Leder

Tak for skubbet, #MeToo. Men fremtiden kræver nye strategier

De mægtige i mange magtrelationer skal se sig over skulderen fra nu af. Sådan kan det føles efter et år med offentliggørelser af krænkelser under #MeToo. Men magten kæmper tilbage, og der er stadig brug for nye og åbne samtaler og opgør med magt og privilegier
De mægtige i mange magtrelationer skal se sig over skulderen fra nu af. Sådan kan det føles efter et år med offentliggørelser af krænkelser under #MeToo. Men magten kæmper tilbage, og der er stadig brug for nye og åbne samtaler og opgør med magt og privilegier

LUCY NICHOLSON

Kultur
15. oktober 2018

I dag har et hashtag en slags fødselsdag.

15. oktober 2017 opfordrede skuespiller Alyssa Milano til at dele personlige erfaringer med seksuelle krænkelser under #MeToo. Resten er – kontroversiel – samtidshistorie om ligestilling, magtkritik og social bevægelse.

#MeToo har vist sig som en uhørt effektiv offentliggørelsesstrategi af magtmisbrug. Den har kunnet gøre det usynlige synligt, give de tavse stemme og drage de magtfulde til regnskab.

Det, magten troede, den kunne slippe afsted med, kan den ikke længere så nemt slippe afsted med. Og det, magten troede, den var sluppet afsted med for længst, vender nu tilbage med et bøh! De mægtige i mange magtrelationer skal se sig over skulderen fra nu af. Sådan kan det føles. Sådan har det aldrig føltes før. 

En strategi, ikke en samlet bevægelse

Men måske kommer vi om årtier mest til at huske det skred som et særligt højlydt knips i en hundredårig og altid tumultøs kamp for ligestilling.

For #MeToo er heller ikke noget, alle kan blive enige om. Den er en strategi, ikke en samlet bevægelse. Den er på godt og ondt blevet oplevet som en fælles front, men er i sin natur anarkistisk. Nogen har oplevet den som en folkedomstol. Nogen forbinder den stadig mest med den kreative klasse, der har talt højest og fyldt mest.

Måske derfor har #MeToo ikke på samme måde spredt sig til arbejdspladser i alle dele af samfundet.

Alle skal handle

Der lades altså, som man kan uddrage af artikler i denne avis i dag – med og uden hashtag – meget tilbage at ønske. Magten kæmper hårdt tilbage. Mennesker skal på et ikke blot vestligt, men globalt plan kunne bruge redskaberne til at stoppe magtudnyttelse. Og flere ansvarlige, fra arbejdsgivere til politikere, skal skubbes til at tage ansvar for, at det sker.

Ansvaret ligger ikke længere hos de mange, der kan sige »me too«. Alle skal forstå og handle på deres ansvar som del af små og store magthierarkier. Unge skal dannes til at forstå, hvad den magt betyder, og ældre skal gentænke deres faste forestillinger.

Det kræver nye og åbne samtaler og opgør med magt og privilegier. Og det kræver nye strategier og vilje – gerne boostet af det, som #MeToo på et enkelt år har accelereret. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"Ansvaret ligger ikke længere hos de mange, der kan sige »me too«. Alle skal forstå og handle på deres ansvar som del af små og store magthierarkier. Unge skal dannes til at forstå, hvad den magt betyder, og ældre skal gentænke deres faste forestillinger."

Det er for mig essensen af hvad #mee too har startet.
Vi skal have et oplyst opgør med magtens hierakier, og ikke længere acceptere at få mundkurv på, blive tiet ihjel og usynliggjorte, blot fordi det 'altid har været sådan'.
Plejer er død, og det er velfortjent.

Hanne Ribens, June Beltoft, Ejvind Larsen, ingemaje lange, Steffen Gliese, Ole Frank og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

#MeToo handler netop om, at identitetspolitik er langt mere grundlæggende og frisættende end klassekamp. #MeToo er et frontalangreb på det, som klassekampens foreløbige vindere har haft ud af deres position, selve præmien ved 'hårdt arbejde' og 'afsavn', selv om det sandt for dyden kan være svært at få øje på netop de to, hvis man ikke tager elektronmikroskopet til hjælp.

Metoo kan anskues på mange måder og en ny strategi bør nok kikke på nogle af de negative konsekvenser "bevægelsen" har.

https://youtu.be/FIPWOaYX--Y

Tak for linket, Henrik Hansen. Du henviser til Janice Fiamengo's indlæg i paneldiskussionen, afholdt af CAFE (The Canadian Association for Equality) i december sidste år. CAFE er en paraplyorganisation for en række MRA-undergrupper (Men's Rights Activism). Janice Fiamengo's indlæg indgår i paneldiskussionen, man ligeledes kan følge med i på Youtube https://www.youtube.com/watch?v=EC6So4lfvLQ . Mindst lige så lærerige er kommentarspor til begge videoer. Er det diskussionen i denne kvalitet, vi ønsker at have andel i?

