børnene ikke forstår.
Læs også
47-årige Mads Geertsen skriver, klipper og spiller hovedrollen i DR’s Ramasjang-program, ’Onkel Rejes Sørøvershow’, der henvender sig til de 3-6-årige. I den kommende sæson går Onkel Reje i land, smider seler og pibe over bord og starter sit eget heavy-band. Målet er at vinde heavy-MGP.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
David Zennaro og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

Der er gået Gurli i Information.
Jeg har set en hel del børne-TV med min datter i sin tid, så jeg kan sige at Gurli Gris ikke var en favorit. Hvis man læser mere i det, må det simpelthen skyldes at man keder sig voldsomt.

Philip B. Johnsen

De fleste vil deres børn alt det bedste, der tales meget om alt det der kan gøres for, at barnet har den bedste trivsel, opvækstsvilkår også påvirkning af TV mm. diskuteres flittigt over alt, men værre er det med forholdet, til de børn der ikke er vores egne, de børn der lige nu drukner lige ude for synsvide fra vores kyster, de børn får ingen varme fra beboere, med de kolde gule EU stjerner på deres flag bag Fort Europas grænser, men jeg vil ikke give grisen og rejen ansvaret, den magt tror jeg trods alt ikke, at de små væsner har, men det er nok vigtigt at forstå, hvad falske nyheder i modsætning til fakta, gør ved de voksne.

Thomas Østergaard

Traditionen med film der fremstiller faderfiguren som lattervækkende uduelig startede vist med Troels Trier i "Kys frøen", og den der serie - hed den "Ida's far"?

Det var sgu' sjovt TV, men problemet med konceptet er at det i længden bliver ret forudsigeligt, og derfor konstant må varieres for ikke at blive for kedeligt.

Det forsømmer Gurli Gris, og mine 4-årige niecer undgår derfor at se den med samme ihærdighed som de undgår "Chuggington", Vinter-OL og bankreklamer på Youtube.

Derimod ser de gerne "Brandmand Sam", en animationsserie om en lille by hvis indbyggere ved konstant pyromani og generelt uansvarlig adfærd holder en brand- og redningsstation der udgør ca. halvdelen af indbyggerne, og, - må man formode - hele dens indtægtsgrundlag, beskæftiget, så de offentlige myndigheder ikke kan spare den væk.

Titelfiguren Brandmand Sam er et fysisk pragteksemplar af en ungkarl, som i kraft af at være den eneste mandlige ansatte på brandstationen med en IQ over 80 uværgeligt får hele æren hver gang en brand slukkes eller en indbygger reddes, i en grad så indbyggerne i Pontypandy udbryder "tilkald Brandmand Sam" i stedet for "tilkald brandvæsnet" . Og det på trods af at hans kvindelige medbrandmand Penny og sinken Elvis er ligeså involveret i alle redningsaktionerne.

Vi var lidt bekymrede da den ene af niecerne havde en fase hvor hun konstant udbrød ting som "Det var ikke min skyld" og "Undskyld mor", men det viste sig at hun bare havde afluret tricket som den unge forbryderspire og rekordholder i brandstiftelse Norman Price anvendte for at komme af krogen efter sine hyppige selvforskyldte "uheld", og øvede sig på at perfektionere det.

Dejligt anarkistisk TV, som oven i købet holder de antiautoritære danske traditioner i hævd ved at fremstille chefen på brandstationen som en affældig idiot.

Thomas Østergaard

Det forekommer mig, at Far til 4 som kontrast til faderfiguren savner den jordbundne mor som holder sammen på familien, sørger for at de får mad på bordet, og hovedrystende undrer sig over hvordan i alverden hendes inkompetente fæ af en mand har fået fodfæste på arbejdsmarkedet, endsige bukser på om morgenen.

I far til 4 er moderen vist afgået ved døden, så det er vel grundlæggende blot en sjov historie om hvor galt det går når man fjerner en hovedkomponent i kernefamilien.
Hvis man i stedet havde fjernet faderen havde det ikke længere været en komedie, man ville være nødt til at lave det som enten en romantisk kærlighedshistorie eller socialrealistisk drama.

Thi således er reglerne for både film og menneskelig natur.

Det havde jo heller ikke været sjovt hvis det far Ida's mor der var bimlende vanvittig og gik tur med elefanten i slutningen af hvert afsnit - det ville have været lidt for synd for Ida, ikke sandt?