Leder

Filmbranchen holder vejret

Regeringens forslag til en ny filmaftale er ikke ligefrem ambitiøst, men det rummer heller ikke mange af de ødelæggende forslag, som især Dansk Folkeparti har smidt på banen gennem de seneste måneder. Måske er det netop derfor, at der har været så stille i filmbranchen, siden forslaget blev præsenteret for en uge siden
Kultur
16. oktober 2018

For en uge siden fremlagde regeringen sit forslag til den nye filmaftale, der skal sætte rammerne for den statslige filmstøtte de næste fire år. Siden har der været bemærkelsesværdigt stille i den danske filmbranche.

Det ligner ikke branchens parter, der plejer at råbe op, når der sker det mindste. Men det kan selvfølgelig skyldes, at de rent faktisk er tilfredse med udspillet, måske er det ligefrem bedre, end de havde turdet håbe på.

Med udspillet undgår dansk film nogle af de mest vidtrækkende og ødelæggende forslag, som især Dansk Folkeparti har bragt på banen gennem de seneste måneder – f.eks. står der intet om udflytning af filminstitutioner og -skoler til Fyn og Jylland – og det kan være, at branchen tier stille af frygt for at påkalde sig DF’s opmærksomhed. Forhandlingerne er i gang, og en ny filmaftale forventes at være klar ved udgangen af oktober måned.

Under alle omstændigheder ser regeringens udspil ganske tilforladelig ud og bortset fra en passus om, at man kun i begrænset omfang skal støtte ikke-dansksprogede film – det virker lidt fattigt og lovlig protektionistisk – synes der ikke at være meget at være nervøs for.

I virkeligheden er der for en stor dels vedkommende tale om gentagelser eller videreførelser af den igangværende filmaftale, som udløber til nytår. Skal man være kritisk, kan man godt kalde forslaget for vagt.

Regeringen foreslår, at filmstøtten samlet set opretholdes på nogenlunde samme niveau som hidtil med 560 mio. kroner årligt – beløbet er faldet fra ca. 573 mio. til 554 mio. fra 2015-18.

Overordnet set får Det Danske Filminstitut således de samme støttekroner at disponere over som i de seneste år, og der skal bruges de samme penge på talentudvikling igennem New Danish Screen og på at støtte og udvikle digitale spil. Til gengæld skal DFI spare på driften og vil have 14 mio. kroner mindre i den del af sit budget i 2023 end i 2019. Men den øvelse var de allerede i gang med under den gamle aftale.

I medieaftalen, som blev vedtaget tidligere på året, fik DR og TV 2 frataget de økonomiske forpligtelser, de gennem mange år har haft over for dansk film, og filmstøtten blev i stedet øget med 120 mio. årligt fra statslig hold. Derfor optræder tv-stationerne heller ikke i filmaftaleforslaget.

Det er i sig selv opsigtsvækkende, netop fordi dansk tv og film længe har været tæt knyttet sammen. Det bliver spændende at se, hvad det kommer til at betyde for finansieringen af danske spillefilm og dokumentarfilm i fremtiden.

Markant er det også, at støtten til de regionale filmfonde, Film Fyn og Den Vestdanske Filmpulje, øges med 35 millioner kroner, så de hver især får i alt 23,7 mio. kroner at rutte med om året i statsstøtte – dertil kommer den sædvanlige støtte fra de involverede kommuner. Det er noget nær en fordobling af de to fondes midler.

Det er ikke svært at se DF’s fingeraftryk på den del af filmaftaleforslaget, men det synes fornuftigt, fordi det giver de regionale filmfonde mulighed for at fastholde en lokal talentmasse og arbejdsstyrke og derigennem udvide og forbedre deres infrastruktur.

Der er en del redundans i aftaleforslaget: Piratkopiering skal bekæmpes. Det skulle den også sidste gang. 25 procent af støttemidlerne skal øremærkes børn og unge. Det har de været længe. Og så skal man i højere grad forsøge at frigøre sig fra den kassetænkning, som de forskellige støtteordninger på DFI inviterer til. Det har også været en del af tidligere aftaler, og det er i øvrigt efter DFI’s eget ønske.

Det er altså ikke ligefrem et banebrydende eller ambitiøst udspil til en ny filmaftale og givet ikke, hvad DFI eller den øvrige branche inderst inde havde håbet på. Det kan man naturligvis godt brokke sig over, ikke mindst i en tid, hvor alt det, der var engang, er under forandring og i opløsning, og (film)riget fattes penge.

Omvendt giver udspillet branchen ro til selv at finde ud af, hvilken vej dansk film skal bevæge sig i i de kommende år. Og med amputationen af DR in mente skal man nok prise sig lykkelig over, at regeringen – og DF? – stort set lader dansk film være i fred.

Mon ikke det netop er derfor, at der lige nu er så stille? Alle holder vejret og krydser fingre for, at forslaget bliver til en aftale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvad er nu det) Tør regeringen virkelig trodse hjemstavnspartiets Alex Ahrendtsen, der jo vil fusionere Filmskolen med Den fynske Landsby. Det kommer regeringen til at fortryde.

Christian Mondrup

Ud fra "holde vejret" taktikken burde Inf. slet ikke publicere denne leder. Men jeg finder så heller ikke, at den slags gustne overlæg er ønskværdige. Giv trøstigt hjemstavnspartiet lejlighed til at føre sig frem, sådan den siddende regering kan syde i sit eget fedt. Det kunne tilmed tvinge socialkammeraterne frem i lyset og forhindre dem i at lurepasse også på dette område.

Runa skriver.
Jeg er i gang med at læse en tidligere udgivet bog på tysk, erhvervet antikvarisk. Den handler om kunstbevægelsen Bauhaus. Bauhaus flyttede som bekendt fra Dessau omkring 1930erne og til Berlin, for så derefter at blive opløst af hr. Hitler. Hitler blev som bekendt formenet adgang til en kunstudannelse og blev Fürer i stedet for Künstler.

Hele denne fortælling om Bauhauses historie har en stor lighed med Dansk Folkepartis lyst til at styre al kunst og kultur i Danmark. Det er sørgeligt, at kunne sammenligne den danske tendens i at styre kunsten og Hitlers kamp mod moderne kunst. Der er trods alt en del år siden.

Axel Ahrendtsen DF er på kort tid blevet i egne øjne "kender" af al kunst og kultur i Danmark, lader det til.

Han har ingen uddannelse i billedkunst, filmkunst, design eller arkitektur, men er udannet i litteratur. Et menneske, der har stor lyst til at bestemme over de skabende kunstgrene, er i virkeligheden en vetitabel Rindalist.

Det er interessant at se hvordan det mentale højre, og heriblandt DF, ser moderne kunst, som værende depraveret og ikkekunst. Se f.eks artikler og blogs skrevet af præsten Sørine Gotfredsen. Ligeledes kan man læse artikler skrevet af Eva Selsing om arkitekten Bjarke Ingels.

For at DF og det mentale højre kan acceptere kunst, skal det være tygget mad, eller en kunst accepteret i 3. led. De tror, at de kan styre denne, i deres øjne uhumske, lyst til at skabe noget nyt.

De kan ikke se, at deres politik er diktatur, så som den omtalte bog beskriver. Det er ikke engang smagsdommeri, men ignorance. Om det beror på manglende kultur ved jeg ikke.

Spontanitet og åbenhed for nyskabelser ligger ikke gemt i det mentale højre. De frygter det nye, der ikke altid er som dengang de var børn.

For dem, der kunne få lyst til at læse bogen, som jeg refererer til, så hedder den
Bauhaus Berlin
Auflösung Dessau 1932
Schliessung Berlin 1933
Bauhäusler und Drittes Reich.

Det kan ikke undre nogen, at Axel Ahrendtsen ønsker Filmskolen flyttet til Fyn, for her huserer han, men kulturministeren turde alligevel ikke afsløre, at hun i virkeligheden ikke er minister for kulturen. Hun skal ju til EU.

Nævn mig et folketingsmedlem, der brænder for kunst og kultur. Er der nogen?