Leder

Superheltefortællinger er vor tids myter og sagaer

Superheltefilmene – og tegneserierne, de er baseret på – er kulørte og larmende, men de er også andet og mere end det. De fortæller nemlig opbyggelige, begavede og underholdende historier om at være menneske
Kultur
26. april 2019

Da den amerikanske tegneserieskaber Stan Lee døde i november måned sidste år, så den grænsesøgende talkshowvært og komiker Bill Maher sit snit til at kritisere de mange fans, som sørgede over Lees død.

Lee stod som kreativ chef på tegneserieforlaget Marvel i 1960’erne og 1970’erne fadder til den moderne superheltetegneserie. Han skabte en lang række af de populære tegneseriefigurer og -historier, som i vore dage forvandles til milliardsælgende superheltefilm, og han blev – og bliver stadig – dyrket som noget nær en gud af sine fans.

Det havde Maher det svært med. I et blogindlæg skrev han, at »manden, der skabte Spider-Man og Hulk er død, og Amerika sørger. Dyb, dyb sorg over en mand, som inspirerede millioner til, hvad? Se en film, tænker jeg.«

Det vakte en vis bestyrtelse, og Maher blev skarpt kritiseret for at bruge Lees død til at gøre grin med manden og hans skaberværk. Det rystede dog ikke komikeren, og to måneder senere brugte han sit tv-show, Real Time with Bill Maher, til at understrege kritikken.

Han sagde blandt andet, at blogindlægget ikke var et angreb på Stan Lee, men at han, Maher, brugte Lees død »som en anledning til at udtrykke min misfornøjelse med mennesker, som tror, at tegneserier er litteratur, og at superheltefilm er vigtige film, og som i det hele taget hænger fast i en evig barndom.«

Stræben efter at blive bedre

Der er mange ting, som 63-årige Bill Maher ikke forstår. En af dem er, at superheltetegneserier og -film også kan være kunst – kunst, som forholder sig til den verden, den skabes til i, og til de samfundsmæssige, sociale, politiske og ikke mindst moralske og etiske problemer, de fleste har at slås med. Mennesker har altid fortalt hinanden historier om helte og individer med ekstraordinære evner, der bliver brugt i det godes tjeneste.

Superheltefortællingerne er vor tids myter og sagaer og opbyggelige eventyr og helteeposser, og når de er bedst, som for eksempel i de to seneste Avengers-film, Infinity War og biografaktuelle Endgame, kan de beskæftige sig med det at være menneske på en nuanceret, kompleks og begavet facon. De kan, som Mark Hughes skrev i Forbes efter Bill Mahers kritik, gribe fat i »menneskehedens behov for at overvinde vores værste indskydelser og stræbe efter at blive bedre (…) Superheltefilm har taget livtag med den nationale sikkerhedsstat, regeringsovervågning og mordprogrammer, våbenhandel i krigstid, racemæssig uretfærdighed, homofobi, overforbrug og mange andre relevante emner.«

De bedste superheltefilm er velformet og storslået underholdning fuld af tragik og komik, som trækker millioner af mennesker i biograferne og samtidig giver dem noget at tænke over og diskutere med familie og venner, børn og voksne. Det er følelsesfulde historier om helte, der prøver at frelse verden, og det er pågående filosofiske diskussioner om alt fra identitet, moral og etik – hvem og hvad er jeg, hvad gør overhovedet en helt – til eksistens, liv og død.

Kulørte, larmende og meget mere end det

Tag bare Avengers: Endgame. Den handler lige så meget om sorg og skyldfølelse over ikke at have reddet dem, man i kraft af sine superkræfter burde have reddet, som den handler om at give filmens superskurk, Thanos, tæv.

Selv Thanos bliver i Endgame og dens forgænger, Avengers: Infinity War, skildret som en figur, der ikke kun er ond, i hvert fald ikke i sin egen optik. Vanvittig, ja, men han tror fuldt og fast på, at han kan redde universet fra sig selv, hvis han dræber halvdelen af alt liv i det og på den måde løser overbefolkningsproblemet. Han anser det for at være den ultimative altruistiske gerning.

Og tag bare Spider-Man, både tegneserien og filmene, der handler om teenageren Peter Parker, der bliver bidt af en radioaktiv edderkop og forvandles til superhelten Spider-Man. Til at begynde med forsømmer han at stoppe en tyveknægt, der senere dræber Peters onkel Ben – selv samme onkel Ben, som har sagt til Peter, at der med store kræfter også følger stort ansvar. Det hjemsøger siden både ham og Spider-Man og får begge til at gøre deres yderste.

Superheltefilmene – og tegneserierne, de er baseret på – er kulørte og larmende, men de er også meget andet og mere end det, og det er lige så væsentlig en del af forklaringen på deres enorme succes og den hengivenhed, der bliver folkene bag, ikke mindst salig Stan Lee, til del.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvem kunne ikke drømme om et hemmeligt liv som superhelt, nu man ellers er så kikset og uanselig i det hverdagsliv man lever? :-)

Nikolaj Lykke Nielsen, Christian Monggaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar