Leder

En urealistisk samtid

Hvorfor afvise realismen, når man vil tale til sin samtid? Vel fordi vi lever i urealistiske tider, i tider, hvor det, der på nogen måde føles sandsynligt, og det, som faktisk sker, er gledet fra hinanden
28. december 2018

Det er slående, hvor tilbageskuende mange af dette års vigtige, realistiske romaner har været. Selvfølgelig er bøger som Helle Helles de og Merete Pryds Helles Vi kunne alt både ambitiøse og velskrevne, men samtidig orienterer de sig mod den nære fortid.

De er optaget af at beskrive, hvor vi kommer fra, men ikke af at indfange, hvor vi befinder os nu. Som mange andre af årets romaner skriver de slægtens og Danmarks historie sammen, men de gjorde det uden at give bud på, hvor vi så er på vej hen.

Og sådan har det været i roman på roman på roman i år: Bøgerne skriver nok om en fælles virkelighed, og gør det gerne tilsat en snert af autofiktion, men de er samtidig rygvendte. De har blikket fast rettet mod fortiden.

Hverdagen

Det er selvfølgelig vigtigt at have fortolkninger, og også litterære fortolkninger, af fortiden. Men drømmer man om en litteratur, der undersøger og udfordrer sin samtid, så måtte man i 2018 bevæge sig væk fra realismen og ud i farcen – med Nikolaj Zeuthens Buemundet Guitarfisk – eller ud i det uvirkelige og visionære.

Eller ud i lyrikkens bekendelser. Ingen roman har i år skrevet så stærkt om livet i et nyt Europa som Anne-Louise Bosmans gjorde med digtene i samlingen Bruxelles, og ingen roman har skrevet om hverdagens diskrimination med samme forbløffende selvfølgelighed som Rolf Sparre Johansson gjorde det i digtsamlingen Piedestal.

Begge bøger skriver om hverdagen, men lader den hverdag bestå af helt modsatrettede kræfter, af familie og venner – og terrorfrygt og bomber og politiovergreb. De skriver om konkrete, politisk akavede, uforløste øjeblikke, som de nægter at gøre del af en større, mere abstrakt fortælling om, hvor vi som samfund bevæger os hen. Som Rolf Sparre Johansson skriver: »Der findes kun dårlige eksempler, men de er kun dårlige eksempler, hvis man insisterer på, at det specifikke er ligegyldigt.«

Styrke bevidsthed om klimaforandringer

Andre forfattere har gået en modsat vej. De har skabt grandiose og på overfladen uvirkelige fiktioner, som lige under overfladen minder os om alt det, vi er ved at tabe. Det er bøger, som vil lære læseren at leve med de forestående katastrofer, hvad enten disse er teknologiske, som i Olga Ravns De ansatte, politiske, som i Dennis Gade Kofods Folkemøg, eller kosmiske, som i Jonas Eikas Efter solen.

Hvilke digte kunne man skrive, ikke for at styrke bevidstheden om klimaforandringerne, men for at forberede os på, at kampen mod de forandringer faktisk er tabt? Det giver Lars Skinnebach et på en gang fortvivlende og sorgløst bud på med samlingen Teotwawki – det står for The End of The World as We Know It. Skinnebachs digte er enkle og gådefulde visioner om en verden, der er gået under. Det er digte, der vil trøste læseren, men hvor trøsten føles mere forfærdelig end nogen advarsel:

»Jeg lagde mig ved strømmen
sov og vaskede ører
i spejlet flød et billede:
Civilisationen
blev overskyllet, folket
ædt af fisk, og fisken
den største af dem alle
gik på land og talte
og ordene var flammer
som solen ædt af mider:
At vælge glæden, lyset«.

Urealistiske tider

Hvorfor afvise realismen, når man vil tale til sin samtid? Vel fordi vi lever i urealistiske tider, i tider, hvor det, der på nogen måde føles sandsynligt, og det, som faktisk sker, er gledet fra hinanden.

Hvem kunne forestille sig, at den danske stat ikke længere ville hjælpe de mest udsatte mennesker, der lever under dens beskyttelse? At den i stedet ville vælge at chikanere dem?

Og dog er det blevet normalen på jobcentre og i vores asylpolitik. Hvem kunne forestille sig, at den vestlige verdens regeringer småligt ville tøve, nu hvor klimaforandringerne ikke er en fremtidig trussel, men en hverdag, vi skal lære at leve i? Og dog er det den virkelighed, vi lever i, så umuligt og usandsynligt det end er for tanken at forlige sig med.

Vi lever i uvirkelige tider. Det kræver et stadigt større arbejde at ignorere det. Det kan ikke undre, at litteraturen forlader den realistiske roman, når den vil mere end at skrive om fortiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu