En pioner, der graver dybt i menneskets sjæl, går hele vejen for at finde den hensynsløse sandhed, kratter dér, hvor såret er dybest, omsætter sine egne neuroser til kunst, og hvis enorme skygge det kan være svært at slippe fri af.
Ordene har været mange og positive om den svenske filmskaber Ingmar Bergman i den række interview med danske filmfolk, som Information i anledning af Bergmans 100-årsdag i dag har bragt i det seneste uger. Flere har sagt, at det er umuligt at arbejde som instruktør uden at forholde sig til Bergman. Så meget har han betydet både filmisk, indholdsmæssigt og kunstnerisk.
Vil man skildre en fest eller holde jul på film, er det med Fanny og Alexander (1982) i baghovedet. Vil man filme to mennesker, kvinder, der taler med hinanden, kommer man uvægerligt til at tænke på Persona (1966). Sammen med brillante filmfotografer som Sven Nykvist havde Bergman en unik sans for at fortælle i ord og billeder.
Samtidig var Bergman ikke bange for at bruge løs af hovedstolen, det helt personlige og private stof, når han skabte sine voldsomme, ofte oprørende, medrivende og indimellem humoristiske portrætter af mennesker i krise. Det begyndte han for alvor med i 1957 og filmene Det syvende segl og Ved vejs ende, forstår man, når man ser Bergman – et år, et liv, svenske Jane Magnussons fremragende, biografaktuelle dokumentarfilm om dette skelsættende år i instruktørens liv og karriere.
Af samme film fremgår det, at det på alle måder produktive svenske filmgeni ikke altid var lige nemt at arbejde sammen med, og at han godt kunne opføre sig skidt over for andre mennesker, blandt andre sine koner, elskerinder og ni børn. Men det hele endte på lærredet. Bergman skånede hverken sig selv eller publikum, og han skrev nogle af de bedste kvindeskikkelser på film. Komplekse, nuancerede figurer, der ofte var instruktørens alter egoer og blev blændende spillet af skuespillere (og elskerinder) som Harriet Andersson, Bibi Andersson og Liv Ullmann, som satte nye standarder for, hvor modig man kunne optræde foran et kamera.
Ingmar Bergman omskrev de gamle kapitler og føjede nye til den store filmkunstneriske håndbog. Det er ikke mindst hans skuldre, nutidens filmskabere står på og kan lade sig inspirere af, når de skal finde deres egen stemme. Derfor må vi ikke glemme ham – og det kan vi heller ikke.
Ingmar Bergman 100 år
Få filmskabere har tematisk, filmisk og kunstnerisk betydet så meget som svenske Ingmar Bergman. Den 14. juli ville den produktive, kompromisløse og dybt personlige instruktør, der døde i 2007, være blevet 100 år gammel. I den anledning har Information bedt en række danske filmfolk om at gennemgå en scene fra en af Bergmans film, som har inspireret dem. Se alle artiklerne på information.dk
Seneste artikler
»Jeg er nødt til at bruge mig selv som både træ og økse«
14. juli 2018I dag ville den svenske filmskaber Ingmar Bergman være fyldt 100 år. Få instruktører har haft lige så stor indflydelse som han med den lange række dybt personlige og kunstnerisk kompromisløse film, han nåede at lave i løbet af karrieren. »Han var en pioner,« siger dokumentarist Jane Magnusson, der i anledning af den runde fødselsdag har lavet et portræt af Bergman ud fra et enkelt afgørende år i hans lange, meget produktive livBergmans ’Persona’ fortæller om, at den erotiske oplevelse har en kæmpe værdi i livet
13. juli 2018Ingmar Bergman graver dybt i menneskets sjæl, siger den danske filminstruktør Christian Tafdrup, der som ung var misundelig på den svenske mester. I morgen ville Bergman være blevet 100 år, og i den anledning fortæller Tafdrup om sin favorit blandt svenskerens film, kammerspillet ’Persona’»Alle Bergmans parforhold er krig«
11. juli 2018Ingmar Bergman var ikke bange for at tage af hovedstolen, når han i jagten på den hensynsløse sandhed om den menneskelige eksistens gravede dybt i sine personer, siger instruktøren Ole Christian Madsen, der bruger Bergman i sine egne film
