Leder

Nu tør kunstbranchen endelig sige tak, men nej tak, til beskidte penge

Kulturlivet altid har bukket og sagt mange tak til dem, der har villet støtte den evigt underfinansierede kunst. Men der er brug for, at kunst- og kulturlivet begynder at spørger ind til, hvor pengene kommer fra – for nogle støttere har både død og lidelse på samvittigheden
Flere store museer takket nej til flere donationer fra The Sacklers, der er ejere af medicinalfirmaet Purdue Pharm – som ellers har en afdeling i ethvert amerikansk eller britisk museum opkaldt efter sig. Her er det The Sackler Wing på Metropolitan Museum of Art i New York. 

Flere store museer takket nej til flere donationer fra The Sacklers, der er ejere af medicinalfirmaet Purdue Pharm – som ellers har en afdeling i ethvert amerikansk eller britisk museum opkaldt efter sig. Her er det The Sackler Wing på Metropolitan Museum of Art i New York. 

Spencer Platt

1. april 2019

Nogle gange tager vi heldigvis fejl.

I sidste måned skrev vi på lederplads om demonstrationer, ført an af den berømte fotograf Nan Goldin, mod museerne The Metropolitan og Guggenheim i New York.

Goldin er imod, at museerne modtager store pengebeløb fra familien Sacklers, som aktuelt er under anklage for at have medvirket til den store opioidkrise i USA.

Hvor demonstrationerne satte et betændt emne til debat – spørgsmålet om, hvor kulturlivets penge stammer fra – så forudså vi ikke, at det ville have en større effekt.

Men nu har flere store museer takket nej til flere donationer fra The Sacklers – som ellers har en afdeling i ethvert amerikansk eller britisk museum opkaldt efter sig. Det fravalg er historisk.

The Sacklers er ejere af medicinalfirmaet Purdue Pharma, der har udviklet det meget vanedannende smertestillende middel OxyContin, som har udløst en såkaldt opioidkrise i USA. Overdosis er nu den hyppigste dødsårsag for amerikanere under 50 år, hvoraf to tredjedele dele af dem er døde af opioider som bl.a. OxyContin.

Det er dobbeltmoral at tage imod støtten

I første omgang meddelte National Portrait Gallery i London i forrige uge, at de takkede nej til en stor donation på en million pund fra The Sacklers, hvorefter det britiske museum Tate fulgte efter og afslog at tage imod flere donationer fra familien, der ellers har lagt navn til museernes elevatorer.

I USA fulgte Guggenheim trop og proklamerede, at de heller ikke længere ville modtage penge fra The Sacklers. The Metropolitan Museum tøver med konkrete udmeldinger, for som de skriver, har de modtaget penge fra familien i over 50 år, også længe før den aktuelle opioidkrise.

Spørgsmålet er, om dette historiske ’NEJ TAK’ vil sætte en dominoeffekt i gang, hvor der kritisk spørges ind til pengestrømmen mellem virksomheder, private fonde og kunstverdenen.

Hvor kulturlivet altid har bukket og sagt mange tak til dem, der har villet støtte den evigt underfinansierede kunst, så vil det måske fremover blive ny kutyme, at der oprettes en mere etisk forsvarlig linje i forhold til, hvem man modtager penge fra. 

Det er alt andet lige dybt dobbeltmoralsk, at kunsten på den ene side ofte handler om samfundets svage, ofrene, mens den på den anden side finansieres af dem, der skaber dem.

Officielle tal viser, at overdosis som følge af opioidmisbrug var årsag til 218.000 amerikaneres død fra 1999 til 2017. Opioidmisbrugeres foretrukne medikament kaldes OxyContin.
Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • ingemaje lange
  • Ejvind Larsen
David Zennaro, ingemaje lange og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Runa Lystlund

Kære Maria Kjær Themsen.
Havde alle verdens kunstnere været så renhjertede som du efterlyser, havde der ikke været mange kunstobjekter at udstille eller kunstmuseer at udstille i, nogen sted i verden.

Hermed siger jeg ikke, at museer og kunstnere i dag, skal spise af bestemte riges hånd.

Desværre har det tidligere været og er stadigvæk vilkårene for manges overlevelse, at de søge penge hos fonde, rigmænd og firmaer. Dette gælder både mange kunstnere og kunstinstitutioner, for staten sparer. Lad os bare nævne regeringen og DF's besparelsen af DR og besparelser af diverse kunstmuseer og teatre. Det er derfor kunstnere og kunstinstitutioner søger fonde mm.

Mange politiske partier mener stadigvæk, at kunstneren skal forsørge sig selv. Det er også ønskværdigt for alle, hvis det kunne lade sig gøre. Mange mener at kunstnere helst skal sulte således, at de dør unge og fattige, for så at få solgt deres fine kunstværker for mange penge posthumt, eller at de i ung alder bliver verdenskendte. Der blev nok ikke spillet meget teater eller musik mm., uden arbejdsløshedsunderstøttelsen.

Stor kunst bliver sjældent lavet efter 37 timers arbejdsuge og samtidigt med et andet arbejde. Det er først i det 20. århundrede, at stater og kommuner har bygget kunstmuseer, operaer mm. for offentlige penge. Der sker stadigvæk donationer fra fonde, rige og virksomheder.

Det er godt med god moral og etik. Man skal bare ikke bruge metoden for at slå andre med. Man skal have en minimums forståelse for vilkårene omkring kunstudøvelse.

Ingen lever af ånden alene og farlig medicin bør ingen spise. Hvor kommer patienternes læger ind i billedet?

"Men der er brug for, at kunst- og kulturlivet begynder at SPØRGE (ind) til, hvor pengene kommer fra – for nogle STØTTER har både død og lidelse på samvittigheden"

Gider I lige stramme ballerne, Information?