Leder

150.000 i månedsløn til direktøren og en lysestage til kunstneren

Ét af grundproblemerne i kunstbranchen er, at kunstnere har så svag en position i branchens hierarki, at ingen siger fra, stiller krav, endsige står sammen om at forbedre forholdene, simpelthen af frygt for at blive valgt fra eller miste anerkendelse
Kunstneren Sofie Hesselholdt stod for nylig frem på Facebook og fortalte, at hun ikke havde fået andet end en lysestage fra museumsshoppen for at holde en talk på ARoS - alt imens museets direktør tjener 150.o0o om måneden.

Kunstneren Sofie Hesselholdt stod for nylig frem på Facebook og fortalte, at hun ikke havde fået andet end en lysestage fra museumsshoppen for at holde en talk på ARoS - alt imens museets direktør tjener 150.o0o om måneden.

Tor Birk Trads

14. november 2018

For nylig foretog nettidsskriftet IDOART en spørgeskemaundersøgelse blandt kunstnere og kunstarbejdere om deres løn- og arbejdsforhold i Danmark. Svarene var alarmerende, men desværre ikke overraskende: Langt de fleste kunstnere, kuratorer og formidlere på den danske kunstscene oplever ofte at arbejde gratis for blandt andet museer – eller for en meget lav løn.

Radio24syv fulgte op på undersøgelsen ved at ringe rundt til omkring 40 kunstnere, men kun én ville stå frem ved navn og fortælle om sine arbejdsforhold. Det afslører ét af grundproblemerne i kunstbranchen: Kunstnere har så svag en position i branchens hierarki, at ingen siger fra, stiller krav, endsige står sammen om at forbedre forholdene, simpelthen af frygt for at blive valgt fra eller miste anerkendelse.

Hovedhistorien i Radio24syv-indslaget var, at kunstmuseet ARoS har det som et grundprincip ikke at honorere kunstnerne, når de låner deres værker til udstillinger. Også dét kan lyde alarmerende, men det er desværre ikke et enestående tilfælde. Det gælder for mange museer og udstillingssteder i Danmark, at kunstnernes løn ingen steder figurerer på budgetterne. Det kan udefra set måske lyde fuldstændig absurd, men ikke desto mindre er det gældende praksis. Hvordan kan det være?

Svært at fundraise til løn

Blandt andet skyldes det en kombination af gamle magtstrukturer og manglende politisk indsigt og vilje. En anden grund er, at kunstnerne selv ikke er lykkedes med at fremføre en samlet kritik mod museerne – endnu. I baggrunden lurer samtidig den gamle myte om den fattige kunstner, der jo ikke kan lade være med at lave kunst. 

Uden den myte ville kunstnerne blive accepteret på lige fod med andre arbejdende væsner. At kunst rent faktisk er et job, falder de færreste ind. Et dominerende syn, som værten Asger Juhl på Radio24syv også udtrykte i programmet, er, at kunstnerne vel har et valg, som da han sagde:

»Hvis kunstnerne ikke får noget ud af det, kan de jo bare lade være,« og »De museer er jo støttet i hoved og røv i forvejen,« lød det, mens medværten Ida Herskind forsøgte at få en pointe igennem med, at al den tid, kunstnerne bruger på at skabe kunsten, vel skal honoreres.

Mens Asger Juhl kan have en vis pointe i, at kunstnerne også selv må på banen, klinger udsagnet om støttekronerne lige så rindalistisk som DF’s kulturpolitik. Sandheden er, at bevillingerne fra staten er beskedne i forhold til museernes samlede budget og udgifter. Mandag fremlagde DF endda et forslag om, at de store museers bevillinger skal skæres drastisk til fordel for mindre provinsmuseer.

Problemet er bare, at det er svært at fundraise til netop aflønning af kunstnere. Ofte står det specifikt skrevet, at støttemidler kun må gå til produktion af værker – og altså ikke til løn. I stedet dækker museerne sig ind under det lovpligtige – og dybt uretfærdige og bureaukratiske – ’visningsvederlag’, hvor kunstnerne får betalt et beløb svarene til en procent af værkets værdi for udlån.

I stedet for at basere et vederlag på markedsværdien af et værk ville det være langt mere rimeligt med en decideret overenskomstmæssig kontrakt museum og kunstner imellem.

Lysestagen

Da ARoS endelig formastede sig til at give et svar på kritikken, udviste underdirektør Lise Pennington en arrogance, der ret præcist udtrykker det dominerende hierarki og urimelige system – alt imens deres direktør høster 150.000 kroner i månedsløn, og kunstnerne ingenting får, svarer hun:

»De går jo ikke og knokler her, men kommer og godkender, når vi har designet udstillingen, malet væggene, hængt alting op samt skrevet tekster og bøger. Hvis vi beder dem om at lave en performance, være med i en talk eller sådan noget, bliver de naturligvis betalt for det.«

Desuden påpeger Pennington, at når en dansk kunstner viser værker på ARoS, stiger de ofte tre-fire-fem gange i værdi.

Udsagn, der heldigvis fik nogle af de ellers tavse kunstnere til at udtale sig. Kunstneren Sofie Hesselholdt stod f.eks. frem på Facebook og fortalte, at hun ikke havde fået andet end en lysestage fra museumsshoppen for at holde en talk på ARoS. Og at værkerne skulle stige op til fem gange i værdi, mangler museet stadig at fremlægge bevis for.

