Leder

Giv DR arbejdsro

Et nyt rødt flertal ønsker at rulle dele af mediepolitikken tilbage. Men mulighederne for store ændringer er små. Det bedste for alle parter ville være, at der kom et bredere forlig. Medierne – inklusive DR – har behov for langsigtet arbejdsro
Det bedste for alle parter ville være, at der kom et bredere forlig. Medierne – inklusive DR – har behov for langsigtet arbejdsro, skriver Lasse Jensen i denne leder.

Det bedste for alle parter ville være, at der kom et bredere forlig. Medierne – inklusive DR – har behov for langsigtet arbejdsro, skriver Lasse Jensen i denne leder.

Mads Claus Rasmussen

11. juni 2019

Valget i 2019 lignede på et punkt alle andre folketingsvalg: Kultur- og mediepolitik fyldte medierne mellem valgene, men fyldte intet i valgkampen. Nu, efter valget, vil det nye flertal erstatte det gældende borgerlige medieforlig med et nyt. Men mulighederne for store ændringer er små.

De to store, afgørende borgerlige beslutninger – licensens afskaffelse og DR’s reduktion på 20 procent – vil der næppe blive rokket ret meget ved. Begge dele blev forhandlet på plads af Dansk Folkeparti og Venstres finansminister, Kristian Jensen, i marts 2018 og blev gjort til en betingelse for at deltage i et medieforlig. Derfor blev det smalt.

Liberal Alliances kulturminister Mette Bock stod som jordemor til en række andre tiltag, primært født i Dansk Folkeparti, ikke mindst bestemmelsen om, at FM4-kanalen, en ny tv-kulturkanal og en ny public service-pulje skulle ligge vest for Storebælt.

Licensafskaffelsen er ikke til debat. Men det burde den være, fordi skatteløsningen åbner en ladeport for politisk pression mod TV 2-regionerne og DR.

To tredjedele af besparelserne i DR er gennemført, og DR skal i 2021 finde den sidste kvarte. Man skal ikke forvente, at socialdemokraterne ruller den gennemførte besparelse tilbage. Partiet har for længst forladt synspunktet om, at DR ikke skulle spare, men de 20 procent var i overkanten.

Socialdemokratiet støttede også, at den fjerde FM-kanal skal ligge i Århus. Det forhindrede Radio 24syv i at fortsætte på FM. Den proces er nu så fremskreden, at den næppe kan stoppes, selv om Enhedslisten siger, de vil prøve.

Til gengæld opfandt DF og kulturministeren en kattelem ved i sidste øjeblik at skræddersy en DAB-kanal til 24syv. Den kan så ikke komme i udbud, før der er en ny regering. Radio24syv lukker og slukker den 1. november, så det haster.

Et nyt rødt medieforlig – eller endnu bedre: et endnu bredere medieforlig – kunne godt tegne sig med følgende muligheder: Planen om en ny tv-kulturkanal med sæde i Jylland skrottes. Planen om en større public service-pulje vest for Storebælt skrottes, og bevillingen skæres ned. Dette og lidt finansministerielt trylleri kunne frigøre 100-200 millioner, som kan gives som et plaster på såret til DR, så besparelsen reduceres fra 20 til måske 16 procent.

Det bedste for alle parter ville være, at der kom et bredere forlig. Medierne – inklusive DR – har behov for langsigtet arbejdsro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • David Zennaro
  • Kim Folke Knudsen
  • Carsten Munk
  • Dorte Sørensen
Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro, Kim Folke Knudsen, Carsten Munk og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Nielsen

'Det bedste for alle parter ville være, at der kom et bredere forlig. Medierne – inklusive DR – har behov for langsigtet arbejdsro.'

Vil det mon gøre medierne mere relevante? Jeg mener, det er jo ikke nogen hemmelighed at journalister hvert år kæmper en indædt kamp med politikerne og brugtvognsforhandlere om, at blive de mest utroværdige faggrupper i kongeriget.

Dorte Sørensen

Ja det er ikke så godt at politikerne få en langt større styring af fx. DR gennem betalingen over skat end de havde over en selvstændig licens. De fleste partier var enige om at det var uretfærdigt at "høj som lav" skulle betale det samme osv... og derfor mente mange at det var mere retfærdigt over skat.

