Leder

Kan det virkelig passe, at en professor på Kunstakademiet er blevet belønnet for usædelig opførsel?

Det fremstår vitterligt, som om ledelsen på Kunstakademiet bevidst har forsøgt at dysse en sexchikanesag ned ved at skynde sig at få den anklagede professor ud ad døren med en pose penge, i håb om at sagen kunne holdes internt. Selvfølgelig skal det undersøges
5. november 2018

Lørdag kunne Politiken afsløre, at en tidligere professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi fik stukket en halv million i hånden, da han fratrådte sin stilling i maj. En fratrædelse, der fra ledelsens side blev forklaret med, at professoren nu skulle hellige sig sin kunst, og man ønskede ham et stort held og lykke fremover.

I kronikken i samme avis stod tre tidligere studerende og en tidligere lektor frem og fortalte om forløbet. Det var dem, der tilbage i maj måned havde rettet henvendelse til Sanne Kofod Olsen, den daværende rektor, og fortalt hende om egne og andres oplevelser af sexchikane under den specifikke professor. Ti dage efter fratrådte professoren sin stilling og altså ifølge Politiken med en stor sum penge i hånden. Officielt valgte professoren selv at gå.

Det er kronikørerne rettelig uforstående overfor. Hvad har ligget til grund for den håndtering af sagen? Hvorfor ikke fyre manden? Og hvordan kan det ende med, at han endda får penge for det?

De fire skribenter foreslår, at sagen nu bliver eksternt undersøgt, så alle kan blive klar over, hvad der egentlig er foregået. Desuden foreslår de, at professorskolerne måske bør nedlægges, da de ifølge dem giver mulighed for magtmisbrug. Et forslag mange andre istemmer – bl.a. socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen, der ser professorskolerne som ’forældede’.

Dybt beklageligt

Professorskolerne på Kunstakademiet er lige så gamle som akademiet selv, der blev etableret i 1754. Skolerne er inddelt efter medier – i dag er der fire – og de studerende vælger selv, hvilken skole og professor de vil studere under.

Professorerne, der alle er åremålsansat, har stor frihed til at tilrettelægge undervisningen, som de ønsker. Det skaber et livligt, dynamisk og organisk studiemiljø, der samtidig imødekommer akademiets forskellige typer af studerende. At en enkelt professor valgte at misbruge den frihed, er dybt beklageligt.

Før den tidligere rektor, Sanne Kofod Olsen, forlod sin post til fordel for en ny stilling som dekan ved Göteborgs Universitets kunstneriske fakultet, iværksatte hun en række vigtige tiltag for at forhindre fremtidig magtmisbrug.

I oktober 2017, da #MeToo satte ind, oprettede Kofod Olsen et ’Chikaneudvalg’, der skulle udtænke nye strategier for, hvordan man i fremtiden kan beskytte de studerende og undgå magtmisbrug på akademiet. Det er alt sammen blevet sat i værk pr. den 1. oktober i år med foldere og plakater på akademiet, hvilket tydeliggør procedurerne for, hvad man kan gøre, hvis man udsættes for en krænkelse.

Dysse sagen ned

Selvfølgelig skal den pågældende sag undersøges nærmere, professoren skal stilles til ansvar for sine handlinger, og hele forløbet omkring hans fratrædelse skal kigges efter i sømmene: Kan det virkelig passe, at man skal belønnes for usædelig opførsel?

Det fremstår vitterligt, som om ledelsen bevidst har forsøgt at dysse sagen ned ved at skynde sig at få manden ud ad døren med en pose penge, i håb om at sagen kunne holdes internt. En i virkeligheden dybt kritisabel og kynisk håndtering af en sexchikanesag, der ikke bare har gjort det værre for de krænkede parter, men som også kan ende med at svække akademiet.

Hvis konsekvensen af den aktuelle sag bliver en nedlæggelse af professorskolerne, vil det kun yderligere forringe og udvande en skole, der allerede er under pres.

Flere afdelinger er blevet nedlagt, og sidste år foreslog en storstilet rapport en topstyret sammenlægning af alle kunstskolerne i Danmark. Mere ensretning vil på sigt reducere Kunstakademiet til en kedelig kunstfabrik, hvor alle er ens og kan det samme. Det er desværre en model, der har stor politisk tilslutning, og som med den aktuelle sag har fået ny vind i sejlene.

Man kan håbe, at den nytiltrådte rektor, Kirsten Langkilde, på den ene side vil gøre op med den fordækte tavshedskultur, der har muliggjort den magtmisbrug, som både professoren og ledelsen har gjort sig skyldig i, og at hun samtidig vil holde fast i de strukturer, der trods alt garanterer en international høj standard af kunst på det gamle akademi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John S. Hansen
John S. Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Måske mindre væsentligt, men der er tale om et debatindlæg i Politiken - ikke en kronik, som det anføres i Lederen her.

Bjarne Toft Sørensen

De fire skribenter, der refereres til i lederen, har ret i, at en organisationsstruktur på Billedkunstskolerne med professorskoler, i deres nuværende form, er udtryk for en traditionel og autoritativ forståelse af kunst og kunstnerisk uddannelse, så det er ikke ude af proportioner indirekte at forbinde en sådan organisationsform med en sag om sexchikane.

Professorskolerne er som nævnt inddelt efter medier, og de studerende vælger selv, hvilken skole og professor, de vil studere under, og professorerne har stor frihed til at tilrettelægge undervisningen, som de ønsker.

At dette skulle skabe et livligt, dynamisk og organisk studiemiljø, der samtidig imødekommer akademiets forskellige typer studerende, er jeg helt uforstående over for.

