Leder

Krænkelser gør ikke nogen til bedre kunstnere

Det er vigtigt at tage livet af den myte, at det kan være godt for den kunstneriske karriere at få overskredet sine grænser på det groveste, og af den misforståelse, at der gælder andre moralske standarder for kunstnere end for tandlæger og klejnsmede. Det lærer opgør med grænseoverskridende adfærd på Forfatterskolen og Kunstakademiet i København os
10. november 2018

Det opgør med grænseoverskridende adfærd, der for tiden finder sted på Forfatterskolen og Kunstakademiet i København, handler ikke bare om at sikre et trygt og produktivt arbejdsmiljø. Det handler også om at få ryddet op og sorteret ud i gamle myter om, hvad der skal til, for at kunst kan opstå. 

Siden romantikken har der været en opfattelse af kunstneren som en, der er mad, bad and dangerous to know, som man sagde om digteren lord Byron. Man ser det som kunstens opgave at bryde normer og anfægte autoriteter. Og fordi kunst og liv i mange tilfælde hænger tæt sammen, er opfattelsen af grænsesøgning som noget godt og nødvendigt også smittet af på kunstneren selv.

Det at være antiautoritær og normbrydende er en central del af mange kunstneres selvopfattelse, og mange kunstneriske miljøer er præget af en grænsesøgende kultur.

Men kunstnere kan jo også selv være autoriteter, hvis de f.eks. underviser på en kunstuddannelse. Og så er normer ikke længere noget, man bare nedbryder, det er også noget, man opbygger, om man vil det eller ej, og som medfører et ansvar. 

Rives ned og bygges op

I sidste uge beskrev forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensen sin egen studietid på Forfatterskolen i 1995-97 som præget af »fuldskab, vildskab og grænseoverskridende oplevelser«. Tekstlæsningerne var ofte perfide, drukturene var mange og lange. Det var, kunne man læse, både hårdt, sjovt og bevidsthedsudvidende at være en del af. Så langt, så godt.

Kæden hopper af, når Kristian Ditlev Jensen skriver, at han »sammen med sine medstuderende, udelukkende havde gode oplevelser på Forfatterskolen«, og at de grænseoverskridende oplevelser var befordrende for frembringelsen af den kunst, de var der for at frembringe: 

»Man bliver simpelthen ikke nogen stor kunstner ved at lægge sig midt på vejen. Man skal ud i rabatten, muligvis helt ned i grøften (…) Og de store gennembrud kom, forstod man, når man overskred normer og grænser – allerhelst sine egne og meget gerne også de moralske.«

Kristian Ditlev Jensens essay er gennemsyret af en forestilling om, at man skal rives ned for at kunne bygge sig selv op igen. At det er grænseoverskridelserne – både dem, man selv står for, og dem, man bliver udsat for – der modner en som kunstner.

Vigtigt at tage livet af en myte

Den forestilling, der baserer sig på en romantisering af kunstneren som en grænsesøgende drukkenbolt, bliver grundigt korrigeret i denne uges udgave af Weekendavisen. Her beskriver Kristian Ditlev Jensens daværende studiekammerat, forfatteren Peter Højrup, hvordan han oplevede de samme to år på Forfatterskolen.

Han er ikke lykkedes med sin litteratur på grund af, men på trods af de grænseoverskridende oplevelser, han havde på Forfatterskolen, skriver han. Hverken perfiditeterne fra skolens første rektor, Poul Borum, eller de tilnærmelser og aggressioner, som Niels Frank (først hans lærer og siden rektor) udsatte ham for, har modnet ham som kunstner.

Niels Frank oplevede selv relationen som langt mere gensidig, end Peter Højrup fremstiller den. Det kan man læse i Weekendavisen og på hans facebookprofil. Der behøver ikke være tale om ond vilje, for at nære relationer mellem lærere og elever bliver grænseoverskridende. Jensens, Højrups og Franks indbyrdes modstridende erindringer understreger bare, at grænseløsheden har en pris.  

