Leder

Det er ikke tegn på en dystopisk censurfremtid, når Netflix fjerner selvmordsscenen fra ’Døde piger lyver ikke’

Det er snarere et velment signal til resten af branchen om at være ekstra påpasselig, når den behandler selvmord – også selv om det er kunst
I denne uge – umiddelbart inden seriens tredje sæson af  13 Reasons Why– vendte Netflix så på en tallerken og valgte alligevel at klippe den kontroversielle og godt to år gamle selvmordsscene bort. 

I denne uge – umiddelbart inden seriens tredje sæson af  13 Reasons Why– vendte Netflix så på en tallerken og valgte alligevel at klippe den kontroversielle og godt to år gamle selvmordsscene bort. 

Paramount Television/Netflix

19. juli 2019

Det skabte debat, da tv-serien 13 Reasons Why i 2017 fik premiere på streamingtjenesten Netflix. Fiktionsserien, der ligesom romanforlægget på dansk er udstyret med den morbide titel Døde piger lyver ikke, kredser om spørgsmålet: Hvorfor tog gymnasieeleven Hannah Baker sit liv?

Døde piger lyver ikke er noget så sjældent som en serie til unge om selvmord. I første sæsons sidste scener bliver selve Hannah Bakers selvmord beskrevet i udpenslende detaljer, og det var særligt det, der skabte debat. Den detaljerede og romantiserende skildring af handlingen kunne angiveligt føre en bølge af rigtige selvmord med sig, lød det. De såkaldte copycat-selvmord.

Og ganske rigtigt: Selvmordsraten blandt de 10-17-årige amerikanske drenge steg betragteligt, måneden efter serien blev lagt online.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
  • Ejvind Larsen
Bjarne Toft Sørensen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Hvis vi afgrænser betragtningerne vedrørende ”selvmord smitter” til kunstværker af forskellig art i samtiden, er risikoen vel især knyttet til et værks romantisering af selvmord eller fremstilling af selvmord som løsning på problemer.

I KOMBINATION med det, der kan betegnes som ”kendiseffekt” eller den persona eller det ”brand”, der i offentligheden er knyttet til bestemte kunstnere, skabt i medierne.

Et tænkt eksempel: En skønlitterær forfatter skriver et værk om depression og selvmord, som bliver læst af mange unge, og fremstiller den depressive tilstand romantiserende, omend selvmordet ganske vist ikke fremstilles som en positiv løsning i værket.

Hvis vedkommende f.eks. efterfølgende sagde det modsatte i udtalelser til medier eller vedkommende som person begik selvmord eller forsøgte at gøre det, hvor der i medierne var stort fokus på hændelsesforløbet, ville det kunne være ”selvmord der smitter”.

Som paralleller i fortiden kunne f.eks. nævnes hændelsesforløb i tilknytning til forfattere som Tove Ditlevsen og Michael Strunge.

Her må spørgsmålet om muligheden for identifikation med såvel kunstværkets centrale fiktive personer, som med fremstillingen af kunstneren i medierne være centrale.

Der er også væsentlig forskel på de forskellige former for kunst og deres muligheder for fremstilling. Der er kunst, der er meget affektivt betonet fremfor kunst også båret af omtanke og refleksion, hvor situationerne f.eks. fremstilles på en måde, der langt fra heroiserer den fiktive person, der vælger selvmordet som udvej.

Sidstnævnte er kendetegnet for langt den meste skønlitteratur, hvor selvmord har en væsentlig betydning i værket. I modsætning hertil kan nævnes musik og tilknyttede musikvideoer samt fiktive TV - serier i den lettere genre.

Der er også forskel på, hvad kunsten og kunstneren anvendes til. Der er økonomisk spekulativ kunst, hvor kunstneren og værket, set i et overordnet perspektiv, i langt overvejende grad kan ses som en vare og en ”reklamesøjle” frem for som kunst og kunstner, og hvor ”hype” i medierne i tilknytning til fremstillinger af selvmord i værket og i tilknytning til kunstneren som person kan være en økonomisk gevinst for investorer og set i et marketingperspektiv.

På den anden side kan sådanne kunstnere og deres kunst være ”selvmord der smitter”, og der kan så være en interessekonflikt i forhold til henholdsvis at få et værk og et hændelsesforløb ”hypet op” eller ”hypet ned” i medierne, fordi det også er noget, ”der sælger”.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Når Netflix fjerner scenen fra Døde piger lyver ikke, er det ---- et velment signal til resten af branchen om at være ekstra påpasselig, når den behandler selvmord – også selv om det er kunst".

Jeg er mere tilbøjelig til at se det som et resultat af firmaets afvejning af fordele og ulemper ved ikke at gøre det, i forhold til det henholdsvis at styrke eller svække sit Brand hos bestemte målgrupper, og dermed fremtidige økonomiske konsekvenser vedrørende resultaterne på bundlinjen.