Leder

De rige fonde og sponsorers penge er kunstverdenens ømme punkt

Hvor kommer pengene fra? Mange af de midler, der finansierer kunst- og kulturlivet stammer fra firmaer, der har død og lidelse på samvittigheden. Det vigtige er, at tale åbent om det
Kultur
14. februar 2019

Sidste lørdag blev Guggenheim og The Met i New York indtaget af en stor flok demonstranter med den berømte fotograf Nan Goldin i spidsen.

De uddelte flyers, lagde sig på gulvet og spillede døde i en demonstration mod medicinalfirmaet The Sacklers, der årligt giver millionbeløb til begge museer.  Firmaet står bag det stærkt vanedannende smertestillende stof OxyContin, som Nan Goldin selv har været dybt afhængig af.

Stoffet udvindes af opiumsvalmuen og var i 2011 årsag til flere dødsfald grundet overdosis end noget andet stof i USA.

Spørgsmålet er, om firmaet forsætligt har nedtonet de alvorlige bivirkninger? Det mener demonstranterne, der strøede om sig med flyers med påskriften: »Sacklers lie, people die

Ømt punkt: pengene

Demonstrationen rammer et meget ømt punkt i kunstverdenen: pengene.

Eller rettere: de rige fonde og sponsorers penge, der finansierer langt de fleste udstillingssteder – også herhjemme. For er det egentlig forsvarligt, at museer tager imod kæmpe donationer fra firmaer, der mere eller mindre direkte har været skyld i død, drab og andre modbydeligheder?

For nogle år siden var Astrup Fearnly Museet i Oslo udsat for stærk kritik, fordi det indgik en sponsoraftale med det svenske firma Lundin Petroleum, der på det tidspunkt var under anklage for medvirkning til krigsforbrydelser og folkemord i Sudan i perioden 1997-2003.

Herhjemme bliver nogle af de største og bedste udstillingssteder sponsoreret af Det Obelske Familiefond, der har tjent sin formue på tobak. Sandheden er, at de fleste udstillingssteder modtager penge fra firmaer, der mere eller mindre direkte har forårsaget død og lidelse. Og det er et dilemma, som kunstverdenen bliver nødt til at diskutere åbent og kritisk. 

Kulturel hvidvaskning

For firmaerne får på en måde aflad for de negative konsekvenser af deres indtjening ved at donere penge til gode formål som kunst – det bliver en form for kulturel hvidvaskning.

The Sacklers er et eksempel på et firma, hvis medicin er årsag til 200 dødsfald om dagen alene i USA. Alligevel er det mest kendt for sine filantropiske donationer til for eksempel kunst.

Selv om Guggenheim nok ikke takker nej til millionerne på baggrund af den nylige demonstration, har den alligevel været vigtig i forhold til at starte en offentlig samtale om de penge, der finansierer en stor del af kulturlivet.

Den samtale kunne vi også sagtens føre herhjemme – der er bare ikke så mange, der har interesser i at gøre det. Og det er i sig selv et alvorligt problem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Samuel Grønlund

Hvis vi nu beskattede firmaer og individer med enorm indtægt eller formue ordentligt - i stedet for som i dag at tillade ekstrem ulighed i befolkningen, fordi enorme summer kanaliseres udenom skattesystemet, gennem absurde fradragsordninger, latterligt lave satser på fx top-skat og ubegrænset mulighed for skattespekulation - ville problemet være væsentlig mindre.

Men det er jo den samfundskontrakt som politikere og elite har skrevet mellem hinanden - til gensidig fordel.
De rige får lov at stikke uforholdsmæssigt mange penge i egen lomme, mod at de sponsorerer politiske partikasser(klar korruption og bestikkelse, selvom vi ifølge kontrakten skal kalde det noget andet) og kaste lidt af deres guld efter selv-forherligende systembevarende kulturelle projekter.

Kenneth Krabat

@ samiel grønlund
Jeg er principielt enig, men ved faktisk ikke, hvad det vil sige at være individuelt rig - når man bruger dét som betegnelse for en "modstander". Er det en bestemt indkomstgruppe, folk der har x kroner til rådighed når regningerne er betalt, eller folk der kan afsætte til pensionen uden at det går ud over dagligdagen, eller at have tid til at gøre andre ting end at arbejde, eller at kunne forsøger et vist antal børn på en bestemt måde/navngivne kriterier, eller noget med at være indifferent ift. resten af verden, eller mennesker som aldrig forfordeles, eller hvad? Hvad vil det sige at være rig?

Niels Duus Nielsen

At være rig er vel at have mere, end man har brug for. At være fattig er omvendt ikke at have, hvad man har brug for. Vi kan så diskutere, hvad "man" har brug for, men vi er da kommet et lille skridt nærmere en forståelse af, hvad forskellen er på at være rig og at være fattig.

Som Alexandria Ortega-Cortez for nylig har udtalt, er der ingen der har brug for en milliard dollars; at nogle mennesker er milliardærer i en verden, hvor andre sulter, er moralsk forkasteligt:

“I’m not saying that Bill Gates or Warren Buffet are immoral, but a system that allows billionaires to exist when there are parts of Alabama where people are still getting ringworm because they don’t have access to public health is wrong.”

https://splinternews.com/aoc-a-society-with-billionaires-cannot-be-moral...

Samuel Grønlund

Kenneth Krabat,
Den slags satser må være produkt af forhandling og afvejning af en række variabler.
Hvis vi, som samfund, mente det seriøst når vi holder skål-taler om fred, lighed og sammenhængskraft, ville vi forlængst have nedsat et råd der kunne udvikle og formidle en fair og funktionel ramme for denne diskurs.

Jeg tror dog at de fleste - som ikke er mega rige eller kan se frem til klækkelig arv - let vil kunne enes om en sats på nogle beskedne procenter over gennemsnitsindkomsten, som et fornuftigt udgangspunkt.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"For er det egentlig forsvarligt, at museer tager imod kæmpe donationer fra firmaer, der mere eller mindre direkte har været skyld i død, drab og andre modbydeligheder?"

Det moralske spørgsmål, der rejses, er væsentligt, men generelt må det være væsentligt at få belyst, hvorledes pengestrømme fra fonde er med til bestemme, hvilke temaer og værdier, der bliver fremherskende, og hvilke former for kritik og hvilke former for erkendelser, der bliver fremmet.

Det gælder også kunst - og kulturlivet i form af forskningsinstitutioner inden for kunst og kultur og personer tilknyttet disse institutioner, i samarbejdet med fondene. Hvorfor fik f.eks. netop person x penge til forskningsprojekt y med tilknytning til institutionen z, med et væsentligt bidrag fra fonden q?

På samme måde kunne det være interessant at undersøge, hvilken sammenhænge der er mellem pengestrømme og sammensætningen af udvalg, bestyrelser og komitéer i tilknytning til store begivenheder som documenta og Venedig Biennale, og hvilken betydning det efterfølgende får for udpegelsen af kunstneriske ledelser og hvilke temaer, der bliver styrende?