Forfatterskolen er en anden i dag end i slut-90’erne. Ikke desto mindre er det afgørende, at der bliver talt om de grænseoverskridende handlinger, der har fundet sted – gennem medierne eller gennem skolens nyoprettede whistleblowerordning. Det er vigtigt at tage livet af den myte, at det kan gavne den kunstneriske karriere at få overskredet sine grænser. Der gælder ikke andre moralske standarder for kunstnere end for tandlæger og klejnsmede. 

Niels Frank siger til Weekendavisen, at man risikerer, »at kun de mest renskurede personer tør tage de stillinger. Og ingen tør udfordre hinanden, og ingen tør kritisere hinanden. Og så sker der intet som helst«.

Men det, der sker nu, er netop en fundamental udfordring og kritik af nogle normer, der har gjort sig gældende alt for længe. Man bliver hverken en bedre kunstner af at få overskredet sine egne grænser eller af at overskride andres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Man bliver hverken en bedre kunstner af at få overskredet sine egne grænser eller af at overskride andres".

Hvis dette var sandheden, var der helt elementært ikke tale om uddannelse, for så ville alle være de samme, da de forlod skolen, som da de startede på den. Læring forudsætter at få overskredet sine grænser og at overskride andres.

Det at udvikle sig som menneske og som forfatter forudsætter, at andre overskrider ens grænser, og at man dermed på nogle områder er en anden, end da man startede på uddannelse. En sådan udvikling forudsætter også, at man i nogle sammenhænge bliver nødt til at overskride andres grænser. Mennesker udvikler sig jo ikke sådan af sig selv i et tomrum, men netop ved at være sammen med andre for at udvikle sig.

Det grænseoverskridende er således på forskellige måder ikke noget, der kan eller skal undgås, men selvfølgelig skal der heller ikke være grænseløse muligheder for overskridelse af andres grænser. Ikke mindst personer med en særlig magt i kraft af deres stilling bør vise et ansvar, således at dette ikke sker. I stedet for, i værste fald, at bruge magten til at opføre sig grænseløst på egne betingelser. Hvad der gives eksempler på i lederen.

Der er dog også en del sandhed i det, som Niels Frank siger, at man risikerer, "at kun de mest renskurede personer tør tage de stillinger. Og ingen tør udfordre hinanden, og ingen tør kritisere hinanden. Og så sker der intet som helst".

Det hænger i høj grad sammen med, at skolens faglige og pædagogiske rammer er, som de er, og det må igen ses i sammenhæng med såvel antallet af elever som uddannelsens længde.

På skolens hjemmeside står der passende i forbindelse med studiemiljø:

"I undervisningen stræber vi imod at se på teksten, værket frem for personen. Alligevel er det uundgåeligt – det ligger på sin vis i selve forfattergerningen – at man også ofte bringer sig selv i spil og nogle gange bliver personligt sårbar på Forfatterskolen. Vi skal derfor have et studiemiljø, hvor der både er plads til den enkeltes personlighed og respekt for andre måder at være til på end ens egen".

Bjarne Bisgaard Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
” ----den misforståelse, at der gælder andre moralske standarder for kunstnere end for tandlæger og klejnsmede”.

Det er vigtigt pædagogisk set at fastholde forskellene mellem kunstneriske uddannelser, akademiske uddannelser og håndværkeruddannelser, fordi de involverer personligheden på forskellige måder, i større eller mindre grad.

På den baggrund kan anvendelsen af de pædagogiske principper heller ikke være de samme, men må i forskellige grader variere fra hinanden, og det er vigtigt her at holde det ude fra grænseoverskridelse i betydningen af seksuelle overgreb og vildskab i forbindelse med misbrug af alkohol og rusmidler.

