Leder

De feministiske utopier handler ikke om overkvindedømme. De handler om lighed og frihed

De første feministiske utopier var på godt og ondt bundet til deres tid, og i 2019 virker vi mest optaget af dystopier om alles undertrykkelse. Men er vi blevet bedre i stand til at forestille os en feministisk utopi, der kunne skabe en lige verden for alle?
I kampåret 2019 virker vi mest optaget af dystopier om alles undertrykkelse – som Margaret Atwoods Handmaid’s Tale, der blev til et seriefænomen og popkulturel reference i virkelighedens modstandskampe. Men er vi også nu bedre i stand til at forestille os en feministisk utopi, der kunne skabe en lige verden for alle? skriver Katrine Hornstrup Yde.

I kampåret 2019 virker vi mest optaget af dystopier om alles undertrykkelse – som Margaret Atwoods Handmaid’s Tale, der blev til et seriefænomen og popkulturel reference i virkelighedens modstandskampe. Men er vi også nu bedre i stand til at forestille os en feministisk utopi, der kunne skabe en lige verden for alle? skriver Katrine Hornstrup Yde.

HBO Nordic

8. marts 2019

Kvinder er lige så veluddannede som mænd. Fattigdom, slaveri, mord og krig eksisterer ikke. Al rigdom er ligeligt fordelt. Mad er rent og hygiejnisk opbevaret. Tobaksrygning, alkohol og kæledyrshunde er no go. Folk transporterer sig over hele verden i helt lydløse lokomotiver. Markerne passes af selvkørende plove. Hvad siger I til det?

Sådan ser verden ud i Three Hundred Years Hence, skrevet i 1835 af den amerikanske videnskabskvinde og forfatter Mary Griffith og en af de første, kendte romaner af en kvinde, der udfolder et slags feministisk utopia – en idealverden. Romanens fortæller, Edgar, er en mand, som efter en lang Tornerose-lur i en isklump vågner op i et – af uvisse årsager – nu perfekt/bedre fremtidssamfund i 2135 og går på opdagelse.

Det er ikke den afgørende sikring af menneskers frihedsrettigheder, der fylder så meget i bogen og for Edgar – som påpeget af Viv Groskop i BBC’s herlige radioserie Forgotten Feminist Futures. Det er snarere den magelige idyl, Edgar her møder: Et hundeløst samfund med frisk frugt og kønne unge kvinder, der går ’passende klædt’. Nå ja, og så er der en lille (ret omfattende) undtagelse til reglen om ingen vold: For selv om kvinderne ikke accepterer det, anerkender de, at vold må tages i brug i tilfælde af selvforsvar eller invasion. Og så har vi vel snart balladen.

Griffiths evne til at tænke fred og frihed for kvinder var måske radikal for sin tid – men føles 184 år senere også fastlåst i og begrænset af den verden, hun skrev fra.

Utopi er et selvportræt af personlige præferencer

Ethvert tænkt utopisk fremtidsscenarie er et selvportræt af personlige præferencer (hvad er det med de hunde, Mary Griffith?). Det er også et portræt af det samfund, man skriver i. Af samme grund kan visse tidlige feministiske utopier se decideret dystopiske ud i nutidig optik.

Tag bare amerikanske Mary E. Bradley Lanes Mizora, udgivet i 1880, der fremstiller en utopisk parallelverden på kloden ene og alene befolket af unge, underskønne, ekstremt kompetente og veluddannede, hierarkisk lige, rige, hvide, blonde kvinder.

Her er kød fremstillet gennem teknologi, ikke af dyr. Alle elsker frugt og blomster – og at male frugt og blomster. Der er ikke brug for fængsler og love, for ingen har grund til at gøre noget galt. Og: I dette samfund dyrker man arve- og racehygiejne, for der er ikke brug for andre racer end den overlegne hvide eller for andre kroppe end de fuldkomne. Hvad har man gjort af folk med mørkere hud? De blev udryddet, lyder det.

Mange ældre litterære feministiske utopier modsiger på den måde også en forestilling, som ellers også ofte fremsættes: At en verden styret udelukkende af kvinder ville være en fredelig verden uden vold. Og for den sags skyld at en verden styret af kvinder automatisk ville skabe en verden, der er lige for alle.

Lighed betyder ikke ensartethed, men frihed for alle

I kampåret 2019 virker vi mest optaget af dystopier om alles undertrykkelse – som Margaret Atwoods Handmaid’s Tale, der blev til et seriefænomen og popkulturel reference i virkelighedens modstandskampe. Men er vi også nu bedre i stand til at forestille os en feministisk utopi, der kunne skabe en lige verden for alle?

En feministisk utopi – eksempelvis dem vi får præsenteret af både kvinder og mænd i dagens særavis – handler i hvert fald ikke om at forestille sig konsekvenserne af et kvindeligt overkvindedømme. 

Utopierne handler derimod på hver deres måde om at forestille sig samfund, der er blevet i stand til at drage den yderste konsekvens af den frihed, der i forvejen er funderet i demokratier: Nemlig at skabe en verden, hvor alle mennesker betragtes og behandles med lige værdi og får tildelt lige rettigheder – uagtet race, køn, krop, geografisk placering på jorden, klasse, evner og seksuel orientering.

Lighed betyder ikke ensartethed, men frihed for alle, og måske er det gennem denne omfattende lighedstænkning, og dermed udraderingen af undertrykkelsesmekanismer, at man kan forestille sig en fælles kamp for vores fælles klode og mod undertrykkelse i de teknologier og industrier, vi har baseret vores fællesskab på.

Utopia, som introduceret af Sir Thomas More i hans roman af samme navn fra 1516, betyder ikkested. Og selv om lighed altså ikke er et vildt princip at drømme om eller stræbe efter, er det stadig radikalt at tvinge os selv til at tænke på dette endemål. Til at tænke alles ret til frihed på en og samme gang – uden at frygte, at den enes kamp for sin ret afsporer fra den andens ret til samme. I hvert fald er det sikkert, at vi ingen vegne kommer, hvis ikke vi i en verden, der vil lighed og feminisme, hver især sætter mål for, hvor fællesskabet skal bevæge sig hen.

Feministiske utopier

I anledning af Kvindernes Kampdag 2019 har Information for en dag lagt vores kritiske våben væk og bedt mænd og kvinder fra hele verden vise, digte og fortælle om deres feministiske drømmescenarier for fremtiden.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Toke Kåre Wagener
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Gert Romme
  • Ejvind Larsen
Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Toke Kåre Wagener, Peter Beck-Lauritzen, Gert Romme og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Hov, "..lighed OG feminisme"!? det lyder som at puste med mel i munden.
Muligvis opnåes lighed ved hjælp af en dosis feminisme undervejs, men så heller ikke længere. For i hvor høj grad hænger feminisme sammen med s/h- og dem/os-tænkning og vaner? Hos begge køn!

Peter Hansen, Espen Bøgh, Berith Skovbo, Klaus Lundahl Engelholt, Jens Jensen, Rasmus Knus og Jens Falkenberg anbefalede denne kommentar

Hvis du er mand i Danmark, og har en lang uddannelse inden for økonomi, kan du forvente at tjene 32,9 mio. DKK i løbet af dit arbejdsliv. Men er du kvinde med den samme uddannelse, tjener du i gennemsnit at tjene 9,2 mio. DKK mindre i løbet af dit arbejdsliv.

Set over et livsforløb har mænd en disponibel indkomst, der er mellem 17 og 29% højere end
kvinder med det samme uddannelsesniveau. Fordelt på detaljerede uddannelsesgrupper varierer indkomstforskellen ganske meget, og er på op til 40%. I kroner og ører drejer det sig om en forskel
på op til 9 mio. DKK over livet. Men ofte har kvinder i øvrigt bedre uddannelse end mænd.

Og i dag har Berlingske Tidende følgende overskrift: "Økonomisk afgrund mellem mænd og kvinders pensioner".

Jeg ved da godt, at kvinder passer børn, syge pårørende og så videre. Men det er altså også en relevant opgave for vores fælles samfund. Så spørgsmålet er derfor:
- KAN VI EGENTLIG VÆRE DETTE BEKENDT?

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-07-05-se-listen-over-brancher-overras...

https://www.berlingske.dk/privatoekonomi/oekonomisk-afgrund-mellem-maend...

Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Katrine Damm, Peter Beck-Lauritzen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Tommy Gundestrup Schou

@Gert Romme
Som artiklen på TV2 også nævner så er der andre grunde en blot køn, til at forskellen er så stor. Kvinder har det med at søge ind i det offentlige f.eks. grundet større fleksibilitet i jobbet og samtidig holder de generelt længere barsel. Derudover kunne jeg også forestille mig, at kvinder generelt er mindre aggressive ifm. lønforhandlinger end mænd er.

Disse forhold er ikke noget vi behøver bekymre os om i ligestillingens tegn. Ikke efter min mening i hvert fald. :-). Det er i en vis udstrækning kvinderne selv der vælger disse forhold og det er vel for så vidt godt nok? Hvis kvinder gjorde det anderledes ville lønforskellen blive mindre.

Så kan vi snakke om, at opdragelse og samfundets syn på hvad der er "kvinders ansvar" måske kunne moderniseres. Men jeg synes det ligner at arbejdsmarkedet som sådan er hvor det skal være.

@ Tommy Gundestrup Schou,

Du har uden tvivl ret. Både skolelærere og efterhånden også medicinere er eksempler på, hvad der er blevet typiske kvindefag. Og jeg kan sagtens nævne endnu flere grunde for dagens tilstand.

Men det ændrer da ikke ved, at vi lever i det samme samfund, hvor alle må påtage sig det samme fælles ansvar for samfundet. Og flere og flere i vores fælles samfund lever som enlige - også efter pensions-tidspunktet, og her har mange kvinder problemer med økonomien.

Efter min opfattelse burde de offentlige arbejdsgivere være de første til at kunne forstå dette, burde da helt automatisk kompensere kvinderne, så slut facet bliver det samme.

Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Selv kvinder har drifter - og ligegyldig, hvordan vi vender og drejer det, skal både mænds og kvinders drifter have en eller anden form for afløb.

Derfor har jeg det også svært ved at "lighed for alle" skulle være et specielt feministisk projekt. I den selvforståelse ligger der noget undertrykkelse og nogle ekstremt rigide fordomme. At det kun er mænd, der er styret af (onde) drifter.

Jeg tror basalt, at den eneste grund til, at det kunne se ud som om, det mest er mænd, der har disse (onde) drifter, er en kulturbaseret opdragelse. Kvinder bliver stadig opdraget som "pæne piger" - vi er stadig voldsomt påvirket af kristendommen.

I at gøre "lighed for alle" til et feministisk projekt, bliver ansvarsfraskrivelsen overfor mænd også serveret på et sølvfad. Hvis det er feminisme, der skal løse denne udfordring, så kan alle andre jo bare være lige glade.

Derfor skurrer det altid i mine ører at det skulle være et specielt feministisk projekt at skabe lighed for alle. Nej, det er et ansvar for alle og hører til i et frit demokratisk samfund som vores og bør ikke underlægges en speciel feministisk ideologi.

Forsat god kampdag :-)

Espen Bøgh, Gert Romme og Toke Kåre Wagener anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Ligeløn for lige arbejde, - hvad ellers?
Rune L skriver, at mænd taler mest! Hmm, jeg har altid hørt det modsat? Ligeså, skal det nok passe, at mænd ved en masse om ingenting, og gerne taler om det, selvom det er blevet sværere med internettet ved hånden.
Go' kampdag, kvinder, der er mere at komme efter.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"De feministiske utopier handler ikke om overkvindedømme. De handler om lighed og frihed".

Trods alle gode viljer og intentioner er det vigtigt at fastholde, at ethvert menneskeligt perspektiv ikke helt kan frigøres fra det, der har med magt, køn, seksualitet og etnicitet at gøre.

Rædselsscenariet skildes i Orwells "Kammerat Napoleon" (Animal Farm), hvor sloganet for revolutionen "alle er lige" efterfølgende ændres til "alle er lige, men nogen er mere lige end andre".

Lighed ved "feminisme kamp" udelukker automatisk mænd, - og så er ligheden allerede her sat over styr.

#METOO opstod primært i Amerika, og eksporten til hele verden skete nærmest "over night" og dertil fulgte sandelig også krænkelseskulturens indførelse ved samme lejlighed, - og snart var den ingen ende på hvad mænd var skyldige i, og for ikke så længe siden påbegyndtes den "politiske korrekthed" for samfundenes borgere, - så hvad skal det dog ende med inden vi bliver frie individer?

Det bliver vi nok alligevel ikke, der skal og vil altid være noget nyt at finde på, som ikke alene er kritisabelt eller blot ikke passer en gruppe, som så i fællesskab gør det til deres nye mål for "det rigtige liv" for mennesker.

Utilfredshedens umættelighed for frie individer vil altid finde deres tilhørere, der vil flokkes om deres ideer med kampgejst - for en nyskabt virkelighedsforståelse, uanset hvor mange - eller få, der vil deltage.

Så er der kun en genetisk DNA renselse af enhver ny borger til samfundet - a'la "Fagre Nye verden" vil give den passende ensartethed som den ultimative lighed der kræves, men vil samtidig også være belastet af selvsamme ideolog som i "fagre nye verden", - uligheden ved kastesamfundets behov for arbejdere til forskelligt arbejde - inkuberet, født og oplært til deres position i samfundet i den kaste som deres arbejdsfunktion har for samfundet.

Utopi findes kun i fantasien, resten er en dystropi af forskellig grad.

Når nu 'feminist' og 'feminisne', angiveligt betyder lighed og frihed for alle, var det måske på tide at opfinde et nyt begreb for det

Ligénist - Ligénisme - Ligínist - Ligísnisme? Tja...?
(Jeg er en af dem, som har en smule mærkeligt med begrebet mandlige feminister, jeg synes det er helt fint og al ære værd, der er bare noget sprogligt og kønspolitisk, der lyder lidt spøjst i mine ører)

Mogens Holme, Thomas Tanghus og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

@Gert Romme,

Undersøgelser viser, at vi har ligeløn for kønnene for SAMME udført arbejde.

Uden at udtømme alle årsager, så nævner jeg i flæng:

- Mænd og kvinder drives af forskellige ting. Men er generelt mere interesserede i at tjene penge, men kvinder ofte vælger mere arbejde med fokus på mennesker, som er mindre godt betalt.
- Mænd arbejder i gennemsnit flere timer og mere skiftehold
- Mænd viser sig at være mere villige til at flytte efter job, eller tage jobs med lang transporttid
- Flere kvinder vælger reduceret tid
- Flere kvinder vælger at blive hjemme med børn, mens de er små (især).
- Mænd forhandler hårdere for højere løn, og er villig til at tage konsekvensen og skifte job
- Mænd er generelt mere risikovillige, og det skaber i gennemsnit højere livstidsindkomst
- Flere mænd vælger ubehagelige eller farlige jobs, der betaler bedre.
osv osv..

Der er nogle strukturer, hvor mænd går hårdere efter guldet (og betaler i den anden ende med lavere leveralder).

Der kan ikke være meget lighed indeholdt, når man begynder med at trække offerkortet som det første i sin beskyldning imod det modsatte køns undertrykkelse.

Det er lidt som vittigheden om ægteparret i bilen, der bliver standset af politiet, og manden svarer politiet; "jamen jeg sidder kun ved rattet og gør som jeg får besked på"!

- Det minder om tv-serien; "Fint skal det være" med Fru Bucket, - det er hendes vil der skal opfyldes, og intet mindre, og det rammer sgu ikke så meget ved siden af.

- Ejerskabet står jo slet ikke i rigtigt forhold til kravene om uskylden efterfølgende,

Denne uvane med at tingen kun kan gøres på én måde, - og det er ikke mandens måde hverken i de små hjem, eller ude i den store verden, - og det kan man ikke give andre skylden for ved at postulere undertrykkelse og offer, - så er man nemlig i stedet for offer for sig selv.

Så er der alle begrænsningerne, det som man ikke selv vil som kvinder og heller ikke vil gøre under nogen omstændigheder, - " det der er mandarbejde eller en mandopgave" af forskellige årsager eller måske undskyldninger for ikke at ville påtage sig, for ligheden lader trods alt til at have grænser der ikke skal overskrides - i ulighedens navn.

Er der så ulighed(?), - jovist, den man vil se, og så den man ikke vil se, og så længe synspunktet er sådan, kommer der alligevel aldrig lighed ud af det.

Tal om lige respekt i stedet, hvis en kvinde IKKE har lyst til at sidde i en bestyrelse, eller hvis en kvinde vælger at gå der hjemme og passe børnene , eller hvis en kvinde vil nøjes med at sidde ved kassen i Netto, så skal man respektere hende og hendes valg, hun skal ikke påduttes, nedgøres og presses til at have ambitioner hun ikke har eller ønsker, hun er god nok som hun er!

Ligestillings begrebet virker so yesterday, og er blevet en pseudokamp i mellem kønnene i stedet, en kamp som ingen kan vinde, da vi har brug for hinanden og begge køn.

I mellemtiden bliver vi bare usikre og akavede kønnene i mellem og ender med at bo for os selv.