Leder

Identitetspolitiet går galt i byen. Bobergs jeg er ikke selvoptaget, men verdensoptaget

Der findes i den nye danske litteratur et ret selvoptaget jeg. Et jeg som helst gerne vil forblive i reservatet og finde genkendelse og anerkendelse hos alle dem, det ligner. Men der findes også et ikkekoloniserende jeg, et jeg der åbner sig mod verden i al dens konkrete, sanselige betydning
Der findes i den nye danske litteratur et ret selvoptaget jeg. Et jeg som helst gerne vil forblive i reservatet og finde genkendelse og anerkendelse hos alle dem, det ligner. Men der findes også et ikkekoloniserende jeg, et jeg der åbner sig mod verden i al dens konkrete, sanselige betydning

Anders Rye Skjoldjensen

12. marts 2019

Det har skabt debat, at der forleden på forsiden af avisens bogtillæg stod »Med Africana giver Thomas Boberg Afrika en stemme i Vesten«. Overskriften viste ind til interviewet med forfatteren Thomas Boberg i anledning af, at han i sidste uge udgav rejseromanen Africana.

Både gode kolleger på avisen og eksempelvis forfatteren Lea Marie Løppenthin var stødt over det med at give en stemme til Afrika. Det var, mente de, som for fuld styrke at høre velgørenhedssangen om Afrika fra 1980’erne for sit indre øre som et slidt soundtrack.

Og så er der naturligvis lige det med, at en hvid, rejsende mand – altså Thomas Boberg – skal komme med en senkolonialistisk habitus og give et helt kontinent dets stemme. Det blev opfattet som blindhed og som udtryk for, hvor meget vestlige medier stadig skriver med den koloniale læsebrille, når det handler om Afrika.

Giv en hånd til Afrika

Men er ikke kritikken af den her stemme lige så vel et udtryk for en blindhed eller automatreaktion? Er det ikke lige præcis i sådan et tilfælde, at identitetspolitiet – undskyld, identitetspolitikken – går forkert i byen eller kommer til kort med sin i øvrigt velmenende kritik?

Synspunktet forudsætter jo faste og urokkelige identiteter, i sin alleryderste konsekvens at en hvid mand i dag ikke kan skrive om Afrika eller en sort kvinde ikke om Europa for den sags skyld.

Lad os bare tage velgørenhedssangen om Afrika fra 80’erne. Den hvor verset lyder, at vi skal give en hånd til Afrika, og at det bliver bedre dag for dag, hvis vi giver en hånd til Afrika. Sangen er udtryk for det medlidende blik på Afrika. Vi sidder i vores privilegerede verden, får lidt ondt i sjælen og samvittigheden og rækker hånden ud med en mønt eller to.

Thomas Boberg ’synger’ i Africana ikke nogen sentimental sang for Afrika, han rejser især til Etiopien og Gambia og ind i et uoverskueligt, myldrende kaos, der ikke ligner noget, han kender. I lang tid er han den betragtende, den rejsende, men han og hele bogen ender med at komme til Afrika og så at sige være Afrika.

Bag alle klicheerne, fortællingerne, myterne, bag koloniseringen og udplyndringen af Afrika, viser han, hvad kontinentet er. Hans sansninger, det han ser, mærker og hører på sine rejser, gøres til lyrisk prosa, så læseren ikke kan undgå også at føle det, han sanser.

Nærmere koloniseret end kolonisator

Africana er som bog et særlig heldigt møde mellem lyrikeren og prosaforfatteren, mellem den lyrisk sansende digter og den fortællende romanforfatter.

I det møde sker det som ellers er så vanskeligt, nemlig at komme ud over jeget. Bogens jeg er nemlig ikke bare den hvide kolonisator, der underkaster Afrika sin skrift, men et jeg, der åbner sig mod en verden uden for sig selv.

Ud over at være kolossal morsom er det også derfor, Africana har medtaget rejsen med Madame Nielsen i Etiopien, som Thomas Boberg er rasende på og udstiller i bogen, fordi Madame ikke respekterer den måde at rejse på.

Madame er med sin kjole og spillen dame mest interesseret i, hvordan stedet oplever ham som hende, mens han selv er mere interesseret i at opleve stedet. Det er lige her forskellen mellem et selvoptaget og et verdensoptaget digterisk jeg træder frem.

Der findes i en del af den nye danske litteratur et ret selvoptaget jeg, et jeg som ikke for alvor formår at komme ud over sig selv. Et jeg, som helst vil gerne forblive i reservatet og finde genkendelse og anerkendelse hos alle dem, der ligner. Men der findes også et ikkekoloniserende jeg, et jeg der åbner sig mod verden i al dens konkrete, sanselige betydning.

Et ikkekoloniserende jeg, der er interesseret i at se, lytte og mærke verden mere end sig selv. Interesseret i det fremmede og ukendte, det anderledes, det uden for en selv. Der findes et ikkekoloniserende jeg, der lever sig ind i andres liv og kultur og forstår verden fra dér, hvor man kun sjældent plejer at se og forstå verden fra.

Det er jo den digter, der i Africana låner Afrika sin stemme, den digter der kan synge de forunderlige sange om en anden verden.

Det er også seeren i Arthur Rimbauds betydning – den digter, der ikke bare er sig selv og roterer rundt i sin egen indre karrusel, men også altid er den anden. Det er den indlevende, fantasifulde digter, der kan tage en helt anden verden og låne den sin stemme. Det er et jeg, der altid mere er koloniseret af den anden verden end selv at være en kolonisator.

Thomas Boberg er aktuel med Africana.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Anders Olesen
Jørn Andersen, Bjarne Toft Sørensen og Anders Olesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Der findes et ikkekoloniserende jeg, der lever sig ind i andres liv og kultur og forstår verden fra dér, hvor man kun sjældent plejer at se og forstå verden fra”.

Som medierådgiver for Peter Nielsen ville jeg nok have advaret ham mod at bruge ordvalget i den omtalte rubrik, fordi den vil trigge nogle automat - reaktioner hos en bestemt gruppe af mennesker, som jeg mest forbinder med Politiken, men der er åbenbart også ansatte på Information, der reagerer på samme måde.

Alligevel er det godt, at han gjorde det, og at han giver udtryk for sine synspunkter i en leder, for det er én af de diskussioner, som vi løbende bliver nødt til at tage, hvis vi fortsat skal have en åben og saglig diskussion om bestemte emner, der ikke på forhånd begrænses på en måde, der får karakter af censur.

Reaktionen på rubrikken minder mig om den måde, hvorpå forskellige former for kunstnerisk produktion bliver slettet på Facebook, fordi der ikke skelnes mellem kunst og pornografi, eller om gymnasieelevers og deres forældres klager over brugen af bestemte romaner og noveller i undervisningen, fordi de er ude af stand til at skelne mellem skønlitteratur og pornografi, når der bruges nogle af de samme ord.

Som tidligere underviser i faget kulturforståelse på gymnasialt niveau er jeg godt tilfreds med, at den grundbog, vi anvendte, blev udvidet med nye afsnit om køn, seksualitet og hvidhed, netop fordi diskussionerne er vigtige at få taget, men meningen kan ikke være, at diskussioner, undersøgelser og forskning inden for f.eks. antropologi, kultursociologi og forskellige former for kunst fremover skal være bestemt af, hvem der har ret til at beskæftige sig med hvad, på hvilken måde, alt efter hvilket køn, seksualitet eller etnicitet, de repræsenterer, og hvem der på den baggrund har ret til at udtale sig om bestemte emner på bestemte måder.

Torsten Jacobsen

'Much ado about nothing', er min første indskydelse.

Der skrives dagligt snesevis af upassende, dårligt formulerede eller dårligt dækkende rubrikker i landets aviser, og skulle hver eneste efterfølges af et så langt mea culpa som nærværende, ja så ville der snart ikke være andet at læse i den trykte presse.

Gør man sig den umage at læse Peter Nielsens interessante interview med Thomas Boberg, og gør man sig tilmed også den umage at læse Thomas Bobergs fremragende bog, ja så bør det i det mindste for et dannet menneske stå klart, at der ikke er tale om et overgreb på hverken det afrikanske kontinent, ej heller på dets befolkning. Tværtimod, fristes man til at sige, omend det udsagn heller ikke er fyldestgørende.

'Much ado about nothing'...

Indtil man med en vis rædsel indser, at disse uden tvivl intelligente og velmenende mennesker skam også finder mening i deres forargelse. Finder den meningsfuld. Og det som sagt helt på trods af, at den 'anstødelige' rubrik dækkede over et indhold, som er alt andet end dét.

Hvis man insisterer på at stirre sig blind på form frem for indhold, så er man ikke et dannet menneske. Man misser så at sige meget nemt pointen.

Det ærgrer mig at se, at Peter Nielsen har ændret sin rubrik over interviewet med Thomas Boberg. Det er for mig at se et knæfald for tarvelige instinkter i mennesker, som trods alt burde vide bedre.

Der er meget at forarges over i denne verden. En skæv rubrik over et velgennemført interview i fejring af en væsentlig bog, er ikke meget. Det er tværtimod meget lidt.

Men som salig Christopher Hitchens med en lille anekdote minder os om, så vil nogle mennesker desværre gå meget langt for meget lidt:

https://www.youtube.com/watch?v=4Z2uzEM0ugY&t=10m44s

Finn Jakobsen, Michael Boe, Rasmus Knus og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar