Ordentlig porno til unge er public service

I år er det 50-året for frigivelsen af billedpornografien i Danmark. Det markerede vi fredag med et kulturtillæg om pornografiens fremtid.

Den ellers festlige anledning affødte dog en noget nedslående erkendelse: Samtalen om porno i Danmark er mangelfuld og unuanceret, og med få undtagelser er dansk pornoproduktion ikke fulgt med tiden.

Ifølge Sex og Samfund har 99 procent af drengene og 86 procent af pigerne i Danmark mellem 15 og 17 år set porno, før de selv debuterer seksuelt – tallene stammer fra en omfattende undersøgelse foretaget af Nordisk Råd i 2006.

Af en mindre undersøgelse lavet af sexolog Helge Myrup i 2003 og refereret i både Berlingske, Politiken og på dr.dk, fremgår det, at drenge i alderen 14-17 år i gennemsnit ser 30 minutters porno om dagen, mens piger ser seks minutter. Da den gennemsnitlige alder for seksuel debut er 16 år, får de unge altså set en del porno, før de gør deres egne erfaringer.

Rapporten fra Nordisk Råd konkluderer, at selv om unge lader til at kunne skelne pornoens fiktion fra deres egen virkelighed, så påvirker pornoen deres forventninger, særligt til deres egen og partnerens krop.

Rapporten har desuden følgende, ikke overraskende, vurdering af den tilgængelige porno:

»Pornografi […] i ungdomskulturens medieudbud synes i dominerende grad at fastholde de konventionelle kønsroller, hvor manden agerer subjekt, beskuer og permanent præstationsdygtig, mens kvinden agerer objekt, beskuet og bedømmes på udseendet og seksuel tjenstvillighed.«

Ifølge Nordisk Råds rapport er der altså grund til at bekymre sig over, hvad de unge spejler sig i. Men der er én problematisk faktor ved studiet: Det er fra 2006! Det er altså 13 år siden, der sidst blev forsket seriøst i pornos påvirkning på danske unge.

Statstøttet porno

Det er en skam, at kvaliteten af pornografisk indhold forbliver et blindt punkt for akademisk behandling, kritisk refleksion og offentlig diskussion. 

Kvalitetsovervejelserne overlades således til en enorm industri uden sociale forpligtelser, hvis eneste succeskriterium er profitmaksimering. Selv om der findes feministiske pornoproducenter, der fokuserer på arbejdsvilkår og forskelligartet kropsrepræsentation, er feltet stadig småt og nichepræget.

Derfor skulle man måske overveje statsstøtte til platforme og producenter, der ønsker at udvikle socialt ansvarlig og kvalitetsbevidst porno med nuancerede og jordnære skildringer af sex og erotik.

Man kunne argumentere for, at staten ikke bør støtte eller opfordre til pornografiens sexarbejde uden endeligt afklaret viden om de psykiske og/eller sociale konsekvenser, arbejdet kan medføre på længere sigt. Men det tvivlsspørgsmål kunne man imødekomme med mere dialog og forskning på feltet.

I hvert fald forsvinder pornoproduktionen ikke ved at fordømme sexarbejde. Og den danske stat har da også tidligere støttet forbedring af vilkår for sexarbejdere med ’sexelancen’ – et projekt, der skulle nedbringe antallet af overfald på gadesexarbejdere, og som blev rost internationalt.

I Sverige har staten støttet det feministiske pornoprojekt Dirty Diaries fra 2008, som havde fokus på samtykke og lyst, og som brød med kønsstereotyper.

Man kunne også med rimelighed påstå, at statsstøttede pornoproduktioner med bevidsthed om sociale konventioner, brugernes mentale helbred og sexarbejdernes vilkår ville falde ind under kategorien public service.

I hvert fald hvis man anser public service som noget, der kan og bør kaste lys over større dele af danskernes liv, tilbyde mere kalorierige alternativer til kommercielt finansieret underholdning og udvide seernes horisont.

Et lettilgængeligt og gratis alternativ til de enorme streamingplatformes uregulerede og uovervejede indhold ville være et kærkomment supplement til de unges primære kilde til viden om sex, før de gør deres egne erfaringer. Samtidig ville det kaste lys over og stille fordringer til sexarbejderne/skuespillernes forhold.

Et krav for støtte kunne f.eks. være, at der på produktionen stilles krav om en tillidsperson med relevant faglig baggrund.

I hvert fald er det en samtale, vi bør være klar til at tage.

Alternativet er, uanset hvordan man vender og drejer det, at overlade en enorm industri, der er med til at forme særligt unges forventninger til eget sexliv, til at foregå i mørke.

For der vil altid være efterspørgsel på porno. Og hvis alle aktører, der pålægges socialt ansvar, nægter at røre ved pornoen, bliver opgaven overladt til dem, der kan være helt ligeglade.