Leder

Islandsk litteratur gør os blå og hvide og røde af misundelse

På Information, hvor vi siden slutningen af december 2018 har fejret 100-året for forbundsloven og dermed Islands suverænitet, er vi ikke i tvivl om, at Island stadig er noget særligt
Nordlys over det sydøstlige Island.

Nordlys over det sydøstlige Island.

Mariana Suarez

3. maj 2019

Denne leder tager sin begyndelse i en præstegård i en afsides fiskerflække i det nordvestlige Island. Til stede i huset er foruden dettes herre fiskeren Halldor og digteren Snægrim. De diskuterer først digtekunst, derefter moderne islandsk kultur.

Digteren er vred:

»Der findes ingen islandsk kultur, udelukkende mobilskvaldrende turbokapitalister, som kun tænker på aktiekurser og på at røvpule de svagere i erhvervslivet eller det politiske system, når de ikke lige er derhjemme for at glo på amerikanske sæbeoperaer om personer, som er utro en gang om ugen, eller silikonerede Baywatch-tøser, som tripper halvnøgne rundt i en strandkant.«

Dette pessimistiske signalement stemmer meget dårligt overens med det billede af islandsk kultur, som sædvanligvis kolporteres.

Man plejer netop at fremhæve islændingene som et af verdens mest læsende og kulturinteresserede folk. Halvdelen af befolkningen er faktisk digtere, siger vi, resten er forlæggere. Islandske forfattere fistrer rundt til festivaler og seminarer, de modtager fuldt fortjent den ene pris eller hædersbevisning efter den anden.

Man kan dårligt nok åbne en moderne islandsk bog uden at støde på referencer til sagalitteraturen og kvadene i Den Poetiske Edda, og hvad mere er: mange nye fortællere sælger romaner i stakkevis, hvad enten de skriver relativt traditionelt eller gakket grotesk.

Talesprogsnært skriftsprog

Alligevel kan Bergsveinn Birgisson udmærket have en pointe med scenen i præstegården, taget fra hans roman Et landskab er aldrig tåbeligt (2003, da. 2017). Nemlig at fordummelseskulturen trives side om side med en traditionsbevidst kultur. Hvad der kendetegner det moderne Island er ikke, at de unge opfatter verden gennem filtre produceret af den amerikanske underholdningsindustri, for sådan er det såmænd efterhånden blevet mange steder i verden.

Nej, Island af i dag kendetegnes i stedet ved et voldsomt, frontalt sammenstød mellem en gammel højtudviklet litterær kultur og en hypermoderne mediekultur. Befolkningen står i denne kamp blot bedre rustet end de fleste andre på kloden.

Først og fremmest har og bruger de et af verdens ældste og allermest talesprogsnære skriftsprog, skabt så langt tilbage som midt i 1100-tallet. Dernæst er de en nybyggernation, som kan huske sin historie over de ca. 30 generationer, som har boet i landet, siden titusinder brød op fra især Norge og dannede en fristat af bønder.

Og endelig har islændingene været fænomenalt skrappe til det at huske og fortælle og fæstne tanker i poesi, en evne, som traditionelt har været folkeligt udbredt i det, som Halldór Laxness kaldte ’Islands akademi’, og som eksisterede på bøndergårde og i jævne folks huse.

Hvor litterær kultur i Danmark og det øvrige Vesteuropa var noget, der trivedes på herregårde og præstegårde, ved hoffet eller i embedsborgskabets foreninger og klubber, dyrkede islændingene digtekunst og fortællekunst i umiddelbar nærhed af den fælles dagligdag og holdt grænsen åben mellem på den ene side skriften og bogen, på den anden side talen og øret, altså den orale kultur. Dette fællesskab var gennem århundreder med til at gøre befolkningen oplyst og klog – og stolt.

Vi fejrer 100-året for Islands suverænitet

Eller rettere, sådan var det engang.

I dag kan spørgsmålet måske snarere stilles, om fælleskulturen har kapituleret. På dette punkt er Bergsveinn Birgissons vrede digter absolut ikke i tvivl:

»Jeg synes ikke, jeg tilhører dette folk mere. Hvad man tidligere kunne kalde islandsk kultur, er forsvundet, og der er ikke andet tilbage end et indholdsløst begreb, som man kan smykke sig med på konferencer og sammenkomster, hvor portvinsdamer og pampere, som har ladet det amerikanske cirkus tage over, rykker sammen om hinanden og taler om, hvor værdifuldt det er at stå vagt om islandsk kultur og vores særpræg.«

På Information, hvor vi siden slutningen af december 2018 har fejret 100-året for forbundsloven og dermed Islands suverænitet, er vi ikke i tvivl om, at Island stadig er noget særligt.

Derom vidner de i alt 22 kanonartikler, men også selve det faktum, at forfattere oppe fra klippeskæret ved den kendte verdens yderste rand, ingen nævnt, ingen glemt, til stadighed kan fylde sale og forsamlingshuse her i landet og sælge deres bøger med oplagstal, som ville gøre deres danske kolleger blå, hvide og røde af misundelse.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Runa Lystlund
Trond Meiring og Runa Lystlund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu