Leder

Grammy-showet viser, at afroamerikanske kunstnere melder afbud til de hvides fester

Selv om to Grammy-priser gik til to afroamerikanske kvinder i år, synes budskabet stadig at være: Kære afroamerikanske mestre. I er velkomne til vores hvide fest, og I skal også nok få krummer fra vores bord. En genre-Grammy hist og her. Men til sidst modtager en hvid musiker den vigtigste pris, og I har bare at klappe i takt.
Childish Gambino er på billedet, men han var ikke ved årets Grammy-uddeling, hvor han vandt to priser in absentia.

Childish Gambino er på billedet, men han var ikke ved årets Grammy-uddeling, hvor han vandt to priser in absentia.

Ritzau Scanpix

13. februar 2019

Grammy Awards er musikbranchen, der fejrer sig selv, og det har den gjort siden 1959. Men med internettets voldsomme omvæltninger og hiphoppens dominans i de senere år bløder prisshowet relevans og seertal.

Som Oscar-prisuddelingen mærker også Grammy, at der er opstået helt nye kanaler for berømmelse og hæder. Det anslås, at seertallet i år var 20 millioner mod 40 i 2012.

Men det ændrer ikke ved, at prisuddelingen nyder enorm opmærksomhed og diskussion. Grammy er nemlig blevet bærer af de største diskussioner i populærkulturen lige nu: køn og race.

På den ene front går det bedre. Det var et kvindedomineret Grammy 2019-show, der søndag kunne ses på amerikansk tv. Og med den første pris til en kvinde – Cardi B – for bedste rap-album og med country-stjernen Kacey Musgraves som vinder af den vigtigste pris, Album of The Year, synes kønsfordelingen at være i bedring.

Men det var alligevel fravær af kunstnere, ikke nærvær, der talte sit tydelige sprog denne søndag. Et afroamerikansk sprog, der skærpes år for år.

I 2017 valgte Frank Ocean helt uhørt ikke at indstille sit hovedværk Blonde til Grammy-prisen. Og i år sagde tophotte Drake, Kendrick Lamar og Childish Gambino nej til at optræde. Ja, ydmygelsen for Grammy syntes total, da Gambino på aftenen vandt to priser in absentia.

Childish Gambino vandt for sangen »This Is America«, hvis tekst og musikvideo rammer den racistiske grundtone i USA klokkerent.

Men det er ironisk i Grammy-kontekst. For her har fornærmelserne mod afro-USA stået i kø. Ja, allerede i 1989, det første år Grammy havde en rap-kategori, gik det galt. Der valgte man ikke at tv-transmittere uddelingen af Best Rap Performance Award, hvilket førte til boykot.

I nyere tid har hvide prismodtagere også anerkendt problemet. Da Macklemore & Ryan Lewis i 2014 vandt for bedste rap-album for The Heist, skrev Macklemore på Instagram til Kendrick Lamar, at denne burde have vundet for mesterværket Good Kid, m.A.A.d. City.

»You got robbed,« skrev han.

Og da Adele i 2017 vandt den fineste pris, Album of The Year, for 25, så sagde hun, at Beyoncé fortjente prisen for sit mesterværk Lemonade – i takketalen.

»Jeg kan umuligt acceptere den her pris,« sagde hun fra scenen.

Berømmelse råber stadig rigtig højt

Ved årets prisshow var alt ved det oldgamle. Kacey Musgraves var den 11. hvide kunstner i træk, som vandt Album of The Year-prisen.

Budskabet synes at være: Kære afroamerikanske mestre. I er velkomne til vores hvide fest, og I skal også nok få krummer fra vores bord. En genre-Grammy hist og her. Men til sidst modtager en hvid musiker den vigtigste pris, og I har bare at klappe i takt.

Men ikke længere. Også til pauseshowet i NFL’s Super Bowl forrige søndag var der afbud grundet football-verdenens – camouflerede – afstraffelse af den afroamerikanske quarterback Colin Kaepernick. Ham, der startede den Trump-kritiske trend med at knæle under nationalsangen. Rihanna sagde nej tak angiveligt for at støtte Kaepernick, og i stedet fik det hvide rockband Maroon 5 rampelyset.

Balladen fortæller os tre ting. 1) at der nu er andre potente og alternative måder at nå fans på. 2) at vi lever i en politiseret tid, hvor fans påskønner stillingtagen. 3) at afro-USA nu tør vælge de hvides fester fra.

Eller som Adele i 2017 sagde fra scenen til en tydeligt bevæget Beyoncé:

»Den måde, du får mine sorte venner til at føle på, er empowering. Du får dem til at forsvare sig selv«.

Men nogle gange er ord også gratis. Adele stod således i det øjeblik på scenen ved prismodtagelsen foran en meget hvid armé af producere og pladeselskabsfolk (en sort, 15 hvide).

Man kan naturligvis også tilføje, at den sorte-hvide opdeling også i sig selv er en forsimpling. Cardi B har for eksempel forældre fra Den Dominikanske Republik og Trinidad. Og Kacey Musgraves har et sted langt nede ad stamtræet indiansk Cherokee-blod i årerne.

Akkurat lige som det heller ikke er så sort-hvidt, når det kommer til, hvem der boykotter hvad. Med de skidte seertal er det forholdsvis nemt at sige nej til en støvet institution som Grammy. Men det kan være anderledes sværere at droppe Super Bowls cirka 100 millioner amerikanske seere. Seertal, der tydeligvis overbeviste rapperne Travis Scott og Big Boi, der begge optrådte – trods stor modstand fra rapmogulen Jay-Z og andre – som gæster hos Maroon 5.

Altså er der ikke fælles fodslag, og penge og berømmelse råber stadig rigtig højt.

Tilsyneladende også – i dette tilfælde – for Jay-Z’s hustru, Beyoncé. Trods gemalens modstand mod Super Bowl, så var det den sorte duo Chloe x Halle, der åbnede aftenen med at synge »America The Beautiful«. De udkommer på Beyoncés pladeselskab Parkwood Entertainment.

… eller misforstå den. Manden bag hedder Donald Glover, når han optræder som komiker og skuespiller, og bærer kunstnernavnet Childish Gambino, når han laver musik. Og så er hans nye musikvideo ’This is America’ lige nu omdrejningspunkt for en hed debat om race i USA
Læs også
I 2018 gav Spanien pludselig lyd fra sig, nærmere bestemt Catalonien, hvorfra Rosalía satte en ny dagsorden med sit eget blodigt stolte ståsted mellem flamenco og moderne r&b.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er ikke kritisk at racisme eksisterer. Men jeg er markant skeptisk i denne sag pga. den manglende bevisførelse. Hvis der virkelig var denne klokkeklare og signifikante racisme, som artiklen hævder, så burde det være nemt at benævne alle beviserne...

Artiklens eneste “bevis” er, at kun 2 sorte fik en grammy, og de ikke fik top præmien
Det var da noget af et besynderligt tyndt fundament for sådan en dyb alvorlig anklagelse.

Der er klar indikation, at denne artikel er ideologisk racistisk pga den dømmer alle under en farve.. For racisme er åbenbart okay imod hvide, ikke?....

Dejligt at se, at informationen igen, igen er så progressiv.

For det er Godt at se, at i er med på vognen med, at man må udvise racisme mod hvide,
for det er ikke racisme ifølge de nye progressive tolkninger af, hvad der er racistisk.

Jørgen Wind-Willassen

Afroamerikanerne udgør ca. 12% af befolkningen i USA.
Statistisk set burde de derfor kun modtage en grammy hvert 8 år.
Under forudsætning af at de producere den samme mængde kvalitetsmusik som øvrige grupper.
Dvs der er INTET unormalt i at der går 12 eller 15 år imellem at en afroamerikaner modtager en grammy.
Så tillykke med udskamningen af hvide.
Vi kan holde til det.

@Jørgen jeg tror du er nødt til at præsentere et par mellemregninger, før du overbeviser mig om dit lille regnestykke der. Og @Jens vis mig lige racismen mod hvide mennesker i Ralfs artikel, please. Eller tag @Liv i hånden og læs fx en bog om amerikansk historie, I ved, den med slaverne osv. Ralfs eksempler med Kendrick Lamar og Beyonce burde være bevis nok Liv. Men musik er selvfølgelig en smagssag, i tilfældet Grammy, er det desværre stadig bare mest den hvide mands musiksmag der tæller.

@Tom
Nu forholder jeg kun til den del, som du pointerede ved mit :)

Historie er godt, det giver os muligheden for et andet perspektiv og at lære af vores fortid. Jeg tror, at ingen benægter den amerikanskehistorie om slaver osv. Igen jeg understreger, jeg tror på, at racisme eksisterer. Men dette eksempel er jo intet lig fortidens racisme! Vi har som det vestlige samfund bevæget os absurd langt i forhold til det. Så godt som alle nationer har jo deres egen “grumme” fortid.

Måske er jeg blind, men jeg kan ikke på nogen som helst måde se, hvordan at “kun” to afroamerikaner har vundet en grammy i år er et tegn på racisme! Hvad er der racistisk ved det?
Desuden Hvilket mål og løsning efterspørger du Tom? Skal løsningen være efter konceptet af “equality of outcome” eller “equality of oppurtunity

@Tom Hansen
Yep USA har en racistisk fortid, og der er stadigvæk problemer
Ingen tvivl om det, racisme SKAL og bør bekæmpes.
Men at bruge fortiden til at undertrykke og dømme folk i nutiden, som der ikke har deltaget i den forkerte handling. Jeg mangler ord for denne logik og moral.

I artiklen sætter de farve sammen med herrefolk og farve sammen med underfolk, som kun får krummer, så er stemningen sat med de "undertoner".

For artiklen gør meget tydeligt brug af racekortet for de skyldige og et andet racekort for de uskyldige. dette er racisme, at dømme på grund af farve på den måde er essencen af racisme.

@Liv&@Jens - jeg reagerer på jeres, i mine øjne, forargelse over, at I som hvide mennesker, at hvide amerikanske musikproducenter, skulle være racister. Det er i mine øjne helt forfejlet at tage artiklen personligt, både på jeres egne og andre hvides vegne. Min henvisning til amerikansk historie er en henvisning til den institutionalierede racisme som det amerikanske samfund stadig er præget af, et selvopretholdende system. Det har ændret sig gradvist, "Black lives matter" er vel et meget godt eksempel på en reaktion mod den institutionaliserede racisme. At tro musikindustrien og Grammy ikke også er præget af det, er i mine øjne enten meget naivt eller endnu værre..... with all due respect

@Tom Hansen
lidt for mange antagelser i det du skriver, til at man kan have en debat

men det jeg kan siger er at, som barn og den dag i dage elsker jeg Martin Luther King tale. For et et menneske, er et menneske... slut

Derfor tag jeg afstand for artiklen vinkle.

Hvis man skal bruge statistik i dennne sammenhæng, må det vel være mængden af sorte/mørke musikere eller sangere overfor mængden af hvide/lyse ditto? Og så ser billedet formentlig anderledes ud, som grundlag for uddeling?
Derudover mener jeg, at opmærksomhed og anerkendelse af minoriteter og deres ‘gode bedrifter’, gavner minoriteterne og samfundet som helhed.

@niels knap
"at opmærksomhed og anerkendelse af minoriteter og deres ‘gode bedrifter’, gavner minoriteterne og samfundet som helhed"
Dette kan kun sige ja til, men når man på denne måde slå den ens side ned og køre den anden side op, så er vi ude i identitetspolitik og forskels behandling.

Og identitetspolitik er et farligt og forkert spil, den ser ikke mennesket men kun hvad dit køn race og tilhørsforhold er

https://www.youtube.com/watch?v=AOMpxsiUg2Q&t=4s