Leder

Nexø kan hjælpe os med at læse samtidens litteratur som politisk

En type forfatter som Martin Andersen Nexø findes ikke i dag, der skal flere nutidige forfattere til for at finde alt det, Nexø gjorde i sin tid, men alligevel kan han hjælpe os med bedre at læse samtidens politiske forfattere
En type forfatter som Martin Andersen Nexø findes ikke i dag, der skal flere nutidige forfattere til for at finde alt det, Nexø gjorde i sin tid, men alligevel kan han hjælpe os med bedre at læse samtidens politiske forfattere

fra bogen

4. februar 2019

Med Henrik Ydes nye Martin Andersen Nexø-biografi har vi fået en god anledning til igen at diskutere forholdet mellem kunst og politik. Mellem forfatterne og deres samtid. Mellem Nexø og hans samtid, men Nexø kan også hjælpe os med at læse samtidens politiske forfattere. De findes nemlig, blot var Nexøs tid en anden, Nexø var en anden, folkelig og internationalt kendt proletarforfatter og antifascist. Den type forfatter laves ikke i dag, der skal flere nutidige forfattere til for at finde alt det, Nexø gjorde i sin tid.

Diskussionen om kunst og politik er gammel, men denne gang skal der ske noget nyt. I stedet for at diskutere hvorvidt politisk litteratur er lig med dårlig litteratur og i stedet for at tale i statements om, at politik skal holdes strengt adskilt fra kunst og omvendt, som om det handlede om hygiejnen i en diktators overskæg, skal vi interessere os for, hvordan litteraturen er politisk.

Nexø var en erklæret politisk forfatter. Han skrev bøger for at forandre verden. Alligevel er ingen vist i tvivl om de litterære kvaliteter i Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn. Pelle er the new kid in town og får forklaret, hvorfor og hvordan man strejker, det er nærmest en manual.

En forbindelse mellem håndens og åndens arbejde

Nexø fik tidligt kropslige erfaringer med hårdt arbejde. I sine Erindringer (1932-39) funderer han over, om han nogensinde havde en barndom, om han nogensinde »ikke selv kunne gøre for det«, hvis der skete ham noget. En af hans drømme var at forbinde håndens og åndens arbejde. Det så han en mulighed for både i Grundtvigs højskole og i kommunismen. Nexø debuterede med Skygger i 1898, Pelle Erobreren skrev han i årene 1906-10, Ditte Menneskebarn i 1917-21. Der ligger altså en verdenskrig og en russisk revolution imellem de to hovedværker. Han levede helt til 1954 og nåede også at opleve Anden Verdenskrig.

På hvilken måde var Nexø så politisk? Det var han både inden for og uden for bøgerne. Pelle Erobreren har et utopia til fælles med Jonas Eikas Efter solen (2018), der peger på nye proletariske fællesskaber uden for det kapitalistiske system. Da Eika for nylig blev interviewet til Information, sagde han: »Litteraturen kan løsrive nogle kræfter til en form for politisk modstand; det kan være til oprøret eller skabelsen af de fællesskaber, der forhåbentlig skal komme efter oprøret.«

Nexøs og Eikas karakterer finder måder at klare sig på. Lars Peter i Ditte Menneskebarn lærer sig at koge sæbe og smørelse af selvdøde kreaturer, Eikas beach boys smører turisterne ind på en strand i Mexico. Begge forfattere skriver detaljerigt om fysisk arbejde, ligesom den bornholmske forfatter Dennis Gade Kofod gør det i rengøringsromanen Nancy (2015), der begynder i en gulvspand.

Kunst og politisk

Aktivisme hører også med til samtalen om den politiske forfatter. I 1921 kunne læsere i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland købe Nexøs De tomme Pladsers Passagerer for tre kroner og dermed støtte de hungerramte efter Første Verdenskrig i Rusland og Ukraine. Tom Kristensen kaldte senere denne »Spøgelsesfantasi« for »Kunst og Propaganda i ét«. Det var godt set. I 2011 udgav Lars Skinnebach et værk med et erklæret politisk formål, nemlig Øvelser og rituelle tekster. Køberne af bogen lovede kun at spise grøntsager i et vist antal dage. Det var en tillidserklæring samt en politisk og kunstnerisk handling i ét. Og dermed et meget tydeligt eksempel på, at man i tilfældet Skinnebach ligesom hos Nexø ikke kan adskille kunst og politisk engagement.

Caspar Erics rolle som politisk forfatter for vores skoleelever skal vi tale om, om Peder Frederik Jensen, der har peget på, at forfatterens erfaringer ikke udelukkende er åndsarbejderens, men også proletarens. I dag arbejder forfatteren ikke som brolægger i Nexø, men som handicaphjælper i Storkøbenhavn. Vi skal tale om Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der direkte bruger sin rolle som forfatter til at hjælpe flygtninge og hermed risikerer at miste noget som forfatter.

For kunstnere og forfattere, der kæmper for en sag og tillader sig at udtrykke håb for en bedre fremtid både i og uden for deres værker, risikerer at fremstå naive. Det politiske kan komme til at stå i vejen for værkerne, så de kun bliver set på én måde. Nexøs liv og værk viser, at kunst og politik ikke udelukker hinanden, og at vi misser noget, hvis vi kun ser politikken i den politiske kunst og ikke også kunsten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
  • Ejvind Larsen
Bjarne Toft Sørensen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Kamilla Löfström

Martin Andersen Nexø som forfatter, helt i top - men politisk ??

Nexø blev medlem af DKP's centralkomite i 1937 og forsatte helt frem til sin død i 1954.

Så Nexø kunne intellektuelt håndtere både skueprocesserne i Moska, Prag og resten af Østeuropa og Folkeopstanden i juni 1953 i Østtyskland uden at give udtryk for bekymringer over hverken de anklagedes retssikkerhed eller de russiske kampvognes nedslagtninger af den østtyske befolkning .... og Nexø boede endda i Dresden, så han havde udsyn fra 1. parket.

Politisk er han en led, politisk blind agent for den russiske kommunisme under Stalin.

Martin Sørensen, Christian De Thurah og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Jeg er meget enig i, at vi skal interessere os for, hvordan litteraturen er politisk. Ud over, at al litteratur vel i sidste ende kan mane til politisk eftertanke og i den forstand blive politisk, er der mange måder, den kan være det på, og et litterær værk i samtiden kan også samtidig være politisk på flere forskellige måder.

På et generelt plan kunne man tale om litteratur, der er civilisationskritisk. Den tematiserer den måde, vi har valgt at indrette samfund og leve på i Vesten, med økonomisk og politisk liberalisme, og alle de fortrædeligheder, det også har ført med sig. Eksempel: Lars Skinnebach: ”Din misbruger”.

Den eksplicitte politiske litteratur, der tematiserer forhold af politisk karakter i samfundet. Eksempel: Lone Aburas: ”Det er et jeg, der taler (regnskabets time)”.

Den såkaldt identitetspolitiske, der fokuserer på personlige erfaringer, menneskelige omgangsformer og de uretfærdigheder, der måtte forekomme i disse sammenhænge. Den har typisk mere med moral at gøre, end at den er egentlig politisk, og mangler overordnet perspektiv af kulturel og civilisatorisk karakter. Eksempel: Asta Olivia Nordenhof: ”det nemme og det ensomme”.

Den eksistentielle litteratur, der ikke kan undgå også at blive politisk, når den maner til eftertanke om de vilkår, vi socialt og samfundsmæssigt er nødt til at indrette os på, når vi skal leve sammen som mennesker. Eksempel: Helle Helle: ”Ned til hundene”.

Bjarne Toft Sørensen

Jeg deler lederens håb og gode intentioner, men mener ikke, at Martin Andersen Nexø, som politisk og personligt forbillede, eller hans værker som inspirationskilde, kan bruges til ret meget i dag.

Som jeg husker "Pelle Erobreren" fra min studietid, hvor jeg valgte at beskæftige mig ret grundigt med værket i to omgange, stod jeg efterfølgende tilbage med en skuffelse, vurderet i et politisk perspektiv. Hans utopia forbandt jeg efterfølgende med udtrykket "kolonihavesocialisme", og hans syn på køn og natur fandt jeg direkte ubehageligt.

Vi har absolut brug for nogle nye utopia i stedet for de dystopia, der præger samtidens litteratur, men i stedet for at tænke i retning af bestemte forbilleder, bliver det nok nødvendigt med en langsom søgen efter utallige inspirationskilder.