Leder

Kunstnerne skal stå ved sig selv i deres parodier

Populærkulturens parodier handler ikke så meget om dem og det, der parodieres, men om at kunstnerne bag dem – hvis de tør – kan vokse ved at udspille sider af sig selv
Sanger Malte Ebert lavede i 2016 en festparade af pophits via sin fiktive karakter Gulddreng, der rådyrkede bling-bling, blær og banaliteter. Han spejlede danske kolleger på hitlisterne, men med et lille frækt overdrev. »Der var helt klart en frustration over at sidde og lave seriøs musik og så se, hvad der blev skamspillet på P3,« udtalte Ebert til Euroman, da han havde lagt Gulddreng-projektet bag sig for at lave musik som sig selv.

Sanger Malte Ebert lavede i 2016 en festparade af pophits via sin fiktive karakter Gulddreng, der rådyrkede bling-bling, blær og banaliteter. Han spejlede danske kolleger på hitlisterne, men med et lille frækt overdrev. »Der var helt klart en frustration over at sidde og lave seriøs musik og så se, hvad der blev skamspillet på P3,« udtalte Ebert til Euroman, da han havde lagt Gulddreng-projektet bag sig for at lave musik som sig selv.

Gonzales Photo

4. marts 2019

Man kan sige om filmskoleeleven Anna Juul, at hun i ly af sin fiktive persona, digterparodien Veronika Katinka Martzen, lige nu driller et dansk digtermiljø. Juuls satiriske karakter Veronika Katinka Martzen, der løbende er gæst i Radio24syvs Den Korte Radioavis, har nemlig for nylig udgivet ’digtromanen’ Jeg bruger min krop som et møbel. Som led i boglanceringen gav hun et fiktivt interview til Berlingske, hvor hun personificerede fordomme om unge, danske digtere. Selve bogen trækker på og absurdliggør typiske elementer fra dansk samtidslyrik: dyrkelsen af populærkultur som Hammerslag og Taylor Swift, psykisk sårbarhed, oversharing som feministisk strategi etc.

Hermed er der leveret sjov skyts til alle, der ikke kan lide det miljø af digtere, Juul parodierer: Se, de er gennemskuet! Og kritikerne, der også ser styrke i poesien, har stået i den sære klemme: Hvordan kan man vurdere bogen seriøst uden at blive hvirvlet sagesløst ind i parodien.

Som beskrevet i fredagens kulturtillæg har danske sangere, rappere og instagramstjerner i løbet af 2010’erne leveret lignende parodier på deres brancher og kolleger.

Sanger Malte Ebert lavede i 2016 en festparade af pophits via sin fiktive karakter Gulddreng, der rådyrkede bling-bling, blær og banaliteter. Han spejlede danske kolleger på hitlisterne, men med et lille frækt overdrev. »Der var helt klart en frustration over at sidde og lave seriøs musik og så se, hvad der blev skamspillet på P3,« udtalte Ebert til Euroman, da han havde lagt Gulddreng-projektet bag sig for at lave musik som sig selv.

Rapfænomenet Kidd hævdede i 2012, at han selv syntes, at den musik, han hidtil havde udgivet med sine venner på Cheff Records, var decideret dårlig: »Jeg bliver meget overrasket over, at folk er så ukritiske,« sagde han nervøst i programmet Clement Søndag. Han havde ikke ment, hvad han havde sunget, ikke et eneste ord, påstod han. Og så begyndte han at lave sin egen musik.

En fryd for unge i et ængsteligt præstationssamfund

Sagen er bare, at det var både sjovere og skarpere musik, Gulddreng og Kidd lavede, da de ikke mente det. At Kidd ikke tog sig selv for seriøst, gav ham en frisk flabethed, som virkede: Hvilken fryd for unge i et ængsteligt præstationssamfund at kunne flyve op og ned på dansegulvet til en tynd drengerøv, der vræler »uuuuh, det’ så svært’ at vær’ så goooo! Nanananah!« Den selvfedme er et varemærke i hiphop, der altid har handlet om at forstørre og overdrive sit ego og sine præstationer. Men Kidd forstørrede tendensen ud i det absurde, så det blev ægte befriende.

Som publikum kan vi vælge, hvorfor og hvordan vi vil danse til Kidd og Gulddreng, eller hvordan vi vil læse Jeg bruger min krop som et møbel. Vi kan dyrke parodien, fordi den gør nar af nogle, eller vi kan dyrke talentet og energien i værkerne uden at skelne hårdt mellem parodi og oprigtighed.

Men det er også interessant, hvordan kunstnerne bag parodierne står ved sig selv og det, de leger.

For der er et postulat om overlegenhed indlejret i parodien: Hvis man kan parodiere den danske musikbranche på en måde, så man både griner den op i hovedet og bestiger dens trone, så demonstrerer det overlegenhed. Når Gulddreng og Kidd demonstrativt træder ud af deres parodiske karakterer for at blive ’sig selv’, skaber de en forventning om, at de nu skal være ’ægte‘ – og suverænt bedre end den ’fiktive’ kunst, de først blev kendte på.

Såkaldt ’(op)rigtig digter’

Og det er måske en falsk – og umulig – modsætning. For til alle tider har kunstnere og skribenter udviklet deres egen stemme ved at imitere andre. Den slags rollespil er i ungdomslivet generelt og også i kunsten et rum, hvor man kan afprøve og overdrive sider af sig selv uden at blive hæmmet af egen sårbare forfængelighed. I stedet for at vende det ryggen, når man har sejret ad helvedes til og vil tages seriøst, kan man tage det med sig.

Der er noget frustrerende og irriterende ved, at Anna Juul ikke vil stå inde for sit eget »ikkeprojekt«, som hun formulerer det i Information. Lars Bukdahl mente i Weekendavisen, at hun nok ønsker at være en lige så oprigtig digter som dem, hun parodierer, men at hun føler sig »alt for ironisk blufærdig til at være det straight«. Men den semi-ironiske mellemvej er også kunstnerisk gangbar.

I stedet for at skulle springe ud som såkaldt ’(op)rigtig digter’ om et par år, kan hun udvikle sin stemme ved hjælp af det parodiske. Og så kan parodien ses som en udviklingsstrategi frem for skyts mod dem og det, der parodieres. I så fald åbner hendes tvetydige stemme op for muligheder i litteraturen og parodigenren i stedet for at vende dem ryggen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Nina Højland
David Zennaro og Nina Højland anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Spørgsmålet er, om denne leder ikke lefler for populistiske tendenser i tiden, hvor alt gøres til et fedt på markedets betingelser, fordi det sælger, uanset om brugerne ser det som et seriøst bud på kunst eller som en parodi på et seriøst bud på kunst?

Det kan være svært for kritikken i en tid, hvor det er mode med naive attituder, sårbarhed og inderlighed i kunsten, ligesom det var i 1970erne, samtidig med at store dele af den er udtryk for en total mangel på intellektuel dannelse, ligesom det var tilfældet dengang.

Er følgende citat ikke udtryk for den mangel på seriøsitet, som vi accepterer hos teenagere, fordi de har svært ved at finde ud af, hvad de mener og føler, og som vi accepterer netop fordi de stadig er dækket af et hensyn til en vis grad af ”uskyldighed”:

”Som forbrugere elsker vi måske bare selv at kunne vælge – at tage parodien alvorligt, hvis vi vil, og fnise ad det inderlige, hvis vi vil. Så kan kunstnerne sige, hvad de vil, om at de peger fingre ad nogen, eller at de ikke gør”.
https://www.information.dk/kultur/2019/02/velkommen-tid-overdriver-parod...

Hvad med, at Informations kulturredaktion i stedet forholder sig seriøst kritisk til den præsenterede kritik af litterære tendenser i tiden, som avisens litteraturkritik hidtil kun i begrænset omfang har forholdt sig kritisk til?

På baggrund af Informations anmeldelse af ”Jeg bruger min krop som et møbel”, kan jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet, om Informations kritikere hidtil på en passende måde har forholdt sig til f.eks. :
- den ”studentikose poesi om bl.a. »skam og privilegier«”, der tager sig selv meget alvorligt.
- sproget hos ”forfattere som netop Eric, men også f.eks. Bjørn Rasmussen og Olga Ravn – og
nok især dem, der kopierer og slider på det sprog, de tre har gjort så populært”.
- ”den kritik af selvoptaget samtidslitteratur, som en kritiker som Mette Høeg har formuleret”?
- ”tidens inderlige og etisk vakte poesi som tom selviscenesættelse”?
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2019/02/fiktive-kirsten-bir...

Bjarne Toft Sørensen

Man kunne vælge at betragte det, at Anna Juul får udgivet et værk på et skønlitterært forlag som en del af et overordnet konceptuelt eksperiment med identitet i relation til forskellige former for institutionel placering, og hvordan dette afspejles i mediernes reaktion på udgivelsen.

Som sådan ville værket ikke specielt have noget med skønlitteratur at gøre, men ville snarere være et eksperiment på tværs af medier og kunstarter, og som sådan ville det typisk virke forvirrende på personer, der beskæftiger sig med skønlitteratur, fordi det falder uden for deres traditionelle kategorier.

Af gode grunde kan hun ikke i medierne entydigt redegøre nærmere for sine intentioner, ud over på forskellige eksperimenterende måder at fortsætte sin undersøgelser gennem iscenesatte udtalelser.