Men kunne licensen ikke blive lidt mere adskilt - tidligere betalte pensionister lavere licens. - så helt umuligt skulle en ændring ikke ha' været.
Håber at DR får midler så de kan beholde deres musikkanaler på radioen - osv.......

Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Kim Folke Knudsen, Torben K L Jensen, Torben Bruhn Andersen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Jeg har personlig været fortaler for DR som det mest objektive medie, og samfundsdebatterne burde fylde mere end det tåbelige reality og life style tv på dansk, som Mogens Jensen tilsyneladende elsker. Jeg er dybt skuffet over DR i valgkampen, kun Clement kan spille på den bane og han er ikke ansat i DR. Jeg har rettet henvendelse til DR mange gange om simple spørgsmål, som for eksempel undertekster. Af en eller anden grund sender DR ikke undertekster når man streamer, og de svarer ikke på hvorfor. Ofte er danske udsendelser vanskelige at forstå uden undertekster. De vil heller ikke svare på hvorfor man ikke kan se direkte danske udsendelser i udlandet. Jeg ved ikke om de for lidt fred og ro, eller hvad der er galt. Derfor er TV2 blevet mit fortrukne medie, for dem kan man både se og høre, også i udlandet, og deres nyheder er alt i alt mere nuancerede end dem DR leverer. På skattebiletten burde DR figurere som medieskat.

Kim Folke Knudsen

Projekt for en ny Centrum Venstre Regering under Socialdemokraternes ledelse.

At få genrejst DR og udviklet DR´s programflade, så vi igen kan se TV produceret i Danmark præget af kvalitet, alsidighed og kreativitet.

Efter Dansk Folkepartis og Liberal Alliances hærværk mod DR ses nu en programflade som er monoton ensformig og uden alternative vinkler.

DR1 er proppet med engelske krimier som en gås fodret med foie gras.

DR2 er fyldt op med den ene engelske tv serie om sociale problemer efter den anden væk er dansk produceret stof væk er lokale og regionale nyheder, væk er nye danske produktioner.

DR K er nærmest blevet til en endeløs genudsendelse af alle de gode programmer fra før Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kom med Leen og ødelagde programvirksomheden.

Vi vil have et godt og alsidigt DR tilbage og det må gerne koste lidt ekstra.

Danmark er et lille kulturområde, og vi fylder ikke meget på de digitale medier. Der skal være plads til en Public Service institution, som kan formidle dansk kultur og det danske sprog på alsidig vis.

GENREJS DR.

VH
KFK

Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist og Lars Jørgensen anbefalede denne kommentar

Så længe DR stadig ikke har et journalistisk dybdeborende magasin som Norge og Sverige har haft i årtier er jeg opgivende. Ja selv det simple at respektere lidt tid til refleksion efter udsendelser og især film magter DR ikke, næ to sekunder inde i rulleteksterne begynder diverse reklamer for andre udsendelser.
Så længe DR hverken magter journalistik eller kultur er jeg ret ligeglad. Desværre.

Bjarne Bisgaard Jensen, Egon Stich og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

For ikke at tale om de efterhånden ligegyldige programmer på P1. Jeg ved ikke om det er ledelsen eller bare en general mangel på engagement. Måske et forældet syn på journalistik, ved det ikke, men DR fænger ikke.

Dorte Sørensen

Jan August har du prøvet at høre P1 og andre af DR's radiokanaler. Mon ikke du kan få nogle af dine ønsker opfyldt der. Fx. sendte P1's Orientering valgudsendelser både for EP og Folketingsvalget.
Personlig ser jeg næsten ikke TV - kun nogle udvalgte udsendelser på min PC'er.

Bjarne Bisgaard Jensen

På DR2 og DRK kan man, hvis heldet er med en, en gang om ugen se en film som ikke er en genudsendelse. Så meget for kulturformidlingen. Hvor er TV-teatret blevet af, undersøgende kulturprogrammer om kunst og litteratur, egenproducerede programmer om ulighed, demokrati, dannelse osv. Manglerne er legio, det er outputtet desværre ikke.
Alligevel holder jeg fast i DR i håbet om at noget nyt vil blomstre - der har jeg ingen tiltro til TV2