Leder

Litteratur kan noget, som statistik ikke kan: den kan vise klassesamfundets usynlige markører

Helt nye undersøgelser viser, at børn fra ikkeboglige hjem klarere sig markant dårligere igennem uddannelsessystemet. Socialt bevidst litteratur skaber indsigt, som ikke kommer frem i nogen fattigdomsrapporter eller statistikker. Det danske klassesamfunds skjulte markører males frem i Kristian Bang Foss nye roman 'Frank vender hjem'
Regeringen har netop indgået en aftale med deres støttepartier, hvor de sikrer de allerfattigste børnefamilier, berørt af kontakthjælpsloftet, uddannelseshjælpen og integrationsydelsen, et økonomisk tilskud.

Regeringen har netop indgået en aftale med deres støttepartier, hvor de sikrer de allerfattigste børnefamilier, berørt af kontakthjælpsloftet, uddannelseshjælpen og integrationsydelsen, et økonomisk tilskud.

Dalhoff Casper/Ritzau Scanpix

7. september 2019

I forlagsbranchen går tiden ikke bare med at rette manuskripter og passe forfattere og salgstal. Nej, en betydelig del af tiden bruges også på at sukke dybt efter den store danske samtidsroman. Det skyldes ikke kun, at forlæggere på daglig basis bekymres over mangelvarer i den moderne danske litteraturhistorie, men nok især, at den store danske samtidsroman er en størrelse, der kan sælge billetter.

Den har et stort publikum og dermed også et kommercielt potentiale. Men den har også en betydningsfuldhed over sig, fordi den handler om samtiden og samfundet. Folk, der ellers ikke gider læse romaner, fordi de mener, at man ikke rigtigt lærer noget af fiktion, vil gerne læse om samfundet. Det trumfer til enhver tid romaner om et sært kældermenneske i Hvidovre eller en parfumeret hattedame i Gentofte.

Dét, der indimellem går galt, når danske forfattere forsøger at skrive sig op imod sådan en stor samtidsroman, er, at de sociale strukturer i samfundet, som samtidsromanen forsøger at suge næring ud af, ofte er meget lidt egnede som romanstof.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Man taler meget om, at vi lever i en historieløs tid, og en del af de historier, medierne bringer, tyder på, at der er lidt om snakken.
For noget tid siden blev det slået stort op, at man på et plejehjem havde fundet ud af, at hvis personalet desinficerede hænderne, hver gang de havde haft med en beboer at gøre, kunne man begrænse antallet af infektioner hos de ældre. Det minder jo påfaldende om, hvad Ignaz Semmelweis gik rundt og sagde i 1840’erne. Et andet stort gennembrud kom nogle måneder senere, da man fandt ud af, at folk med psykiske problemer kunne have gavn af at komme ud i naturen, idet de der kunne få fred i sindet. Det lyder meget fornuftigt, men ikke helt nyt, hvilket man kan overbevise sig om ved at se lidt på, hvad danske digtere har skrevet om den sag - sådan cirka fra Ambrosius Stub og frem.
Og i dag kan man så i ovenstående artikesl underrubrik læse, at "Helt nye undersøgelser viser, at børn fra ikkeboglige hjem klarer(!) sig markant dårligere gennem uddannelsessystemet".
I en historieløs tid må den dybe tallerken genopfindes med jævne mellemrum.

Malene Avlund Hansen, Rikke Nielsen, Eva Schwanenflügel, Erik Winberg, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller, Katrine Damm, Sven Elming, Bjarne Toft Sørensen, Steffen Gliese, Lisbeth Larsen, Stig Bøg, Herdis Weins, Carsten Svendsen, Lise Lotte Rahbek og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg har ikke læst romanen og kan som sådan ikke udtale mig om den.

Men historien om den udannede proletar som forsøger at begå sig i en 'højere' samfundsklasse er ikke just ukendt. Der findes utallige historier med sammee tema i både film og litteratur, hvor man kan sidde og lade sig underholde om proletarens befippelse og overklassens manerer.

Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Bjarne Toft Sørensen, Randi Christiansen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Marianne Ljungberg

Dickens, Balzac, Pontoppidan, William Heinesen, Kirk, Scherfig, Bang, Mark Twain ....hvornår er det lige man er udannet?

Henrik Ljungberg

Dette, som Nanna Goul skriver, er væsentligt, synes jeg:
"Det er altid nemmere at bevæge sig inden for eget miljø og klasse, fordi man dér kender koderne. Når man bevæger sig både op og ned i systemet, er man uden for sin comfortzone."
Netop dét at turde vove sig udenfor egen "comfortzone" er vel ægte medmenneskelighed - der giver indsigt, og som kan hindre mange spændinger i samfundet - samt alt hvad de kan afstedkomme af ulykker.

Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Bjarne Toft Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Helt nye undersøgelser viser, at børn fra ikkeboglige hjem klarer sig markant dårligere igennem uddannelsessystemet".
og
"Og hvis klassen – eller miljøet – ikke udviser nogen tolerance, bliver man hurtigt kastet tilbage til udgangspunktet. Det er der god grund til at undgå".

Mine egne erfaringer, ud fra en opvækst i arbejderklassen, og det at have gennemført en højere uddannelse og bl.a. at have undervist i kulturforståelse, er at det, man kunne kalde for kulturel "racisme", går begge veje, mellem forskellige samfundsklasser og tilsvarende kulturer, sådan generelt set.

Nogle af de konflikter, jeg her fremhæver, kommer f.eks. til udtryk i romaner skrevet af indvandrere i England, hvor det vises, hvorledes hovedpersonerne i romanerne gang på gang bliver tvunget til at tage stilling til, om de vil tilhøre deres egen kultur, eller om de vil være engelske.

Der er ikke nogen mellemposition, det er et enten - eller. Der er ikke noget personligt valg, noget med selv at kunne vælge og at kunne tage det bedste fra to kulturer.

Som en kammerats far fortalte mig, da jeg havde valgt at starte på en universitetsuddannelse, sådan én som han havde opgivet at gennemføre undervejs: Du kommer til at føle dig som én, der ikke længere tilhører en kultur, men som står i en form for tomrum midt imellem, og begge kulturer vil se ned på dig, som én, der ikke rigtigt hører hjemme.

Begge kulturer ønsker, at du mentalt, kulturelt og i dine præferencer bekræfter den kultur, som du befinder dig i.

Ud over ovennævnte fandt jeg også senere ud af andre forhold, der havde betydning, f.eks. at børn i arbejderklassen, trods vores udmærkede skolesystem, ikke i samme omfang som børn fra akademikerhjem, ved middagsbordet og i lignende situationer med mulighed for samtale, havde fået trænet deres kompetencer i retning af tænkning på kognitivt højere niveauer.

Det med læsning af børnebøger og lignende var heller ikke noget, jeg havde med hjemmefra.

Som Suzanne Brøgger fortalte i et TV - interview for ca. 10 år siden, var hendes fornemmelsen af, at man som kulturel personlighed kunne tale ind i en fælles dansk offentlighed, stille og roligt forsvundet.

Der findes ikke længere noget, som man kan betegne som et fælles rum for en offentlig samtale, men i stedet et hav af forskellige "del - offentligheder". Det har både noget med udvikling i medierne og med kulturel samfundsmæssig udvikling at gøre.

Bl.a. på den baggrund er det en illusion at tro, at "den store danske samtidsroman" er en mulighed.

Eva Schwanenflügel, Mads Jakobsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig kan man skrive den store danske samtidsroman, for den vil jo netop indfange de forskellige del-offentligheder og sætte dem i relation til hinanden - sådan som det til enhver tid er foregået, for de er ikke noget nyt. Til gengæld er illusionen om et reel eksisterende 'fællesskab' uden for det politiske blevet en mærkelig metafysisk udvækst på samfundet - mens vort moderne demokratis ideologiske fædre fornuftigt nok holdt sig til at tale om 'et forestillet fællesskab'.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
Det er en illusion at tale om et samfundsmæssigt fællesskab, som alle føler sig inkluderet i, men det jeg tænker på er den oplevelse, man kan få af noget fælles, når f.eks. Danmark spiller EM eller WM i fodbold eller håndbold, og livet i byen mere eller mindre går i stå, fordi så mange sidder foran en skærm og følger med.

Jeg har oplevet det samme i 1970erne, når der blev vist et nyt stykke TV - dramatik af Leif Panduro på den eneste kanal dengang. Selv om det typisk var en mere priviligeret øvre middelklasse, der var scenen for handlingsforløbet, var der også mange fra arbejderklassen, der kunne identificere sig med de problemstillinger, der blev fremstillet, eller man skulle i det mindste se det for at kunne snakke med i dagene efter, når nogen spurgte ind til noget i stykket.

At et stykke kultur på TV (ud over sport) kunne have en tilsvarende samlende kraft i dag, er helt utænkeligt.

Jeg er ikke meget meget for den mentale konstruktion klassesamfundet. Jeg syntes ulighedssamfundet er bedre eller mere og mindre privilegerede.