Leder

Grin og gør nar ad det svære

Der må og skal spøges med de konflikter, der definerer vores samfund
Den australske komiker Hannah Gadsby.

Den australske komiker Hannah Gadsby.

Chris Pizzello

2. januar 2019

»Verden er blevet lidt skør,« sagde den australske standupkomiker Hannah Gadsby, da hun i efteråret skulle uddele en amerikansk Emmy-pris for bedste tv-serieinstruktion.

Det kunne være så mange ting, der fik hende til at sige det, men det var i det her tilfælde #MeToo-bevægelsens genforhandling af, hvad man skal finde sig i, hun refererede til.

Gadsby koketterede med, at hun havde fået den dejlige prisuddelingstjans (og et nyt jakkesæt), bare fordi hun (der er lesbisk) hader mænd. Det er sjovt, fordi det er en faktisk anvendt beskyldning mod folk, der beskylder mænd for at have begået krænkelser, som hun der tog på sig. Hvis man har set Gadsbys standupshow fra sidste år, Nanette, (som vil gå over i historien som et af de skarpeste i sin genre) ved man, at hun er optaget af krænkelser og diskrimination.

»Det er selvfølgelig en joke, gutter,« fortsatte hun og lavede en lille vits om hashtagget #notallmen, inden hun stillede spørgsmålet: 

»Men hvad er jokes for tiden?« 

Hvad jokes er, findes der både enkle og indviklede svar på, men én ting, man med sikkerhed kan sige om dem, er, at de er nødvendige.

Når verden er blevet lidt skør – eller mere præcist: under hastig og uforudsigelig forandring – skal der grines og gøres nar ad den. Verdens konflikter skyldes regulære interessekonflikter og ideologiske uoverensstemmelser, men også en masse sociale dynamikker, som er så indarbejdede, at de virker som en selvfølge, men som ikke desto mindre er tåbelige, hvis man ser dem på afstand. Ingen er bedre til at undersøge og udstille dem end komikere og satirikere.

I år har seksuelle krænkelser og chikane fyldt ualmindeligt meget på dagsordenen. I fredagens avis vurderede de to amerikanske professorer i henholdsvis historie og sociologi, Timothy McCarthy og Jo Reger, at #MeToo-bevægelsen har medført en reel forandring af kulturen.

Normerne for, hvad man kan tillade sig, er ved at ændre sig, og gamle skeletter vælter ud af skabene. Det må og skal der spøges med. Ikke for at tage let på det, men for at forstå, hvad det handler om. Gode komikere er rejseførere ud i det akavede, og det er der, man skal hen, hvis man vil forstå mange af de konflikter, der definerer vores samfund. Der bliver formentlig nok at grine og gøre nar ad i det nye år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Peter Knap
  • Peter Beck-Lauritzen
Steffen Gliese, Peter Knap og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Narren har retten til ustraffet at sige de ubehagelige sandheder. Det er en af samfundets ventiler.