Leder

Handling skal sikre ligestilling i filmbranchen

Kønsulighed og manglende repræsentation i filmbranchen skal afhjælpes gennem handling. Men det vil være ærgerligt, hvis det bliver på bekostning af kunsten
CPH:DOX er en ud af fem nordiske festivaler, som netop har underskrevet en såkaldt Gender Equality Pledge, som skal sikre en ligelig kønsfordeling blandt festivalpersonale og film.

CPH:DOX er en ud af fem nordiske festivaler, som netop har underskrevet en såkaldt Gender Equality Pledge, som skal sikre en ligelig kønsfordeling blandt festivalpersonale og film.

Karoline Hill

3. september 2019

Der sker hele tiden fremskridt i forhold til den ulighed mellem kønnene, som har præget ikke bare den danske, men alverdens filmbrancher gennem mange år.

Forleden skrev fem nordiske filmfestivaler således under på den såkaldte Gender Equality Pledge, der udspringer af #MeToo-bevægelsen og har som erklæret mål at nå fifty-fifty i 2020 – altså en ligelig fordeling af blandt andet festivalpersonale og film instrueret af kvinder og mænd til næste år.

Det kan synes meget ambitiøst, idet uligheden på især spillefilmområdet er stor.

Spørgsmålet er så bare, om man opfatter initiativet som et krav, der skal opfyldes, eller et løfte, man gør sit bedste for at indfri. Store festivaler som dem i Berlin, Venedig og Cannes, der er nogle af de værste ’syndere’, når det kommer til ligestilling, skrev under på aftalen sidste år, og skal de nå målet til næste år, har de endog meget travlt.

Men nu har fem nordiske festivaler – en stor, danske CPH:DOX, og fire mindre, svenske Carl, norske Oslo Pix, finske Tampere og islandske Northern Wave – altså fulgt trop, og det er i sig selv positivt.

Som CPH:DOX-chef, Tine Fischer, sagde, da hun skrev under på tilsagnet:

»Når det kommer til strukturel og politisk forandring, tror jeg på data og gennemsigtighed, og jeg tror på engagement og kollektiv bevidsthed, men først og fremmest tror jeg på handling.«

Det har hun ret i: Hvis ikke ord og tilsagn følges op af handling, sker der intet. Det synes så også oplagt for CPH:DOX at tilslutte sig Gender Equality Pledge, idet festivalen allerede er meget tæt på at nå målet: fifty-fifty i 2020.

Ifølge branchebladet Variety, som har fået oplysningerne fra festivalen selv, var 45 procent af filmene i CPH:DOX’ konkurrenceprogram i år instrueret af kvinder, mens kvinder eller blandede kreative hold stod bag 52 procent af projekterne udvalgt til festivalens finansieringsforum. Endelig består 60 procent af CPH:DOX’ bestyrelse af kvinder.

At festivalen er nået så langt, skyldes naturligvis en dedikeret indsats fra Tine Fischer og hendes medarbejderes side, men samtidig synes der også at være mindre kønsulighed i den danske dokumentarfilmbranche, hvor mange af de mest prominente instruktører og producere er kvinder.

Det er anderledes i spillefilmbranchen, og selv om nye, spændende kvindelige instruktører hele tiden melder sig på banen – hvilket i sig selv er med til at afhjælpe kønsuligheden – er det stadig kun en mindre del af hvert års danske filmproduktion, der er signeret af kvinder.

Må ikke være på bekostning af kunsten

Det peger igen på, at det ikke kun er filmfestivalerne, der som sådan er problemet. Snarere er de symptomer på et større, systemisk problem, nemlig en branche med en indbygget ulighed.

Selvfølgelig betyder det noget for de kvindelige filmskaberes synlighed, at de deltager i festivaler – og det er et stærkt signal at sende til både branche og kvindelige filmtalenter, som kæmper for at få plads i et mandsdomineret miljø.

Men det er lige så vigtigt at se på hele filmverdenens arkitektur og struktur, fra uddannelser, værksteder og støttesystemer til produktionsselskaber, festivaler og kritikere.

Og så er det afgørende ikke at glemme kunsten. For der er ingen tvivl om det rigtige i at have en ambition om absolut ligestilling i filmbranchen, ligesom man kan argumentere for det gavnlige i kønskvotering, hvis ikke der sker nogen reel udvikling gennem en længere årrække. Men det er ærgerligt, hvis det bliver på bekostning af kvalitet og kunstnerisk sigte.

En film bør ikke have støttekroner eller udvælges til en festival, alene fordi den er lavet af kvinder. Den bør udvælges, fordi den er god eller et spændende og kunstnerisk vigtigt projekt.

Hvad angår det, har det en betydning, at der sidder kvinder og mænd med mulige forskellige opfattelser af kunst og kvalitet og programmerer filmfestivaler og deler ud af de offentlige støttekroner – og det gør der i Danmark.

På sigt kan øget lighed og repræsentation resultere i, at der kan blive lavet flere gode film i verden, fordi flere mennesker på kloden får adgang til at skabe dem – og en større del af publikum føler sig set i filmene.

Men på kort sigt handler det handler det mindre om kunst og mere om politik, symbolværdi og om at skubbe til en branche, der bevæger sig alt for langsomt, når fem nordiske filmfestivaler skriver under på Gender Equality Pledge.

I år er der fire film instrueret af kvinder i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes, der begynder i morgen. Det er flere end nogensinde før, men stadig ikke et prangende antal, hvilket festivalen også bliver kritiseret for. Har festivalen et problem med kvinder, eller er den, som festivalens kunstneriske leder Thierry Frémaux siger, blot et spejlbillede af en filmbranche, der har et problem med kvinder?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ligestilling
Ikke lige muligheder, men lige Resultat
Hvordan er vi noget her til. at man kan snakke om ligestilling som et regneark med 50/50,
og ligestilling hvor tvang og social kontrol er en god ting.

At Man kan antage, at fordi der ikke er 50/50. så er det fordi at der er nogle der bliver undertrykt
Der er 117 grunde til hvorfor der ikke er en ligelig fordeling.

Men kvinde har fundet ud af de ikke behøves have talent eller kæmper som andre for at komme op. Talent,kvalifikationer og hårdt arbejde er skubbet tilside. For de SKAL de havde ting på grund af deres køn. At man skal have særstatus og privileger på grund af ens køn. Dette er ikke ligestilling, men Groft sexisme. Det resultat der er ved denne fremgangs måder skaber ikke ligefrem ligestilling
SÅ hvad er formålet ?

Forstå man ikke hvorfor nogle gør noget. Så se på det outcome, der er ved deres handlinger. Og set det til deres intetioner.