Foruden at beklæde posten som professor i Department of English på universitet i Ottawa, Janice Fiamengo herself også er en 'gammel', inkarneret anti-feminist, der bl.a. mener at seksuel chikane er en myte; at feminisme er en 'stupid' bevægelse; at historiske, sociologiske og antropologiske studier undersøgende kvinders rolle/stilling i samfundet ikke er videnskab og 'must die'; at inklusionen af kvindelige forskere i forskerteams oprindeligt bestående af mænd, ødelægger den akademiske redelighed, lige såvel som at inklusion af kvinder på direktionsgange og i bestyrelseslokaler, ødelægger business etc. etc.

At foretrække en sag (også #MeToo) belyst fra flere sider, er altid prisværdigt, men der må være en grænse ved deciderede partsindlæg, som Janice Fiamengo's. #MeToo er funderet på bidrag fra kvinder, hvoraf ganske almindelige hverdagskvinder - nogens bedstemødre, mødre, søstre, døtre, koner, kærester - udgør et overvældende flertal. Er det mon fair at udsætte dem alle for, nok en gang at blive krænket, denne gang af en garvet, i talekunsten trænet anti-feministisk akademiker, der på mandekønnets vegne altid tager til genmæle overfor alt, der bare ligner 'kvindesag'?

Anina Weber forholder dig ikke til Janice Fiamengo’ agument.
Gadensparlement/folkedomstol krydret med, den flydende grænsen for hvad der hævdes at være en krænkelse.
At en person har meninger du (eller feminister) ikke er enig i, gør jo ikke kritikpunkter mindre relevante. Isteder miskriditere du Janice Fiamengo for at tale mænds rettigheds sag (vel en gruppe på ligefoddet med feminister), skal vi ekskludere kvinfo fra samtalen?

Det er nemt at lukke diskutionen ved at putte det i en kategori der ikke tæller. Det er straks vanskeligere at erkende der er nogle ting min "modstander" siger jeg faktisk er enig i og på dem måde hjælpe ( i det jer tilfælde metoo) med en mere holdbar strategi. Hvor der er en bedre konsensus for hvad krænkelser er og hvordan det skal håndteres.

Janice Fiamengo mener at grænsen for, hvornår noget er en (seksuel) krænkelse, har oplever inflation. Et eksempel er en kvindelig Canadisk politiker, der har været sygemeldt i 7 måneder med posttraumatisk stresss, på grund af to bemærkninger/jokes med seksuelle undertoner. "synderen" en anden politiker, der har undskyldt op til flere gange. I min verden er sygdoms tilfældet noget ude af proportion.

Den manglende rettergang og bevisførsel et et andet kritikpunkt fremført af Janice Fiamengo.
Det er mig ufatteligt at metoo ikke tager det mere alvorligt.

En anden svaghed ved Metoo bevægelsen, er at den bruges politisk, senest med valg af højesteretsdommer Kavanaugh. Han er ikke min kop the, men at der ud af det blå kommer en ælder kvinde, der meget påvirker af situationen, fortæller om noget hun knap kan huske skete for 30 år siden. Det bør metoo ikke lægge navn til, det er synd for alle de almindelige offere, med mindre man ønsker en folkestemning hvor dem man ikke bryder sig om, kan udskammes og påklisteres en markat.

Mht kommentarspor til videoen, er det så bemærkninger som "jeg er feminist, men bakker op om Janice Fiamengos synspunkter". Alt kan jo være en microaggression nu om stunder.

Hej Henrik. Det er korrekt, at jeg bevidst fravælger at forholde mig til Janice Fiamengo's argumenter, men jeg svarer gerne på nogle af dine.

@Henrik Hansen: "Janice Fiamengo mener at grænsen for, hvornår noget er en (seksuel) krænkelse, har oplever inflation. Et eksempel er en kvindelig Canadisk politiker, der har været sygemeldt i 7 måneder med posttraumatisk stresss, på grund af to bemærkninger/jokes med seksuelle undertoner. "synderen" en anden politiker, der har undskyldt op til flere gange. I min verden er sygdoms tilfældet noget ude af proportion."

-- Så længe man ikke var fluen på væggen, kan man ikke vide, hvad det var, denne mandlige, canadiske politiker undskyldte for. At det ikke kunne have været småting, må klart fremgå af at det er en valgt (kvindelige) politiker, det er gået ud over. Har man først overlevet en skrap, landspolitisk valgkamp og opnået sædet i landets parlamentet, må man så absolut have bestået eksamen i robusthed. Bukker man efterfølgende alligevel under sin mandlige kollegas bedrifter, må chikanen have været temmelig voldsom, siden den kan sende en ellers garvet politiker ud i hele syv måneders sygemelding. --

@Henrik Hansen: "En anden svaghed ved Metoo bevægelsen, er at den bruges politisk, senest med valg af højesteretsdommer Kavanaugh. Han er ikke min kop the, men at der ud af det blå kommer en ældre kvinde, der meget påvirker af situationen, fortæller om noget hun knap kan huske skete for 30 år siden."

-- Denne 'ældre kvinde' afgivende et vidnesbyrd om "noget hun knap kan huske skete for 30 år siden" har et navn: Christine Blasey Ford, 51 år, opvokset hos forældre, der i en menneskealder begge er registrerede medlemmer af det republikanske parti. Hendes exceptionelle akademiske meritter ville være umulige at opnå uden fremragende hukommelse.

Den omstændighed at flere anklager for seksuelle overgreb ofte kommer længe efter, må meget gerne vurderes i lyset af daværende (og nutidens) amerikanske lovgivning på området: en kvinde kunne ikke tilbagekalde sit samtykke til sex, hvis hyrdetimen eksempelvis i mellemtiden forvandler sig til vold, eller trusler om vold, såfremt kvinden ikke kunne/ville opfylde mandens seksuelle ønsker, eller af andre grunde.

"If the actual penetration is accomplished with the woman's consent, the accused is not guilty of rape, although he may be guilty of another crime because of his subsequent actions." Som følge heraf kvinderne, der ellers oprindelig var enige med deres partner om at have sex med hinanden, men fortrød samtykket da manden blev voldelig, eller udøvede tvang til bestemte seksuelle handlinger - ikke havde ret til at fortryde deres samtykke efter at samlejet var påbegyndt.

Siden 1977, adskillige forsøg på at lukke dette juridiske smuthul, med varierende held resulterede i enkelte justeringer af praksis i de forskellige stater. I North Carolina gælder denne lov dog fortsat i sin oprindelige form (kvinder udtrykkeligt ikke kan trække deres samtykke tilbage, efter at et samleje er påbegyndt, uanset om mændene, i værste fald er ved at slå kvinderne ihjel), mens i de fleste andre stater er det fortsat en gråzone, afhængig af tilfældige dommere og jurymedlemmer.

Kun South Dakota, Connecticut, Californien, Illinois, Maine, Maryland, Kansas og Minnesota omsider erkender berettigelsen af, at samtykket til enhver tid under samlejet må kunne trækkes tilbage. Men det er KUN i Illinois, at denne rettighed er ophøjet til lov. I EN delstat af halvtreds? I 21. århundrede? Hvad siger det mon om, at af alle vestlige lande, #MeToo er opstået netop i USA?

Hvordan situationen mon var for 30 år siden i Kavanaugh's Maryland, og kunne Christine Blasey Ford gøre noget ved det dengang? I don't think so. --

@Henrik Hansen: "Det bør metoo ikke lægge navn til, det er synd for alle de almindelige ofre, med mindre man ønsker en folkestemning hvor dem man ikke bryder sig om, kan udskammes og påklistres en mærkat."

-- Man kan selvfølgelig påpege at #MeToo er ansvarlig for at have lokket fortidens begivenheder frem i lyset, men den kendsgerning, at republikanerne og demokraterne i det hele taget kunne enes om, at senatshøringen var berettiget i Kavanaugh's tilfælde, burde mane til seriøs eftertanke. --

Go' søndag.

"Hendes exceptionelle akademiske meritter ville være umulige at opnå uden fremragende hukommelse."

Cool. Kan hun huske præcist hvor og hvornår overgrebet skulle være sket?

Niels Duus Nielsen

Mads Jakobsen, har du hørt om traumer og den traumatiseredes tendens til at undertrykke erindringer om traumet?

Læg mærke til hvordan du omhyggeligt undgår at svare på spørgsmålet. Din hjerne vil hellere fabulere om "traumer" og "undertrykte erindringer". Det kunne være fordi du kender svaret og ikke kan lide det.

Men så lad os da snakke om "undertrykte erindringer" i stedet.

Hvis undertrykte erindringer er så forstyrrede at man ikke kan huske stedet og tidspunktet for begivenheden, og end ikke kan stykke det sammen ud fra det lidt man kan huske og regne ud, så betyder det to ting:

1) Man kan ikke være sikker på at det skete, eller at den gerningsmand man tror gjorde det var den rette. Kan hjernen spille en et pus på et område kan den spille et pus på et andet.

2) Hvis den slags bliver godtaget kan hvem som helst påstå hvad som helst om hvem som helst. Hvordan skal man forsvare sig mod en anklage som ikke har noget tid og sted? Alibier er umulige. Tekniske beviser kan ikke indsamles. Tidslinjer kan ikke konstrueres. Hvad end man mener om Ford og Kavanaugh individuelle troværdighed, så vil en sådan retstilstand være det vilde vesten.

For 20 år siden var Kavanaugh en del af Star-efterforskningen af Bill Clinton- Lewinsky-sagaen. Kavanaugh ville i følge et memo gå mere til Lewinsky. The Guardian skriver at han bl.a. ville spørge Clinton om “If Monica Lewinsky says that you inserted a cigar into her vagina while you were in the Oval Office area, would she be lying?”

et anden spørgsmål: “If Monica Lewinsky says that you ejaculated in her mouth on two occasions in the Oval Office area, would she be lying?”

Sådan en mand er den tudende Kavanaugh....