 

Nu har jeg forholdt mig tavs længe om de lønvilkår vi arbejder under, men efter at have læst nedenstående artikel i...

Posted by Sofie Hesselholdt on Saturday, November 10, 2018

Hvis kunstnerne skal have ordentlige forhold, må de selv yde det system modstand, som vedvarende udnytter deres velvillighed til at blive vist og udstillet. Det kræver solidaritet og villighed til at stå sammen. For hvis de nægter at udstille på de nuværende betingelser, må systemet efterhånden korrigeres og blive mere rimeligt. Kunsten skaber trods alt arbejdspladser – og løn – til en hel horde af ansatte og giver os andre mulighed for livsudvidende oplevelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Svend Erik Sokkelund
  • Alvin Jensen
  • Thomas Tanghus
  • Christian Mondrup
  • Trond Meiring
  • lars søgaard-jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Peter Knap
  • Katrine Damm
  • Poul Erik Riis
  • David Zennaro
Svend Erik Sokkelund, Alvin Jensen, Thomas Tanghus, Christian Mondrup, Trond Meiring, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Peter Knap, Katrine Damm, Poul Erik Riis og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er jo præcis derfor, at kunstnere altid har været understøttet af staten, som jo i vor tid har glemt, at den netop står for at opretholde ret og rimelighed, så det ikke er markedskræfternes nivellerende kræfter, der udsletter alt det vigtige til fordel for alt det nemme godtkøbskram.

Nej, Peder Bahne, hvis kunsten ikke er afhængig af at skulle sælges på et marked, bliver den fri.

Jan Weber Fritsbøger, Carsten Wienholtz og Peder Linneberg anbefalede denne kommentar

Desværre er det lykkedes NPM-bureaukrater igennem indoktrinering at vænne folk fra den tanke, der ligger bag velfærdssamfundet: at staten garanterer friheden ved at give konkret uden at modtage andet til gengæld end den generelle indtægt gennem skatter og afgifter. Men pga. skatter og afgifter er der altid betalt på forhånd for det, borgeren modtager af hjælp til sit særlige behov.

Anders Olesen, Trond Meiring, Torben Skov, Egon Stich og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

150000 kr om måneden? Håber der betales 99 % i skat af alt over 50000.
Svineri!

Jan Weber Fritsbøger, Alvin Jensen, Randi Christiansen, Flemming Berger, Mogens Holme, Steen Sohn, Torsten Jacobsen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Torben Skov og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Neoliberalisme er når når de største og mest profitable virksomheder får sat skatten ned eller får muligheder for at benytte skattehuller af stater som ikke har råd til at betale deres arbejdsløse, betale for deres hjemløse, deres sygehusvæsen eller sørge for deres kunstnere, samtidigt med at hvis en virksomhed giver en lille bitte smule af deres vældige profit til éen trængende er medierne over det på stedet og kalder det filantropi.....

Jan Weber Fritsbøger, Michael Waterstradt, Alvin Jensen, Randi Christiansen, Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Per Selmer, Jørn Andersen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Torben Skov, Ejvind Larsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Runa skriver.
Som arkitekt for ombygning og nybygning fik vores arkitektfirma lige godt 1.2 millioner i honorar for ombygning og nybygning af en offentligt anvendt bygning. Arkitektarbejdet tog ca. 1.5 år plus efterfølgende tilsyn. Nu er der nok en del af jer, der tror, at arkitekter bare tjatter lidt med blyanten. Det er ikke tilfældet. Tre arbejdede på sagen i ca. 8 måneder og 1.5 resten af tiden

Statens Kunstfond bevilligede penge til en kunstner til projektet. Det resulterede i 6 relativt små monokrome (ensfarvede) billeder. Kunstneren fik 1.2 millioner.

Mange kunstnere lever af lidt, men hvis de når at blive en del af parnasset gå det nu meget godt. De fleste får selvfølgelig ikke adgang til parnasset.

Det er ikke altid, at kunstnerens indsats står mål med lønnen. Men sådan er det med alt arbejde. Vi blev glade, fordi vores hus blev præmieret, trods få penge til projektering. Til gengæld havde vi håbet på et bedre kunstnerisk resultat for 1.2 millioner. Det kunne selvfølgelig have været anderledes.

Der er neopotisme i kunst og kunstforvaltning, arkitektur, hæren og mange mange andre steder.

Randi Christiansen, Anne Mette Jørgensen, Henrik Klausen, Torben Skov og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Søren Lystlund. At et arkitektfirma får betalt sit arbejde er da kun rimeligt. Det gør det ikke rimeligt, at arkitekter og andre modtage fra 60000 kr og op, mens andre lever på en minimumsindkomst.
Det er kun fordi vi er en del af et samfund, vi har mulighed for at klare os. Når enkelte individer pludselig tager stadig mere af samfundets værdi til sig selv, er det en handling, der svarer til en cystes egoistiske vækst i en biologisk organisme. Det nedbryder systemet.

Randi Christiansen, Flemming Berger, Torsten Jacobsen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Argumentet med, at kunstnerne ikke tør stå sammen og sige fra af skræk for evt. repressalier holder ikke. For man kunne jo sige det samme om kunsthistorikerne, som besætter de overordentligt vellænnede stillinger i kunstverdenen: De er jo ligeså individualiserede som kunstnerne, ligesom der er flere kunsthistorikere end der er velbetalte stillinger til; jeg har ikke hørt, at kunsthistorikernes fagforening skulle være en særlig stærk og aktiv organisation, jeg tror ikke engang at der findes en fagforening specielt for kunsthistorikere. Kunsthistorikere er som akademikere er flest: Bange for at sige Roma midt imod og gøre sig uheldigt bemærket, så man måske ikke kommer i betragtning, næste gang der uddeles professorater og administratorstillinger.

Så forsøget på at gøre det til kunstnernes egen skyld falder til jorden. Kunstnerne er oppe imod en særlig ondartet form for systemtænkning, hvor administratorer skal have fyrstelige gager, uanset hvad de administrerer.

Efter min ringe mening er det et spørgsmål om, at de mange bestyrelsesposter i de mange bestyrelser for de mange mere eller mindre selvejende institutioner i både det offentlige og det private er besat af nuværende og forhenværende administratorer, som blot sikrer deres egen klasses interesser.Dybest set er disse mennesker snyltere, de har en vis administrativ funktion, som er nødvendig, men der er ingen grund til, at de ligefrem bliver forgyldt, mens de udøvende kunstnere må gå for lud og koldt vand.

Opfordringen til kunstnerne om at stå sammen og kræve deres ret er god nok, det er blot formuleringen, jeg kritiserer. Det er ikke kunstnernes egen skyld, at de ikke får løn for deres arbejde; det skyldes en systembrist, som gør administratorer til parasitter. Det er ikke kunstnernes skyld, og vel heller ikke kunsthistorikernes skyld, i virkeligheden burde de alle stå sammen, netop for at udgøre en samlet front over for rindalismen. Men kunsthistorikerne er købt og betalt af den øvrige administratorklasse, så de vil selvfølgelig ikke solidarisere sig med de kunstarbejdere, som de snylter på.

Kunsthistorikere har fanden skabt, jeg ved det, for jeg er selv kunsthistoriker (bifag).Blærerøve hele banden, sagde hunden.

Jan Weber Fritsbøger, Michael Waterstradt, Randi Christiansen, Flemming Berger, Trond Meiring, Torsten Jacobsen, Torben Skov og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Det er fint, at der bliver gjort opmærksom på en væsentlig problemstilling og de urimelige økonomiske vilkår for især kunstnerne. Hvis der skal gives et mere dækkende billede, er det dog nødvendigt bl.a. at se det i sammenhæng med kunstnernes muligheder for indtjening i øvrigt.

Skønnet er vel over 75% af billedkunstnerne ude af stand til at skaffe en indkomst, der svarer til lavtlønsområdet i øvrigt, og de lever derfor i høj grad af noget helt andet end deres arbejde med kunst.

Det er også værd at fremhæve, som det gøres i starten af lederen, at " ---- kuratorer og formidlere på den danske kunstscene oplever ofte at arbejde gratis for blandt andet museer – eller for en meget lav løn".

Arbejdet udføres bl.a. af et prekariat af kandidater fra Kunst og Kultur på universitetet, ofte med offentligt løntilskud, og ofte som kortvarige deltidsstillinger. På nogle områder konkurrerer de med kunstnerne om det arbejde, der er.

Endelig er udstillingsstederne for samtidskunst økonomisk set meget forskelligt stillet.

De store museer for samtidskunst er på finansloven (så længe, de får lov til det af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance), men der er en række udstillingssteder, bl.a. kunsthaller, der overlever i kraft af aftaler med Statens Kunstfond (bl.a. Projektstøtteudvalget for billedkunst - midler, der ellers var tiltænkt støtte til kunstprojekter).

Selv om princippet er, efter den nye lovgivning på området, at "driftstilskud er som at smide penge i et stort sort hul" (hørt fra en ledende medarbejder i Slots - og Kulturstyrelsen).

Fra Styrelsens side er der et vågent øje og en løftet pegefinger med hensyn til, i hvilket omfang institutionerne er i stand til via oplevelsesøkonomiske initiativer selv at skaffe indtægter, hvor vidt man især prioriterer med henblik på børn og unge, og især hvor vidt man er i stand til "selvfinansiering" ved at kunne få del i private fondsmidler. Det sidste nye er, at institutionerne bliver udsat for Benchmarking.

Et relevant spørgsmål må være, hvor vidt principperne for konkurrence på et frit marked, og dermed en form for "junglelov", overhovedet er befordrende for skabelse af samtidskunst af høj kvalitet i et lille land som Danmark.

Bjarne Toft Sørensen

@Niels Nielsen:
Jeg fik ikke læst din kommentar, inden jeg kom med min. Det, jeg vil advare imod, er at udpege syndebukke, f.eks. mere eller mindre fastansatte kunsthistorikere i institutionerne. I stedet er det vigtigt, som du gør, at fremhæve den "---- systembrist, som gør administratorer til parasitter".

Din kritik af kunsthistorikerne i systemet er måske noget overdrevet, men det er også mit indtryk, at mange af dem har en selvforståelse, der minder om lakajernes hos hoffet i "Nattergalen" af H.C. Andersen. Også selv om mange af dem er ude af stand til "at følge med tiden", som man siger.

Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jeg har den opfattelse, at mange kunstnere lever med den amerikanske drøm. Rigtigt mange har ikke talent for kunst, men stort talent for at opkræve ublu regninger for dårlig dekoration, som Runa Lystlund også er inde på. Og så mener jeg, at man bør vel skelne skarpt mellem kunsthåndværk og kunst. Hvad jeg gnavent gjorde opmærksom på sidst jeg blev slæbt rundt på en masse gallerier og atelierer i landskabet. Der er mange som laver fine dekorative sager, som de lever af at sælge. Ofte er det dyrt stuff. Men kunst er det sjældent. I modsætning til dekorationshåndværk er kunst unik og en kunstner er én som præsterer noget unikt, -vedkommendes kunst.
Jeg bilder mig ind, at de helt store talenter først accepteres som dette sent i karrieren eller efter deres død. Og sjældent har levet et liv i luksus. Måske tager jeg fejl.

Torben Skov, du tager fejl. Kunstnere kommer i alle mulige former og farver, og det gør deres kunst også. Men som med alting, lærer man kun noget om det, hvis man sætter sig ind i det, og der er en helt uoverskueligt stor litteratur om kunst, kunstteori, kunstfilosofi og alt muligt andet kunst-, der omhandler hele menneskehedens historie med produktion af betydning, hvad kunst først og fremmest er.

Runa skriver.
Peter Knap.
At køre et projekt på 4000 m2 for 1.2 millioner er ikke meget. Husleje skal betales, computere skal betales, programmer skal betales, kontorfolk skal betales, bensín og bíl til tilsyn skal betales. En AutoCad/Revit tegneprogram koster 70.000 kroner per enkelt licens, hvis du køber det, printere skal betales og så videre. Officepakke skal købes for hver ansat, Adobepakken (Photoshop, Illustrator og InDesign mm koster ca 25.000 kr. per licens, papir, blyanter, kurser skal holdes, arkitekter skal efteruddannelse og de skal også på studierejser, kvindelige ansatte skal have barselsorlov og så videre.

Jeg kan læse mig til at du ved ikke så meget om arkitektarbejde, drift og økonomi. En jurist koster 3000 kr. i timen til sammenligning. Arkitekter får ca. 36 (nyuddannet)- 45.000, hvis du er almindeligt lønnet. De fleste overordnede arkitekter kan enkelte gange tjene 50.000-60.000 hvis de er partnere og yders få tjener mere. Uddannelsen var på 5.1/2 er nu reduceret fornyligt til 5 års masteruddannelse. Jeg er cand arch med 5.1/2 årig uddannelse plus overbygning i design.

Kunstnere er derimod som regel selvstændige med al den mistro fra systemet, det indebærer. Billedkunstnere og forfattere har af den grund ikke en a-kasse, og selv skuespillere, instruktører og scenografer, der dog som hovedregel skal ansættes af et teater eller et filmselskab, fik først i ind i 1980erne mulighed for dagpenge, hvis de ikke var med i den private forsikringsordning i Dansk Solistforbund. For arbejdsløse kunstnere kan jo ikke bare lade være med at arbejde - hvis de overhovedet skal arbejde igen, skal forarbejdet jo gøres i deres ledige perioder.

Runa skriver.
Peter Knap.
Jeg glemte helt revisoren. En hjemmeside skal også laves, computersystemer skal vedligeholde af teknikere og meget meget andet.

Jeg har stor respekt for kunstnere og hvor lidt de kan leve af. Jeg kender flere. Jeg har været ansat, leder i både små og store arkitektfirmaer og partner i et firma med 500 mennesker. Som leder har man også et ansvar for at beholde sine ansatte. De har børn, kone, hus og bil og lån at betale af. Selv om jeg var partner i firmaet var min løn fra 0- 57.000 og jeg arbejdede ofte 200- 300 timer om måneden uden overarbejdsbetaling. Husk på, lønnen til de ansatte kommer først, så kom min løn. Jeg er gået ud af firmaet, fordi jeg blev alvorligt syg og har siden haft et enmandsfirma i flere år med en beskeden løn. Det trives jeg med.

Markus Hornum-Stenz

Jeg har meget begrænset forståelse for, når der går klassekamp i kunst.

At være kunstner handler grundlæggende om at given fanden i hvad verden vil se, og lave det man føler for og så satse på at det man - måske i højere grad den man er - er godt nok til at man kan leve af det.
Samfundet har i den sammenhæng ingen forpligtelse til at understøtte projektet.

Det er ikke et karrierevalg, snarere et fravalg af karriere - for det er helt og holdent op til en selv om man kalder noget man frembringer for kunst.
Det er den højtbesungne kunstneriske frihed - kuratorer er nok professionelle smagsdommere, men de har ingen bemyndigelse eller forpligtelse overfor kunstnere, som række ud over deres professionelle interesse.

Det bliver aldrig noget effektivt pressionsmiddel at kommunikere "Hit med en ordentlig hyre, ellers holder jeg op med at producere kunst".

Og det har ærlig talt altid generet mig, at kunstnere på en eller anden måde skulle have en særlig priviligeret status i forhold til "produktion af betydning"
Donald Trump, min onkels sosu-assistent, mit barns lærer og Inger Støjberg producerer en del mere betydning i kraft af deres arbejde end Damien Hirst, Jørgen Leth og Simon Kvamm (tilfældige valg), alene af den grund at de først og fremmest har en eksternt defineret samfundsmæssig rolle at spille.
De har et ansvar - det har en kunstner ikke, udover det vedkommende selv vælger.

Kunst og videnskab er kulturens udkomme, Markus Hornum-Stenz, det eneste, der for alvor er tilbage efter os til at fortælle andre generationer om, hvem vi var. Derfor er intet mere væsentligt i samfundet end kunsten og videnskaben.

Torsten Jacobsen

Jeg kan ikke undgå at notere mig en masse udenoms-snak fra mennesker, som muligvis(?) selv har landet et særdeles velbetalt job, helt eller delvist finansieret af offentlige skattekroner.

Kan nogen forklare mig, uden reference til udbud og efterspørgsel, hvorfor en direktør for Aros skal tjene 150.000kr. om måneden? Jeg savner et moralsk - ikke et praktisk - forsvar for så latterligt høj en kompensation.

Samtidig kan jeg ikke undgå at bemærke, at denne artikel vel i og for sig kunne være skrevet om mediebranchen? Der er velkendt, at chefredaktører tjener fyrsteligt, samtidig med at klummeskribenter, kronikører og andre 'meningsdannere' leverer en stadig større del af indholdet, uden at de derfor præmieres med meget andet end den medfølgende anerkendelse og udvidelse af deres offentlige 'platform'.

Det der med at feje for egen dør først, er gået helt af mode?

Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Michael Waterstradt, Torben Skov, Randi Christiansen, Herdis Weins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Et lille citat fra Bjarne Toft Sørensen, som bestemt tåler gentagelse:

"Et relevant spørgsmål må være, hvor vidt principperne for konkurrence på et frit marked, og dermed en form for "junglelov", overhovedet er befordrende for skabelse af samtidskunst af høj kvalitet i et lille land som Danmark."

Hvad er 'principperne for konkurrence på et frit marked'?

"Det skal kunne betale sig", i økonomisk forstand.

Dertil er vi åbenbart kommet? Som Bjarne Toft simonsen påpeger, så er det ikke kunsten i sig selv, som er blevet markedsliggjort - kunstens integritet påvirkes negativt af markedsliggørelse, indtil den ophører med at være kunst - men derimod 'præsentationsleddet': Spillestederne, museerne, teatrene, gallerierne, udstillingshallerne.

Rationalet er simpelt: Set fra statens perspektiv, eksisterer kunsten ikke for sin egen skyld: Kunstens iboende og almenmenneskeligt perspektiv-udvidende essens anerkendes ikke i det administrative/politiske kompleks, hvor empirisk analyse og efterfølgende evaluering hersker. Kunsten betragtes som et instrument, endnu et greb i den administrative værktøjskasse, som politikere og embedsmænd kan forvalte efter behov. Gerne ledsaget af skåltaler om en 'demokratisering af kunsten' og andre nihilistiske eufemismer.

Endnu et citat fra Bjarne Toft Sørensen, som i denne sammenhæng virkelig har fingeren på pulsen:

"Fra Styrelsens side er der et vågent øje og en løftet pegefinger med hensyn til, i hvilket omfang institutionerne er i stand til via oplevelsesøkonomiske initiativer selv at skaffe indtægter, hvor vidt man især prioriterer med henblik på børn og unge, og især hvor vidt man er i stand til "selvfinansiering" ved at kunne få del i private fondsmidler. Det sidste nye er, at institutionerne bliver udsat for Benchmarking."

'Benchmarking'?! Det er ikke tilfældigt, at denne vanskabning af et ord ikke just rimer på 'kunst'. For ikke at tale om et begreb som 'oplevelsesøkonomiske initiativer'. Et ord som 'oplevelsesøkonomi' er ikke opfundet på kunstakademiet, ej heller på fakulteter for æstetik og kultur. Begrebet er så uæstetisk, som man overhovedet kan forestille sig. Nej, det er opfundet på fakulteter for statskundskab. Udtænkt af handelsskoleelever. Af pragmatiske regnedrenge med fingeren på den åh så rationelle og 'opbyggelige' puls: Effektiviseringens puls.

Hvorfor dog understøtte en kunst, som ikke er effektiv? Hvad skal vi dog med affektiv kunst, hvis den ikke er effektiv?

Well, her er et postulat at tygge i: effektiv kunst målt på antallet af beskuere alene, er enten propaganda eller pop. No more, no less....

Effekten måles på besøgstal, medieomtale. Publikum sættes i centrum. Hvis der ikke er et (stort) publikum, kan der vel ikke være tale om kunst?

