Leder

Kunstsamtaler må ikke være bange for identitetspolitik

Når nu kunsten også er identitetsundersøgelse og en måde at nå hinanden på kryds og tværs af erfaringer, tid og kulturel baggrund, bør vi også snakke om identitet. Ikke om hvad man må og ikke må, for man må alt – men om, hvad situationsfornemmelse og indføling betyder for resultatet
17. november 2018

Der har i medierne de seneste år verseret en kamp på standhaftige principper:

Må eller må man ikke lave kunst om sorte, når man er hvid, må man spille en transperson, hvis man ikke selv er transkønnet. Må den hvide instruktør Lena Dunham, opvokset i New Yorks kulturelite, instruere en film om en syrisk bådflygtning? 

Spørgsmålene kan vi kalde identitetspolitiske, fordi de fokuserer på identiteter som køn og herkomst i (magt)relationen mellem mennesker. Og svaret kan virke så åbenlyst, at selve emnet identitetspolitik kan komme til at forekomme absurd. For naturligvis alle i kunstens navn kunne sætte sig i alle andres sted.

Kunsten er og skal være det frie rum i vores ellers så regelrette verden, hvor vi skal og kan udforske alt frit. Kunst er en manifestation af evnen til at sætte sig ind i mere end blot os selv.

Men når medierne tager diskussioner som ovenstående op, bliver diskussionen om kunstnerens partikulære identitet ofte betragtet som et tegn på krænkelseskulturens farlige indtog og frihedsrov. I en artikel her i avisen maner Mikkel Thorup, professor på Idéhistorie ved Aarhus Universitet, til besindighed:

»Det er grotesk at diskutere identitetspolitik som en stor civilisatorisk udfordring.«

Mens det kan virke omsonst at se identitetspolitik som en stor trussel for samfundet, er det imidlertid ikke omsonst at diskutere, hvad identitet betyder for kunsten. Når nu kunsten også er en undersøgelse af identiteter og en måde at nå hinanden på kryds og tværs af erfaringer, skal vi også kunne snakke om netop identitet.

Hvilken betydning har det rent faktisk for oplevelsen af kunsten, hvem der fortæller om/maler/spiller/fortolker hvem? Og bør det i nogen tilfælde have en betydning for den, der skaber kunsten?

I vores interviewserie, ’Identitetens betydning for kunstoplevelsen’, forsøger vi at gøre de spørgsmål konkrete ved at bede kunstkendere pege på et konkret vellykket værk, hvor kunstnerens identitet ingen rolle spiller, og på et værk, hvor identiteten derimod på forskellig vis kommer til at stå i vejen for at værket virker for beskueren.

Henrik Pontoppidans hovedværk, Lykke-Per, er her ifølge lektor Lilian Munk Rösing et klasseeksempel på, at en mand kan skrive et af dansk litteraturs mest indlevede kvindeportrætter. Asger Jorns berømte maleri, Stalingrad, er ifølge professor på Kunstakademiet, Ferdinand Ahm Krag, et eksempel på, at en maler, der aldrig har været der, stadig kan udtrykke rædslerne ved Slaget om Stalingrad under Anden Verdenskrig.

Men netop i en skildring af Anden Verdenskrig har Munk Rösing til gengæld personligt haft problemer med forfatteren Aleksandar Tišma, der i 1970’erne skrev romaner fra en Auschwitz-fanges perspektiv uden selv at have været i Auschwitz.

»Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at det måske lige præcis er dén erfaring, man ikke kan fortælle om, hvis man ikke selv har haft den,« fortæller hun. Det vakte anstød i hende, mærkede hun.

Det gjorde Roberto Benigni derimod ikke med sin kz-komedie Livet er smukt fra 1997 – selvom han heller ikke trak på egen erfaring. Ifølge Munk Rösing består forskellen ikke i udførslen af de to værker, men i den tidslige afstand.

For Ferdinand Ahm Krag vækker billedkunstner Dana Schutz’ maleri af den sorte teenager Emmet Till også anstød. Till blev dræbt af racister, fotos af hans lig i åben kiste blev ikonisk for borgerrettighedsbevægelsen. Schutz’ senere maleri af liget er for Ahm Krag dårlig kunst – ikke fordi Schultz ikke portrættere Tills lidelser, men fordi hun har gjort det uigennemtænkt, i et naivistisk og »halvabstrakt klatmaleri«.

Hvor Jorn var grundig og i sin abstrakte form afspejlede kampen for at finde et sprog for lidelsen, havde Schutz ifølge Ahm Krag ikke indføling. Igen, kunne man sige: situationsfornemmelse. Eller som Ahm Krag siger det:

 »Al god kunst transcenderer det private og narcissistiske, men al god kunst må samtidig insistere på den personliggjorte krop som et udgangspunkt for kunsten.«

Man må alt i kunsten, selvfølgelig må man det, men kunstnere, der ikke er bevidste om, hvem der skildres, og hvem, der skildrer, kan eksempelvis forfladige en smertelig erfaring.

Hvis vi fastholder snakken om identitetspolitik som noget, der ønsker at forhindre kunsten i kunne at udfolde sig frit, så mister vi den slags aspekter af kunstkritikken.

Serie

Identitetspolemik

Nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’safe spaces’ er de senere år gledet ind i vores sprog og har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det.

I denne serie gør vi os klogere på en af tidens mest omdiskuterede strømninger ved at undersøge begrebet fordomsfrit forfra og inkludere os alle. Hvad betyder den synlige og den usynlige identitetspolitik på godt og ondt for vores forhold til hinanden og – til kunsten, ikke mindst?

Seneste artikler

  • Identitetspolitik er nyartikuleret nationalisme

    11. december 2018
    Identitetspolitiske krav om særbehandling til bestemte grupper udfordrer det retsstatslige princip om ligebehandling og bliver dermed et angreb på den universalisme, som selve vores demokrati bygger på. Det mener filosofiprofessor Frederik Stjernfelt, der advarer mod den identitetspolitiske modebølge
  • »Da du sagde, du ville lave en feministisk historie om kvindefrigørelse ud af ’Aladdin’, tænkte jeg, at det nemt kunne gå galt«

    7. december 2018
    Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs
  • Kunsten er ikke hævet over identitetspolitikken

    6. december 2018
    Det er et problem for kunsten og litteraturen, at den kommer til at understøtte de magtforhold, der er i samfundet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Ljungberg

Jeg er forvirret, har jeg ikke fulgt med? Hvad er "identitetspolitik" ? Det kan godt være spørgsmålet er dumt, men jeg vover det: Må Mark Twain ikke skrive om den hvide underklassedreng Huckleberry Finn og den sorte slave Jim? Må Daniel Defoe ikke skrive om Robinson Crusoe og Fredag? Er vi ved at forbyde den store litteratur?

Henrik Ljungberg

Thomas Tanghus, Lars Steffensen og Thomas Krag anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Jeg er i modsætning til lederskribenten bange, når kunstsamtaler om identitetspolitik kommer til at dreje sig om, hvad situationsfornemmelse og indføling betyder for resultatet, fordi et ”er” i denne sammenhæng meget let ændrer sig til et ”bør”.

Jeg er også uenig med Mikkel Thorup, for ganske vist er krænkelseskulturen ikke generelt en politisk magtfaktor i samfundets institutioner i Danmark, men hvis vi ser mere snævert på en række institutioner, der beskæftiger sig med kunst og kultur, så er krænkelseskulturen faktisk allerede en magtfaktor.

Her tænker jeg f.eks. på uddannelser på humanistiske fakulteter på universitetet, på kunstens institutioner og på bestemte medier. Denne leder på Information er et godt eksempel.

Når spørgsmålet rejses, hvilken betydning det rent faktisk har for oplevelsen af kunsten, hvem der fortæller om/maler/spiller/fortolker hvem, så har vi at gøre med et subjektivt spørgsmål. Hvis man allerede på forhånd er identitetspolitisk orienteret, vil det sandsynligvis have en betydning, og hvis man ikke er, vil det sandsynligvis betyde mindre eller stort set ingenting.

Når spørgsmålet efterfølgende stilles, om det i nogen tilfælde bør have en betydning for den, der skaber kunsten, er der tale om et retorisk spørgsmål, og jeg er forundret over, hvordan man så let og elegant kommer fra et ”er” til et ”bør”? Og der er her klart tale om en løftet ”moralsk pegefinger”.

Når nogle kunstkendere spørges, om de kan ”---- pege på et konkret vellykket værk, hvor kunstnerens identitet ingen rolle spiller, og på et værk, hvor identiteten derimod på forskellig vis kommer til at stå i vejen for at værket virker for beskueren”, så er der til dels tale om noget personligt og derfor subjektivt for de pågældende kunstneres vedkommende, omkring hvor deres grænser går, og det er ikke noget, der kan bruges som en form for bevis af objektiv karakter. Det har også til dels noget at gøre med viden om og erfaringer med kunst.

Jeg er enig i, at ”---- kunstnere der ikke er bevidste om, hvem der skildres, og hvem, der skildrer ----”, eksempelvis kan forfladige en smertelig erfaring, og det må så være en opgave at gøre dem bevidste om det.

Problemet er her, at et ”er” meget hurtigt kan blive til et ”bør”, således at det gøres til et spørgsmål om moral. Når nogen er bevidst om, at det, de gør, har forbindelse til, at nogle andre har en smertelig erfaring, så bliver det meget nemt til, at de også bare har at ændre deres opførsel.

Nogle grupper er identitetspolitisk meget krænkelsesparate, således at offerpositionen bliver en særlig del af deres identitet, og de kan nemt henvise til deres smertelige erfaringer og bruge det til at skaffe sig en særlig position og nogle særlige privilegier i bestemte sammenhænge.

Samtidig er der andre, der har meget travlt med at støtte disse grupper i deres bestræbelse på at identificere sig med denne verdens lidende, fordi de på den baggrund kan styrke deres selvforståelse og identitet som særligt dannede mennesker, der moralsk er hævet over andre.

Så er det også, at institutioner i yderste konsekvens, som f.eks. i USA, begynder at indføre ”trigger warnings”, at forbyde ”mikroaggressions”, at indrette ”safe spaces” og at indføre forbud mod fremsættelse af bestemte holdninger.

Et krænket og lidende mindretal, der ser sig selv som ofre, bliver på denne måde i stand til at indføre et tyranni, der fundamentalt set strider mod andres frihedsrettigheder i et demokratisk samfund og som gør en række uddannelses - og forskningsinstitutioner dysfunktionelle.

Niels Duus Nielsen, Thomas T. Jensen og Peder Bahne anbefalede denne kommentar

Begrebet "identitetspolitik" er uklart. Men hvis det er det, der er i spil, når nogle tager voldsomt afstand fra, at andre fx i kunstnerisk sammenhæng påtager sig en identitet, der ikke er deres egen, så er der god grund til at være bange. Lederen går behændigt uden om den varme grød, og har derfor ikke belæg for den konkluderende overskrift.

Gå en tur ud i novemberskoven og flyt perspektivet tilbage til virkeligheden. Hvor kunstig må kan skal burde og vil kunsten være i en naturlig verden fuld af fælles og individuel identitet med hang til underholdning og selvpiskeri ?

Lars Steffensen

Hvad er "identitetspolitik" ?

Hvis man skal forstå identitetspolitk så er det vigtigt at man forholder sig til 3 lag i postmoderne / neo-marxistisk tænkning:

1.
Postmodernisme - det at verden kun betår af magt hierarkier og at verden kun kan forstås som magtstrukturer.
2.
Identitetspolitik - det at nogle har mere ret end andre fordi de er ofre for undertrykkelse.
3.
Sex chikane, voldtægt, undertrykkelse, underbetaling af kvinder, racisme, invandrer politik og en række andre konkrete eksempler på magt anvendelse/misbrug.

Postmodernismes kan ses som en løjerlig og åbentlyst idiotisk misfortåelse af et par sandheder om tolkning af fakta. Der er nul chancer for at videnskaben bredt vil acceptere postmordernismen som udgangspunkt for forskning. Men det man så let overser at postmordernismen er et effektivt redskab til at samle alle de mennesker, der ønsker at modarbejde det kapitalistiske samfund. Og det har vist sig at postmodernismen langsomt men sikkert har etableret sig i humanistiske fakulteter overalt i vesten. Postmodernismen er ikke længere en dårlig joke. Den er en magtfaktor.

Identitetspolitik kan bedst og lettest forstås som facitlisten til hvem, har ret, bør lyttes til og er de mest værdige ofre for kapitalisme, undertrykkelse, racisme eller sexchikane. At arabere og muslimer typisk har et feudalt syn på kvinder tæller ikke så meget som at de er ofre for vestlig udbytning. Dette forklarer hvorfor begrebet "islamofobisk" fungerer på linje med "homofobisk" som index for placering i alliance-landskabet. Formålet med identitetspolitik er at samle flest muligt mennesker imod den etablere magtstruktur - dvs. samfundet, som det ser ud i dag.

Sager som "black lives matter", #metoo, feminisme, palæstinensere, ulandsbistand, indvandring er alle sager eller emner, der egner sig til at integrere grupper, der ikke har andet til fælles end at de ifølge identitetspolitiske strategier har fælles fjender. Hovedsagen er altså at samle flest muligt i et "oprør" mod at hvad der går godt. Og man skal ikke undervurdere misundelse og bitterhed som drivkraft for dette "oprør". Af samme grund fokuseres indsatsen der man kan finde bittre nederlag, indebrændt smerte og dyb misundelse.

Dette er også grunden til at opmærksomhed - ikke løsninger - er det man ønsker. Når mest mulig opmærksomhed fokuseres på nederlag, magtesløshed, smerte, og frustration er man bedst motiveret til at stikke en kæp i hjulet og dermed medvirke til "frigørelse". Af samme grund gælder om at fjerne alt fokus fra fremskridt, håb, positive tegn og ting der fungerer. Et negativt fokus er også medvirkende til at det aldrig bliver aktuelt at frembringe positive alternativer til det bestående. Den slags er som bekendt både vanskeligt og besværligt.

Bjarne Toft Sørensen

@Lars Steffensen:
Når ideologiske tendenser i tiden udvikler sig til destruktive ekstremer, gennem misbrug af teorier om det postmoderne og om undertrykkelse af grupper og kulturer, nærmer de sig i graden af destruktivitet de fremstillinger, som du påstår, generelt er gældende for den postmoderne og identitetspolitiske tænkning i tiden. Så på den måde er der et element af sandhed i din fremstilling.

Problemet med din fremstilling er dog, at den ved sin negative generalisering er lige så ensidig i forhold til disse ideologiske tendenser i tiden, som fremstillingen er hos de personer, der kun ser alt det negative ved de kapitalistiske samfund og ønsker, at de skal bryde sammen.

Lars Steffensen

"Problemet med din fremstilling er dog, at den ved sin negative generalisering er lige så ensidig i forhold til disse ideologiske tendenser i tiden, som fremstillingen er hos de personer, der kun ser alt det negative ved de kapitalistiske samfund og ønsker, at de skal bryde sammen."

Fair nok. Kan jeg få en påmindelse om de positive sider ved postmoderne tænkning?

Bjarne Toft Sørensen

"Fair nok. Kan jeg få en påmindelse om de positive sider ved postmoderne tænkning?"

Jeg er enig i, at den kulturelle bevægelse, som den postmoderne tænkning, dekonstruktion og i bredere forstand poststrukturalismen var en del af, er en nødvendig forudsætning for identitetspolitikkens dominans.

Den poststrukturalistiske tænkning var nødvendig i tiden med dens vægt på det singulære, det kontekstuelle, begivenheden og det processuelle, og på den måde var der også tale om en opprioritering af den filosofiske tænkning, en kritik af grundlaget for videnskaberne samt en fremhævelse af forskellen på filosofien og videnskaberne.

Det har bl.a. ført til, at videnskaberne i dag i vid udstrækning er klar over, at de bygger på nogle forudsætninger, der giver et begrænset virkelighedsperspektiv, og at de bygger på funktionelle valg, der forudsætter nogle filosofiske forudsætninger i form af materialisme eller en realistisk ontologi (denne fremstilling er den meget korte version).

Det er for mig at se en ret udbredt misforståelse af poststrukturalistisk tænkning, at samfund kan eksistere uden fælles institutioner og et fælles sæt normer at fungere ud fra. Heller ikke selv om man ser sig som modstander af de aktuelle institutioners måde at fungere på og de aktuelle værdier, som de repræsenterer. Tværtimod. Vidensregimer og magtudøvelse er således til enhver tid en samfundsmæssig nødvendighed.

Den nævnte misforståelse går igen i mange identitetspolitiske bevægelser, der i stedet for at slås for, at institutionerne kan sikre større retfærdighed for alle, ønsker at arbejde for at nedbryde dem, ved at angribe de demokratiske principper, som de hviler på.

Niels Duus Nielsen

Så længe kunstneren ikke lader sin krop indgå som en del af kunstværket, kan det være bedøvende ligegyldigt hvem kunstneren er. Det eneste, der betyder noget, er om værket siger os noget.

Og hvorfor blandes postmodernismen ind i debatten? Modernismen havde slagside til højre, hvorfor postmodernismen havde slagside til venstre. Ingen af disse ismer kan stå alene, den ene kompletterer den anden, og omvendt.

Den megen vrede mod postmodernismen synes især at komme fra gamle modernister, som ikke er i stand eller villige til at se, at enhver sandhed har mindst to sider. Virkeligheden er modsætningsfuld, og må derfor angribes med dialektiske midler, lineær logik indfanger kun den halve verden. Et kunstværk er en del af virkeligheden, og skal derfor behandles lige som alle andre ting: Subjektivt og objektivt.

Vor tids svøbe er ikke den postmoderne subjektivisme, men derimod den objektivisme, som modernismen efterladt til os, og som mange mennesker, især på den moderate højrefløj, bruger i ufordøjet form til at angribe venstrefløjen med.

Og det endda på trods af, at venstrefløjens objektive beskrivelse af virkeligheden er tættere på sandheden end højrefløjens, ligesom identitetspolitik som strategi er meget mere udtalt på højrefløjen end på venstrefløjen: Nationalisme er indbegrebet af identitetspolitik, og som sådan en faktor, som gør en forskel for mange mennesker.

Tilbage til kunsten: Når jeg laver et værk, er det mig, og kun mig, der afgør, om det er et kunstværk. Kalder jeg nu mit værk for et kunstværk er det ikke længere op til mig at vurdere, om det er god eller dårlig kunst, det er helt op til brugeren.

Lars Steffensen

"Jeg er enig i, at den kulturelle bevægelse, som den postmoderne tænkning, dekonstruktion og i bredere forstand poststrukturalismen var en del af, er en nødvendig forudsætning for bla bla bla...."

Er vi så også enige om at postmodernismen ikke rigtig har nogen positive sider?

Det handler om en historiske fortløbende proces, der mindsker undertrykkelsen i verden og derfor gennemløber faser med forskelligt ideologisk og teknologisk baggrund.
Postmodernismen med dens grundlæggende magtkritik er så skræmmende for mange, fordi den påpeger én sandhed, som mange ikke ønsker at se i øjnene: at enhver i sidste ende tilhører et utal af minoritetsgrupper. Den eneste majoritetsgruppe, alle reelt tilhører, er borger i samfundet.

Niels Duus Nielsen

Lars Steffensen, er det ikke meget godt at vide, at mange af de ting, vi tager for givne, i virkeligheden blot er historiske tilfældigheder?

Ifølge modernismen skal alting have en rationel begrundelse, postmodernismen åbner for, at irrationaliteten ofte er den afgørende faktor i en eller anden historisk begivenhed. Foucaults værk er een lang påvisning af, at det er de mennesker, som har definitionsretten indenfor et givet område, som har de bedste muligheder for at styre dette område.

Galskab er således en tilfældig og historisk opstået afgrænsning af dele af pjalteproletaristet: Hvor man før ikke skelnede mellem sindssyge, betlere og vagabonder, men samlede dem under fællesbetegnelse "udskud", fik man for få hundrede år siden mere præcise begreber, som tillod en differentiering mellem den netop opståede psykiatriske industri og den lige så nye politistyrke med tilhørende fængselsvæsen. Skæg for sig og snot for sig - både fordi der er forskel på sindsyge mennesker og småkriminelle, og så fordi at stærke interesser i samtiden stod med hver sit spæde apparat af behandlere og vægtere, som manglede hhv. en konkret eksistensberettigelse (lægerne) og en række grunde til at udvide og styrke en voldsindstans (vægterne), som kunne holde folk i ørerne og sikre, at de nye napoleonske love blev overholdt.

Sådanne mekanismer virker også i vore dage: Definitionsretten er altafgørende, ikke fordi verden ændres alene ved ordets magt, men fordi ordene giver de til enhver tid siddende magthavere muligheden for at organisere og styre mennesker ved hjælp af fysisk magtanvendelse.

Kunsthistorikere ar altid forsøgt at sætte sig på definitionsretten af, hvad der er kunst, og med et vist held, når man ser på, hvad en kunsthistoriker får i løn, sammenlignet med den gennemsnitlige kunstner. Men kunstnerne bryder hele tiden rammerne for, hvad der er god kunst, netop fordi de både bemestrer modernismens rationalistisk/materialistiske tilgang til verden (kunstproduktion er et håndværk) og postmodernismens erkendelse af den rationalistisk-materielle dimensions begrænsninger (kunstneren som filosof).

Kun modernister tror, at verden er rationel, postmodernister ved, at det er den ikke, så hvis man kan både sin modernisme og sin postmodernisme er man til stadighed to skridt foran alle andre.

QED.

Bjarne Toft Sørensen

"Er vi så også enige om at postmodernismen ikke rigtig har nogen positive sider?"

Nej, for den er stadig en filosofisk påmindelse om betydningen af det singulære, det kontekstuelle, begivenheden og det processuelle.