Netop ved de kunstneriske uddannelser er det, på grund af den måde personligheden bliver involveret på, vigtigt at holde de forskellige aspekter af ”grænseoverskridelse” ude fra hinanden, fordi man næppe kan undgå, på grund af de pædagogiske principper og den kunstneriske læring, som undervisere og studerende på forskellige måder at komme tættere på hinanden, end man typisk gør på andre uddannelser.

Den ene form for overskridelse, den nødvendige i forbindelse med kunstnerisk læring, må aldrig blive en undskyld for forskellige former for misbrug af hinanden, og der er der som undervisere og studerende aldrig tale om en ligeværdig relation, men hensyn til magt og ansvar.

Netop fordi, der er tale om kunstneriske uddannelser, bliver personligheden hos de studerende (og til dels også hos underviserne) udsat for former for belastning og pres, som typisk ikke vil forekomme på andre uddannelser.

Der er tale om involvering af personligheden på en række områder, som vedrører noget intellektuelt, noget sansemæssigt, noget følelsesmæssigt, noget mentalt osv., der til tider vil opleves som særligt krævende og belastende.

Det vil i praksis sige, at de studerende ofte vil komme til at befinde sig på grænsen af læringsformer, som i pædagogikken f.eks. betegnes som signifikant (Rogers), ekspansiv (Engeström) eller transformativ (Mezirow).

Bjarne Toft Sørensen

Dækningen i medierne af forskellige former for upassende hændelser, der har fundet sted, eller måske har fundet sted, på henholdsvis Forfatterskolen og Billedkunstskolerne, er i høj grad vinklet i retning af det sensationelle og moraliserende, såvel i nyhedsdækningen som på lederplads.

Generelt sammenblandes, eksplicit eller implicit, alle relevante aspekter på en måde, der næppe kan føre til andet end en meget overfladisk og mudret debat. Det drejer sig om relevante aspekter, der har at gøre med f.eks. moral, forholdet mellem underviser og studerende, magt og ansvar, kunstfaglighed som proces og skabelse, læring og pædagogiske principper, det private og personlige over for fagligheden og læringen og uddannelsernes organisation og ledelse.

Som eksempel må det kunne forventes, at medierne anvender lederskribenter, der faktisk har kompetencer inden for de områder, som de forholder sig, for hvad er meningstilkendegivelser værd, hvis de ikke baserer sig på viden og kompetencer inden for det område, som lederen drejer sig om.

Det er en almindelig misforståelse på medierne, at hvis man er forfatter eller kunstner, eller har en uddannelse inden for Kunst og Kultur på universitetet, så er man også uden videre kompetent til at udtale sig om eller forholde sig til områder, der har med kunstnerisk skabelse, læring og uddannelse samt organisation og ledelse på de kunstneriske uddannelser at gøre.

Troels Ken Pedersen

55 forfattere henvendte sig med opfordringen til at få en whistleblower-ordning og i øvrigt styr på forholdene. 55! Dannelse og brutalisering er ikke det samme. Og selv nok så floromvundne bortforklaringer bør ikke få os afledt fra den simple kendsgerning.

Bjarne Toft Sørensen

@Troels Ken Pedersen:
Lederen refererer til udtalelser i artikler i Weekendavisen fra henholdsvis Kristian Ditlev Jensen, Peter Højrup og Niels Frank, og med hensyn til krænkelser og grænseoversskridende adfærd er det på den baggrund, for mig at se, ret klart, at det har fundet sted.

Problemet er, at alt, hvad der af tidligere elever kan opleves som krænkelser og grænseoverskridende adfærd, ikke nødvendigvis er det, set i forhold til Forfatterskolens arbejde med kunstfaglighed og læring.

Det er derfor vigtigt, at man mere præcist får skilt tingene ad, så det klart fremgår, hvad der menes med krænkelser og grænseoverskridende adfærd i forskellige sammenhænge, undervisere og studerende imellem, såvel i selve det kunstfaglige og pædagogiske arbejde på skolen, ved andre former for samvær på skolen og samvær uden for skolen.

