Leder

En ikke-transkønnet skuespiller kan sagtens spille transkønnet. Det kaldes skuespil

Hvis ikke vi frit lader skuespillere spille roller, afvikler vi selve skuespillerhvervet
Scarlett Johansson har mødt kritik, efter hun blev castet til en rolle som transkønnet gangster. Først afviste hun kritikken, men skrev selv senere i en erklæring: »Vores kulturelle forståelse for transpersoner bliver ved at udvikle sig, og jeg har lært meget fra miljøet siden min første udtalelse – som jeg nu har indset, var ufølsom.«

Scarlett Johansson har mødt kritik, efter hun blev castet til en rolle som transkønnet gangster. Først afviste hun kritikken, men skrev selv senere i en erklæring: »Vores kulturelle forståelse for transpersoner bliver ved at udvikle sig, og jeg har lært meget fra miljøet siden min første udtalelse – som jeg nu har indset, var ufølsom.«

Mario Anzuoni

17. juli 2018

Scarlett Johansson spiller hovedrollen i den kommende Hollywood-film Rub & Tug om gangsterbossen Dante ’Tex’ Gill, der blev født som kvinden Lois Jean Gill, men selv identificerede sig som mand.

Det var i hvert fald indtil for nylig planen.

Men den amerikanske skuespiller er født som kvinde og identificerer sig som kvinde, og det har mødt heftig kritik, at hun er blevet castet til rollen som den historiske transkønnede gangster.

I et populært tweet henvendt til skuespilleren skrev hendes kollega Elise Bauman:

»Som hvid ciskvinde bør du bruge dine privilegier til at forstærke de undertryktes stemmer – ikke tale på vegne af dem.«

Komikeren Faith Choyce istemte ironisk, at Johansson må have taget rollen, fordi »hendes ultimative mål med karrieren er at tage et skuespillerjob fra alle marginaliserede grupper« med reference til Ghost in the Shell fra sidste år, hvor hun spillede en karakter, der egentlig var asiatisk.

I første omgang afviste Johansson kritikken som polemik og henviste til skuespillerne Jared Leto, Felicity Huffman og Jeffrey Tambor, der har spillet transpersoner i filmene Dallas Buyers Club, Transamerica og tv-serien Transparent. Men i fredags – da stormen mod hende var blevet til en orkan – udtalte hun pludselig, at hun »respektfuldt« har besluttet sig for at trække sig.

»Vores kulturelle forståelse for transpersoner bliver ved at udvikle sig, og jeg har lært meget fra miljøet siden min første udtalelse – som jeg nu har indset, var ufølsom,« skrev hun i en erklæring.

Kritikere har fremhævet, at transpersoner oplever mere og mere udskamning og had. Men som Johansson selv skriver, bliver vores forståelse og tolerance for transpersoner større for hver dag, der går.

I den frie vestlige verden betragtes LGBT-kamp som frihedskamp. For få årtier siden diagnosticerede vi transpersoner, i dag hylder vi dem i prideoptog i de fleste større byer.

I visse dele af samfundet udskammes transpersoner stadig. Ligesom tykke mennesker. Og tynde. Og homoseksuelle.

Hvis Johanssons eksempel skal følges, må det betyde, at normalvægtige skuespillere bør afholde sig fra at tabe sig eller tage på for at ligne den rolle, de skal spille. Eller at heteroseksuelle mænd ikke bør spille bøsser.

En heteroseksuel ciskønnet skuespiller kan naturligvis sagtens spille transkønnet. Det kaldes skuespil. Hvis ikke vi frit lader skuespillere spille roller, afvikler vi selve skuespillerhvervet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Pedersen
  • Flemming Berger
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Grethe Preisler
  • Troels Brøgger
Hanne Pedersen, Flemming Berger, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Grethe Preisler og Troels Brøgger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, det gør det sådan set ikke - vi lader ikke gerne mænd spille kvinder og kvinder mænd, medmindre rollen kræver det. Det er sådan noget, amatører tyr til, fordi der ofte er mangel på mænd, der gider spille teater, selvom bestanden er vokset voldsomt i de seneste 20 år. Vi lader heller ikke unge spille gamle eller gamle unge, medmindre der er en grund til det, i stykket. Det hedder professionel produktion. Teater er ikke forstillelse.

Steffen Gliese

- Det handler vel om i en sådan rolle at kunne udtrykke det særegent kønsspecifikke for en transperson, som en transperson derfor, som det er i dag, har unik adgang til at opleve. Det er en ny erkendelse, frigørelse i partnerskab med neurologien, der fortæller os, at det ikke blot er en neurotisk forstyrrelse, men rent faktisk begrundet i en anden hjernestruktur, lignende det køn, man oplever at tilhøre. Så ikke alene bør man rollebesætte ud fra denne viden, man bør også gøre sig klart, at hvis det overhovedet skal blive et interessant filmisk portræt med vores endnu begrænsede erfaring med transseksualitet som offentlig, normaliseret figur i samfundet, kan det kun lykkes med en skuespiller, der kan lægge levet liv til grund for sin rolle.
Det er her værd at minde om, at kvinder først fik adgang til scenen meget sent i teatrets historie, men at vi i dag allerhøjst for eksperimentets skylde ville forsøge os med at spille græsk tragedie eller Shakespeare kun med mandlige skuespillere - faktisk gøres det modsatte, ikke-historiske forsøg tiere: at lade kvinder spille alle de roller, der oprindeligt kun spilledes af mænd.

Christian De Thurah

Steffen Gliese
Din stærkt "naturalistiske" tilgang til skuespilleriet er ikke ny, den blev dyrket af bl.a. Stanislavskij, og resultaterne var bestemt ikke altid heldige. Skal man sætte uhelbredeligt sindssyge til at spille uhelbredeligt sindssyge? De er jo de eneste, der har den fornødne erfaring efter din model. Eller skal man holde op med at skrive skuespil/ filmmanuskripter om dem?
Diskussionen får mig til at tænke på en gammel Hitchcock-anekdote. Han skulle instruere en scene med Ingrid Bergman, men det gik ikke rigtigt, skuespillerinden mente ikke, hun kunne præstere de følelser, der lå i rollen. Hitchcocks svar: "Ingrid - fake it!".
Og det er vel det, den professionelle skuespiller skal kunne, og det er trist, hvis en fuldstændig overgearet identitetspolitisk debat skal begrænse skuespilkunsten.

Hanne Hansen, Hanne Pedersen, Ulf Johannesson, Henrik Rasmussen, Karsten Aaen, Jes Jessen, Egon Stich, Klavs Hansen, Anne Mette Jørgensen, Flemming Berger, Anders Reinholdt, Michael Boe, Jens Kofoed, Børge Neiiendam, ulrik mortensen, Eva Schwanenflügel, Carsten Hansen, Jørn Stjerneklar, Anders Hede, Bo Carlsen, Gustav Alexander, Jørn Andersen, Michael Friis, Maria Jensen, Klaus Ipsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjørn Pedersen, Jens Jensen, Jens Erik Starup, Henning Kjær og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Maria Jensen

Det er da klokkeklar diskriminering, hvis der er roller, som en skuespiller ikke må påtage sig på grund af sin seksualitet.

Konsekvensen af reglen om, at man kun må spille roller med samme seksualitet, som man har selv, vil også begrænse transkønnede skuespillere voldsomt. Med mindre reglen kun gælder den ene vej, og derved blot er en form for tyranni.

Hanne Hansen, Victor Hansen, Henrik Rasmussen, Jesper Sano Højdal, Jesper Roulund, Thomas Hjulmand, Anne Mette Jørgensen, Flemming Berger, Michael Boe, Børge Neiiendam, jens peter hansen, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Gitte Runge, Carsten Hansen, Gustav Alexander, Jørn Andersen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Der foregår en interessant form for spontan, populær selv censur blandt den brede politiske borgerlige midte, når det kommer til spørgsmål om identitet. Man opdeler menneskets 'menneskelighed' i kunstige bokse, hvor oplevelserne påstås at være så væsensforskellige, at vi ikke kan sætte os ind i hinanden og enddog slet ikke repræsentere hinanden! Hvor de totalitære ideologier krævede en mere overt form for konformitet, så kan den politiske korrekthed bero på selvcensur og ønsket om at 'mene det rigtige' som latent del af den enkelte. Gad vide om Stalinismens stille skeptikere havde samme aspirationer om at 'mene det rigtige'? Jeg tvivler. Det virker som et unikt ideologisk moment for den borgerlige liberalisme.

Jeg ville dog ønske at de her typer ville holde op med at besmudse venstrefløjens ry og rygte, når de i realiteten er dybt, dybt højreorieterede og socialt ultra-konservative, når det kommer til deres syn på individ kontra kollektiv, samt menneskets egentlige evne til at overkomme materiel undertrykkelse.

Hanne Hansen, Klavs Hansen, Kjeld Jensen, Jens Kofoed, Eva Schwanenflügel, Børge Neiiendam og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Morten Poulsen

Engelsk teater er her på forkant. De havde en masse unge, talentfulde skuespillere med caribisk baggrund, som gerne ville spille Shakespeare. Med en naturalistisk tilgangsvinkel kunne de kun få lov at spille Othello. Men i dag spiller de rask væk Hamlet og Julie.

Det har siden spredt sig til britisk TV, fx Merlin og Troy. Og her har det fået dele af internettet til at koge over, at man kan formaste sig til en sort Guenevere og Achilleus. Sjovt nok raser de ikke over, at grækere og tyrkere i Troy spilles af blåøjede angelsaxere ...

Personligt har jeg ikke noget problem med, at man bruger de skuespillere, man har. Så længe, at døren svinger begge veje, så transkønnede kan spille ciskønnede og omvendt. Og hvis man begraver sit nerd-rage, bliver man hurtigt vandt til en sort Guenevere.

Henrik Rasmussen, Karsten Aaen, Anne Mette Jørgensen, David Zennaro, Børge Neiiendam og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jesper Roulund

Hvor er det sørgeligt, at Scarlett Johansson må bøje sig for disse utålelige ideologer, som kaster om sig med identitetspolitik og som er så besatte af at opdele mennesker i grupper, at det får Mao Zedong til at ligne en individualist.
Inden længe kræves der vel også, at Arnold siger undskyld for sin rolle i Terminator, thi han er jo ikke en robot og er derfor fuldstændigt uegnet til rollen.

Hanne Hansen, Henrik Rasmussen, Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Mette Jørgensen, Flemming Berger, Kjeld Jensen, Michael Boe, Jens Kofoed, Børge Neiiendam og Michael Pedersen anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Steffen Gliese

Her har du nærmest rystet mig lidt med det uventede. Jeg kan ikke se dit navn uden straks at tænke Sondheim, så jeg finder det ret overraskende at du stiller dig så helt modsat den holdning som Rasmus Elmelund giver udtryk for. Han har efter min mening en valid pointe, selvom jeg gerne indrømmer at han går helt ud til kanten for at sætte den.

Jeg mener ikke at man kan sætte lighedstegn imellem rollefordeling mellem mænd, kvinder og evt. hudfarve eller andet fysisk særkende og så de helt særegne identiteter der ofte er i minoritetsgrupper som f.eks. her transpersoner, når det handler om skuespil. Det første er at caste efter hvad publikum rent fysisk ser, når en person træder ind i/på scenen, og dette er reelt kun et udgangspunkt for den skuespilkunst der følger. Det er et rent visuelt valg for at lette formidlingen til publikum, hvilket også er hvorfor man nogle gange caster modsat. Det andet er at formidle rollens identitet, følelser, historie og oplevelser, hvilket gøres med hele spektret af verbal og nonverbal kommunikation og som regel med støtte af en ydre visuel ramme og audio-elementer. Dette er skuespillerens kunst, som består af lige dele at kunne sætte sig ind i en fremmed/fiktiv persons indre og at kunne formidle dette til et publikum.

Det andet behøver ikke at være skuespil eller i hvert fald ikke ret meget skuespil. Man kan typecaste så specifikt at man caster en person med parallel personlig baggrund til den rolle, der skal spilles, så personen med kun minimale justeringer (eks. navn, udseende) reelt spiller sig selv for at udfylde rollen. Det er dette som mange transkønnede efterlyser til rollen som Lois Jean Gill/Dante ’Tex’ Gill, men at caste en rolle efter type har både fordele og ulemper. Den primære fordel er at personen er sat i en rolle som han/hun allerede identificerer sig selv med, så der ikke skal bruges ret meget tid og kræfter på at leve sig ind rollen. Ulemperne er at det at være i en rolle/identitet betyder ikke nødvendigvis at man også er god til at formidle denne til andre, samt at en så ren identificering med rollen kan gøre det svært at foretage nødvendige justeringer af rollekarakterens udtryk ift. andre roller i den samlede historie, der skal formidles.

Hvor det er indsigt i rollen, som giver kvalitet og nuancer i det, der skal formidles, så er det evnen til at være en god formidler, som bestemmer hvor meget af indholdet, der når frem til publikum. Det kræver talent og øvelse at være en god formidler og de fleste mennesker evner knapt nok at kunne formidle deres egen helt private identitet og historie på et par timer. Her er skuespillere minoriteten. De har først været igennem et hårdt konkurrerende udskillelsesløb om talent til at formidle, hvorefter de har gennemgået års uddannelse og øvelse i at opnå indsigt i dem/det de skal formidle og i at blive bedre formidlere. Uanset om man caster en person til stort set bare at spille sig selv eller om man caster en skuespiller til fremstille en rolle langt fra sit eget jeg, så vejer formidlingsevnen tungest når en rolle skal besættes, fordi det er kun den indsigt, der når hele vejen frem til publikum, der betyder noget.

Det er i disse forhold at Rasmus Elmelund har en pointe. Godt nok vil skuespillerhvervet ikke blive helt afviklet ved konsekvent brug af rollespecifik typecasting, men det vil blive reduceret. Dette vil gå ud over den samlede kvalitet og det kan især ramme minoriteters (som f.eks. transkønnedes) repræsentation i kulturen negativt. Skuespillere og især gode skuespillere er en faglig minoritet og hvis man vil holde meget fast på specifikt at typecaste efter personer med private ligheder og erfaringer med den rolle der skal spilles, så reduceres mulighederne til kun at ligge i overlappet imellem en identitetsminoritet og en faglig minoritet. Det kan blive en så lille gruppe at vi nærmest må til at opfinde et nyt ord i stil med "mikrotet" og når man indenfor denne også kommer til at tage de normale hensyn til geografisk placering, så kan man ende helt uden relevante emner til en rolle.

Jeg tilhører også en minoritet, selvom denne ligger på et helt andet område end køn og seksualitet. Hvis jeg skulle caste en rolle, der repræsenterer denne, så ville jeg rette fokus på så gode skuespillere som muligt blandt dem, som er villige til at gøre det hårde forarbejde med at sætte sig så dybt ind i rollens/minoritetens vilkår som muligt. Hvis der her kan findes en som hører blandt de populære stjerner, så vil jeg betragte det som en gevinst, fordi kendisfaktoren giver adgang til at formidle til et større publikum. Minoriteter kan trods alt kun vinde forståelse og accept hos flertallet, hvis mange nok blandt flertallet modtager minoritetens budskab på en måde som de kan forstå.

Mogens Holme, Henrik Rasmussen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Mette Jørgensen, Flemming Berger, Børge Neiiendam og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg husker stadig en ret barsk film fra 1999 der gjorde et dybt indtryk på mig, med en meget ung Hillary Swank i hovedrollen som den transseksuelle Brandon Teena, der blev myrdet af unge mænd for at have et romantisk og sexuelt forhold til en af 'deres' piger.
Hun klippede sit hår af og levede en hel måned som en dreng, for at forberede sig til rollen som Brandon Teena i "Boys Don't Cry". Desuden tabte hun sig enormt.
Det er det, der går under navnet 'method acting'. Hillary Swank spillede rollen som var hun født til den - hvad hun netop ikke var.. Hun er også en såkaldt cis-kvinde. Men det vidste vi ikke da vi så filmen, og det var også fuldstændig ligegyldigt.
Det var en fantastisk præstation, som virkelig trængte igennem huden.

I den meget populære, fantastisk underholdende og interessante HBO-serie "The L-Word", der handler om en stor gruppe kvinder i Los Angeles, hovedsageligt lesbiske, men også flere transpersoner og andre minoriteter, spilles mange af hovedrollerne også af cis-kvinder. Og det skal jeg hilse at sige absolut ikke skinner igennem, nærmere tværtom.
Her bliver kønsdebatten, ytringsfriheden, identitetspolitikken og de generelle (diskriminerende) samfundsforhold taget grundigt op til både kritisk og humoristisk revision, manderollen inklusive.

Hvis ikke vi kan friholde kunsteriske udfoldelser fra identitetspolitiske spændetrøjer, måske især SKUE-spillet, er vi da for alvor på den..
Og unge mennesker elsker at spejle sig i deres idoler. En kendt skuespiller kan vise sig at være en langt mere effektiv rollemodel end en der 'bare ligner dem selv' - altså ikke spiller en rolle.
Det er jo formidlingen der er sagens kerne, som Brian W. Andersen også skriver ;-)

Mogens Holme, Mikkel Kristensen, Anne Mette Jørgensen, Flemming Berger, Kjeld Jensen og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Jeg forbløffes over at Scarlett tillod sig at snuble i denne diskussion.

Eva Schwanenflügel

@ Børge Neiiendam

Jeg forbløffes egentlig ikke.. Scarlett var udsat for en gedigen hade-hetz efter hun spillede asiat i "Ghost in the Machine" sidste år.
Hvis ingen andre tør stille sig op og forsvare skuespillet (og kunsten iøvrigt) imod de små sko, hvordan skulle hun så kunne stå ene og alene i mediestormen?

Måske det hele egentlig udspringer af protesterne mod "minstrel-shows", hvor hvide farvede sig sorte i hovedet og optrådte lattervækkende dumt som karikaturer af den sorte befolkning?
Det så vi jo også overvældende kritik af for nyligt med en dansk teaterforestilling.

Det er som om at skuespillere og andre kunstnere nu er blevet reduceret til at være parodister, og deres formidling ikke kan have nogen form for sandhedsværdi, fordi de ikke selv har trådt de samme sko som minoriteterne.

Børge Neiiendam og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Ole Schwander

Det er blevet det rene galimatias ...!

Mikkel Kristensen, Kjeld Jensen, Tino Rozzo, Egon Stich, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Flemming Berger og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Da man tog proppen af flasken med "Me-too" skete der også et brud med anstændighed.

I skuespilkredse fik alle og enhver nu en talerstol hvor alt var til fals, også at vi andre skulle tvangsindlægges til at høre på og forventedes at respektere middelmådigheden.

For en god ordens skyld, SÅ FORAGTER JEG ALLE DEM der har udsat kvinder og mænd for seksuelle overgreb !

Maria Jensen

Børge, at visse mennesker mener, at deres identifikation med en minoritet giver dem ret til at tyrannisere andre, har intet med #metoo at gøre.

Hanne Hansen, Kjeld Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Det bliver nok ikke nemt fremover at finde en person der vil spille pædofil, hvis kravet bliver at man skal være det.

Stop det tosseri ; Det har forlængst taget overhånd (Specielt i USA og andre "hellige" lande.
Må samtlige guder forbyde at det breder sig til Europa. (Mon svenskerne er på vej i den retning ?)

Børge Neiiendam, Kjeld Jensen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Eva Schwanenflügel

"Identitetspolitiske spændetrøjer" rammer netop hårdt i skuespillerfaget i disse år, hvor det ikke kun handler om at minoriteter skal repræsenteres af skuespillere fra den respektive minoritet, men også om kønspolitik og især etnisk repræsentation.

Noget af det skyldes den merkantile tænkning hos det stigende antal producenter, der ikke selv har det mindste kunstneriske i deres baggrund, men for hvem kultur bare er en til investering, hvor afkastet skal maksimeres mest muligt og for enhver pris. Hos dem er markedsføringsafdelingen og økonomiafdelingen øverst i en organisering, som skal producere eller købe kunst og kultur så billigt som muligt, for derefter at sælge det så dyrt som muligt til største og bredest mulige sammensatte målgruppe. Det er ofte i jagten på den bredeste målgruppe at absurde ting kan ske, fordi marketingfolkene er hyperfølsomme overfor trends og tendenser på internettet i deres iver for ikke at støde nogen gruppe af potentielle kunder fra sig. Det sender jævnligt nogle begrænsende og upraktiske krav ned til de kunstnere, der skal skabe producenternes "varer", men det kan ikke alene forklare hele adfærden.

F.eks. er vi midt i en længere bølge af krav om at kvinder med afrikanske rødder/etnicitet skal være repræsenteret i film, tv og teater så det så vidt muligt afspejler deres andel i befolkningen og viser positive rollemodeller. Her er et par af de mere kendte resultater fra denne bølge:

Efter at Gene Roddenberry's originale Star Trek serie fik en succesfuld reboot i hænderne på J.J. Abrams på biograflærrederne, besluttede CBS at det var tid til at føre fortælleuniverset videre med en ny TV-serie i rækken af Star Trek serier. Opgaven endte i hænderne på Bryan Fuller, Alex Kurtzman og Rod Roddenberry og det bliver svært at finde nogen med bedre kendskab til hele Star Treks samlede fortælleunivers end disse 3 herrer, men de fik to krav med i posen. 1. Hovedrollerne skulle vise stærke afroamerikanske kvinder. 2. Den nye serie skulle gøre mere for at komme det store Star Trek fanmiljø i møde end den foregående serie "Star Trek: Enterprise" havde formået. Dette blev til serien "Star Trek: Discovery", som efterkom begge krav på en måde, der hverken har skabt den ønskede og planlagte popularitet i fanskaren eller hos det kvindelige publikum. Jo, der er så sandelig stærke afroamerikanske kvinder øverst i seriens hierarki og lige under dem et par relativt stærke hvide kvinder, og nå ja, så er der de mere fejlbehæftede mænd og aliens på de næste trin. Halvdelen af tiden føres hele dialogen på det i fanskaren populære serieskabte sprog Klingon med en engelsk oversættelse i gule undertekster, der sluger opmærksomheden fra at man rent visuelt har gjort meget ud af serien. En gammel Trekkie beskrev det i sin anmeldelse på Imdb som "Think of Discovery like someone on karaoke night murdering your favourite song.", men tag et kig og døm selv.

Der blev skubbet endnu mere til en anden meget stor fanskare og deres yndlingsfortælleunivers, da et lignende krav ramte Harry Potter. I samtlige bøger og fortællinger af J.K. Rowling er Hermione Granger en hvid britisk pige og der kan i dag ikke være mange mennesker verden, som ikke kender til Emma Watsons legemliggørelse af karakteren i de 8 store filmsucceser, der blev lavet ud fra de 7 bøger. Ret skal være ret. Der er ikke ret meget etnisk diversitet i et fortælleunivers bygget på rammen af traditionelle britiske kostskoler nogle år tilbage i tiden. Det skulle der så rådes bod på da en nyskrevet 8. Harry Potter fortælling skulle laves direkte til teaterscenen, så i Harry Potter and the Cursed Child har Hermione Granger radikalt fået skiftet sin afstamning ud til en med en meget mørkere hudfarve. Skuespilleren Noma Dumezweni gør det sådan set glimrende i rollen som Hermione, men hun støder også så hårdt ind i fortælleuniversets etablerede ramme at det bliver tæt på umuligt for et publikum at følge karakteren Hermione gennemgående igennem alle 8 historier.

De valgte eksempler må endelig ikke misforstås som at jeg skulle være en grim lille misogyn racist. Det jeg mener er at identitetspolitiske valg som disse ender med både at skade alle parter og det materiale man forsøger at formidle. Det er nok muligt at valg som disse i første omgang får en minoritet til at føle sig bedre repræsenteret i fælleskulturen, men den følelse kommer med en høj pris. Der ligger hos publikum, og særligt hos de bredeste af slagsen, en meget skarp grænse for hvor meget man kan træde udenfor deres forventninger, uden at støde dem fra sig. Grænsen bliver ikke mindre skarp, når hovedparten af publikum kender til det materiale, der skal formidles til dem. Den overskrider man let, hvis man som i det ene eksempel, pludselig går ind og signalerer en minoritets overlegenhed over andre i et fortælleunivers, der har brugt et halvt århundrede på (under enhver tids begrænsninger) at skabe et idealbillede af kønslighed, racelighed og økonomisk lighed. Og lige så let krydses grænsen, når man som i det andet eksempel, meget radikalt ændrer en af de af publikum allermest elskede karakterer. Den slags tiltag skuffer publikum og værre endnu så føler mange sig også underlagt tvang til at acceptere et bestemt identitetsbillede, som de ikke var forberedt på at tage stilling til.

Fra det punkt vælter dominobrikkerne. Mindst dele af publikum fravælger yderligere gentagelser af oplevelsen og fraråder deres respektive ligesindede fra at vælge den til. Det skaber også mere polarisering imellem denne del af publikum og den repræsenterede minoritet pga. vrede over skuffelsen.
I nogle tilfælde er minoriteten og dens evt. progressive støtter stor nok til selv at udfylde de nu tømte publikumspladser med nye publikumsmedlemmer, der ønsker at se den identitetspolitiske repræsentation, hvilket indtil videre nogenlunde har været tilfældet for de her nævnte eksempler. I de fleste tilfælde falder det totale publikumstal og nu rammes producenterne. Det identitetspolitiske indslag koster nu dem enten tabte profitmargener eller i værre tilfælde underskudsgivende tab. De ramte pengemænd mister motiv og lyst til at investere i nye produktioner med repræsentation af samme minoritet.
Ved den sidste faldende dominobrik er det minoriteten, som indkasserer en tilbagegang for deres identitetspolitik. De står nu overfor en øget polarisering med flertalsgruppen og deres tilgængelige kultur og medie-platform er blevet reduceret i størrelse.

Der er kun en eneste vinder i "spillet" her og det er de hadgrupper som hver eneste minoritet altid må døjes med, hvilket gør det at lade identitetspolitiske tiltag træde over det brede publikums forventningsgrænse til noget af det dummeste man kan gøre. Hvorfor at den slags identitetspolitiske spændetrøjer i stigende grad er det første valg, når der mindst er 20 andre og smartere valg, der kan fremme minoriteters sager, er ikke noget som jeg bliver færdig med at analysere foreløbig. Uanset årsagerne, så er der tale om en tendens som jeg finder meget bekymrende.

David Zennaro

Selvfølgelig kan cis-kønnede spille transroller, fuldstændig lige som transkønnede kan spille cis-roller. Men det sker bare ikke. Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanker om en transkønnet skuespiller, som får rigtige roller.

David Joelsen, Troels Ken Pedersen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Brian W. Andersen anbefalede denne kommentar
Peer Aagaard

Nej, alle skuespillere kan ikke spille alle roller. Hollywood gør hvad som helst for at score kassen på en film. Efter sigende blev Whoopie Goldberg som ung tilbudt titelrollen i en filmatisering af Anne Franks liv. Hun havde også anstændighed nok til at sige nej.

Børge Neiiendam, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, David Joelsen og Brian W. Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg er sikker på, at vi er glade for, at det ikke stadig er kastrerede mænd, der synger kvinderollerne i opera.

Børge Neiiendam, Christina Petterson, Brian W. Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Steffen Gliese

Om ikke andet, så må mandlige sangere være glade for ikke at risikere en mindre amputation i lavere højde for et job i operaen. ;)

Børge Neiiendam, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Steffen Gliese :

"Jeg er sikker på, at vi er glade for, at det ikke stadig er kastrerede mænd, der synger kvinderollerne i opera."

Ej Steffen, det mener du vel ikke.. Kastrater skulle jo synge så kønt ;-)
Spøg til side.. Det er noget altmodisch at sidestille køn med minoriteter.. Det er efterhånden længe siden mænd spillede kvinderoller på teatret og i operaen.
Men - hvem siger egentlig, at de ikke udførte en god performance?
Der er i øvrigt også manderoller i operaen, der synges af kvinder, fx i Rosenkavaleren.

Steffen Gliese

For mig at se består hele misforståelsen i det, som denne casting er symbol: at hvor det drejer sig om køn, hører flertallet 'seksualitet'; men det netop ikke seksualitet, men identitet, der er kernen i problematikken om transseksualitet: det er en kønsforskel, som måske nok ytrer sig i transvestitisme, men går dybere, også fysiologisk, for den transkønnede øjensynligt faktisk har hjernearkitektur til fælles med det køn (måske i varierende grad), man mærker, at man er.
Der vil helt sikkert komme et tidspunkt, hvor vi ved nok om transkønnethed til, at en skuespiller kan sætte sig ind i det og tilføre rollen nogle lag, som en transkønnet skuespiller ikke selv kan anskueliggøre, men der er vi langt fra, og hvad der sker med castingen af en dygtig skuespillerinde som Scarlett O'Hara er, at hendes præstation kommer til at skygge for historien, det vil være hendes evne til at repræsentere en karakter snarere end karakteren selv, der vil blive fokuseret på blandt publikum.
Det kan der også være en pointe i - det har helt sikkert været en styrke, at de sidste mange store bøssefilm er blevet indspillet med heteroseksuelle mænd; men her har det jo netop været for at understrege en populær forestilling: at 'følelserne er de samme', hvilket jo bestemt er, hvad de progressive homoseksuelle bevægelser helt frem til i dag kæmper imod.
Havde det været i den langsommere fortællemodus, der er teatrets, havde det langt bedre kunnet lade sig gøre, dels er prøvetiden meget længere, hvilket giver plads til en hel del mere refleksion og undersøgelse; men alligevel er det altsammen en udsættelse af det uundgåelige: anerkendelsen af 'det tredje køn' med de kunstneriske implikationer det kommer til at få.
Brian er så sød at nævne min beskæftigelse med Stephen Sondheim, og her er der rent faktisk et interessant eksempel i en i øvrigt ikke ganske vellykket opsætning af et af hovedværkerne, "Follies", i Frankrig for nogle få år siden.
Her spillede den franske drag Denis d'Arcangelo rollen som Solange Lafitte, ikke en af de store, men dog med en solo, spillescener og ensemblenumre. Hvad havde det af betydning? Det gjorde dels forestillingen mere fransk, fordi den type karakter er udbredt i fransk cabarettradition, dernæst gav det de ellers uforandrede replikker en anden tolkning, og sidst normaliserede det en transkønnet karakter. Det gav en anden rolleforståelse, men det rokkede ikke ved værket. Det er det samme, når man caster 'farveblindt' eller kønsneutralt.
Men når selve kønsidentiteten er hovedtemaet, ser det lidt anderledes ud, så er det givet, at man ikke vil komme langt nok med en skuespiller, der er nødt til at parallellisere til eget liv og personlighed fremfor at øse af autentisk erfaring. Det er et forsøg på at smyge sig udenom.

Eva Schwanenflügel

Steffen, du smyger dig selv elegant udenom spørgsmålet :
Hvad er det der gør, at alle ikke kan spille en rolle ved at sætte sig ind i den?
Er det ikke netop skuespillets essens?

Steffen Gliese

Eva, jeg er sikker på, at alle på et tidspunkt vil kunne spille transpersoner såvel som mænd og kvinder under de rigtige kunstneriske betingelser; men på nuværende tidspunkt er vores forståelse af og kendskab til transpersoner meget ringe, litteraturen er ikke-eksisterende, og vores primære adgang er faktisk transpersonerne selv i tale og handling.
Hvis man skal fremstille en person, der fysiologisk tager sig ud som en mand, men hvis psykologiske konstitution er som en kvindes - eller modsat tager sig ud som en kvinde, men har en hjerne med maskulin form - bliver det ganske svært at forestille sig, om man gør det bedst ved at caste en mand eller kvinde.
Jeg er ikke engang klar over, om rollen er en kvinde i mandekrop eller mand i kvindekrop - jeg forstiller mig, at det er det første - hvilket selvfølgelig er en venlighed i den retning, at den fysiske fremtræden, der er så vigtig for mange transpersoner, får et yppigt udtryk; man kan selvfølgelig godt hævde, at kvinder og transkønnede er udsat for meget af den samme undertrykkelse i det patriarkalske samfund, men man må vel alligevel gå ud fra, at den transkønnede formes af andre erfaringer i de år, hvor han endnu ikke har realiseret sin kvindelighed. Jeg tror, at det bliver svært at skabe bund nok i karakteren uden noget, der ligner så primær en erfaret oplevelse.

Lars Steffensen

"Jeg er sikker på, at vi er glade for, at det ikke stadig er kastrerede mænd, der synger kvinderollerne i opera."

Eller popsange. Nu hvor Michael Jackson er død.

Steffen Gliese

Der var - som sædvanlig, når Steen Nørskov alt for sjældent er vært - en glimrende diskussion i Deadline i går aftes, hvor ikke mindst Morten Kirkskov gjorde meget fint rede for de faktiske forhold i jernindustrien.

Jan Skovgaard Jensen

Underligt så konfliktfrit Informations skribent lægger op til at verden skal være. Fordi Hollywood-industrien og stjernerne bliver mødt med Tweets fra diverse minoriteter betyder det ikke at f.eks. som her, at Scarlett Johansson ikke MÅ spille en transperson. Det tyder blot at nogen er uenig med Hollywoods ageren. Det plejer de ikke komme langt med, men Scarlett Johansson ser ud til at forstå et problem for de transkønnede her; men jeg tror altså ikke hun føler sig tvunget.

Konflikniveauet er meget lille i denne sag. Så hvorfor gå op i en spids. Scarlett Johansson kunne bare blive i rollen, og alle havde talt om noget andet om et par dage..

Eva Schwanenflügel

@ Steffen Gliese
19. juli, 2018 - 10:05

Steffen, jeg så også Deadline den aften, og kan kun give dig inderligt ret; Steen Nørgaards interview-stil højner programmet betydeligt. Han er lyttende og udstråler forståelse og empati, og japper ikke konfrontatoriske spørgsmål af sig uden at give tid til besvarelsen.

Det var også en rigtig god debat med en gæst, der selv var transkønnet.
Der blev det jo understreget, som David Zennaro også skrev længere oppe i tråden, nemlig at transpersoner der også er dygtige skuespillere, yderst sjældent får 'de fede roller'.
Måske er det især her hunden ligger begravet?

David Zennaro

Jeg tror, at der ligger en hel masse problemer begravet i spørgsmålet om repræsentation: fordi transkønnede er så usynlige i medierne med alt andet end spring-ud-historier, så gør det ondt at se en rolle, hvor der endelig kunne være en transkønnet skuespiller på banen. Men den anden del af det, er også, at det gør ondt altid at skulle repræsenteres af andre. Det gælder også mig som transmand, jeg føler ikke, at transkvinder kan repræsentere mig, fordi deres problemer er helt anderledes end mine. Deres store problem er at passere, det har jeg gjort nærmest siden jeg blev født.

Så det handler om at mangfoldigheden i verden skulle afspejles i kunsten, og det gør den ikke. Der er mange skæve sider, hvor de manglende kvinder er det mest synlige.

David Zennaro

Filmen "Boys don't cry" kom i øvrigt frem, lige efter jeg var sprunget ud som transmand. Jeg syntes, Hilary Swank gjorde det godt i den film, men jeg var godt nok kritisk over den, fordi den portrætterer fattige menneskers liv som fuldstændigt uden sjov.

Eva Schwanenflügel

@ David Zennaro

David - jeg forstår ikke helt denne udtalelse :

"Det gælder også mig som transmand, jeg føler ikke, at transkvinder kan repræsentere mig, fordi deres problemer er helt anderledes end mine. Deres store problem er at passere, det har jeg gjort nærmest siden jeg blev født."

Hvad betyder "at passere" ?

Om filmen "Boys don't cry" og dens portrættering af fattigdommen uden sjov; Hillary Swank er selv opvokset under temmelig beskedne kår i en trailer-park, så her har hun ihvertfald oplevet vilkårene på egen krop og sjæl..
Det var jo også - så vidt jeg husker - meget festligt for hovedpersonen Brandon Teena, sålænge de andre unge mænd opfattede ham som cis-kønnet og ikke som transperson..
Han blev først en trussel mod deres maskulinitet, da de opdagede at han var anderledes end dem selv.

Og det er vel også en socialpolitisk kommentar, ikke om at fattige er dumme og indskrænkede, men at uvidenhed - skabt af fattigdom og ulige muligheder for uddannelse og oplysning - medfører racisme, sexisme, diskrimination og hestenes biden løs ved den tomme krybbe?

David Zennaro

Som transkønnet passerer man, når andre mennesker kønner en som det køn man ønsker. I mit tilfælde, at mennesker jeg møder, aldrig overvejer, at jeg ikke er født som en dreng. Det er et stort problem for transkvinderne, fordi mange af dem sjældent nogensinde kommer til at passerer, men at derimod er tydeligt for enhver, at de har skiftet køn. Det er ikke tilfældet for transmænd. Mange kan som jeg passere længe inden de begynder på testosteron, og der er ikke nogen transmænd, som ikke kan passere senest to år efter start af behandling med testosteron. Vi har så andre problemer, for eksempel dem som kommer af at være socialiserede som piger i et patriarkalsk samfund. Mange af specielt os gamle, der har levet som kvinder, får aldrig den der selvfølgelige adgang til de privilegier, som mænd ellers har.

Med hensyn til "Boys don't cry", så var min kritik af den manglende sjov i filmen ikke rettet mod Hilary Swank, som jo faktisk indimellem har det sjovt. Men hele miljøet er skildret som et miljø, hvor der ikke grines ret meget. Jeg tror, det er en Hollywood-fordom at præsentere fattige mennesker fra Mitdtvesten på den måde. Jeg har ganske vist ikke selv været der, men jeg har færdedes som voksen i lignende miljøer i Danmark, og der grines der lystigt.

Ian McKellen blev engang spurgt, hvordan det var for ham som homoseksuel mand at skulle spille heteroseksuelle roller.
Svaret kom prompte: Shut up, I am an ACTOR....

Børge Neiiendam, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er klart, at folk ikke endnu har tænkt forskellen på køn og seksualitet til ende. Det er sjovt nok en fælles problematik for både det eksistentielle og det æstetiske problem, vi diskuterer.