Niels Duus Nielsen, Torben Skov, Bjarne Toft Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Torsten Jacobsen, det er imidlertid en udvikling, der indtraf tilbage i 80erne, hvor politikerne greb til 'kunsten' som pædagogisk værktøj for de mange, hvor af mange utilpassede, unge arbejdsløse.
Dengang var jeg på barrikaderne for det simple forhold, at der er kunstnere og der er publikum; men jeg ikke længere så skråsikker på, om ikke beskæftigelse med kunst er en forudsætning for at erfare dens vigtighed som praksis i samfundet.
Det er svært at få et svar på det, for den var jo netop en integreret del af skoleundervisningen for de generationer, der efterfølgende også blev kunstbrugere.
I dag er det ikke mange, der ikke nyder godt af både professionelles og amatørers kunst i løbet af et år; men man synes ikke at gøre sig det klart - og slet ikke hvad det betyder.
Vi kan dog nok være ret sikre på, at interessen og beskæftigelsen vil vokse i en verden, der ikke længere kan bære at være ligeså båret af materielt begær.

Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar

Torsten Jacobsen, dit sidste afsnit fortæller vel bare, hvad centraladministrationens hjerte banker for. ;-)

Torben Skov, Torsten Jacobsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Ak, ja sikke en omgang udskældning af en direktørløn.
Det er vel uomtvisteligt, at kunstnere hvis værker vises på museum får mulighed for, at tjene penge efterflg.
Jeg ved, at der ligger mange timers arbejde bag enhver udstilling.
Prøv at konvertere tankegangen om betydelige større lønninger. Vores hospitaler betaler uhyre summer til medicinalindustrien, hvor lønningerne på museerne i sammenligning er en fattigdomsydelse.
Det er en dyr omgang, men tilsyneladende mener de fleste kommentatorer, at offentlige betalte ansatte skal have en lav løn.
Er direktøren for DR, sine penge værd???
Det er yderst súbjektivt, at diskutere løn i et liberalt samfund.

Runa skriver.
Kan I nævne mig en eneste politiker i Folketinget, der interesser sig for kunst og jeg mener kunst, ikke dekorationer, eller kunst af allerede kendte og eller døde kunstnere?

Og Torsten Jacobsen.
Jeg har ikke arbejdet særlig meget med offentlige bygninger, derfor er størstedelen af mine to firmaers skat, min skat og mine mange medarbejderes skat røget direkte ind i statskassen til betaling af offentlige formål, så som offentliges løn, hospitaler og hvad der ellers er. Det er muligt, at det er udenomssnak at påpege, at nogle kunstnere tjener gode penge, også for dårlig kunst. Nogle dygtige kunstnere bliver så ikke bevilliget nogle penge, fordi de fleste beslutningstagere bedst kan lide middelmådighed og tygget mad, som vi kalder det i arkitektbranchen. Arkitektbranchen er fuld af tygget mad og "orale arkitekter", uden evner, derfor bliver der bygget så meget dårlig arkitektur. Penge og neopotisme styrer næsten alt byggeri, og sjældnere talent.

Torsten Jacobsen

Steffen Gliese,

Hvad er formålet med Kunst? Kunstens eksistensberettigelse?

Det kan man anlægge mange perspektiver på. Jeg skal her berøre et par af de mest oplagte:

Kunsten eksisterer for kunstnerens skyld:
I dette perspektiv er kunsten alene et idiosynkratisk udtryk for/fra et enkeltstående geni, som så at sige solipsistisk giver sin sjæl frit udtryk. I denne forståelse er kunstneren så at sige besat af en kreativ impuls, som insisterer på at finde udtryk. Kunstneren er blot et 'jordisk hylster' for en - særdeles esoterisk - kreativ energi, altid over/udenjordisk, som fuldstændig besidder ham/hende.

Det klinger muligvis af gammeldaws romanticisme, men perspektivet har vist sig overraskende levedygtigt. Jeg behøver vel næppe henvise til den (overraskende?) sentimentalitets-ejakulation i forbindelse med en vis 'nationalskjalds' nylige himmelfart, for at understrege min pointe? For ikke at tale om Prince, Elvis, Hendrix, Cobain, og så videre og så videre...

Kunsten eksisterer for samfundets skyld
Kunst, hvad du så end forbinder med begrebet, har en - uforudsigelig og derfor farlig - dragende virkning på samfundets enkeltdele, også kaldet 'individer'. Vil du beherske eller sågar emancipere individer i et samfund, bliver du nødt til at beherske kunsten. Heraf både den totalitære tendens (propaganda) og den systembevarende tendens (kontrolleret demokratisk styring). (Forskellen på 'totalitære' tendenser og
'systembevarende' tendenser, vil jeg overlade til systembevarende teoretikere at forklare).

Kunsten eksisterer for demokratiets skyld
Et demokrati bygger på en forestilling om medborgerskab. Medborgerskab bygger på en en forståelse af, at selv en (med)borger med andre interesser end en selv, har legitime interesser at pleje. Kunstens primære rolle er her, at skabe et neutralt rum, hvor socioøkonomiske interesser udfordres/dekonstrueres/nedbrydes. Kunsten skal tale 'abstrakt', aldrig 'konkret'. Et perspektiv fra 'ingensteds'.

Kunsten eksisterer for publikums skyld
POP

Som jeg hører dig, forveksler du kreativitet med kunst: Du kan ikke undervise i 'kunst' i skolen, som andet end netop end 'bekendtskabsgørelse' med fænomenet - på samme vis som vi kan gøre de stakkels elever opmærksomme på, at matematik rent faktisk 'eksisterer', på lige fod med 'biologi', 'sprogkundskaber' og alt andet godt fra havet. I parentes bemærket: underviser de i 'empati' i folkeskolen? Begrebet 'solidaritet'? Er det en del af pensum?

