Cannes skal ikke være politisk, men den må meget gerne, hvis filmkunsten også er det

Det var det den rigtige film, der lørdag aften blev tildelt den største pris, Guldpalmen, på filmfestivalen i Cannes. 

Sydkoreanske Bong Joon-hos Parasite, der blander samfundssatire med familiedrama, sort humor og thrillerelementer, var storfavorit blandt de mange kritikere på festivalen, netop fordi den så elegant blander genrerne, mens den fortæller en betimelig og bidsk historie om ulighed og forholdet mellem rig og fattig.

I det hele taget har årets Cannes-konkurrence været præget af politiske film, og flere af dem fik priser lørdag.

Mati Diop, der i sin debutfilm, Atlantique, blandt andet fortæller om kvinders vilkår i Senegal, fik den næststørste pris, Grand Prix, mens Céline Sciammas beslægtede Portrait of a Lady on Fire, der handler om to kvinders kærlighed i et mandsdomineret Frankrig for 200 år siden, modtog manuskriptprisen.

Det var en fornøjelse at se to dygtige, kvindelige instruktører blive belønnet for modige og, ja, anderledes film, der fører publikum ind i nye, fascinerende rum.

Lady Lys Les Misérables, der foregår blandt politifolk og unge ballademagere i en parisisk forstad, og brasilianske Kleber Mendonça Filho og Juliano Dornelles Bacurau, der handler om storkapitalens angreb på en lille, modstandsdygtig landsby, delte tredjeprisen, Prix du Jury.

Endelig fik palæstinensiske Elia Suleiman en special mention for It Must Be Heaven, der i en række vittige vignetter portrætterer menneskelig dårskab.

Et øjebliksbillede af verdensfilmen

Hvor filmfestivalen i Berlin længe har insisteret på at være politisk i sit program – festivalchefen er simpelthen gået efter film med et politisk budskab – har filmfestivalen i Cannes altid sat kunsten først.

Umiddelbart kan det derfor virke overraskende, at der har været så mange politisk ladede film i hovedkonkurrencen i år – ud over de nævnte drejer det sig både om Jim Jarmuschs zombiefilm, The Dead Don’t Die, der angriber Trump og klimaskeptikere, og Ken Loachs socialt engagerede familiedrama, Sorry We Missed You.

Men hvis man siger, at Cannes tilbyder et øjebliksbillede af verdensfilmen, afspejler de udvalgte film blot en tid og en verden, hvor der er mange vigtige sager at beskæftige sig med og kæmpe for.

Det er i den forbindelse essentielt at understrege, at det kunstneriske niveau på årets festival samtidig har været højt.

Det forekom passende, at det var den amerikanske dokumentarist og aktivist, Michael Moore, der indtog scenen i festivalpalæet for at overrække priserne til Les Misérables og Bacurau.

Moore vandt i 2004 Guldpalmen i Cannes for Fahrenheit 9/11, der var en voldsom kritik af daværende præsident Bush og krigen i Irak, og lørdag aften stak han — forudsigeligt — til den nuværende:

 »Trump er løgnen, der gør endnu flere løgne mulige,« sagde han.

Konkurrencejuryens mexicanske præsident, instruktøren Alejandro González Iñárritu, understregede derimod, at en enstemmig jury ikke havde politik i hovedet, da den fandt vinderen:

»Vi var ligeglade med, hvem der instruerede, hvilket land de kom fra, hvilket politisk budskab de havde. Alt dette bør ikke betyde lige så meget som selve filmen. Film skal tale for sig selv. Vi havde ingen dagsorden og intet budskab, vi ønskede at videreformidle. Det var ikke vores arbejde. Det var filmiske beslutninger, ikke politiske.«

Det er selvfølgelig den rigtige holdning at have – og det helt rigtige at udtrykke som jurypræsident på så kunstnerisk stærk en filmfestival som Cannes. Men det ændrer ikke ved, at festivalen i sjælden grad har vendt sig mod verden – både i udvalget af film og uddelingen af priserne – og har haft held med at finde en god balance mellem kunst og politik.

Det ene skygger ikke for det andet. Tværtimod hjælper de hinanden på vej, fordi det kunstneriske forfører og beriger, mens det politiske vækker og oplyser.

I en foranderlig tid, hvor biografoplevelsen og den smalle film er under pres, og filmfestivaler verden over kæmper for at forblive relevante, er det vederkvægende, at filmfestivalen i Cannes insisterer på at være sig selv og tager filmkunsten alvorligt.

Det er lige så opløftende at se så stort et politisk engagement på et tidspunkt med enorme sociale og samfundsmæssige omvæltninger. Cannes skal ikke være politisk, men den må meget gerne, hvis filmkunsten også er det.