Leder

En ny kulturpolitik skal ikke fikse, men berige os

Det store slag for den første socialdemokratiske kulturminister i 23 år bliver at gøre sig gældende som andet end medieminister, så vi igen kan tænke kulturpolitik som andet end slaget om provins versus hovedstad, fancy versus folkeligt
Selv om Joy Mogensen aldrig tidligere har bedrevet eller involveret sig i mediepolitik, er hun altså de facto indtil videre medieminister i offentlighedens øjne, skriver Katrine Hornstrup Yde.

Selv om Joy Mogensen aldrig tidligere har bedrevet eller involveret sig i mediepolitik, er hun altså de facto indtil videre medieminister i offentlighedens øjne, skriver Katrine Hornstrup Yde.

Nikolai Linares

19. august 2019

Det er 23 år siden, Danmark sidst havde en socialdemokratisk minister siddende i det kulturministerium, som de selv oprettede i 1961 af visionære Julius Bomholt. Jytte Hilden beklædte posten i midten af 90’erne, men siden har skiftende socialdemokratiske regeringer konsekvent ladet De Radikale tage ansvaret for dansk kulturpolitik. En etpartiregering kan åbenlyst ikke sende posten videre til andre partier. Nu er det op til Joy Mogensen at overbevise os om, at dette ikke er den eneste grund til, at hun nu skal lede dansk kulturpolitik.

Endnu ved vi nærmest intet om, hvilke initiativer hun vil tage.

Vi ved, at hun har været en populær og succesfuld borgmester i Roskilde, hvis stærke kulturelle profil er blevet styrket af hendes engagement gennem blandt andet bestyrelsesformandsskab i sammenslutningen af museer i Roskilde, for Vikingeskibsmuseet og Musikbyudvalget i Roskilde.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
Steffen Gliese, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Et problem for en socialdemokratisk kulturminister, i modsætning til f.eks. en kulturminister fra de radikale, er en anerkendelse af, at på kunstens område er det nyskabende elitært og ikke demokratisk.

Kort sagt: At alle ikke kan og heller ikke skal kunne forstå alt på kunstens område. Der skal være plads til det folkelige, men der skal også være plads til det, som ikke alle har forudsætningerne for at forstå.

Der skal skabes anerkendelse for en platform for kunst, der er undersøgende, kompleks, udfordrende og grænsesøgende. Også en kunst, der tør udfordre det velmenende, politisk korrekte og såkaldt progressive, der typisk dominerer forståelsen i samtidskunstens institutioner.

Det såkaldt progressive, som f.eks. Ruben Östlunds film The Square skildrer blødt kritisk og humoristisk, men samtidig, som film, selv bekræfter. Den bliver et udtryk for det, som den selv kritiserer. Ellers havde den næppe opnået de priser, som den fik.

Bjarne Toft Sørensen

En modstilling mellem ”smal og folkelig kultur” er ikke konstruktiv som udgangspunkt for opdeling af kultur.

Kunstens historie fra f.eks. 1. verdenskrig og frem viser dog i praksis, at undersøgelser og erkendelser på kunstens område ofte sker parallelt med og under gensidig inspiration af forskning og erkendelser inden for områder som filosofi, videnskab og teknologi.

Samtidig sker det ofte i tilknytning til en kritik af og oprør mod etablerede holdninger inden for samfundets institutioner.

Undervisere i kunstens historie ved, hvor vanskeligt det kan være at bibringe en forståelse af sådanne udviklingsprocesser på et forholdsvis elementært niveau, og at det hos de involverede forudsætter en evne til udvidet abstrakt tænkning på et forholdsvis højt niveau, sådan som den typisk forekommer hos mennesker med en videregående uddannelse.

Modstillingen af ”smal og folkelig kultur” er ikke ønskværdig, men bliver i praksis ofte, i nogle sammenhænge, udtryk for nødvendighed.

Søren Kristensen

Det offentlige, læs: kulturministeriet, bør holde sig fra kunstbedømmelse og udelukkende beskæftige sig med at facilitere talentmassen, dvs. skabe rammerne for kunstneriske frembringelser, herunder være garant for at der er de værksteder, øvelokaler, scener og skoler, som et rigt kulturliv forudsætter. Herefter finder kunsten selv frem til sine brugere.

Bjarne Toft Sørensen

@Søren Kristensen:
" ---- kulturministeriet, bør holde sig fra kunstbedømmelse og udelukkende beskæftige sig med at facilitere talentmassen, dvs. skabe rammerne for kunstneriske frembringelser ---- ".

De to ting kan ikke adskilles. I selve måde, som talentmassen faciliteres på, gennem de skabte rammer for kunstneriske frembringelser, vil uundgåeligt også implicit ligge bestemte kunstsyn, som netop bliver rammesættende for talentmassen.

Det må være talentmassen, der har det afgørende ord ved faciliteringen af sig selv, ved gennem samarbejde med kulturministeriet at være med til på afgørende måde at definere, hvilke rammer der skal skabes for deres kunstneriske frembringelser.

Bjarne Toft Sørensen

Parallellen inden for forskningens verden vil her være grundforskning. At talentmassen også, i andre sammenhænge, kan faciliteres mere målrettet (svarende til anvendt forskning), hvor kulturministeriet f.eks. på forskellige måder kan bidrage ved talenters samarbejde med private aktører og fonde, er dermed ikke udelukket.

En "grundforskningsmodel" skal forsvares, vel vidende, at de "kulturpolitiske vinde" blæser i retning af opfattelsen af talenter som entreprenører.

Steffen Gliese

Demokrati handler på det politiske plan om deltagelse, men på alle mulige andre områder handler det om adgang. Det gør det også på kulturens, og det er det, der er kernen i en klassisk socialdemokratisk kulturpolitik: at alle kan få adgang til at opleve det bedste af det bedste, at det ikke skal være forbeholdt en især økonomisk elite.

Steffen Gliese

Det kommer let til at ligge indgroet i tanken om en kulturpolitik, at den drejer sig om et reservat for særligt begavede.
Kunsten udsiger igennem den værkinterne relation form/indhold en æstetisk diagnose for tidens tilstand. Jeg tror ikke, at man kan tage mange mere afklarende skridt ind i en definition, men det er så heller ikke nødvendigt.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
" ---- at alle kan få adgang til at opleve det bedste af det bedste, at det ikke skal være forbeholdt en især økonomisk elite".

Jeg kender kunstinteresserede, der mener, at kunst efter Cézanne er "kejserens nye klæder", og lidt mere avancerede, der mener, at det kun er kunst efter "abstrakt ekspressionisme", der fortjener den betegnelse.

Desuden kan jeg konstatere, at anvendelsen af bestemte genstande i bestemte sammenhænge, der har med kunst at gøre, stadig kan fremkalde kritik og undertiden voldsomme følelser hos mennesker:

Eksempler: en pissekumme (Ducamp), lort på dåse (Manzoni), rådnende svinekroppe (Lemmerz), et fixerum for narkomaner (Balfelt), en forulykket flygtningebåd (Büchler).
https://www.information.dk/kultur/leder/2019/05/lig-lasten-venedig