Leder

Private fonde styrer kulturlivet. Den politiske opgave er at få det bedst mulige ud af dem

Den dansk kulturpolitik er indrettet sådan, at private fonde har initiativet, mens staten skal bruge skatteborgenes penge til at drive, som fondene har sat i gang. Det er oplagt for den nye kulturminister, Joy Mogensen (S), at sikre langsigtede kulturpolitiske mål
Operaen på Holmen blev i 2015 skænket af A.P. Møller Fonden som en vældigt generøs »gave til den danske befolkning«. Der var bare lige det, at det ikke er gratis at drive sådan et sted, og på den måde endte det offentlige med at skulle bruge op mod 140 mio. kr. om året på vedligeholdelse og drift. I denne leder efterlyser Rasmus Elmelund en langsigtet kulturstrategi.

Operaen på Holmen blev i 2015 skænket af A.P. Møller Fonden som en vældigt generøs »gave til den danske befolkning«. Der var bare lige det, at det ikke er gratis at drive sådan et sted, og på den måde endte det offentlige med at skulle bruge op mod 140 mio. kr. om året på vedligeholdelse og drift. I denne leder efterlyser Rasmus Elmelund en langsigtet kulturstrategi.

Simon Skipper

Kultur
8. august 2019

En relativt lille gruppe af relativt ens mænd og kvinder – især mænd – sidder rundt omkring på kontorer i København og andre steder i Danmark og uddeler en helt masse penge, som har stor betydning for vores kulturpolitik.

Pengene kommer især fra forlængst døde rigmænd, som havde opbygget deres formuer på nogle – med vor tids briller – lidt etisk tvivlsomme forretningsområder. Ny Carlsbergfondet (øl), Augustinus Fonden (tobak) og Det Obelske Familiefond (tobak) er nogle af de private fonde, der bidrager mest til kulturen. 

Uanset hvem uddelerne er, og hvor pengene kommer fra, har vi meget at takke dem for, de private fonde. En hel del danske festivaler, museer, udstillinger, koncertsteder og egnsteatre ville slet ikke kunne eksistere uden fondenes formuer og gavmildhed. Og deres livsgivende bidrag begrænser sig ikke til kulturområdet – også forskningen, idrætten og medierne nyder godt af dem.

Her på Information får vi ingen fondsmidler til at udgive den daglige avis, men vi er afhængige af fonde til projekter som bogserier og podcast, og vi har bl.a. fået støtte fra Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Lundbeckfonden.

I en serie, Information har bragt hen over sommeren, har vi fået nogle af de største private kulturfondes direktører og bestyrelsesformænd til at forholde sig til, hvordan de udøver deres magt, og hvilket ansvar, der følger med.

Måske ikke så overraskende har de fleste af dem vægret sig ved at vedkende sig magten. Flere har hæftet sig ved, at den private støtte til kultur trods alt er lille i forhold til den samlede offentlige støtte: Af de 19 mia. kroner, der i alt blev bevilget til kulturen i 2017, kom kun 2 mia. kroner fra fondene.

Men der er en verden til forskel på de to tal. Mens de 2 mia. fra fondene er frie midler – de kan bruges til at skabe nye ting – er langt de fleste af de offentlige midler bundet til driftsbevillinger og derfor umulige at flytte rundt på.

Det skaber potentielle udfordringer.

Det ultimative skrækeksempel er Operaen på Holmen, det pompøse operahus, der i 2015 blev skænket af A.P. Møller Fonden som en vældigt generøs »gave til den danske befolkning«.

Der var bare lige det, at det ikke er gratis at drive sådan et sted, og på den måde endte det offentlige med at skulle bruge op mod 140 mio. kr. om året på vedligeholdelse og drift.

Operaen blev med andre ord bygget for fondspenge, men bandt alle de offentlige penge.

Brug for en langsigtet strategi

Der er altså tale om en kulturpolitik, hvor de private fonde har initiativet, og staten skal bruge skatteborgenes penge til at drifte det, som fondene har sat i gang.

Og det, de sætter i gang, vil ofte være drevet af et ønske om positiv omtale af fonden, for fondenes valuta er legitimitet. Hvis de er med til at realisere fælles mål, opnår de legitimitet. Satser de på noget, som mange ikke bryder sig om, risikerer de at miste legitimitet.

Derfor er faren, at de vil være tilbøjelige til at støtte den laveste fællesnævner, fordi den skal appellere bredest muligt: Projekter, der ’glitrer’ og store, spektakulære vartegn som Your Rainbow Panorama, der troner over Aarhus’ hustage fra toppen af kunstmuseet ARoS.

Det er uomtvisteligt, at kulturlivet ville være fattigere uden de private fonde.

Men fordi midlerne i det offentlige er låst fast, har fondene en utrolig magt til at bestemme, hvilke nye projekter der skal sættes i gang. Og med den magt følger et ansvar.

Derfor er det rigtigt, når Ny Carlsbergfondets fungerende formand, Morten Kyndrup, siger, at det i sig selv ikke er et problem, at et stadig større antal private fonde støtter kunst og kultur, mens støtten fra staten falder – men:

»Det stiller øgede krav til fondenes etik og deres selvforståelse som aktører i et samfundsmæssigt felt.«

Det stiller også krav til pressen om at synliggøre konsekvenserne af fondenes bevillinger. Og til politikerne. En af de vigtigste kulturpolitiske opgaver er fra politisk side at finde ud af, hvordan man får det bedst mulige ud af fondene.Hvordan man bruger de mange penge, de sætter i omløb, til at realisere kulturpolitiske mål.

Det er faktisk også, hvad fondene selv efterlyser: en langsigtet kulturpolitisk strategi. De har jo ikke lyst til at lukke huller, de vil være med til at udrette ting. Hvis man satser offentlige midler på langsigtede projekter, er det også nemmere at tiltrække private midler.

Derfor er det oplagt, at vores nye kulturminister, Joy Mogensen (S), prioriterer at få samlet nogle kompetente kræfter til at formulere en sådan langsigtet strategi og f.eks. forsøge at besvare spørgsmålet: Hvad vil vi med museer i Danmark?

Serie

De magtfulde kulturfonde

Private fonde har de senere år fået stadig større betydning for kulturlivet. Deres penge er med til at bestemme, hvilke nye byggerier og projekter, der bliver til noget, og hvilke der må falde. Men hvem er kulturlivets nye magthavere? Hvordan ser de på kunst, og hvordan beslutter de, hvad der er værd at støtte? Og hvad betyder det for kunsten og demokratiet, at deres indflydelse stiger? I denne serie tegner Information portrætter af nogle af de mest magtfulde fonde.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Frisendal

Jo. Men der er jo mere end kunst. Private fonde som Trygfonden og Nordeafonden sætter jo meget store aftryk på fritidsområdet. Kystlivredderne, fx. Og tilskud til saunaer i vinterbadeklubber osv.

Steffen Gliese

2 mia er kun en femtedel af det beløb, staten burde øge kulturbudgetterne med. Så ville fondene gøre betydeligt mere nytte som skattebetalere, hvor demokratiske og faglige beslutninger ligger til grund for midlernes anvendelse.