1,2 millioner kroner. Mere skal der ikke til om året, før Filmværkstedet i Københavns fremtid er sikret. Alligevel er det beskedne beløb – og Filmværkstedet selv – blevet kastebold i et politisk spil mellem både staten og Københavns Kommune og mellem politikerne i Københavns Kommune.
Det er trist, fordi Filmværkstedet er en integreret og essentiel del af dansk films fødekæde og har gennem årene fostret adskillige instruktørtalenter, som her har haft deres første møde med den professionelle del af branchen. Filmværkstedet stiller udstyr, klippefaciliteter, kurser, hjælp og vejledning fra værkstedets tilknyttede filmfolk og en lille pose penge til rådighed, hvis man har en god idé, formår at formulere den og har viljen til at realisere den.
Ifølge den nye, femårige filmaftale, der sætter rammerne for den betydelige statsstøtte, dansk film nyder godt af, skal Københavns Kommune nemlig dele regningen for Filmværkstedet og fra og med 2020 diske op med minimum 1,2 millioner kroner om året, for at Filmværkstedet kan få adgang til de yderligere fem statslige millioner, der ligger i fonden og paraplyorganisationen Filmtalent, og som udgør den væsentligste del af værkstedets årlige budget.
I Odense, Aarhus og Viborg, hvor man også har statsfinansierede film-, video- og animations-værksteder, har kommunerne valgt at bevilge de nødvendige 1,2 millioner.
I Københavns Kommune, der just er begyndt på de årlige budgetforhandlinger, har man endnu ikke taget stilling, og i skrivende stund er der tilsyneladende ikke flertal i borgerrepræsentationen for at støtte med det alt andet lige meget lille beløb.
Filmværkstedet har eksisteret siden 1970 og har altså i snart 50 år været lidt af et fyrtårn i dansk film, ikke mindst den del, der handler om talentudvikling og eksperimenter af den slags, der er med til at skubbe filmsproget fremad, både inden for det dokumentariske og inden for fiktion.
Ole Christian Madsen, Thomas Vinterberg, Lone Scherfig, Jørgen Leth, Pernille Fischer Christensen, May el-Toukhy, Fenar Ahmad og Christina Rosendahl er blot nogle få af de i dag anerkendte filmskabere, der begyndte på Filmværkstedet, inden de blev uddannet som filminstruktører og dermed fik adgang til de andre dele af det på så mange måder generøse støttesystem på Det Danske Filminstitut.
De trådte så at sige deres barnesko på Filmværkstedet, hvor man ikke mindst giver unge talenter lov til at øve sig og udvikle deres stil og stemme, uden at der økonomisk er alt for meget på spil.
Der er brug for regionale filmværksteder
Filmværkstedet tjener flere vigtige formål både i forhold til det håndværksmæssige og kunstneriske fundament, som dansk film står på.
Værkstedet er måske ikke så synligt i den offentlige samtale om dansk film, men det gør det ikke mindre vigtigt end de øvrige instanser i fødekæden, fra Den Danske Filmskole og Super16 – som også nyder godt af Filmværkstedets støtte og faciliteter – til talentudviklingsordningen New Danish Screen og Konsulentordningen og Markedsordningen.
Det har vakt berettiget vrede og bestyrtelse i det danske filmmiljø, at Filmværkstedet er truet på sin eksistens. Der er blevet lavet en underskriftsindsamling og skrevet en række debatindlæg.
I Politiken i maj skrev for eksempel Klaus Kjeldsen, næstformand i Danske Filminstruktører, at den manglende støtte er »en kortsigtet løsning – så kort, at man ikke ser de konsekvenser, der først slår igennem om ti år«.
Det forekommer da også uforståeligt, at lokalpolitikerne i København ikke flokkes om at bevilge de 1,2 mio. kroner, når man tænker på, hvor meget de får igen, både økonomisk og kulturelt og kunstnerisk.
Ovenikøbet synes de regionale filmværksteder at ligge direkte i forlængelse af den nye regerings ideal om at lade flere mennesker få adgang til kunsten.
DR3’s populære dokumentarfilmserie om tre unge kvinders sabbatår, Limbo – når sabbatår er fucked, blev til noget, fordi kvinderne bag serien – som også selv er hovedpersonerne – tidligere i år vandt Talentprisen, der uddeles af Filmværkstedet, DR og CPH:DOX.
Dermed fik de et incitament og en smule penge til at lave serien færdig for, og dansk film og tv blev tre spændende stemmer rigere.
Der er brug for Filmværkstedet i København – og værkstederne i Odense, Aarhus og Viborg – i en verden og en branche, hvor så meget andet handler om billetsalg og omsætning. Der er brug for steder, hvor de nye talenter kan boltre sig, og de unikke stemmer, vi skal fejre i fremtiden, første gang kan blive hørt.
