Leder

Teater, der vil noget

Selvfølgelig skal teatret ville sit publikum. Men teatret skal også turde støde publikum fra sig med scenekunst, der ikke bare er sikre satsninger og mere af det samme. Teatret skal ville sit publikum, men først og fremmest skal teatret ville sit publikum noget
Forestillingen Black Madonna blev i 2018 et identitetspolitisk drama, der udspillede sig lige så meget i avisernes spalter og de sociale mediers kommentarfelter, som på det lille Teater Sort/Hvids scene

Forestillingen Black Madonna blev i 2018 et identitetspolitisk drama, der udspillede sig lige så meget i avisernes spalter og de sociale mediers kommentarfelter, som på det lille Teater Sort/Hvids scene

Sofie Amalie Klougart

18. december 2018

Dansk teater er godt i gang med at vælte hegnet om sit eget reservat og gøre sig selv relevant igen.

Det sker på flere flanker. En af årets helt store debatter udgik således fra teatersalens mørke. Den Christian Lollike-instruerede forestilling Black Madonna blev et identitetspolitisk drama, der udspillede sig lige så meget i avisernes spalter og de sociale mediers kommentarfelter, som det udspillede sig på det lille Teater Sort/Hvids scene.

Plakaterne prydet af stykkets hvide dramatiker og skuespiller Madame Nielsens sortsminkede ansigt blev pillet ned i gaderne og gangene på Københavns Universitet. Kritikken af stykkets oprindelige titel, White Nigger/Black Madonna, var så massiv, at Lollike og Nielsen endte med at ændre den.

Man kan være i tvivl om erkendelsesudbyttet af det opmærksomhedsombruste pars provokationskunst. Men man kan ikke være i tvivl om, at de vil noget med deres teater. Det er med teater, de vil tænke over vores tid.

Det vil også kulturprofiler som skuespilleren og instruktøren Jens Albinus, der for to år siden overtog den kunstneriske ledelse af Husets Teater; som Kasper Holten, der i år afløste den upopulære talknuser Morten Hesseldahl som teaterchef for Det Kongelige Teater; og som Elisa Kragerup, der indtil i år var samme teaters omvendt populære husinstruktør og i sin egenskab af ny kunstnerisk direktør på Betty Nansen Teatret har lagt en klar kønskasseudfordrende linje.

Flere af de yngre forfattere, der har markeret sig litterært de senere år, vil tilmed teatret. Christina Hagen, Caspar Eric og Peter-Clement Woetmann er bare nogle af de navne, der er begyndt at skrive til scenen. Flere yngre kritikere vil teatret.

I et interview i weekendens kulturtillæg afviste netop Holten og Kragerup også den ellers alment accepterede sandhed, at dansk teater er i krise. Kunstformen, der fra gamle græske tider har været et vigtigt sted for samfundets selvrefleksion, har ikke mistet sin relevans.

Tværtimod har den noget særligt tiltrængt at tilbyde i en tid, hvor fortælleformer som tv-serier og podcasts vinder frem, og særligt streamingtjenester tilbyder et logistisk let alternativ til en tur i teatret. Nemlig fysisk nærvær og fællesskab. Teatret vinder ikke konkurrencen om kulturforbrugernes opmærksomhed ved at gå på kompromis med sin kunstneriske egenart.

Og strategien for at få flere til at løse billet til nationalscenen, sådan som kulturminister Mette Bock (LA) gerne ser det, er derfor heller ikke at lave mindre teater. Det er at lave mere teater.

Dermed ikke sagt, at dansk teater befinder sig i en ny guldalder af genfunden gennemslagskraft. Der er uden tvivl mange, ellers kulturelt altædende mennesker, der er fremmedgjort over for den teaterdramatik, som ikke mindst i sammenligning med film og tv kan virke stiv og traditionel.

Når vi i sidste uges kulturtillæg fremhævede Black Madonna som et af årets vigtigste stykker teater, er det netop, fordi dansk teater generelt er temmelig traditionelt og forbløffende ens. En teaterinstruktør som Lollike får med andre ord også så meget opmærksomhed, fordi han er en af de få, der vil og gør noget andet end de andre.

Selve satsningen på noget usikkert bliver forfriskende. Det gjaldt en anden forestilling, vi kaldte vigtig, nemlig den besynderligt bombastiske iscenesættelse af Johannes V. Jensens roman Kongens fald, som Det Kongelige Teater denne sæson havde hyret den berømte/berygtede catalanske totalteatermand Carlus Padrissa til at lave.

Hvis der er en krise i dansk teater, er den først og fremmest kunstnerisk. Vi har ikke bare brug for mere teater. Vi har også brug for mere forskelligt teater. Som Kragerup siger i weekendens interview, er samfundsrelevant teater nemlig ikke kun det, der er direkte debatskabende.

Et ensidigt fokus på at sælge flere billetter og på at sammenligne sig med – endda efterligne – den slags historier, vi valfarter til Netflix for at få fortalt, er ikke befordrende for at gøre dansk teater mere kunstnerisk relevant for flere.

Selvfølgelig skal teatret ville sit publikum. Men teatret skal også turde støde publikum fra sig med scenekunst, der ikke bare er sikre satsninger og mere af det samme. Teatret skal ville sit publikum, men først og fremmest skal teatret ville sit publikum noget.

Vi har over 150 teatre i Danmark, og der spillede endnu flere forestillinger på dem i året, der gik. Hvad var det bedste? Hvad er godt teater overhovedet? Er det forestillingerne, der rører os eller overrasker os, udfordrer os eller gør os klogere? Informations teateranmeldere har udvalgt ti små og store teaterstykker fra 2018, som de ikke glemmer foreløbig – for deres helt forskellige kvaliteter
Læs også
Der er høje forventninger til Betty Nansens Elisa Kragerup og Det Kongelige Teaters Kasper Holten
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu