Leder

Lig i lasten i Venedig

Kunst, der taler i overskrifter, er altid ensidig. Dette gør sig gældende for Christoph Büchlers forulykkede flygtningebåd på hovedudstillingen på Venedig Biennalen
13. maj 2019

Der er blevet rift om objekter fra druknede immigranter, der kan blive til kunstværker i storstilede kunstudstillinger.

Ai Wei Wei har indsamlet hundredvis af orange redningsveste fra flygtninge, der har taget den farefulde færd over Middelhavet og siden udstillet dem som en væginstallation på Charlottenborgs facade. E.B. Itso har samlet tøj og skibsvrag på Lampedusa og udstillet dem på Aros, og lige nu er en forulykket flygtningebåd udstillet på hovedudstillingen på Venedig Biennalen.

Det er den schweiziske provo-kunstner Christoph Büchler, der står bag, og efter båden er blevet tømt for lig i lasten, er den nu bugseret ind på udstillingsområdet foran den café, hvor alle sidder og slapper af fra den kæmpemæssige udstilling.

Båden er hævet over vandets overflade – som et skibsvrag på vej til at blive skrottet. Det er vist meningen, at folk så skal få kaffen galt i halsen, mens de sidder og glor på skibsvraget fra en båd, der i 2015 sank med mellem 700-1.100 flygtninge ombord, hvoraf kun 28 overlevede.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Pedersen
Erik Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Problemet er ikke bare at Christoph Büchel kynisk kapitaliserer på en aktuel krise og tragedie, problemet er også, at han ikke tilfører noget som helst til historien, som vi ikke var smerteligt bevidste om i forvejen”.

For mig at se er lederens fremstilling udtryk for en mangelfuld forståelse af såvel båden som værket, da båden kun får sin særlige betydning som en del af værket i kraft af sin institutionelle placering.

Det er rigtigt, at der er blevet rift om objekter fra druknede immigranter, der kan blive til kunstværker i kunstudstillinger af forskellig art, men det må også være vigtigt at pointere, at objekterne kun bliver til de særlige værker, de bliver til, i kraft af deres særlige placering i den institutionelle sammenhæng, de hver især får.

Her drejer det sig aktuelt om en forulykket flygtningebåd som en del af hovedudstillingen på Venedig Biennalen. Den er placeret foran den café, hvor alle sidder og slapper af fra den kæmpemæssige udstilling.

Det gør de så åbenbart ikke alligevel, fordi den forulykkede flygtningebåd gør opmærksom på, at de samtidig med, at de tilsyneladende slapper af, stadig er kaffedrikkende aktører i en udstilling på Biennalen, i kraft af at personer med institutionel magt på Biennalen har deltaget i en beslutning om, at objektet netop skulle placeres der for at blive til det værk, det bliver til, sammen med det kaffedrikkende publikum.

Båden repræsenterer en tragedie, men bliver i kraft af sammenhængen, den er placeret i, med kaffedrikkende publikum på Biennalen, til en del af et værk, der repræsenterer en kunstner. Værket fortæller publikum noget om dets særlige status som publikum på Venedig Biennalen i sammenhæng med det faktum, at flygtninge dør på vej over Middelhavet.

Pointen i fortællingen er ikke primært om flygtninge, men om hvem man hver især er som publikum på Biennalen. Man kunne f.eks. gøre sig nogle tanker om sin særlige habitus og de kapitalformer, i en Bourdieusk forstand, som man er i besiddelse af, i modsætning til f.eks. de flygtninge, som var ombord på båden og som druknede, og som gør, at man både er i stand til og finder det interessant at deltage i Biennalen.

Måske finder man oven i købet ud af, at man slet ikke burde befinde sig der, hvor man nu befinder sig. At man i kraft af sine privilegier burde have foretaget sig noget helt andet, der evt. havde noget med kunst at gøre.

Båden er ikke interessant som værk, heller ikke efter Biennalen, hvis man ser bort fra den fortælling, der er knyttet til den i kraft af dens institutionelle placering på Biennalen.

Erik Pedersen

Værkets rationale er altså at give de besøgende dårlig samvittighed? I så fald burde kunstneren nok vælge at være hjælpearbejder - eller måske prædikant.

Bjarne Toft Sørensen

Nu reagerer publikum vel forskelligt på det, at de kan sidde og se på en båd, der tidligere er forlist med flygtninge på vej over Middelhavet, mens de drikker kaffe. Forhåbentlig skaber det en vis omtanke hos den enkelte og måske samtale om det.

Ligesom kunstkritikere på medierne kan reagere forskelligt på, at de sammen med andre, af Biennalens arrangører og kunstneren, bliver bragt i denne særlige situation. Måske er de ved deres kritiske omtale af værket med til indirekte at forhøje værkets værdi (lidt som med Rasmus Paludan -effekten ved den meget omtale i medierne).

Nogle ville måske ligefrem have betragtet det som kynisme, hvis ikke der også på denne Biennale var anvendt objekter, der kunne gøre opmærksom på flygtningenes særlige situation, især når Biennalen finder sted i en by i Italien, der ligger ud til havet.

For mig at se er det også ret sandsynligt, at der blandt det kaffedrikkende publikum befinder sig mange personer, der sidder med en følelse af, efter at være blevet tvunget til at skulle sidde og se på båden, at de nu har fået en form for tilgivelse eller har betalt en form for aflad for deres privilegerede situation som publikum på Biennalen.

Lidt som når flyrejsende føler, at de har fået tilgivelse for deres mange flyrejser og forureningen, de dermed har bidraget til, hvis de betaler en ekstra afgift på 100 kr. pr. rejse.

Da et værk af Banksy efter salget destruerede "sig selv" på auktionen på Sothebys, var der personer der græd over ødelæggelsen af det smukke billede, og andre der betragtede begivenheden som konceptkunst af høj kvalitet.
https://www.information.dk/kultur/leder/2018/10/antikapitalistisk-kunst-...

Rasmus Knus

Første gang en kunstner laver en politiske installation med et bestemt tema, er det som regel interessant - ihvertfald originalt. Men når den samme politiske pointe skal laves, ved at vride endnu mere på beskuerens følelser bliver det - for mig - og anmelderen i linket nedenunder for overdrevent sentimentalt.

"I found Buchel’s appropriation of the boat in which so many migrants lost their lives a vile and mawkish spectacle in the context of the biennale."

https://www.theguardian.com/artanddesign/2019/may/12/mawkish-monuments-b...

Nu kommer vi ikke til at se Venedig Biennalen i år. Men det er både en meget gammel kunstudstilling og en af de helt store. Den startede i 1990-erne og havde sidste år mere end 600.000 besøgende.

Navnet kommer selvfølgelig af, at den finder sted i et gammelt militært område. Og udstillingen er opdelt i omkring 80-90 nationale pavilloner.

Udstillingerne afspejler tidens emner, og er næsten altid med provokerende indslag, der skal få tilskueren til at tænke lidt over en given situation. Og også i år er der flere andre provokationer end denne forliste flygtningebåd, der vidner om de tragiske forhold på Middelhavet, som vestens ledere ikke har vilje til at løse.

Og nogen føler sig provokeret. For Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini fra Lega Nord var rødglødende over dette kunstværk. Men han har mange andre jern i ilden, der tager hans tid, bl.a. vil han netop nu begrænse kvinders rettigheder i samfundet, kriminalisere homoseksualitet, give bøder på 30.000 - 50.000 EUR til dem, der hjælper en flygtning med et-eller-andet og så videre.

Bjarne Toft Sørensen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hvis én af Kunstens roller er at vække eftertanke og debat, synes dette værk at have opfyldt sin funktion. Her i en leder i Informeren blev det så til en politisk refleksion over temaet "kunst og kapitalisme". Jeg glæder mig til at læse anmeldelsen af selve værket.

Bjarne Toft Sørensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar