Leder

Oscaruddelingen begyndte med et brag – og blev kun bedre

Mangfoldigheden var stor på scenen og blandt prisvinderne, da oscarstatuetterne for 91. gang blev delt ud natten til mandag, dansk tid. Det var et af de bedre show i nogen tid, og noget tyder på, at Hollywood efterhånden er klar til at gøre noget ved årtiers manglende inklusion og diversitet
En af oscar-aftenens store overraskelser var, at Peter Farrellys Green Book vandt en Oscar for Bedste Film.

En af oscar-aftenens store overraskelser var, at Peter Farrellys Green Book vandt en Oscar for Bedste Film.

Matt Petit

26. februar 2019

Hvis man synes, at den amerikanske filmindustri og oscaruddelingen har problemer med diversitet og inklusion – og det har de begge – så var årets oscarshow, der løb af stablen natten til mandag, dansk tid, nærmest en åbenbaring.

Aldrig har der været så mange kvinder og mennesker med anden hudfarve end hvid på scenen, både blandt prisoverrækkerne og prismodtagerne, og aldrig er der blevet talt så mange andre sprog end engelsk og sagt så meget om netop den mangfoldighed, der er en mangelvare i Hollywood.

Det var noget nær mirakuløst, at en prisuddeling, som har været så ramt af problemer – ingen vært, upopulære beslutninger, faldende seertal – endte med at være en af de stærkeste i flere år. Det er lige præcis det, der er brug for i en tid, hvor #MeToo og #OscarsSoWhite stadig kaster lange skygger, og Hollywood har svært ved at finde ben at stå på. 

Det er selvfølgelig ’kun’ en prisuddeling, men det viser alligevel en vilje til forandring, og signal- og symbolværdien er enorm. Den målrettede indsats for at øge antallet af ikkehvide, ikkeamerikanske og ikkemandlige medlemmer af Oscar-akademiet – der er nu hele 7.900 medlemmer – har givet pote.

Fordelingen af de gyldne statuetter kan man altid diskutere, men langt de fleste gik til de rigtige film og mennesker, og selve showet var godt og tempofyldt. Man kunne godt have ønsket sig flere humoristiske indslag, men man manglede sjovt nok ikke den vært, som på forhånd blev udråbt til showets akilleshæl.

Løjerne begyndte med et brag, da Queen fik hele salen til at synge med på »We Are the Champions« og fortsatte i god stil, da tre meget morsomme kvinder – Tina Fey, Amy Poehler og Maya Rudolph – kom på scenen og blandt andet snakkede om, at de altså ikke var showets værter.

Det var et af aftenens højdepunkter, og der var flere af den slags: Lady Gaga og Bradley Coopers rørende optræden med sangen »Shallow«, der er med i Coopers oscarnominerede A Star Is Born og vandt Oscar for Bedste Sang.

Olivia Colmans på én gang følelsesladede og vittige takketale – hun rakte tunge af uret, der begyndte at tælle ned undervejs – da hun fortjent, men overraskende vandt for rollen som dronning Anne i The Favourite.

Den aldrende, sorte politiker John Lewis, der fortalte om sine egne oplevelser med racisme i 1950’erne og 1960’ernes sydstater. Og Spike Lees store glæde – den lille mand i det lilla jakkesæt sprang op i favnen på Samuel L. Jackson – og stærkt politiske tale, da han vandt sin første Oscar for manuskriptet til det fremragende racekomediedrama BlacKkKlansman.

Lee talte både om slaveri og næste års præsidentvalg, og han sluttede af med en opfordring: »Lad os alle mobilisere os. Lad os alle være på den rigtige side af historien. Foretage det moralske valg mellem kærlighed og had. Let’s do the right thing.«

Håb for Hollywoods fremtid

En af aftenens store overraskelser var, at Peter Farrellys Green Book vandt Oscar for Bedste Film. De fleste havde regnet med Roma, som dog vandt for Bedste Udenlandske Film og Bedste Instruktør. Først på aftenen fik Mahershala Ali en Oscar for sin rolle i Green Book og blev dermed blot den anden sorte skuespiller, der har vundet mere end én oscarstatuette. Den første var Denzel Washington.

Ali spiller den forfinede, klassisk skolede pianist Don Shirley, der i 1960’erne drager på turné i de stadig raceopdelte amerikanske sydstater sammen med sin noget mere upolerede chauffør og bodyguard, Tony Lip (Viggo Mortensen). 

Green Book skildrer deres spirende venskab – og hvordan Tony bliver sin medfødte racisme kvit – og er blevet kritiseret for at fortælle om ’the black experience’ ud fra en hvid synsvinkel for at gøre den spiselig for et hvidt publikum.

Det er ikke usædvanligt, at en film bliver lagt for had af kritikere, ejheller at det i en tid, hvor identitetspolitik fylder så meget, går ud over Farrellys film. Dog er det betryggende at konstatere, at det ikke kan lade sig gøre at skamme en film ud. Nok handler oscaruddelingen om politik, men det handler også om at belønne de bedste film og præstationer.

Green Book er måske ikke lige så radikal i sit visuelle sprog og sin fortælling som BlacKkKlansman eller lige så stor en manifestation af sort stolthed og kultur som Black Panther. Men Farrelly, Mortensen og Ali fortæller en medrivende, nuanceret og vigtig historie om en ikke så fjern fortid – og de påstår ikke at tale på vegne af alle andre.

Ser man på årets oscaruddeling som en helhed, og hvad den udtrykker på vegne af Hollywood, er det svært ikke at have håb for fremtiden og for, at branchen nu omsider synes opsat på at tage livtag med den ulighed, der har hjemsøgt den så længe.

Viggo Mortensen og Mahershala Ali lyser i hovedrollerne som hinandens indbyrdes modsætninger.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Juul
Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spot on og nuanceret. Green book er en god film og en klassisk Oscars-film, og ja den er hverken provokerende, CGI eller popsmart. Det er en feel good-race film, hvor de to skuespillere spiller fremragende!
"Why're you busting my balls?" - Tony

Bjørn Pedersen

Jeg ser frem til den dag man bruger ordet "mangfoldighed" til at lovprise udvalget af friske ideer, værdier, kulturer og subkulturer i film og TV, som seeren ikke vil være vant til at se. I modsætning til at tro at mangfoldighed bare er/skal reduceres til, hvilke amerikanske racer prisvinderne tilhører.

Niels Johannesen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne kommentar