Leder

En ny kulturpolitik skal ikke fikse, men berige os

Det store slag for den første socialdemokratiske kulturminister i 23 år bliver at gøre sig gældende som andet end medieminister, så vi igen kan tænke kulturpolitik som andet end slaget om provins versus hovedstad, fancy versus folkeligt
Selv om Joy Mogensen aldrig tidligere har bedrevet eller involveret sig i mediepolitik, er hun altså de facto indtil videre medieminister i offentlighedens øjne, skriver Katrine Hornstrup Yde.

Selv om Joy Mogensen aldrig tidligere har bedrevet eller involveret sig i mediepolitik, er hun altså de facto indtil videre medieminister i offentlighedens øjne, skriver Katrine Hornstrup Yde.

Nikolai Linares

19. august 2019

Det er 23 år siden, Danmark sidst havde en socialdemokratisk minister siddende i det kulturministerium, som de selv oprettede i 1961 af visionære Julius Bomholt. Jytte Hilden beklædte posten i midten af 90’erne, men siden har skiftende socialdemokratiske regeringer konsekvent ladet De Radikale tage ansvaret for dansk kulturpolitik. En etpartiregering kan åbenlyst ikke sende posten videre til andre partier. Nu er det op til Joy Mogensen at overbevise os om, at dette ikke er den eneste grund til, at hun nu skal lede dansk kulturpolitik.

Endnu ved vi nærmest intet om, hvilke initiativer hun vil tage.

Vi ved, at hun har været en populær og succesfuld borgmester i Roskilde, hvis stærke kulturelle profil er blevet styrket af hendes engagement gennem blandt andet bestyrelsesformandsskab i sammenslutningen af museer i Roskilde, for Vikingeskibsmuseet og Musikbyudvalget i Roskilde.

Derudover har vi indtil videre set hende forsøge at håndtere det mest presserende kaos, som VLAK-regeringen, dresseret af Dansk Folkeparti, har efterladt i det danske radiolandskab: Mogensen trak ikke den oprindelige medieaftales udflytningskrav til FM4 tilbage.

I november får vi en ny radiokanal skabt af et konsortium af lokale medier, Radio4, og må håbe på, at de med tiden kan bevise, at de rent faktisk kan give noget, vi manglede hos Radio24syv. Samtidigt gennemførte Mogensen VLAK-regeringens udbud af en ny DAB-kanal, der blev udtænkt som en slags redningsbåd til Radio24syv. De vinder med al sandsynlighed licensretten, men på et sparet budget og med en halvt opløst redaktion.

Medieminister i offentlighedens øjne

Til januar kommer Mogensen og Danmark til at mærke den historisk voldsomme nedskæring af Danmarks Radio, når den smider tre tv-kanaler og tre radiokanaler af muskelmassen. Dernæst skal hun genforhandle vilkår for anden runde af nedskæringer i DR – om DR bliver skånet, ved vi endnu ikke. Og så er der det åbne spørgsmål om, hvilke krav Danmark kan stille til internationale techgiganter og streamingtjenester. Selv om Joy Mogensen aldrig tidligere har bedrevet eller involveret sig i mediepolitik, er hun altså de facto indtil videre medieminister i offentlighedens øjne. 

Og hun har liden vind i ryggen til at gøre sig synlig og visionær på resten af kulturens områder: Kulturen fyldte en kvart dråbe under folketingsvalget og er ikke nævnt i Socialdemokratiet og støttepartiernes forståelsespapir – pånær et par linjer om styrkelse af public service og fritidspas i foreningslivet under den luftige overskrift »Styrke det danske demokrati«.

Der er heller ikke voldsomt mange penge at rutte med i kulturministeriet, for den største del af budgettet er fordelt til kommuner eller bundet i drift. De flashy udskejelser i kunstinstitutionerne er mestendels finansieret og dermed også bestemt af private fonde – som vi har skrevet om her i avisen hen over sommeren.

Det er en politisk, men også forventet, markering at realisere partiets erklærede intention om at standse de årlige to procents besparelser på kulturområdet, så statens kunstinstitutioner igen kan fokusere på andet end ned- og omprioritering.

Men at skrue på budgetter er ikke i sig selv kulturpolitik, der siger noget visionært om kulturens rolle i samfundet. Det kunne den nye museumsreform, udskudt af den tidligere regering, til gengæld blive et første bud på.

Ingen inspiration at hente

Mogensen kan ikke hente inspiration fra Socialdemokratiets bagland, der har været domineret af Henrik Sass Larsens henkastede kritik af bibliotekerne og hans og DSU-formand Frederik Vad Nielsens kritik af kunstinstitutionernes manglende folkelighed.

Men med sin erfaring og med sin nyudnævnte og sprælske rådgiver, Kasper Fogh, ved sin side kan hun bruge reformen til at demonstrere og formulere sine egne kulturpolitiske værdier, der rækker ud over de senere års dominerende og negativt ladede modstillinger af smal og folkelig kultur, af hovedstad og provins.

»Jeg vil rigtig gerne udforske, hvordan vi kan blive bedre til at bruge kulturen til at løfte den kæmpe opgave, vi som samfund har i forhold til at give vores unge større selvværd og gejst i livet,« fik hun sagt til pressen efter sin tiltrædelse.

Denne ene udmelding er velment. Men en visionær kulturpolitik, der beror sig på en grundlæggende tro på, at kulturen er centralt for mennesket, kan ikke handle om, at kultur skal fikse os. Hvis kulturpolitikken ikke skal drukne, skal Mogensen vise vej til en ny og konstruktiv samtale om, hvordan vi kan skabe, formidle og udbrede det særlige kultur, der nu og for fremtiden vil berige os.

Serie

Den første udfordring

Danmark har fået en ny socialdemokratisk ledet etpartiregering. Historisk har soloregeringer ikke overlevet længe, og denne regering har en række store sager, der skal tages hånd om hurtigt. I denne lederserie skriver Information om de forskellige ministre – og deres første, store udfordring på de forskellige områder.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
Steffen Gliese, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Et problem for en socialdemokratisk kulturminister, i modsætning til f.eks. en kulturminister fra de radikale, er en anerkendelse af, at på kunstens område er det nyskabende elitært og ikke demokratisk.

Kort sagt: At alle ikke kan og heller ikke skal kunne forstå alt på kunstens område. Der skal være plads til det folkelige, men der skal også være plads til det, som ikke alle har forudsætningerne for at forstå.

Der skal skabes anerkendelse for en platform for kunst, der er undersøgende, kompleks, udfordrende og grænsesøgende. Også en kunst, der tør udfordre det velmenende, politisk korrekte og såkaldt progressive, der typisk dominerer forståelsen i samtidskunstens institutioner.

Det såkaldt progressive, som f.eks. Ruben Östlunds film The Square skildrer blødt kritisk og humoristisk, men samtidig, som film, selv bekræfter. Den bliver et udtryk for det, som den selv kritiserer. Ellers havde den næppe opnået de priser, som den fik.

Bjarne Toft Sørensen

En modstilling mellem ”smal og folkelig kultur” er ikke konstruktiv som udgangspunkt for opdeling af kultur.

Kunstens historie fra f.eks. 1. verdenskrig og frem viser dog i praksis, at undersøgelser og erkendelser på kunstens område ofte sker parallelt med og under gensidig inspiration af forskning og erkendelser inden for områder som filosofi, videnskab og teknologi.

Samtidig sker det ofte i tilknytning til en kritik af og oprør mod etablerede holdninger inden for samfundets institutioner.

Undervisere i kunstens historie ved, hvor vanskeligt det kan være at bibringe en forståelse af sådanne udviklingsprocesser på et forholdsvis elementært niveau, og at det hos de involverede forudsætter en evne til udvidet abstrakt tænkning på et forholdsvis højt niveau, sådan som den typisk forekommer hos mennesker med en videregående uddannelse.

Modstillingen af ”smal og folkelig kultur” er ikke ønskværdig, men bliver i praksis ofte, i nogle sammenhænge, udtryk for nødvendighed.

Søren Kristensen

Det offentlige, læs: kulturministeriet, bør holde sig fra kunstbedømmelse og udelukkende beskæftige sig med at facilitere talentmassen, dvs. skabe rammerne for kunstneriske frembringelser, herunder være garant for at der er de værksteder, øvelokaler, scener og skoler, som et rigt kulturliv forudsætter. Herefter finder kunsten selv frem til sine brugere.

Bjarne Toft Sørensen

@Søren Kristensen:
" ---- kulturministeriet, bør holde sig fra kunstbedømmelse og udelukkende beskæftige sig med at facilitere talentmassen, dvs. skabe rammerne for kunstneriske frembringelser ---- ".

De to ting kan ikke adskilles. I selve måde, som talentmassen faciliteres på, gennem de skabte rammer for kunstneriske frembringelser, vil uundgåeligt også implicit ligge bestemte kunstsyn, som netop bliver rammesættende for talentmassen.

Det må være talentmassen, der har det afgørende ord ved faciliteringen af sig selv, ved gennem samarbejde med kulturministeriet at være med til på afgørende måde at definere, hvilke rammer der skal skabes for deres kunstneriske frembringelser.

Bjarne Toft Sørensen

Parallellen inden for forskningens verden vil her være grundforskning. At talentmassen også, i andre sammenhænge, kan faciliteres mere målrettet (svarende til anvendt forskning), hvor kulturministeriet f.eks. på forskellige måder kan bidrage ved talenters samarbejde med private aktører og fonde, er dermed ikke udelukket.

En "grundforskningsmodel" skal forsvares, vel vidende, at de "kulturpolitiske vinde" blæser i retning af opfattelsen af talenter som entreprenører.

Steffen Gliese

Demokrati handler på det politiske plan om deltagelse, men på alle mulige andre områder handler det om adgang. Det gør det også på kulturens, og det er det, der er kernen i en klassisk socialdemokratisk kulturpolitik: at alle kan få adgang til at opleve det bedste af det bedste, at det ikke skal være forbeholdt en især økonomisk elite.

Steffen Gliese

Det kommer let til at ligge indgroet i tanken om en kulturpolitik, at den drejer sig om et reservat for særligt begavede.
Kunsten udsiger igennem den værkinterne relation form/indhold en æstetisk diagnose for tidens tilstand. Jeg tror ikke, at man kan tage mange mere afklarende skridt ind i en definition, men det er så heller ikke nødvendigt.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
" ---- at alle kan få adgang til at opleve det bedste af det bedste, at det ikke skal være forbeholdt en især økonomisk elite".

Jeg kender kunstinteresserede, der mener, at kunst efter Cézanne er "kejserens nye klæder", og lidt mere avancerede, der mener, at det kun er kunst efter "abstrakt ekspressionisme", der fortjener den betegnelse.

Desuden kan jeg konstatere, at anvendelsen af bestemte genstande i bestemte sammenhænge, der har med kunst at gøre, stadig kan fremkalde kritik og undertiden voldsomme følelser hos mennesker:

Eksempler: en pissekumme (Ducamp), lort på dåse (Manzoni), rådnende svinekroppe (Lemmerz), et fixerum for narkomaner (Balfelt), en forulykket flygtningebåd (Büchler).
https://www.information.dk/kultur/leder/2019/05/lig-lasten-venedig