Nej, mennesker er kreative. At skabe en eksistens i denne verden er per defintion kreativt. Blot belønner vi de virkeligt 'kreative' mennesker med 150.000 kr/måned, uden at fortrække en mine..De er vor tids virkelige kunstnere...De Knepper os i røven, og vi stirrer blot blindt ud i luften...Det gælder om at udholde ydmygelsen..For de virkeligt udholdende bliver den kneppede snart den kneppende..

Og sådan, min ven, får du et samfund til at glide...Apply Creme when needed..

Torsten Jacobsen

Runa,

Jeg kommer fra et job, hvor jeg tjente 121,50kr i timen. Før Skat. Du kan derfor skrive herfra og til himmerige om alle dine ofre til statskassen, alle dine statsbetalte uddannelser, og om rimeligheden i en grundløn for nyuddannede arkitekter på 36.000/md. De få arkitekter jeg kender tjener væsentligt mere.

Men det er ikke hovedsagen.

Hovedsagen er alle i kystbanesocialister, som reproducerer et umenneskeligt system, alene fordi i selv drager økonomisk fordel af det. Jeg bliver aldrig træt af at undre mig over jeres totale moralske fallitspil, og jeres egen grundlæggende evne til at se at så basalt faktum i øjnene.

Niels Duus Nielsen, Kim Houmøller, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Og, kærer, Runa, ikke mindst undrer jeg mig over, hvad i alverden i dog skal bruge alle de penge til? Forbrug, ikke sandt? Præcis hvad planeten har brug for: Endnu en overforbrugende vesteuropæer...

Randi Christiansen

Kunsten at tjene 150 kilo om måneden ...

Kunst er at kunne - spørgsmålet er hvad, og der er rigeligt med kejserens nye klæder i kunstverdenen. Der er ægte kunst og så er der fiduskunst, og hvem kan se forskel? Det kan jeg. Kunst har altid været en eftertragtet vare, men har der nogensinde været så megen dårlig smag?

Niels Duus Nielsen, Peter Knap og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Steffen Gliese,

Sludder!

'Kunst' er en naturligt forekommende konstellation, hvis grænser og hierarki alene defineres af de medvirkende individer. Det er det eneste felt i al menneskelig stræben, hvor kreativitet og dygtighed hersker uden modsigelse. Idéelt set, naturligvis, kapitalismens forrådnende indflydelse ikke medberegnet.

Det er ikke et 'narrativt' koncept.

i alle andre menneskelige anliggender i vor tid, er menneskelig udfoldelse underlagt krav om 'effektivitet', om 'lønsomhed', om eksistensberettigelse. Et patologisk korrupt narrativ.

Kunsten undslipper dette. Den har ingen eksistensberettigelse, og netop deri består dens styrke. Dog og i det omfang den forsøger at berettige sig selv, sløves den mere og mere, indtil intet er tilbage.

Kunsten skal ikke berettige sig selv. Det kan den ikke. Den ér bare: Solskinnet, rødmende blade i efteråret, den dybe sne. Det stille håb om vår. Alting til ingen tid. En spirende anemone. Hvornår?
Ingetsteds, Allesteds, forgår, fønix for(e)står...

Niels Duus Nielsen

Markus Hornum-Stenz - 17:42 - rammer hovedet på sømmet.

Oprindelig var al kunst brugskunst, altså håndværk, men meget tidligt blev kvalitetshåndværk en statusmarkør for magthaverne, som altid havde nogle stykker ansat. Kunsten blev faktisk først ophøjet til en selvstændig disciplin for ganske få hundrede år siden, og det var først, da "den fri kunstner" forlod sine mæcener og udbød sine værker på "det fri marked", at han m/k blev ophøjet til et "geni", eller hvad man nu går og siger om kunstnere.

Kunst er i dag en vare, som kan sælges med profit. Den oprindelige funktion som herlighedsværdi er blevet underordnet funktionen som investeringsobjekt. Kunstnere kan ikke lade være med at producere kunst siges det, og som gammel musiker kan jeg kun bekræfte denne kendsgerning. Så kunstnerne vil selvfølgelig producere deres kunst uanset om de får penge for det, spørgsmålet er så, om det er rimeligt, at en klasse af administratorer udnytter denne tvangsneurose for egen vindings skyld.

I et moderne og atomiseret samfund er der brug for formidlere, så kunsthistorikerne har skam en berettigelse. Det er alene lønniveauet, der er til debat. Det er og bliver absurd, at der er flere penge i at formidle kunst end i at skabe den. Men sådan er det jo i et samfund bestyret af kræmmere.

Mælkeproducenter får knap to kroner for en liter mælk. Dagen efter skal jeg betale elleve kroner for den samme liter mælk. Ser vi bort fra mejeristens og vognmandens løn, sker hele denne prisstigningen i distributionsleddet.

Og hvad er kunsthistorikere andet end distributører, der på kunstmuseerne laver reklame for kunsten og i gallerierne opretholder supermarkeder, hvor folk kan komme og købe varen?

Spørgsmålet hvor vidt staten skal støtte kunstnerne, og om ikke vi risikerer at støtte de talentløse, når det nu er så notorisk svært at definere, hvad kunst er, har faktisk en meget simpel løsning: Indfør borgerløn, og lad kunstnerne selv vælge, om de vil leve med et minimum af materielle goder for til gengæld at kunne beskæftige sig med det de brænder for. Ved samme lejlighed kan man gøre kuratorvirksomhed og administration til con amore-funktioner, som de mennesker, der brænder mere for kunsten end for lønnen så kan udføre.

Tingene hænger sammen, man kan ikke diskutere kunst uden samtidig at diskutere politik. Og for mig at se ender vi altid i den samme problemstilling: Vi skal have sat de uproduktive kræmmere på plads, før de helt ødelægger vores fælles verden. Der er brug for købmænd, men der er vel ingen grund til, at de skal tjene mere end en million om året, når bønder og kunstnere konstant er på randen af en fallit.

Markus Hornum-Stenz, Bjarne Toft Sørensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til Niels Duus Nielsen:
"Ved samme lejlighed kan man gøre kuratorvirksomhed og administration til con amore-funktioner, som de mennesker, der brænder mere for kunsten end for lønnen så kan udføre".

Jeg forstår intentionen, men din fremstilling bygger på nogle forenklede forestillinger om, hvordan tingene i praksis foregår i dag, i hvert fald i en hel del sammenhænge.

Det kan absolut anbefales studerende på Kunst og Kultur at gå i gratis praktik i kunstens tjeneste, ud over det obligatoriske, for så vil de nok opleve, hvor komplekse opgaver, der ofte er tale om, og de vil så uden tvivl være glade for, at der er personer med erfaringer og kompetencerne i orden, samt det store overblik, der kan vejlede dem i, hvad de skal gøre. Det vil også kunne få en betydning på deres CV.

Kuratering kan være noget forholdsvis enkelt, men det kan også være noget ret komplekst, hvor f.eks. præsentationer eller brug af kunstnernes værker i sammenhængen bringes op på et helt nyt konceptuelt niveau, så der reelt er tale om "kunst med kunst". Toke Lykkeberg er én af dem, der er i stand til at foretage en sådan form for kuratering (mange konventionelt tænkende kunstnere og kunsthistorikere vil protestere over min fremstilling her).

Formidling i form af udstillingsfoldere eller ligefrem kataloger er i nogle sammenhænge til stor hjælp eller ligefrem uundværlige ved nogle former for samtidskunst - selv om de også kan "spænde ben" for kunsten, når det ikke gøres ordentligt.

Der er i dag personer, der set over et par år, ud over selv at arbejde som kunstnere, også arbejder som kuratorer, som skriver udstillingsfoldere, og som er tilknyttet et dagblad som anmeldere af kunst, ud over at de også har fungeret som undervisere på et kunstakademi.

Jeg kender flere, der har en række forskellige deltidsjobs og mindre opgaver på kunstens område, der alt i alt giver en indkomst, der er til at leve af, og som også bidrager med "gratis arbejde". Selvfølgelig er der også mange, der bruger meget tid på deres kunst og ellers lever af at udføre ufaglært arbejde inden for helt andre områder.

Henrik Brøndum

Hvis man synes det er for dårligt betalt at være kunstner kan man jo bare blive programmør i stedet for. Det kræver begavelse og kreativitet som man må håbe kunstnerne har, men ingen uddannelse og bliver godt betalt? Eventuelt kan man skrive programmer den ene uge og male og skrive bøger den anden, det kan man sagtens leve af. Johannes V. Johnsen der vandt Nobelprisen i litteratur i 1944 gjorde det, bare på en lidt anden måde. Han skrev kriminalromaner for at tjene penge, der var ingen computere dengang.

Niels Duus Nielsen

Bjarne Toft Sørensen, vi diskuterer komplekse problemstillinger, så for at indlæggene ikke skal blive alt for lange, anvender jeg af og til paroler, slogans og retoriske kneb for at fremstille en kompleks konklusion uden argument i form af en one-liner, selv om den retteligt kræver en hel afhandling.

Hele diskussionen om borgerløn fremprovokerer en debat om, hvad der er nødvendigt arbejde - need to have - og hvad der bare er vigtigt - nice to have. Efter min mening er kuratorvirksomhed nice to have, hverken mere eller mindre. Og hvis borgerløn skal give mening - og vel at mærke kunne betale sig i en verden, der er baseret på materielle værdier - må vi sammen finde ud af, hvilke stillinger der er uundværlige for samfundet, og så overlade alle de andre opgaver til mennesker, som vil gøre det for deres borgerløn, evt. suppleret med en beskeden kompensation for nødvendige udgifter.

I "Hitchhikers guide to the Galaxy" møder vor helt på et tidspunkt på en afsides planet en befolkning, der blev dømt "unødvendige" på deres hjemplanet. Der var tale om revisorer, advokater, damefrisører, produktionsassistenter, kuratorer, you name it - alt sammen professioner, som Douglas Adams fandt unødvendige og parasitære, og som han derfor tugtede med sit vid. Vor helt, Ford Prefect, ved, hvordan man bager en pizza, så han bliver en stor mand i dette univers af no-gooders og nice-to-havers.

Torsten Jacobsen, Bjarne Toft Sørensen, Steffen Gliese, Randi Christiansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar