Leder

Med dystopien er litteraturen igen blevet samfundsengagerende

Den dystopiske roman kommer ind i billedet, for den er anvisende og aktivistisk. Den forstærker tendenser i vores egen tid, men gør det ved at forskyde dem ud i en tænkt fremtid. Derfor kan man sige, at dystopien er med til at advare os mod os selv og tendenser i tiden
Kultur
8. december 2018

Tiden er til dystopier, skrev vi fredag på forsiden af bogtillægget.

Tiden er til i litteraturen, såvel den danske som den internationale, at reflektere over de dybt bekymrende tendenser i vores egen tid som klimakrise, økonomisk krise, internettets almagt, og hvor disse bringer os hen som menneskehed.

Det var også baggrunden for det manifest, som en gruppe yngre franske forfattere for nylig publicerede i Le Monde. Her slog de til lyd for, at så monstrøs en epoke som vores har brug for monstrøse romaner.

Deres udgangspunkt er, at i længere tid har to fænomener bekæmpet hinanden inden for romanen, nemlig på den ene side »reality show-romanen« eller den autofiktive roman, der i deres øjne degraderer romanen til narcissistiske vidnesbyrd og udelukkende tilfredsstiller et voyeuristisk behov hos læserne og på den anden side »kostumeromanen«, der på en forsimplet måde tilfredsstiller et behov for at genskabe fortiden og for at få passet helte, ofre, bødler og nazister ned i psykologiske klicheer.

Forfatterne slår på tromme for, at romanen ikke længere skal være et show eller et minde, men turde nærme sig katastrofen og ikke være bange for det nye og usynlige. Vi ønsker at skrive romaner om det, der venter på at blive forstået og sat på ord, som de formulerer det.

Dystopi i litteratur

Det er her, den dystopiske roman kommer ind i billedet, for den er anvisende og aktivistisk. Den forstærker tendenser i vores egen tid, men gør det ved at forskyde dem ud i en tænkt fremtid. Derfor kan man sige, at dystopien er med til at advare os mod os selv og tendenser i tiden, så vi i bedste fald undgår, at de bliver til noget.

Dystopien er også altid et spejl eller barn af sin tid. Tidligere var den dystopiske litteratur optaget af den atomare trussel, mens den i dag handler om klimakatastrofer, overvågning og afvikling af vores demokratier.

Hvad der går igen, er den menneskelige afmagt over for de store katastrofer eller systemer. Der hersker en fornemmelse af, at mennesket som selvstændigt individ sættes ud af kraft og et generelt livsvilkår, hvor mennesket nok fortsætter med at leve, men hvor vilkårene for menneskelivet er ophørt.

Med dystopien er litteraturen igen blevet samfundsengagerende. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til:
”Dystopien er også altid et spejl eller barn af sin tid. Tidligere var den dystopiske litteratur optaget af den atomare trussel, mens den i dag handler om klimakatastrofer, overvågning og afvikling af vores demokratier”.

Min egen favorit inden for genren er Aldous Huxleys ”Fagre nye verden”, som jeg siden min gymnasietid har genlæst med nogle års mellemrum og derfor nok har fået læst en 8 – 10 gange, ud over at jeg har brugt afsnit af den som inspiration i forskellige sammenhænge.

Med årene gik det op for mig, at set i et videnskabsfilosofisk perspektiv er det især viden fra biologi, sociologi og psykologi, romanen trækker på, hvilket selvfølgelig både har sine styrker og sine svage sider. Netop erkendelsen af det altid begrænsede perspektiv i den form for romaner, som et vilkår, er også en vigtig erkendelse af få med.

”Fagre nye verdens” vægt på den bevidste samfundsmæssige formning af vores livsstil, med hedonisme og begrænsningen af vores evne til at tænke kritisk og at sætte os ind i andre sociale og etniske gruppers liv og værdier, fremstilles stærkt.

Den person, der gives den mest positive fremstilling af, er forfatteren, der bl.a. ud fra et menneskeligt overskud og høj personlig integritet er i stand til at se kritisk på samfundet og fastholde sin kritik, koste hvad det vil. I det hele taget fremstilles den store litteratur i historien som afgørende for den civilisatoriske udvikling og vores individuelle udvikling som mennesker.

Som jeg ser det, bliver det dog stadig vanskeligere for forfatterne at mestre det at give svar på ”livets og tilværelsens store spørgsmål”, specielt når det gælder om at give fyldestgørende billeder af samfundet i en form for totalperspektiv.

Med baggrund i en stigende samfundsmæssig kompleksitet, nationalt som internationalt, bliver det stadig sværere at se forfatterne som ”universalgenier”, lidt i romantikkens ånd. Det gælder især efter 1980, hvor de postmoderne og poststrukturalistiske perspektiver begyndte at få en stigende betydning for vores måde at se verden på, men nu også med en stigende erkendelse af, at dette sprogfokuserede perspektiv også har sine begrænsninger.

Et sådant bevidst fokuseret og begrænset perspektiv kommer for mig at se til udtryk i Svend Åge Madsens tankevækkende ”Se dagens lys” fra 1980.

De dystopiske og civilisationskritiske perspektiver kommer til udtryk i en række danske forfatterskaber, bl.a. hos Ursula Andkjær Olsen, Lars Skinnebach og Theis Ørntoft, for at nævne nogle af mine favoritter, men generelt er det min erfaring, netop på grund af problemerne forbundet med i dag, i fortællingens form at give troværdige helhedsperspektiver, at det dystopiske står stærkest i lyrikken.

Især på et område, finder jeg mange litterære fremstillinger svage og undertiden ubehjælpsomme, og det er i kritikken af det, der har med ”kapitalisme” at gøre. Ikke fordi, jeg ikke kan se noget rimeligt i kritikken, men den bliver simpelt hen sjældent udfoldet i sin kompleksitet på en fyldestgørende måde. Forfatterne burde foretage en grundigere research på dette område, som baggrund for deres digtning.

jan henrik wegener

Ud fra brug af fornuft eller endda logik, kan man have sine forbehold. Uden at påstå at jeg i øvrig er særlig velbevandret i dystopierne trænger nogle spørgsmål sig på. Har dystopierne form af de rene "tankeeksperimenter" er der måske ikke en uoverstigelig forhindring for at de kan forenes med handling. Men kan en dystopisk forventing eller tro det samme? Må det i så fald ikke være handlinger båret af desperation, fem for noget som helst andet? Et "dystopisk " syn synes lettere at forene med en eller anden form for konservatisme, eller et ønske om at "vende tilbage" til noget end med andre holdninger. Tænk f.eks. "progressive dystopier". ville der ikke være en spænding og muligheden for paradoxer der?

"Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse. Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette spøgelse, paven og tsaren, Metternich og Guizot, franske radikale og tysk politi,".

- Karl Marx, Det kommunistiske Manifest.