At inddele kunst efter medier er udtryk for en traditionel æstetisk tilgang, der med sin kategorisering spærrer for frie konceptuelle tilgange, på tværs af mediemæssige. Som sådan er jeg ikke modstander af det gode håndværk, men det er ikke håndværksmæssige kategorier og tænkning inden for sådanne kategorier, der er grundlaget for god kunst.

Derfor bør det heller ikke være udgangspunkt for organiseringen af undervisningen, kunstfagligt som undervisningsmæssigt, og da slet ikke på MFA (master) efter BFA (bachelor).

På den baggrund kan jeg også kun være uenig i, at en nedlæggelse af professorskolerne vil betyde en yderligere forringelse og udvanding af en skole, der allerede er under pres.

Til gengæld kan jeg se nogle modsætninger mellem den opfattelse af kunstfaglighed og undervisning, som professorskolerne hviler på, og så den kompetence - og procesorienterede tilgang, som i hvert fald i udgangspunktet, er grundlaget for den tænkning, som en kommende akkreditering af MFA – uddannelsen hviler på.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Man kan håbe, at den nytiltrådte rektor, Kirsten Langkilde, på den ene side vil gøre op med den fordækte tavshedskultur, der har muliggjort den magtmisbrug, som både professoren og ledelsen har gjort sig skyldig i, og at hun samtidig vil holde fast i de strukturer, der trods alt garanterer en international høj standard af kunst på det gamle akademi".

Hvad det førstnævnte angår, kan jeg kun være enig, men ikke hvad angår det sidstnævnte. Her får jeg, i forhold til den afsluttende ledsætning, associationer i retning af, at den må være skrevet af en ældre konservativ og romantisk orienteret kunstanmelder på Berlingske eller Weekendavisen.

Hvis man skal vurdere Billedkunstskolerne som videregående kunstnerisk uddannelsesinstitution, er det nødvendigt at udvide perspektivet fra det, der vedrører det rent kunstneriske, til i bredere forstand at inddrage viden og forskning fra områder som f.eks. pædagogik (læring, kreativitet, evaluering), ledelse og organisation, kulturteori, sociologi og filosofi.

I "Fælles målsætninger for Kulturministeriets kunstneriske uddannelsesinstitutioner", der vedrører udviklingsperspektiver for de kunstneriske uddannelser, fremhæves f.eks. behovet for samarbejde mellem institutionerne på områder som økonomi, kommunikation, kunstpædagogik, samspil mellem fagligheder, viden - og metodeopbygning, kvalitetssikring, internationalisering af uddannelserne og akkreditering.
https://kum.dk/fileadmin/KUM/Documents/Nyheder%20og%20Presse/Nyheder/201...

Kan det virkelig passe, at en professor på Kunstakademiet kan opføre sig usædeligt, uden at de studerende - som vel er voksne mennesker - åbent tager afstand fra professorens opførsel?

Er de studerende virkelig så umodne, at de ikke står op for deres egne værdier? At de kun markerer deres afstandtagen under dække af anonymitet? Er der virkelig ingen voksne tilstede?

John S. Hansen, Frank Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Jens Winther
Du får den korte version af et svar, for den lange ville fylde en helt bog.

Som jeg forstår det, har kunstnermiljøer i en by som København, på grund af en række økonomiske, sociale og kulturelle forhold, en tendens til at udvikle sociale mekanismer, man typisk ikke vil forbinde med veluddannede miljøer i vestlige storbyer.

Ikke desto mindre lever i miljøerne en selvforståelse omkring det at være åben over for nye tendensen og kritisk over for urimeligheder samfundet, men det er ikke noget, man i miljøet i praksis lever op til indadtil.

I stedet dominerer snarere sociale mekanismer, man vil kunne forbinde med f.eks. religiøse sekter, storfamilier med mellemøstlig baggrund og mindre lukkede landsbymiljøer i Danmark i 1950 erne.

I sådanne miljøer vil personer med høj status kunne slippe afsted med en række krænkelser, uden at nogen vil forsøge at gribe ind, og alle, der fortsat ønsker at fungere i miljøet, vil officielt ikke kende til, at noget har fundet sted. Til gengæld vil loyaliteten over for miljøet have fordele på andre områder.

Om tavshedskulturen, i relation til rygterne i denne sag, skrev redaktør Mathias Borello i ”Kunsten nu”, så tidligt som den 8. oktober:

”Det er på sin vis ret skræmmende og siger en hel del om magten og dens eksekvering i kunstlivet (og specifikt billedkunsten) herhjemme, hvor vi til gengæld ofte snakker om hvor lille og indspist, kunstscenen er. Ja, det viser tavsheden også – i udtalt grad. Her bliver man foreskrevet, mellem sammenbidte tænder, at du ikke har en chance i det danske kunstliv, hvis du letter på låget. Ganske effektivt har det vist sig”.
https://kunsten.nu/journal/metoo-tavshed-er-altid-smart-hvis-ingen-vil-k...

@Bjarne Toft Sørensen, tak for dit indlæg. Jeg forstår godt mekanismerne. Og mange vil måske også være nervøse ved evt. repressalier, hvis de melder klart og åbent fra.

Det kan bare ikke nytte noget! Hvis man føler sig forulempet, er man nødt til at sige fra - og gør man det ikke, er det jo en accept! Så kan man ikke med rette komme og råbe #metoo bagefter.

Det er sgu da slattent, at det starter med anonyme "anmeldelser" (hvilket faktisk er en urimelighed) og først senere viser det sig at "alle" kendte til problemet, men ikke gjorde det fjerneste.

Det skal bestemt ikke forstås som et forsvar overfor dem, der træder over grænserne. Tværtimod. Men alle må gøre sig klart, at de principper og værdier, man ikke er villig til at stå op for og kæmpe for (og tage konsekvensen af kampen), har man selv devalueret.

Frank Hansen, Claus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar