Leder

Det er en misforståelse, at kunstnerisk frihed giver ret til grænseoverskridende adfærd – også på Forfatterskolen

Forfatterskolens bestyrelse er i sin gode ret til at fyre en rektor, hvis man ikke mener, vedkommende er i stand til at løfte opgaven på ansvarlig vis
Kultur
30. oktober 2018

Det var tydeligt, at Forfatterskolens bestyrelse helst ville gå stille med dørene, da den i fredags meddelte, at den har fyret skolens rektor gennem de seneste tre år, Jeppe Brixvold. Fyringen nævnes først til allersidst i en pressemeddelelse på Facebook, der mestendels beskriver en ny whistleblowerordning, som bestyrelsen har etableret.

Frem til midten af december kan man henvende sig til et advokatfirma med informationer om uacceptabel adfærd, krænkelser og chikane fra Forfatterskolens nuværende og tidligere medarbejderes side. Og det hvad enten hændelsen har fundet sted for nylig eller tidligere i Forfatterskolens 31 år lange historie. Det er svært at have noget imod en grundig og uvildig undersøgelse af en statsstøttet kunstnerisk uddannelse, som er omgærdet med rygter om grænseoverskridende adfærd før og nu. Og det er Forfatterskolen. 

Da #MeToo begyndte at rulle sidste år, delte flere tidligere elever på skolen oplevelser af grænseoverskridende adfærd. Forfatter og tidligere elev fra 2003-2005 Kristina Nya Glaffey beskrev på sin facebookprofil en grænseoverskridende kultur, »som var så fremherskende, at den ikke på det tidspunkt syntes mulig at italesætte«.

»Måske var den, det tror jeg er meget muligt, også usynlig for dem, der selv opførte sig grænseoverskridende,« fortsætter hun. 

Whistleblowerordningen: den bedste løsning

Traditionelt har man på Forfatterskolen – siden digteren og kritikeren Poul Borum startede den i 1987 i sin egen private lejlighed – betragtet skolen som et fagligt fællesskab af jævnbyrdige forfatterkolleger og ikke lagt vægt på skellet mellem lærer og elev. Fordelen ved den selvforståelse er en høj grad af frihed, mens ulempen kan være en blindhed over for eget magtmisbrug.    

Jeppe Brixvolds forgænger, Pablo Llambías, gik i 2015 af som følge af en sexchikanesag, han senere beskrev i sin autofiktive roman Natteskær.

For et år siden udarbejdede Forfatterskolen en adfærdspolitik, som slog fast, at sexchikane, mobning, vold eller voldelig adfærd ikke accepteres og bør meldes til rektor, administrator eller bestyrelsen.

Det er klart bedre end ingenting, men hvis der faktisk er problemer med grænseoverskridende adfærd, er whistleblowerordningen den bedste løsning.

Bestyrelsen skal være sit ansvar bevidst

I løbet af weekenden kom det frem, at whistleblowerordningen er blevet iværksat på baggrund af en henvendelse til bestyrelsen fra 55 forfattere. Det fortæller bestyrelsesformand Bodil Marie Stavning Thomsen til Berlingske, der også har set brevet.

Ifølge Berlingske skriver forfatterne bl.a.: »Vi håber, at bestyrelsen er sit ansvar bevidst, for vi kan ikke som enkeltpersoner påtage os ansvaret for at opklare, om nogle af de mange vedholdende rygter, der florerer om Forfatterskolen, er sande.«

Information har ikke haft mulighed for at se de 55 forfatteres brev, men ingen offentlige udmeldinger tyder på, at det også indeholder en opfordring om at fyre Jeppe Brixvold som rektor. Den beslutning er ekstremt vagt begrundet såvel i pressemeddelelsen som i de offentlige udtalelser fra sagens parter. I pressemeddelelsen står der, at Brixvold er opsagt »for at få skabt ro og for at arbejde for den rette ånd og kultur«. 

At trække en streg i sandet

Den vage begrundelse har vakt undren og kritik. Men det er ikke spor underligt, at man ikke får en tilfredsstillende forklaring, når der er tale om en personalesag.

Forfatterskolens bestyrelse har ikke lov til at forklare sig med andet end de allermest forblommede vendinger. Bestyrelsesformanden kunne nok med fordel have erstattet disse vendinger med bemærkningen »ingen kommentarer«. Det havde været mindre forvirrende og inviteret til færre gisninger og motivanalyser. 

Vi ved næppe alt om fyringssagen, og vi får næppe det hele at vide. Den lukkethed må man acceptere som et vilkår, når man har med personfølsomme sager at gøre. Det er bl.a. ved at holde personalesager fortrolige, at man undgår folkedomstole.

Og Forfatterskolens bestyrelse er i sin gode ret til at fyre en rektor, hvis man ikke mener, vedkommende er i stand til at løfte opgaven på ansvarlig vis. Det er ikke umuligt at forestille sig, at der skal en drastisk indsats til for at trække en streg i sandet og gøre op med den misforståelse, at kunstnerisk frihed også indebærer retten til grænseoverskridende adfærd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Hvis man tager de samlede betingelser i betragtning, der er for at fungere som leder på Forfatterskolen, må det på en række områder være et ret umuligt job.

Selvfølgelig kan det også være givende i den forstand, at man bliver leder på et sted, hvor man forhåbentlig værdsætter skabelsen af litteratur lige så højt, som man selv gør.

I kraft af skolens størrelse og den måde, undervisningen organiseres på, og det, som sagen drejer sig om (skabelse af skønlitteratur), vil det ikke kunne undgås, at mange vil føle sig tvunget til at komme meget tæt på hinanden på en række områder, der også kan opleves som meget personlige.

Så opstår problemerne, hvis alle involverede ikke er indforstået med, at der gives plads til forskellighed, også med hensyn til normer, værdier, forskellige æstetiske opfattelser, holdninger til skønlitteratur og grænser for, hvad der er grænseoverskridende og ikke grænseoverskridende.

Der bliver man nødt til at etablere nogle fælles regler, der ikke behøver at indebære, at enhver oplevelse af en krænkelse også nødvendigvis er berettiget. Ellers vil man i sidste ende slå enhver form for spontanitet og initiativ ihjel, og miljøet vil blive meget lidt inspirerende og kreativt.

Som en underviser sagde til mig på et af mine første år på universitet, blev jeg nødt til at lære at være sammen med mennesker og diskutere med dem, også selv om jeg var meget uenig og på forskellige måder var forarget over de holdninger og værdier, som de gav udtryk for.

Der står i lederen:
” For et år siden udarbejdede Forfatterskolen en adfærdspolitik, som slog fast, at sexchikane, mobning, vold eller voldelig adfærd ikke accepteres og bør meldes til rektor, administrator eller bestyrelsen.
Det er klart bedre end ingenting, men hvis der faktisk er problemer med grænseoverskridende adfærd, er whistleblowerordningen den bedste løsning”.

Princippet må her være, og ikke som lederen lægger op til, at der på institutionen indgås en form for forhandlet kontrakt om, hvad ”problemer med grænseoverskridende adfærd” er, således at princippet ikke bliver den laveste fællesnævner, hvilket kan få destruktive konsekvenser som nævnt ovenfor.

Som en form for ”molbohistorie” læste jeg en gang i en bog om ledelse, at hvis en gruppe ingeniører skulle vælge en leder, blev den bedste ingeniør valgt som leder, og ikke den som var bedst til at lede.

Måske burde lederen på skolen slet ikke være forfatter, om end en person med viden om skabelse af skønlitteratur, men det ville jo nok heller ikke gå, for en sådan person ville det ”øvrige personale ikke kunne få tillid til.

Ud fra mine erfaringer i det gymnasiale system og viden om holdningen på Billedkunstskolerne, så vil der være et udtalt ønske om, at den, der leder, skal være én, der ”tænker ligesom os”, og det vil i det her tilfælde være en forfatter.

Ligesom mange gymnasielærere værdsætter kollegaer ud fra deres faglige kompetencer og ikke ud fra, hvor gode de er til at undervise i det, som det drejer sig om.

Hvis der skal ”ryddes op” på Forfatterskolen, også med en vis tilbagevirkende kraft, stiller det krav om noget helt specielt. De personer, som er involveret, vil typisk, i kraft af deres kreativitet og engagement, være ret ”letantændelige”, og det kræver særlige ekspertiser i form af konsulentbistand, når det drejer sig om at bidrage til organisering og ledelse af en ”oprydning” i en sådant miljø.

Marianne Ljungberg

Man kan altid "gå stille med dørene". Så stille at nogen bliver dømt uden at han ved det.

Henrik Ljungberg

Nu handler sagen jo ikke kun om, hvorvidt "kunstnerisk frihed giver ret til grænseoverskridende adfærd" – hvilken den ikke gør. Men spørgsmålet er om lederen overhovedet er problemet. Om brevets afsendere har reel indsigt, eller skriver på baggrund af rygter. De virker som en forjaget beslutning, en af dem, der sker en masse af i den politiske korrektheds navn.

Hans Aagaard, Gustav Alexander og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Det er en underlig diffus historie, hvor der ikke er nogle konkrete 'ofre' for konkrete handlinger, begået af navngivne personer, men hvor skolens rektor er blevet fyret for et eller andet, der angiveligt har at gøre med seksuelle krænkelser af en eller anden art...
Jeg håber da at skolens detroniserede rektor er helt klar over hvorfor han ikke er rektor mere. I modsat fald må han føle sig hensat til rollen som Josef K. i Kafkas Processen.

Hans Aagaard, Gustav Alexander, Søren Fosberg og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

På Forfatterskolens hjemmeside læste jeg for et par måneder siden ”Særlige retningslinjer” vedrørende sexchikane, mobning, vold og voldelig adfærd og den dertil knyttede ”Adfærdspolitik”, der vedrører retningslinjer for forebyggelse af de nævnte forhold samt procedurer for håndtering og eventuelle sanktioner.

Min umiddelbare reaktion var, om sådanne regelsæt virkelig skulle være nødvendige, for i givet fald måtte det slå meget slemt til på skolen på de nævnte områder.

Anledningen til min mindre undersøgelse af Forfatterskolens organisation og de formelle regler for styring og funktion (vedtægter, studieordning m.m.) var egentlig en helt anden, nemlig mere generelt forskellen i opbygningen af forskellige former kunstneriske uddannelser.

Når Kristina Nya Glaffey ifølge lederen taler om en så fremherskende og grænseoverskridende kultur, som det derfor ikke i hendes tid som elev på Forfatterskolen var muligt at italesætte, og at det muligvis var usynligt for dem, der selv opførte sig grænseoverskridende, så er der uden tvivl en hel del rigtigt i det.

Der er i hvert fald nogen, der har oplevet en kultur som grænseoverskridende, og nogen, der åbenbart ikke har været bevidst om, at de var med til at skabe en sådan kultur.

Én ting er sikkert, at hvis det ikke bliver ”italesat”, er det heller ikke muligt at få en åben diskussion om, hvornår en kultur er grænseoverskridende på hvilke områder og at få fastlagt mere eller mindre klart fastlagte regler for, hvor grænserne går. For selvfølgelig er det ikke muligt at gå i detaljer med alt.

Det jeg vil advare imod, er at der her anvendes en laveste fællesnævners princip, der gør det muligt for et lille mindretal, der på særlige områder har meget let ved at føle sig krænkede, at få indført en række regler og principper, der vil blive en belastning for det store flertal på skolen i det daglige arbejde.

Her tænker jeg bl.a. på tilstandene på nogle amerikanske universiteter.
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/10/politiske-korrekthe...

Bjarne Toft Sørensen

Når der i forbindelse med studiemiljøet på forfatterskolen står, at " ---- det ligger på sin vis i selve forfattergerningen – at man også ofte bringer sig selv i spil og nogle gange bliver personligt sårbar på Forfatterskolen", så stiller det, set i et psykologisk - pædagogisk perspektiv, nogle særlige krav til den personlige integritet hos især rektor, men også de øvrige lærere på skole.

Nok specielt på ét område, og det er evnen til forholdsvis klart at kunne adskille egne følelser og oplevelser fra den andens/de andres følelser og oplevelser i forskellige sammenhænge.
Det er især noget, der for de fleste bliver problematisk i perioder, hvor de er i én eller anden form for personlig krise, og det er heller ikke noget, forfatterskolens rektor og lærere slipper for.

Hvis forfatterskolens rektor f.eks. havde været terapeut, ville vedkommende nok sørge for, med henblik på selv at kunne fungere som terapeut, også at være i terapi, specielt, som nævnt ovenfor, med henblik på at kunne adskille egne følelser og oplevelser fra den andens/de andres følelser og oplevelser i forskellige sammenhænge.

Gad vide, hvilke overvejelser forfatterskolens bestyrelser i tidens løb har gjort sig vedrørende den personlige integritet hos de personer, de har ansat som rektorer og lærere på skolen?

Kristian Rikard

Jeg synes, at Forfatterskolen er en anakronisme!