Leder

Vi må tale om overturismen for at undgå at ødelægge den verden, vi rejser ud for at opleve

Med fænomenet overturisme er et grundlæggende uholdbart aspekt ved hele den vestlige levevis blevet gjort synlig. Det må vi forholde os til, hvis ikke vi vil ende med at ødelægge den verden, vi rejser ud for at opleve
Overturisme ødelægger lokalområder. Det slider på miljø og klima, det skaber trafik og trængsel, det udhuler boligmarkederne, presser huspriserne op og er med til at øge gentrificeringen, så almindelige mennesker ikke længere har råd til at bo i deres egen by.

Overturisme ødelægger lokalområder. Det slider på miljø og klima, det skaber trafik og trængsel, det udhuler boligmarkederne, presser huspriserne op og er med til at øge gentrificeringen, så almindelige mennesker ikke længere har råd til at bo i deres egen by.

Paulo Amorim

24. juni 2019

Sidst i maj nedlagde medarbejderne på kunstmuseet Louvre arbejdet og gik hjem. De havde fået nok af den konstante strøm af skubbende, møvende, svedende turister, der hver dag vælter igennem det parisiske kunstmuseum med kameraer og selfiestænger.

»Louvre bliver kvalt,« skrev de i en fælles pressemeddelelse.

Over hele Europa lider populære storbyer i disse år åndenød på grund af presset fra turisme. Det gælder Venedigs 270.000 indbyggere, der sidste år fik besøg af 20 millioner turister. Det gælder Barcelonas 1,6 millioner indbyggere, som samme år modtog 30 millioner turister. Og det gælder en lang række andre attraktive feriesteder som Amsterdam, Dubrovnik, Santorini, Mallorca, Ibiza, Korfu, De Kanariske Øer og Algarvekysten i Portugal, der alle mærker presset fra den hastigt voksende turismeindustri. Så udbredt er problemet, at det for længst har fået sit eget navn: overturisme.

Ifølge FN’s organisation for turisme, UNWTO, er antallet af internationale udlandsrejser eksploderet. Fra 70 millioner i 1960 til 1,4 milliarder i dag.

En af de helt store bidragydere er Kina, hvor den voksende middelklasse har fået råd til at rejse ud og opleve verden. Ved årtusindskiftet var antallet af kinesiske turister 10,5 millioner, mens det sidste år steg til 156 millioner. Men Kina er langt fra eneansvarlig for udviklingen, og lige rundt om hjørnet står andre lande på spring, herunder ikke mindst Indien.

Turisme er ikke i sig selv et problem. Turisme er med til at skabe job, tiltrække nye investeringer, udvikle infrastrukturer og skabe kulturelle møder på tværs af lande og befolkninger. Det er godt. Turisme bliver ikke automatisk til overturisme, bare fordi mange mennesker er samlet på ét sted på samme tidspunkt. Det kan føles proppet i Nyhavn på en tilfældig junilørdag, men det betyder ikke nødvendigvis, at København generelt er overrendt. Man bygger jo heller ikke kirker efter, hvor mange der kommer juleaften. Men overturismen findes. Og når millioner af mennesker vedvarende valfarter til de samme populære destinationer rundt om i verden og tramper rundt på de samme afgrænsede kvadratmetre, så får den kulturelle udveksling hurtigt karakter af en invasion.

Dét er et problem. For overturisme ødelægger lokalområder. Det slider på miljø og klima, det skaber trafik og trængsel, det udhuler boligmarkederne, presser huspriserne op og er med til at øge gentrificeringen, så almindelige mennesker ikke længere har råd til at bo i deres egen by. 

Overturisme som fænomen stikker dybt

Der er sket meget, siden britiske arbejdere i 1880’erne brugte en hårdt tilkæmpet første feriedag på at køre en tur til stranden. I dag er turisme ikke bare en lokal, kulturel oplevelsesform, det er en global masseindustri, der tegner sig for godt ti procent af verdens BNP og ét ud af ti jobs. Turisme er kapitalisme i den store skala, og enhver form for storkapitalisme kræver regulering.

Det er svært at bebrejde folk, der endnu ikke har set Markuspladsen eller Ramblaen, at de gerne vil til Venedig og Barcelona. Men det er samtidig forståeligt, at byerne ikke ønsker deres historiske bykerner reduceret til et Disneyland for turister. Barcelona har allerede forsøgt sig med at indføre turistskatter på udvalgte tjenester og at lave begrænsninger på udbuddet af hotelværelser og boliger på onlineportaler som Airbnb. Og Venedig har indført adgangsentré for turister, der vil ind i den gamle by og opleve dens berømte kanaler. Men det er næppe nok.

I bogen The Tourist Gaze 3.0 peger turismeforskerne John Urry og Jonas Larsen på nødvendigheden af at afkommercialisere eksisterende turismeformer og skabe nye, som er mere lokale og økologisk bæredygtige:

»I takt med at turistblikket er blevet globalt, har det ført en række nye risikofaktorer med sig,« skriver de og peger her både på påvirkningen af lokalmiljøer, den afledte konsumkultur, klimabelastningen og i sidste ende »selve fremtidens livsbetingelser på planeten«. 

Konkret foreslår forfatterne at brandbeskatte flytransport og gøre luftfart til lavstatus. Ligesom de fremfører ideen om en fremtidig form for virtual turisme, som vil gøre det muligt at rejse uden at flytte sig fysisk.

Om den sidste løsning har nogen gang på jord, er tvivlsomt. Men at overturisme som fænomen stikker dybt og vidner om et grundlæggende uholdbart aspekt ved hele den vestlige levevis, står ikke til diskussion. Det er vi tvunget til at forholde os kritisk til, hvis ikke vi som turister skal ende med at ødelægge den verden, vi rejser ud for at opleve.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erik pedersen
  • Morten Lind
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Bjørn Pedersen
erik pedersen, Morten Lind, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Virtuel turisme er ingen dårlig idé.

Det er 9 år siden, jeg sidst fløj udenlands, og jeg har på ingen måde savnet det. Netop her til aften kom jeg tilbage efter 4 dages nødvendigt ophold i Bruxelles. Begge lufthavne - Københavns og Bruxelles' er et tiltagende mareridt. Massevis af mennesker, lange køer, unødige omveje med tvungen passage gennem "toldfri" butikker og uendelige "forretningsgader". Og selve flyveturen: spartansk og sammenstuvet som sild i en tønde.

At gøre luftfart til lavstatus er overflødigt i mit tilfælde, for det føles allerede langt fra som højstatus at flyve eller opholde sig i lufthavne. Det er mest af alt en straf.

Morten Lind, Niels Østergård, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro, Torben Lindegaard, Bjørn Pedersen, Christina Stougaard Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Turisme er - uden nysgerrighed, interesse for rejsemålet, men som industri, underholdning og status-forbrugsgode - vor tids pest.