Leder

Vi vil opleve dansegulvsaktivisme, udvandringer og demonstrativ nydelse efter ’Leaving Neverland’

Vores egne oplevelser med Michael Jacksons musik, følelserne for dem og den æstetiske nydelse kan ingen tage fra os. De er opstået i en symbiose mellem lytter og værk, som sagtens kan være løsrevet fra afsenderen, kunstneren
Der er et før og et efter Leaving Neverland i vores kultur. Der vil opstå splittelse. Der er fløjen, der benægter enten sandhedsværdien af udsagnene, eller at det berører deres nydelse af sangene. Og der er fløjen, der ikke kan fjerne den dårlige smag i munden, skriver Ralf Christensen.

Der er et før og et efter Leaving Neverland i vores kultur. Der vil opstå splittelse. Der er fløjen, der benægter enten sandhedsværdien af udsagnene, eller at det berører deres nydelse af sangene. Og der er fløjen, der ikke kan fjerne den dårlige smag i munden, skriver Ralf Christensen.

Russell Boyce

9. marts 2019

Britiske Dan Reeds dokumentar Leaving Neverlandnu ude på dr.dk – om Michael Jacksons seksuelle misbrug af to drenge er hård kost. Med det forbehold, at intet er definitivt bevist, så rejser de ekstremt troværdige vidnesbyrd spørgsmål om Jacksons kunst. Kan vi stadig danse sorgløst til hans stærkeste fodflyttere? Kan vi stadig blive klemt om hjertet af hans smukkeste ballader? Kan vi dåne over hans skelsættende musikvideoer? Og lidt mere kompliceret: har vi lyst til det?

Som kultur skal vi kunne rumme Jacksons værk. For at nyde æstetikken, men også undersøge en mulig overgrebsmands kreative output. Er det eskapistisk? Råber det om hjælp? Hvad kan vi lære af det? Ellers lærer vi aldrig noget.

Der er et før og et efter Leaving Neverland i vores kultur. Der vil opstå splittelse. Der er fløjen, der benægter enten sandhedsværdien af udsagnene, eller at det berører deres nydelse af sangene. Og der er fløjen, der ikke kan fjerne den dårlige smag i munden. Der vil opstå dansegulvsaktivisme, udvandringer såvel som demonstrativ nydelse. Og akavede situationer helt ind i familier, venskaber, til børnefødselsdage. Der bør udvises hensyn til andre menneskers følelser.

Men enkeltpersonens egne oplevelser med sangene, følelserne for dem og den æstetiske nydelse, kan ingen tage fra en. De er nemlig opstået i en symbiose mellem lytter og værk, som sagtens kan være løsrevet fra kunstneren. Som man jo uanset hvad ikke kender.

Som kultur skal vi bevare humaniteten og forholde os til mennesker, der har gjort onde gerninger. Det er derfor prisværdigt, at DR har stået fast på at afvise sortlistning af Jacksons sange.

Som enkeltpersoner må vi selv finde eget ståsted. I anerkendelsen af værkets æstetiske kvalitet, som står uantastet. I erkendelsen af, at dokumentaren åbner for nye, ubehagelige fortolkningsmuligheder af værket, hvis man inddrager biografien. I respekten for ofrene for pædofili. I den moralske stillingtagen til mennesket Jacksons mulige ugerninger. Det er dér, man – hvis man vil lytte til Jackson – lytter med en ny alvor. Dér man – hvis man kan – danser ansvarligt og med respekt.

Alternativt kan man gøre som hinduerne, som sørger et helt år over død i den nærmeste familie. Et års eftertanke og sorg. Dernæst  i gang med livet igen, med alt det gode og det onde, det indbefatter.

Her ses Wade Robson som 7-årig sammen med Michael Jackson. Det er blandt andet hans historie, der tages udgangspunkt i i dokumentaren ’Leaving Neverland’
Læs også
I 2.g. i 1987 sad vi i musiktimen og hørte hele albummet Bad, kort efter udgivelsen. Min ungdom skal revurderes, forstår jeg. Ikke selve nydelsen, ikke glæden over Jacksons musik. Men skaberen. At der var en hensynsløs afsender af de tilsyneladende godartede sange, skriver Ralf Christensen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bernt Bresemann

Jackson's musik - hmmmm - det fedeste ved Thriller er faktisk Quincy Jones musik - ikke Jacksons skrig og skrål.

Anyway - kommer også til at tænke på Heidegger og diksussionen om hvorvidt man kan skille en mand og hans værk. Elsa Gress skrev i sin tid et par kronikker hvori hun argumenterede for at det ikke er muligt at se bort fra Heideggers nazistiske tilbøjeligheder ved læsning af hans Væren og Tid.

Den er sgu svær.

Søren Kristensen

Kunsthistorien er en lang fortælling om hvordan værk og afsender hænger sammen. Det er fx derfor du ikke bare kan sælge et ellers udmærket maleri til en skyhøj pris, hvis det ikke har den rette signatur, mens du omvendt kan få en ganske hæderlig pris for noget møg, igen hvis det har den rette signatur. Sådan er livet og kunsten så uretfærdig.

Casper Møller

Det er så vildt frustrerende hvordan samtlige medier er hoppet fuldstændig ukritisk ombord i den her anklagende retorik til trods for at samtlige retsinstanser har frifundet MJ og afvist den sag som personerne bag dokumentaren forsøgte at rejse!

Det er usandsynlig skuffende at se Information der ellers er en bastion for saglighed også fuldstændig har kastet al kritisk sans overbord for at få en bid af sensationslagkagen.

Skændeligt.