Der er det vigtigt, at medierne er sig deres ansvar bevidst, og ikke, på grund af almindelig mangel på analyse og refleksion, eller ud fra sensationsprægede interesser, undlader at holde de forskellige aspekter ude fra hinanden. Der er f.eks. forskel på klart at have været udsat for et seksuelt overgreb og at føle sig krænket over, at ens tekster er blevet for hårdt bedømt på skolen.

Man skal for mig at se også arbejde med henblik på at undgå det, som Niels Frank i lederen citeres for, "---- at kun de mest renskurede personer tør tage de stillinger. Og ingen tør udfordre hinanden, og ingen tør kritisere hinanden. Og så sker der intet som helst".

Troels Ken Pedersen

55. Ikke én. 55. Det er for meget til at vifte bort på den måde. Nuancer kan være godt, det kan også være en måde at smyge sig uden om at forholde sig til det egentlig ret åbenlyse.

Bjarne Toft Sørensen

@Troels Ken Pedersen:
Sådan som jeg er orienteret, er der mange af de 55 forfattere, der har skrevet under, der i situationen slet ikke var klar over, hvilke konsekvenser deres underskrift ville få, f.eks. afskedigelsen af Jeppe Brixvold, og som efterfølgende er meget kede af, at de på den måde er blevet involveret i en form for litteraturpolitisk spil, som de slet ikke var klar over, at de blev involveret i.

Når du, i modsætning til mig, bliver ved med at fremhæve de 55, må det være fordi, du meget præcist ved, hvad der foregår i forfatterkredse, som jeg ikke ved. Som jeg opfatter det, drejer det sig i høj grad om et litteraturpolitisk spil, vedrørende den faglige og pædagogiske linje på Forfatterskolen fremover.

Der forekommer utrolig megen information om og i det litterære miljø, som i den grad er indforstået, og som drejer sig om at afgive meldinger til andre i miljøet om, hvor de står i en række spørgsmål, der må siges at have litteraturpolitisk karakter. Som når Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen udtaler følgende:
"At henvende sig til dem, der allerede har læst litteraturen og den litteraturkritik, der kommenterer på den, er en måde at tale sammen på".
https://www.information.dk/kultur/2018/09/ny-dansk-litteraturkritik-klau...

Som jeg i andre sammenhænge i Information har gjort opmærksom på, oplevede jeg én af landets ansete litteraturanmeldere blive meget usikker, da vedkommende i et oplæg skulle karakterisere forskellen mellem forskellige forfatteres forhold til det, han karakteriserede som miljøkatastrofen.

Han var meget begejstret for de civilisationskritiske og fremhævede her Theis Ørntoft og Lars Skinnebach, mens han blev meget usikker, da han skulle finde dækkende betegnelser for andres tilgange til miljøkatastrofen, hvilket jeg fandt meget morsomt (stakkels mand).

Da jeg efterfølgende på tomandshånd foreslog, at han inddrog betegnelsen identitetspolitik, blev han helt befippet og svarede, at jeg ikke var rigtigt klog, for den betegnelse turde han simpelt hen ikke tage i sin mund, og han kiggede sig lidt forvirret omkring, sandsynligvis i håb om, at ingen havde hørt, hvad han sagde.

Når du fremhæver de 55, må det være fordi, at du formoder, at de ligger inde med ny viden om krænkende og grænseoverskridende opførsel hos nuværende og tidligere lærere og rektorer på Forfatterskolen inden for de sidste 10 - 15 år, der har karakter af en "smoking Gun".

Forskellen mellem os er nok, at jeg ikke har tillid til, at det er tilfældet. I givet fald forstår jeg ikke, hvorfor det skulle være så svært at komme frem med sandheden om åbenlyse krænkelser og grænseoverskridelser, eftersom en del af underskriverne allerede tilsammen repræsenterer en væsentlig magtfaktor i dansk skønlitteratur.