Michael Boe, claus Pedersen, Niels Duus Nielsen, Rasmus Bang og Benta Victoria Gunnlögsson anbefalede denne kommentar

Citat: "Der er et før og et efter Leaving Neverland i vores kultur. Der vil opstå splittelse. Der er fløjen, der benægter enten sandhedsværdien af udsagnene, eller at det berører deres nydelse af sangene. Og der er fløjen, der ikke kan fjerne den dårlige smag i munden." Jamen dog. Det er som om kulturjournalistikken er gået helt amok i overdrivelser (det her er langt fra det eneste eksempel i Information). Personligt har jeg ikke i sinde at bruge et år af mit liv til at klargøre mit forhold til Jackson, hvis adfærd, fremtræden og artitektoniske smag altid har indeholdt antydninger af noget meget ubehageligt. Og ikke mindst kommercielt bling. Det har blot ved at kaste et halvt øje på hans persona været klart, at den kunne skjule ubehagelige ting. Det der trænger til en tur i cleaneren er dyrkelsen af popidoler og deres megashows, der hele tiden udråbes til noget epokegørende (Beyoncé og Houston før hende og nu Taylor Swift og Ariana Grande). De kunstfærdigt opskruede følelser falder jo lige så hurtigt ned igen og undskyld, de ændrer ikke noget på verdens tilstand ej heller på almindelige menneskers situation, også selv om de deltager i denne her hype. Var Jackson og de andre dygtige? Uden tvivl, men vi diskuterer her kunst og impact.

Tor Brandt, Hanne Tagø, Annemette Due, Torben Skov, Grethe Preisler og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Wagner hadede jøder, og var vist nok generelt et dumt svin. Samtidig var han en stor komponist, der skrev banebrydende musik. Jeg behøver ikke at være i stue med hverken Wagner eller Michael Jackson for at nyde deres musik. Heldigvis, da de begge er døde.

Lige for at præcisere: Jeg mener på ingen måde, at Jacksonskrev banebrydende musik; hvis der var noget, der var banebrydende, var det produktionen, og den ære tilfalder Quincy Jones.

Bernt Bresemans reference til Heidegger er her helt på sin plads, det er det samme hysteri, der får frit løb. Vi ved, at Heidegger var nazist, ligesom vi ved, at Jackson var børnelokker, og disse kendsgerninger kan man inddrage i tolkningen af værkerne, hvis man vil. Man kan også lade være, og bare lade værkerne tale for sig selv. Der er frit slag, når først værket har forladt kunstnerens hånd, er det ikke længere hans. Hvis man bliver børnelokker af at lytte til Jacksons musik, ville man nok være blevet det under alle omstændigheder.

Folk elsker åbenbart at forarges.

Poul Kristensen, Martin Lund, Peter Andersen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Sikke en skare af Quincy Jones fans der pludseligt opstår. Muligt at de ikke er klar over at hans engagement var der men at han på ingen måde skabte fænomenet Michael Jackson eller var ansvarlig for at skrive musikken, koreografi, video osv.

Grethe Preisler

Vedr. Karen Helvegs kommentar af d.d. 10.39

Højre- eller venstreorienteret seksuel frigørelse i gamle Danmark?
Det er som om det er forbigået de fleste kommentatorers opmærksomhed, at frigivelsen af billedpornografien - og hvad deraf fulgte af valfart af sexturister fra alle verdens kanter i 1970-erne og 80-erne - blev gennemført af og under (den konservative) justitsminister i RKV-regeringen fra 1968 til 1971, cand jur. Knud Thestrup. Som bestemt ikke selv var storforbruger af hverken angloamerikansk popmusik, sengekantfilm og børnepornografi eller tilhænger af genindførelse af statskontrollerede bordeller efter fransk, tysk og/eller nederlandsk forbillede i Danmark.

Måske havde Thestrup tøvet lidt længere, hvis han havde haft fantasi til at forestille sig følgerne af åbningen af denne juridiske og seksualmoralske 'Pandoras æske' et par ungdomsårgange senere ... ;-)

Antagelsen er altså, at denne film med to hovedpersoner er ubetvivlelig sand? Jeg er ikke fan af Michael Jackson, men den ene anklager har tidligere rost ham, MJ har flere gange blevet undersøgt, etc. Det virker som om at Information ukritisk "køber" præmissen, lidt ligesom den ukritiske Kim Skotte på Politiken.

Niels Duus Nielsen

Tom Finkel, det er ikke kun Quincy Jones, der skabte Michael Jacksin som brand, men også en mindre hær af især marketingsfolk, som formåede at gøre et oplagt talent til hver mands eje. Hvis det kun handlede om musikken, var der ingen, der ville løfte et øjenbryn, men da det netop ikke er musikken, men derimod et brand, der kritiseres, har vi skaldalen.

Michael Jackson var en gudsbenådet sanger og især danser, det kan ingen tage fra ham, men musik af den kaliber er teamwork, og ikke noget, en enkelt person kan skabe. Jeg vil tro, at Jackson havde det sidste ord i den proces, der fører fra talent til brand, men jeg er sikker på, at han ikke var den eneste, der sagde noget.

Og så var jeg i øvrigt fan af Quincy Jones i hans rolle som producer allerede inden han begyndte at arbejde for Michal Jackson.

Der er ellers mange sange skrevet af mj selv. Men jo, en kameramand og en producer indgår da også som en lille del. Her en lille liste med nogle af de sange Jackson skrev alene. Dertil kommer selvfølgelig en del hvor han har skrevet med andre.

Bad, beat it, dirty diana, smooth criminal, wanna be starting something, do stop until you get enough, earth song, the way you make me feel, they dont care about us, billie jean, stranger in moscow, the girl is mine, childhood, D.S., heal the world og den sidste jeg gider at remse op her.... leave me alone ;)